Marx og marxismen.
Som paradigme har marxismen vist sin frugtbarhed netop ved sin evne til at konfrontere nye problemstillinger og udvikle og justere teorier i forhold hertil. Marx selv spændte over et bredt felt fra kapitalanalyse til analyser af konkrete samtidige samfund. I traditionen efter ham søgte dens teoretikere løbende at tackle en række problemstillinger, for eksempel spørgsmålet om karakteren af Europas kommende stormagt i dets fase af stærk dynamisk udvikling frem mod et stærkt industrisamfund og de hermed forbundne problemer med massemobilisering (Karl Kautsky, Rosa Luxemburg, Rudolf Hilferding), udviklings- og mobiliseringsproblemer i et stort samfund i Europas periferi ( V.I. Lenin, Leon Trotski), den europæiske udvikling frem mod imperialisme, krig, og revolution ( Rosa Luxemburg, V.I. Lenin, Nicolai Bukharin), mellemkrigsårenes fascisme ( Angelo Tasca, Antonio Gramsci, Otto Bauer, Franz Neumann), kapitalismens kulturelle-ideologiske dominans ( Georg Lukacs, Antonio Gramsci, Herbert Marcuse og i nutiden teoretikere som Slavoj Zizek og David Harvey), den kommunistiske revolutions nederlag og omstrukturering til stalinisme (Leon Trotski, Roy Medvedev, Isaac Deutscher, Moshe Lewin, Boris Kagarlisky).
Men i mellemkrigsårene, hvor teorien ellers blomstrede så frodigt rundt omkring, blev den i Stalins Sovjetunion forvandlet til en statsideologi. Dens levende kraft blev brudt og den blev forvandlet til en statisk lære, en formelsamling. Samtidig blev den i Vest, ikke mindst i den kolde krigs periode, diskrediteret. Fortrængende det faktum at også socialdemokraterne en gang betragtede sig som marxister blev marxisme nu sat lig med stalinisme. På det punkt var såvel Stalin som vestlige kritikere besynderligt nok enige.
Sovjetunionen var en alternativ udviklingsmodel overlagret af et despoti og naturligvis ikke ’socialistisk’. I et accelereret tempo og under store ofre blev det industrielle grundlag imidlertid lagt for 2. verdenskrigs modstand mod den tyske invasion. Men på det ideologiske plan tilsluttede både tilhængere og modstandere sig Stalins definition fra 1936 om den ’realiserede socialisme’ og det smittede af på teoriforståelsen.
I vores nutidige verden har en række teoretikere forsøgt at genoplive den levende tradition og inspireret af traditionens grundparadigme søgt at analysere den samfundsmæssige virkelighed i et totalitetsperspektiv, som en hel social orden med en tilblivelseshistorie og under stadig forandring, men samtidig reproducerende igen og igen al kapitalismes grundstruktur ( Perry Anderson, Giovanni Arrighi, Robert Brenner, Alex Callinicos, Eric Hobsbawm, David Harvey, Eric Olin Wright, James Petras, Ellen Meiksins Wood, Slavoj Zizek og mange andre). Marxismen er blevet så aktuel igen fordi kapitalismen er så stærk.
Samtidig har en række af traditionens moderne forskere beskæftiget sig med netop spørgsmålet om kapitalismens grundstruktur og funktionsmåde, men også dens mere konkrete, krisefyldte udvikling ( Chris Arthur, Alex Callinicos, David Harvey, Robert Brenner, Andrew Kliman, Gerard Dumenil & Dominique Levy, Michael Heinrich, Helmuth Reichelt, Werner Bonefeld, Robert Kurz, Karl Reitter, John Milos, Alan Freeman, G. Carchedi, John Weiss, Saad-Fihlo, Fred Mosley, John Weeks og mange andre, navnene angivende også forskellige abstraktionsniveauer).
Vi har altså at gøre med en lang og bred tradition, en tradition der ud fra sit grundparadigme løbende har kunnet forholde sig til og bearbejde de problemer der rejste og rejser sig i den virkelige verdens processer. Paradigmet har altså vist sig at være frugtbart. Den har derved også været åben, idet den dog samtidig har fastholdt sit grundparadigme. Paradigmets grundantagelser, grundbegreber og grundspørgsmål ligger fast, derimod har dets ‘ydre bælte’ af teorier været under stadig forandring. Forskningsprogrammets ydre bælte er altid i bevægelse og teorierne kan og skal prøves og testes. Forskningsprogrammets kerne kan derimod ikke testes direkte, men må vise sin frugtbarhed som generator for udvikling af nye teorier i de stadige forsøg på at tackle den konkrete virkelighed. Traditionens teoretikere har herunder ingenlunde været enig og problemerne har været og er mange. Teorierne er under stadig udfordring. Men dette gælder også andre samfundsvidenskabelige forskningsprogrammer og traditioner. Alle teorier er altid i vanskeligheder.
Ovenstående er også vigtig for forståelsen af Marx’ begreb om ’værdi’ og hele værdianalysen. Værdianalysen indgår i det teoretisk paradigme som er alternative borgerlige metodisk individualistiske og a-historiske tilgange langt overlegent. Men det betyder ikke at der ikke er problemer. Hvad skal vi nærmere forstå ved ’værdianalysen’? Er der som argumenteret af blandt andre Andrew Kliman, David Harvey og John Weeks primært tale om en alternativ økonomianalyse eller er det som hævdet af f.eks. Michael Heinrich og Helmut Reichelt værdiformsanalysen der er afgørende, eller er det mon begge dele? Behøver det ene at udelukke det andet her? Er 'værdi' videre en substans eller et samfundsforhold?. Værditeorien er afgjort ikke en pristeori i den neoklassiske økonomis forstand hvor prisen fremkommer som krysningspunktet mellem en udbuds- og en efterspørgselskurve. I den marxistiske økonomi er ’pris’ og ’værdi’ vidt forskellige. Alligevel er der også en forbindelse, men hvilken og er der her et problem? Man har som bekendt i traditionen voldsom diskuteret det såkaldte ’transformationsproblem’ ( se oversigt over diskussionen hos Andrew Kliman, der videre argumenterer for den opfattelse at der slet ikke er noget problem). Også Michal Heinrich opløser problemet, men på en anden måde.
Grundlæggende kan vi i hvert fald sige at ’værdi’ er et begreb som Marx indfører i sit forskningsprograms kerne for herudfra at kunne analysere udbytningens specielle karakter og mekanisme i det ekstremt vareproducerende kapitalistiske samfund. Under kapitalismen er de enkelte producenters arbejde ikke direkte socialt, men bliver socialt gennem udvekslingen af deres produkter på markedet. I denne proces oveføres også det samfundsskabte merprodukt til de herskende klasser og staten, men tilsløret og merproduktet skal stedse realiseres gennem cirkulationen. På denne overflade, i ’cirkulationssfæren, hersker, siger Marx, ”frihed, lighed, ejendom og Bentham”. I produktionens dyb produceres derimod både nødvendigt- og merprodukt. På overfladen fremtræder dette imidlertid som blot en udveksling af ækvivalenter, hvor kapital, jordejendom og arbejde får deres respektive andele, det som de neoklassiske økonomer ligeledes tilslørende kalder ’produktionsfaktorernes aflønning’. De kan ikke se udbytningen fordi de kun opererer med udbuds-efterspørgsels fastsatte ad hoc ‘priser’. Marx kan ud fra sit paradigme og sit begreb om ’værdi’ se noget andet og analysere udbytningen og dens specifikke karakter under kapitalismen.
Det er alt sammen meget kompliceret og bliver det ikke mindre fordi Marx arbejder på flere abstraktionsniveauer. En anden komplicerende faktor er udviklingen af det Marx kaldte ’Gesamtarbeiter’ hvorved han forstod den samfundsmæssige arbejdsproces i det udviklede kapitalistiske samfund med en omfattende og sammenhængende arbejdsdeling som en samlet proces, hvor det i virkeligheden er en ’collective worker’der frembringer det samfundsmæsige produkt, både nødvendigt og merprodukt. Men dette begreb om ’Gesamtarbeiter’ udfordrer igen både Marx’ egne reflektioner over hvad der er ’produktivt og hvad der er ’uproduktivt’ arbejde og en stor del af den efterfølgende traditions diskussioner herom.
Men der er andre og videre problemer. Marx' 'Kapitalen' var som bekendt ikke en analyse af kapitalismen i en bestemt periode, men en analyse af grundstrukturen og processen i 'kapitalismen' som sådan. Det er en analyse gennemført på et meget højt abstraktionsniveau. Men hvad er nærmere forholdet mellem den abstrakte kapitalanalyse og historisk konkrete analyser, mellem f.eks. Michael Henrichs, Helmut Reichelts og Robert Kurz' analyser og skal vi sige Perry Andersons, Robert Brenners, Eric Hobsbawms og Ellen Meiksins Wood's ?
Et andet problem er spørgsmålet om forholdet mellem struktur og aktør. Hvorledes er nærmere forholdet mellem kapitalens strukturdetermination og de samfundsmæssige aktørers handlinger? Er aktørerne blot 'bærere ' af strukturerne, som Althusser og Balibar hævdede det? Braser systemet til sidst sammen af sig selv som i Robert Kurz' apokalyptiske scenarie? Hvor bliver som, Karl Reitter, E.P. Thompson og Antonio Negri formulerer det, i grunden klassekampen af i al den diskussion om kapitaldetermination, profitratens fald og kriserne? Problemet fremtræder allerede hos Marx selv, synligt i spændingen mellem f.eks. Thesen über Feuerbach og den abstrakte kapitalanalyses tilsyneladende determinisme, en teleologi Marx i øvrigt selv eksplicit kritiserede i Heilige Familie, Thesen über Feuerbach og Deutsche Ideologie. I den efterfølgende tradition var det en hovedinteresse allerede hos Rosa Luxemburg at studere dialektikken mellem massemobiliseringens dynamik, den politiske kamp og det hun kaldte ’die Logik der Sache’. Hun lyser stadig som et teoretisk fyrtårn.
Evolutionismen det vil sige. forestillingen om en ubrudt, automatisk samfundsudvikling frem mod kapitalismen og 'det liberale demokrati' er i dag grundteorien i den borgerlige historieskrivning og samfundsanalyse, samt i den offentlige debat. Længe og i dele af den marxistiske tradition var en tilsvarende evolutionisme rådende, blot med 'socialismen' som endestation. Rosa Luxemburg brød med dette grundkoncept og som jeg forstår ham også Antonio Gramsci. De forfægtede en alternativ struktur-aktør forståelse som vi også finder i Marx Thesen über Feuerbach. Det er vigtig at fastholde dette opgør med evolutionismen. 'Socialismen' vil ikke være noget automatisk produkt af en lineær udvikling 'produktionsmidler'- , produktionsforhold’ . Men, og det er så spørgsmålet, hvordan undgår vi så på den anden side at ende i en fritsvævende moralisme?
I forlængelse af disse betragtninger skal jeg til sidst kommentere den løbende diskussion. I virkeligheden må vi skelne mellem fire slags diskussioner: 1) diskussionen mellem marxister og postmarxister, 2) diskussionen mellem marxister indbyrdes, 3) den løbende diskussion mellem disse omkring problemkonfrontation og teoriudvikling og 4) diskussionen mellem de forskellige paradigmer og traditioner
ad 1) Diskussionen mellem marxister og postmarxister:
Denne diskussion er egentlig en pseudo-diskussion. Anders Lundkvist og andre postmarxistiske socialister kritiserer Marx ved først at tegne en karikatur af hvad han ’mente’. Derefter nedgør de den Marx som de således selv har skabt. Det startede egentlig allerede den gang Laclau & Mouffe først reducerede Marx til økonomisk determinist, hvorefter de kritiserede ham for ’økonomisk determinisme’. Ved hjælp af denne sofisme banede de vej for deres egen teori. Fremgangsmåden er også yndet i den borgerlige Marx-kritik, for eksempel i Anthony Giddens ‘ kritik af den historiske materialisme. Dag Angkarloo protesterer med rette mod en sådan argumentationsmåde. Kritikerne lukker her af for enhver seriøs diskussion.
ad 2) Diskussionen mellem marxister indbyrdes:
Der er her tale om en reel diskussion som foregår, som er nødvendig, men slet ikke nem. Esben Bøgh Sørensen har nemlig her helt ret, når han i sin blog påpeger at Marx’ ’Kapitalen’ er et produkt af et livslangt forskningsarbejde. Marx udarbejdede herunder forskellige, noter, manuskripter , skitser og værker, hvoraf de fleste først blev publiceret efter hans død, I produktionsrækkefølge kan vi af de vigtigste nævne, Grundrisse 1857-58, Urtext 1858, Bidrag til Kritikken af den Politiske Økonomi 1858-59, de økonomiske manuskripter fra 1861-63 (samlet og udgivet langt senere af Karl Kautsky under titlen Theorien über den Mehrwert, de økonomiske manuskripter fra 1863-65 (som Friedrich Engels senere forsøgte at få skik på og som vi kender som bind III af ’Kapitalen’, 1894) , ’Kapitalen’ bnd. I, 1867, og ’Kapitalen’ bnd. II 1885 ( også samlet sammen af Friedrich Engels). Alt dette gør bestemt ikke Marx-tolkningen let.
Dertil kommer at Marx flere gange undervejs ændrede opfattelse og planer. Som påvist af forskere på feltet som bla.a. Roman Rosdolsky, Michael Heinrich, Enrique Dussel, Jacque Bidet og Alex Callinicos var Marx en forsker der i et livslangt forløb arbejdede med sit projekt og tumlede med en række problemer. Selve hans paradigme var under stadig udvikling i en stadig fortløbende proces af omarbejdelser. Det er netop denne forskningsdynamik som de postmarxistiske teoretikere går uden om når de tegner deres stereotype Marx-billede. Det er imidlertid omvendt også det der giver teoretikere i traditionen efter Marx en række tolkningsproblemer og grundlag for megen diskussion. Marx var en stor tænker og forsker og derfor heller ikke let at sætte på en simpel formel.
ad 3) Paradigmets dynamiske udvikling hvor dets kerneantagelsers og grundbegrebers omgivende bælte af stadigt ny teorier og justeringer af de gamle afføder naturligt i hele traditionens forløb til tilbagevendende uenigheder og diskussion. Det er ikke spor mærkeligt, men tværtimod et nødvendigt led i enhver genuin videnskabelig proces.
ad 4): En løbende forholden sig til udfordringen fra modstående paradigmer og diskussioner mellem forskellige traditioner indbyrdes er også vigtig, om end ikke almindelig. Marx selv gjorde det i sin Theorien über den Mehrwert, hvor han for eksempel om Ricardo, som han jo i øvrigt kritiserede, dog anerkendende sagde at Ricardo var ”stoisk, objektiv, videnskabelig”. En række teoretikere i traditionen efter ham fulgte dette spor. Det kniber mere den modsatte vej. En seriøs borgerlig forholden sig til Marx er usædvanlig. Ofte har man ikke en gang læst Marx, men reperterer automatisk den konventionelle Marx-kritiks stereotyper (: ’økonomisk eensidighed ’, teleologisk historiekrivning, 2-klasseteori , elendighedsteorio.s.v.)
Der er teoretiske problemer nok endda hos Marx og i traditionen efter ham. Men det marxistiske forskningsparadigme har immervæk i hele sin historiske udfoldelse demonstreret sin styrke. Marxismen opfatter den sociale virkelighed ikke som en lineær fremadskriden, men som en fortløbende kamp mellem modsætninger. Marxismen udgør også det eneste forsøg på at forstå og kritisere kapitalismen som en total og totaliserende social orden der har en tilblivelseshistorie, undergår en stadig forvandling, men også rummer en mulig afslutning. Om dette også faktisk sker afhænger af konkrete udviklingsforløb med deres konkrete kampe. ’Arbejderklassens frigørelse må til syvende og sidst være ’arbejderklasses eget værk’, som det hed i Marx’ og Den Internationale Arbejderassociations gamle parole. Men teorien kan hjælpe med til at afstikke kompasretningen.