Hvem vandt 2.. Verdenskrig?

Hvem vandt 2. verdenskrig?

2.. verdenskrig i Europa blev først og fremmest udkæmpet på Østfronten. Udfaldet her, og hermed krigens udfald i Europa, var primært bestemt af udviklingen i styrkeforholdet mellem de to magter, Tyskland og Sovjetunionen. Uden Sovjetunionens krigsindsats havde Nazi-Tyskland vundet den europæiske krig. Det har man dog stort set fortrængt i dag.  Man har 'glemt' at Rusland (Sovjetunionen) faktisk var vores allierede i kampen mod Tyskland , som er vores nutidige allierede, medens Rusland er blevet til 'fjenden' . Fjenden fra i går er vennen af i dag og gårsdagens ven er den nye fjende. Det er helt George Orwelsk.

I 1941 kæmpede mere end 3/4 af den tyske hær på østfronten, og endnu så sent som i august 1944, efter landgangen i Normandiet, kæmpede to tredjedele af de tyske styrker på Østfronten.^[1] Dels skyldes de større tab i øst krigens enorme brutalitet her.

I alt mobiliserede Tyskland i løbet af 2. verdenskrig  17–18 millioner mand, heraf var de samlede tab (døde, sårede, fanger og savnede) på 13,5 millioner.^[2] Af dette tab på 13,5 millioner lå de 10,8 millioner, eller ca. 80 %, på østfronten.^[3] Sovjetunionen mobiliserede i krigens løb måske 34–35 millioner mand, og den samlede tabsprocent var på 84 %.^[4] Krigen igennem formåede Sovjetunionen imidlertid at fastholde en imponerende militær styrke trods de enorme tab.

År for år producerede det langt fattigere Sovjetunionen, hvor befolkningen under krigens uhyre belastning levede på et eksistensminimum, også betydeligt mere krigsmateriel end det økonomisk overlegne Tyskland. Først i 1944 begyndte Tyskland at hale ind på og endda for artilleri- og flyproduktionens vedkommende at overhale Sovjetunionen.

Den sovjetiske hærs slagkraft blev så rigtignok yderligere forøget gennem den amerikanske våbenhjælp. Medens russerne stort set selv producerede deres artilleri, kampvogne og fly – og kunne koncentrere sig om det – forsynede det ameriknske  and lease-program sovjethærene med rullende materiel i øvrigt. Amerikanerne leverede under krigen over ½ million jeeps og lastbiler til Den Røde Hær, hvilket igen var en forudsætning for sovjethærenes forbløffende hurtige offensiver i 1944 og 1945.[5]

 Igen var tidsfaktoren dog vigtig. Da den amerikanske lend and lease for alvor begyndte at flyde fra 1943 og fremefter til Sovjetunionen, var situationen på østfronten allerede vendt i løbet af 1941–1942. De kritiske år for Sovjetunionens overlevelse var disse.[6]

Men Sovjetunionens samlede militære tab under krigen var  enormt højt – døde, sårede, syge og tilfangetagne anslået til i alt 29, 6 millioner mand.^[7] Dertil føjer sig så yderligere 17 millioner civile sovjetiske døde.^[8] I alt blev under 2. verdenskrig 27 millioner sovjetborgere, soldater, tilfangetagne og civile, dræbt.^[9] Til sammenligning kan anføres, at de samlede amerikanske og britiske militære tab under hele krigen var på henholdsvis 300.000 og 350.000 mand på alle fronter tilsammen, hvortil for Storbritanniens vedkommende kommer et tab på godt 60.000 civile.^[10]

Som den engelske historiker Richard Overy påpeger, så var  ’Den Store Alliances’ sejr i 2. verdenskrig aldeles ikke  givet på forhånd.^[11] Ingen rationelt tænkende person ville, siger han, i 1942 kunnet have gættet udfaldet af krigen.^[12] 2. verdenskrig var ikke en midlertidig afvigelse fra en uundgåelig vej frem mod demokratiet, men ”a hard-fought and unpredictable conflict about which of a number of very different directions the world was going to take”.^[13] Spørgsmålet om Europas udvikling blev afgjort for mange år fremover af udfaldet af 2. verdenskrig.

Som Richard Overy videre konstaterer det: ”The Soviet Union bore the brunt of the German onslaught and broke the back of German Power. For years the western version of the war played down this uncomfortable fact, while exaggerating the successes of democratic war-making”.^[14]

De vesteuropæiske demokratier blev reddet af Sovjetunionen (USA havde nok klaret sig). Igen udtrykker Richard Overy sig her præcist: ”Without Soviet resistance it is difficult to see how the democratic world would have defeated the new German empire […] The great paradox of the Second World War is that democracy was saved by the exertions of communism”.^[15] Paradokset bliver endnu mere udtalt, når man betænker, at Aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig var det, der endeligt ryddede vejen for demokratiets gennemslag i Europa.

Tilspidset kan man sige, at demokratiets endelige gennembrud i Central- og Vesteuropa blev sikret af despoten Stalin. Ikke som en tilsigtet målsætning naturligvis, men som den faktiske konsekvens af krigens udfald. ’Historiens list’ er i sandhed forunderlig.