Højreradikalismen er vinder

Begivenhederne i Paris hvor nogle bevæbnede mænd trængte ind på en redaktion og plaffede mennesker ned var regulært mord og må fordømmes som sådant. Ingen tvivl om det. Og lad os lægge nogle blomster og tænder nogle lys. Men den efterfølgende internationale og franske reaktion og ikke mindst den videre debat rejser også nogle vigtige spørgsmål om kontekst og perspektiv. Det er herunder interessant at se, at den løbende videre diskussion i høj grad drejer sig om selve dagsordens fastsættelsen.  Gennem hele  perioden fra  tegningekrisen frem til i dag kan man se i hvert fald fire grundstandpunkter og grupperinger aftegne sig:

1) Nogle hævder, at diskussionen drejer sig om ytringsfriheden og ser sig selv som de noble forsvarere af denne. Dette var tilfældet i 2005 og det er fortsat tilfældet i dag. Man lovpriser i disse dage i eet væk ytringsfriheden og den ville da sikkert også være en god ide, hvis den eksisterede. I praksis er ytringsfriheden og ytringsmuligheden desværre et privilegium for et meget lille mindretal af meningsdannere, kommentatorer, journalister, eksperter og toppolitikere. I Danmark måske nogle hundrede personer. Det er immervæk bedre end i et system hvor ytringsfrihed overhovedet ikke eksisterede. Dens værdi kan ikke alene vurderes ud fra antallet af udøvere. Men hvor er det demokratiske folk i grunden henne i vores offentlige debat? Og hvor er sansen for de alvorlige begrænsninger i ytringsfriheden der flyder af den overvældende mediekoncentration, elitedannelse i medieverdenen, indsocialiseringen af den herskende ideologi, og den tiltagende statslige overvågning og kontrol?

Der er ogå alvorlige brist i den måde man rent faktisk praktiserer ytringsfrihed på. Nogle meninger og opfattelser artikuleres igen og igen, medens andre ikke er tilladte, eller måske ligfrem kriminaliseres. Den offentlige debat er i praksis enormt skævdrejet til fordel for de rige og de magtfulde. Den lille flok af meningsdannere, kommentatorer, eksperter, journalister og toppolitikere der på det nærmeste har monopoliseret den offentlige debat, er for det overvældende flertals vedkommende placeret fra centrum og langt ud til højre på den politiske skala, og ytringsfriheden misbruges i høj grad til en plat hetz mod anderledes tænkende og anderledes værende. Hvorfor i alverden skal ytringsfrihedens højeste udfoldelse i så høj grad antage karakter af infantile, sjofle tegninger? Kan en kritik virkelig ikke formuleres på en mere intelligent måde?

2) Andre vil hellere diskutere religionens eller religionernes betydning. Religionernes betydning har i de senere år været stigende, men der går ikke en lige linje fra religion, eller ligrem enkelte løsrevne citater fra religiøse skrifter,  til terroristiske handlinger. Sammenhængen er langt mere kompleks, hvor den afgørende faktor dog nok simpelthen er Vestens årelange agression ind i den muhammedanske del af verden. Man glemmer også helt de ugerninger der i århundreders løb er blevet begået i kristendommens navn fra folkemordet på Amerikas urbefolkning til imperialismens udfoldelse i den klassiske og i den nutidige periode.  

Det 20. århundredes første store folkemord, på armenerne, blev begået ikke af det osmanniske imperium, men af Kemael Atatürks vågnende sekulære nationalisme.  Ausschwiz var et produkt af en højt udviklet vestlig civilisation. Franskmændene førte fra 1954 til 1962 en barbarisk krig mod algiererne, en krig der koste måske 1 million mennesker livet. Under krigen mellem Irak og Iran i 1980’erne var Saddam Hussein Vestens mand ( ja, endnu den gang!) og understøttet herfra selv om han anvendte giftgas mod de iranske tropper samt mod kurderne. Og i årevis har Vesten ført krig i muhammedanske lande, ikke omvendt.  

Man taler med bekymring om sandsynligheden for en kommende europæisk religionskrig. Man må dog så her tillige erindre sig, at under de store europæiske religionskrige i 15- og 1600 tallene var religiøse konflikter sammenvævede med økonomiske og sociale konflikter og med stormagtspolitikken. Dette vil sikkert også være tilfældet i en eventuel ny omgang. Religionen står ikke alene. Vi undgår ikke at måtte tale om kapitalismen og den organiske krise der er under udvikling. Ejheller om den storpolitiske konjunktur.

Men effekten af Vestens økonomiske, politiske og kulturelle ekspansion, USA’s globale stormagtsinteresser og herunder den lange krig mod muslimske lande er så at sige blevet fuldstændig tilsløret  i den velsmurte mediemaskines løbende dækning af den senere tids udvikling: Det må man ikke tale om. Det vil man ikke tale om. Var der nogen der snakkede om ’selvcensur’?

3) En tredje gruppe i diskussionen fremdrager ’Vestens’ enorme hykleri, den svulmende retorik om ’demokratiet’, ’ytringsfriheden’ og ’de vestlige værdier’ der dækker over en næsten endeløs række af interventioner, forbrydelser og massemord i ’den tredje verden’ samtidig med at ’demokratiet’ går mere og mere i forfald i de udviklede lande. Der er her en tiltagende afstand  mellem top og bund, toppen der er vel organiseret og magtfuld og bunden der er atomiseret og sat uden for indflydelse. I årtier er’den nødvendige politik’ ovenfra og nedefter blevet tromlet igennem over for de plagede befolkninger. Men igen virker ideologiens og selvcensurens beskyttelseslag. Man vil og kan ikke tale om disse ting. Og nu lægger den politiske elite ligefrem op til en kriminalisering af i første omgang den ’radikale islamisme’, men i et videre perspektiv selvfølgelig enhver radikal samfundskritik overhovedet samtidig med at den vedvarende og højlydt hylder sig selv og et abstrakt ’demokratiet’ som i praksis er ved at smuldre.

4) Endelig er en fjerde gruppe  i dikussionen mest bekymrede over de videre samfundsmæssige og politiske konsekvenser af de vedvarende hadefulde udfald mod anderledes værende og anderledes tænkende, udsigten til en stadig opgående spiral af aggressioner, af aktion og reaktion. Kan man stadig huske Anders Breivik massemordet? Over hele Europa er højreradikalismen i fremmarch. Selv i Tyskland marcherer den  igen, i Frankrig kan udgangen blive en kommende neofascistisk præsident, og i Grækenland kan en sejr for Syriza udløse et fascistisk kupforsøg. Herhjemme taler ledende højrefløjs politikere om ’nødret’ og om at ’sværdet må understøtte pennen”. Og alt imens   forbereder regeringen en yderligere stramning af ’terrorlovgivningen’ og endnu mere overvågning og kontrol. Den alvorligste trussel i nutidens Europa er og forbliver -trods den afskyelige forbrydelse i Paris- højreradikalismens genopstandelse og vækst samt den generelt begyndende autoritære udvikling. Højreradikalismen står som den foreløbige vinder i den nye situation.

Højrefløjen har helst villet diskutere 1) og 2) , hvorunder den har udpeget en angivelig ’islamisering’ som den store trussel. Venstrefløjen må formå at fastholde et fokus på også 3) og 4). Der er en nærliggende fare, for at den under den voldsomme påvirkning af mediemaskinen simpelthen overtager højrefløjens dagsordens fastsættelse. Det er imidlertid utroligt vigtigt, at den europæiske venstrefløj formår selvstændigt at analysere den komplekse og sprængfarlige situation samt gennemføre den fornødne mobilisering. I mellemkrigsårene lykkedes dette som bekendt ikke. Det må ikke gå galt igen.

Jeg skal tillade mig at henvise til nogle links der kan supplere ovenstående betragtninger:

https://janoberg.wordpress.com/2015/01/09/partilederdebatten-om-attentatet-pa-charlie-hebdo/

http://www.kommunikationsforum.dk/Pages/Article/Article.aspx?metaObjectId=176848

http://www.counterpunch.org/2015/01/13/je-suis-charliebut-i-have-others/

http://politiken.dk/debat/kroniken/ECE2510660/hvem-sagde-charlie/