Grækenlands tre hovedproblemer i historisk perspektiv

Uden at forklejne betydningen af det århundredlange osmanniske herredømme kan man dog pege på tre grundproblemer af nok så stor betydning i Grækenlands udvikling, nemlig stats- og nationsbygningens problem, den lange økonomiske udviklings karakter og stormagtspolitikkens indflydelse.

1)Stats- og nationsbygningen: Grækenland har i hele sin moderne eksistens haft store problemer med sin statsbygning. Græsk politik har siden statsdannelsen i 1830 haft en yderst tumultarisk karakter. Allerede under uafhængighedskrigen var den græske uafhængighedsbevægelse splittet og præget af stridende fraktioner. Efterfølgende, fra 1831 til 1834, rasede der en borgerkrig. I 1909 gennemførtes et militærkup. Under 1. verdenskrig blev landet dybt splittet mellem royalister og venezilister, en splittelse der fortsatte mellemkrigsårene igennem, en periode der i øvrigt var præget af intriger, hyppige regeringsskift, militærets tilbagevendende indblanding i politik, en stribe af kup og modkup samt udrensninger af modpartens tilhængere i militær og bureaukrati. Politikudviklingen i mellemkrigsårene kulminerede med Metaxas-diktaturet 1936–1941.

Under 2. verdenskrig eskalerede de indre modsætninger i en borgerkrig, der udkæmpedes sideløbende med kampen mod besættelsesmagten. Krigens interne borgerkrig fortsatte også efter afslutningen af 2. verdenskrig og fortsatte helt frem til 1949. Derefter fulgte opgør og udrensninger, henrettelser og tortur, et scenarie der gentog sig under det seneste militærdiktatur, Juntaens regime 1967–1974. Ind imellem havde man under pres fra amerikanerne forsøgt sig med et skrøbeligt demokrati, præget af diskrimination af venstrefløjen og repressive foranstaltninger. Men da Centrumunionen under George Papandreou i 1967 stod til endnu en valgsejr, greb kredse i militæret magten ved et kup.

I hele den græske udviklings forløb har klientilisme spillet en stor rolle. Men det har også været tilfældet i f.eks. Italien og Spanien og i Østeuropa og har ikke noget at gøre med en angivelig ’nationalkarakter’, men hænger sammen med massepolitikkens særegne udvikling i disse områder af Europa.

2)Økonomisk udvikling: Et andet grundproblem i den græske udvikling har været den socioøkonomiske udviklingsproblematik. Grækenland var et af de fattigste lande i Europa. Dets pr. capita-nationalindkomst i 1939 var på kun 75 dollar sammenlignet med 125 dollar for f.eks. Bulgarien. 60 % af befolkningen var beskæftiget i agrarsektoren, der var præget af relativ overbefolkning, primitiv teknologi og lav produktivitet. Landets overbefolkningsproblem blev yderligere stærkt forværret ved den belastende indslusning efter krigen af 1,5 millioner flygtninge fra Lilleasien, Bulgarien og Rusland. En stor del af disse flygtninge blev placeret i Makedonien og Thrakien, men mange kom også til Athen-Piraeus-området, hvor de levede i nye slumkvarterer.

Grækenland gennemgik i mellemkrigsårene en vis, ikke ubetydelig, industrialiseringsproces. Indekset for industriproduktionen steg fra 100 i 1913 til 537 i 1938. Industrien var fortrinsvis koncentreret i Athen-Piraeus-regionen og i området omkrig Saloniki og med tyngdepunkter i fødevareindustri, kemisk industri og tekstilindustri. Industrialiseringen var sket i ly af toldmure og indebar stigende priser på konsumvarer for befolkningen. Og selvom industrialiseringen havde været en succes, formåede industrisektoren ikke i tilstrækkeligt omfang at absorbere arbejdskraft fra agrarsektoren.

Ligesom før krigen havde Grækenland i mellemkrigsårene en betydelig handel og skibsfart. Det var dog et problem for landet, at det var så ensidigt afhængig af eksport af nogle få ’luksus’-produkter som tobak, korender, oliven og vin. Landet var også nødt til at importere størstedelen af de nye råvarer, der var nødvendige i industrialiseringsprocessen. Handelsbalancen var vedvarende ugunstig, og landet oparbejdede en betydelig udlandsgæld. I slutningen af 1930’erne blev landet ligesom andre Balkan-lande i stigende grad økonomisk afhængigt af Tyskland.

Den græske befolknings levestandard var lav, på linje med levestandarden i lande som Albanien og Portugal. Børnedødeligheden var dobbelt så stor som i Vesteuropa, og sygdomme som malaria og tuberkulose var udbredte. Uddannelsessystemet var underudviklet. I 1928 var 41 % af befolkningen analfabeter. Mellemkrigsårenes Grækenland var i uhyggelig grad en fattiggård, og krigen og besættelsen skulle komme til at forstærke den sociale nød til en veritabel hungersnød.

3) Stormagtspolitiiken: Et tredje problem i den græske udvikling har været stormagtspolitikkens indslag i den interne udvikling. Fra sin selvstændighed i 1830 frem til afslutningen af 2. verdenskrig var Grækenland dybt præget af stormagtspolitikken, samt krige og opstande i den del af Europa. Selve uafhængighedskrigen 1821–1830 var i sidste ende blevet vundet ved stormagternes intervention. I 1881 havde Grækenland, ligeledes ved stormagternes indgriben, erhvervet Thessalien og Epirus. Efter en opstand på øen i 1896 fik Kreta det følgende år, igen med stormagternes accept, autonomi. Ved afslutningen af Balkan-krigene i 1913 blev øens formelle indordning under sultanen ophævet. Grækenland fik desuden som sin del af krigsbyttet det makedonske kystland med byerne Saloniki og Kavalla samt en række Ægæiske Øer. Ved freden i Neuilly i 1919 med Bulgarien fik Grækenland Vestthrakien. I 1920 fik Grækenland desuden ved Sevres-traktaten med Tyrkiet tildelt Østthrakien samt Smyrna-området i Lilleasien. Efter nederlaget i Den Græsk-tyrkiske Krig 1920–1922 og den efterfølgende Lausanne-traktat 1923 mistede Grækenland imidlertid igen begge disse områder. Samtidig organiseredes en omfattende folkeflytning.

Italien, der efter verdenskrigen havde fastholdt de Dodekanesiske Øer, som det havde erobret fra det osmanniske imperium under Libyenkrigen 1911–1912, og som i løbet af mellemkrigsårene havde sat sig mere og mere fast i Albanien, indledte i oktober 1940 et angreb mod Grækenland, et angreb der dog blev slået tilbage. Dette, sammen med forviklingerne i Jugoslavien samt Hitlers ønske i det hele taget om at sikre sin flanke på Balkan inden det planlagte angreb på Sovjetunionen, fremkaldte så det tyske angreb i april 1941. Efter at den græske hær samt det britiske ekspeditionskorps, der var kommet grækerne til undsætning, var blevet nedkæmpet, blev landet delt mellem besættelsesmagterne Tyskland, Italien og Bulgarien. Da Italien i 1943 måtte trække sig ud af krigen, ophørte også den italienske besættelse af Grækenland. Efter krigen, i 1947, erhvervede Grækenland Dodekaneserne.

Under krigen var Grækenland tillige et operationsområde for britiske faldskærmsagenter. Lidt efter lidt blev englænderne imidlertid trukket ind i – eller blandede sig i – den græske borgerkrig, som samtidig var under udvikling, idet de tog parti for kongen, EDES ledet af oberst Zervas og noget senere det royalistiske militær, der blev skabt efter krigen. Afgørende blev imidlertid igen den storpolitiske udvikling.

Churchill havde ved oktoberaftalen med Stalin i 1944 sikret sig Grækenland som britisk interesseområde, en aftale Stalin efterlevede, idet han pressede de græske kommunister til at arbejde for, at EAM/ELAS skulle underlægge sig briternes overkommando samt i øvrigt afstå fra den magtovertagelse, man kunne have gennemført i oktober–december 1944. Som følge af uenighed om demobiliseringen af modstandsbevægelsen og general Scobies provokerende adfærd, udbrød der alligevel i Athen i december en væbnet konflikt mellem lokale EAM/ELAS-enheder og regeringsstyrker og briterne, en konflikt der endelig blev bilagt ved Varkiza-aftalen i februar 1945.

Da borgerkrigen så alligevel på grund af den eskalerende højreterror i perioden 1945–1946 gled ind i sin tredje fase fra 1946 til 1949, understøttede briterne det royalistiske militær. Hele forløbet endte efter en mellemperiode 1949 i 1967-74 med Junta-diktaturet.

Fra borgerkrig til ny truende borgerkrig?

Perioden fra juntaens fald til nutiden er en slags ’mellemperiode’ i den græske udvikling. Som andre lande i Østeuropa blev Grækenland i flere faser, og akcellererende efter 1989,  integreret i den vestlige stormagtssfære og økonomi. Landet blev herunder underlagt, ivret frem af også græske oligarker og politikere,  i EU og dens neoliberalistiske politik. Det møjsommeligt i 1974 etablerede græske demokrati, der fungerede i overensstemmelse med den klassiske græske ( og i øvrigt også generelt sydeuropæiske) tradition for klientilisme), men trods alt med frie valg er nu ved at krakelere under den massive vægt af nordeuropæiske kapitalinteresser. Det folkelige oprør herimod manifesteret ved  Syriza’s valgsejr i januar og folkefstemningen her i juni, er blevet kvalt. EU bryder sig ikke om demokratiske valg.

En slag græsk 'Versaille-traktat' for Grækenland er nu blevet trumfet blevet igennem. Grækenland er reduceret til en gældsslaveri koloni under den europæiske finanselite, EU-teknokraterne og Nordeuropas højrepolitiske eliter. Landet er ikke længere en suveræn nation. Dets demokrati er knust og grækerne ydmygede. EU er afsløret som finanskapitalismens og neoliberalismens instrument. Folkelig modstand mod austeritetspolitik er trængt tilbage, demokratiet i Europa er generelt under nedbrydning, selv den klassiske liberalisme og tesen om nationernes selvbestemmelsesret er død og erstattet af en kynisk neoliberalistisk magtpolitik i en tysk variant.

 Det nutidige Grækenland kom til verden i et inferno af borgerkrig. Nu efter landet ødelæggelse truer måske en ny, og i n generel europæisk kontekst af demografisk, økonomisk og politisk krise og demokratikrakelering.  Og iøvrigt består landet tre historiske grundproblemer fortsat: stats- og nationsbygning, økonomisk udvikling og tilbagevendende underkastelse under stormagtspolitik og kapitalinteresser.