Den neoliberalistiske damptromle

Europa fremtrådte i 1945 som dybt svækket efter endnu en opslidende verdenskrig. Den sociale nød var betydelig i en række af landene, og den politiske situation flydende og ustabil. Sådan opfattede fremtrædende beslutningseliter også situationen. De var bekymrede og martret af erindringen om den turbulente periode efter afslutningen af den foregående store krig, 1. verdenskrig. Storpolitisk havde Europa mistet sin hegemoniske position til USA til den ene side og periferilandet Rusland til den anden. Dertil kom i de følgende år afkoloniseringen, der yderligere svækkede klassiske europæiske kolonimagter som England, Frankrig og Holland. Oven i dette føjede sig også den kolde krigs udvikling. Den kolde krigs udvikling var for de vestlige beslutningstagere en oplevet trussel, men af samme grund havde den kolde krig en integrerende effekt i Vesteuropa.

Ny var nemlig også den europæiske integration, iøjnefaldende sammenlignet med mellemkrigsårenes stormagtsrivaliseringer og udladningen i 2. verdenskrig.  Allerede Paristraktaten i 1950 og den i overensstemmelse hermed etablerede Kul- og Stålunion i 1951 mellem Frankrig, Tyskland, Benelux-landene samt Italien var et første skridt på vejen, efterfulgt af Romtraktaten i 1957 og etableringen af EF.^[1] Parallelt hermed forløb den tyske Forbundsrepubliks integration i 1955 i Nato, efter det mislykkede forspil med forsøg på etableringen af en europahær.

Der var flere årsager og motiver, der flød sammen i en vedvarende bestræbelse på at fremme den europæiske integration. Vigtig  var nok responsen på den nye magtpolitiske situation, der forelå efter 1945 med et af krigen svækket Europa og styrkelsen af de to nye stormagter, USA og Sovjetunionen, samt udviklingen af den kolde krig. Den kolde krig og USA’s interesse i et styrket og enigt Vesteuropa var vigtig som en igangsættende og understøttende faktor.

Hele projektet blev båret frem af og blev led i den nye internationale situation samt det internt i landene etablerede politiske og sociale kompromis.^[2] Kompromiset indebar en accept af ‘demokrati’ fra også de økonomiske og sociale eliter, som hidtil i Europas historie havde modsat sig demokrati. Til gengæld blev ejendomsretten til produktionsmidlerne sikret, og den bestående sociale orden fastholdt. Det politiske demokrati i sig selv blev begrænset til et snævert proceduredemokrati, hvor ‘det demokratiske’ bestod i tilbagevendende valg mellem forskellige eliter, men ud over valdeltagelse ikke nogen deltagelse nedefra. Der var ret beset tale om ikke et demokrati, men om et ‘polyarki’.^[3]

Også den dominerende liberalkapitalistiske økonomiske orden blev fastholdt og cementeret. Men den åbnede dog op for en keynesiansk økonomisk politik, og den blev indlejret i en videre social orden karakteriseret ved socialpartnerskab, velfærdsstat, korporatisme og produktivisme, men fastholdt altså de bestående økonomiske herskende klassers og eliters position.

Det således efter 1945 etablerede politiske og sociale kompromis var udtryk for den storpolitiske balancesituation og for det i situationen givne magtforhold mellem interne magteliter og politiske klasser. Ved den hermed omstrukturerede ‘historiske blok’ og tilsvarende konstruktion af en ‘hegemonisk struktur’ blev dominerende kræfter og interesser formidlet med andre kræfter og interesser og forenet i en blok og en ideologi, som sikrede de dominerende klassers og eliters lederskab. Denne historiske blok var etableret ved dominerende klassers allianceforhold, forholdet mellem disse og de subalterne klasser, hele konfigurationen af social, ideologisk, kulturel og politisk magt og det rådende mønster af kontrol over produktionsapparatet. Det hele var gennemsyret og afstivet af det samtidig etablerede ‘hegemoni’. Hegemoniet var udtryk for en dominans, ikke ved magt alene, men gennem politisk og ideologisk lederskab ovenfra og tilslutning nedefra.^[4]

Relativt indebar post-1945-konstruktionen nemlig et fremskridt for de subalterne sociale lag og klasser. Demokratisk var de immervæk rykket frem i forhold til mellemkrigsårenes situation, og socialt og politisk var deres situation forbedret. Samtidig var liberalismen blevet socialt tæmmet.^[5] Det var socialdemokratismens håbefulde periode, og tilslutningen til denne politik og dette håb var betydelig helt frem til 1980’erne.^[6]

Men der var andre motiver og overvejelser på spil end storpolitik og hegemonikonstruktion. Vigtig i situationen var også i toppen af samfundet fremtrædende europæiske statslederes erfaringsdragelse. Skikkelser som den franske udenrigsminister Robert Schuman, den økonomisk-politiske rådgiver Jean Monnet og EU-kommissionens stærke formand gennem afgørende perioder Jacques Delors var i deres situationsanalyse og overvejelser dybt influerede af Europas ulykkelige historie fra 1914 til 1945. Ud af denne erfaringsdannelse voksede ønsket og visionen om et forenet Europa, der skulle sikre vedvarende fred på kontinentet.^[7]

I specielt de franske toplederes overvejelser indgik endelig også det synspunkt, at man ved at indvæve det nye Tyskland i et tæt samarbejde, begyndende med kul- og stålfællesskabet, kunne forhindre udviklingen af en egenrådig og endnu en gang i Europas nyere historie ukontrollerbar tysk politisk og militær stormagt.^[8] En anden oprindelig ide var tanken – når galt nu skulle være, og (Vest)tyskland under amerikansk pres skulle genoprustes – om etableringen af en ‘europahær’. Da denne plan, Pleven-planen, imidlertid faldt ved en afstemning i den franske Nationalforsamling, skiftede den franske beslutningselite spor, accepterede (Vest)tysklands optagelse i Nato i 1955 og søgte i øvrigt videre at befordre den igangværende vesteuropæiske integrationsproces. Det franske synspunkt og den franske politik matchede også med Konrad Adenauers stærke ønske om, at Tyskland – dvs. Bonn-Tyskland – skulle blive en accepteret partner af Vestens alliance.^[9]

I det hele taget blev udviklingen i allianceforholdet mellem Frankrig og Tyskland central for EF/EU’s videre udvikling. Det første skridt her var, som nævnt, Schumanplanen, Paristraktaten og etableringen af Kul- og Stålunionen i 1951-1952. I forlængelse heraf frembragte forståelsen mellem Konrad Adenauer og Guy Mollet i 1956-1957 Romtraktaten i 1957, der etablerede EF.^[10] Men derpå bremsedes integrationsbestræbelsen for en periode af Charles de Gaulle i Frankrig, der samtidig modsatte sig et britisk medlemskab (et ønske der dog omvendt heller ikke var særligt stærkt på britisk side).^[11] Situationen på kontinentet løstes op ved det såkaldte ‘Luxembourg-kompromis’ i 1966, hvorved den politisk-diplomatiske alliance mellem Paris og Bonn blev genoptaget og nu yderligere styrket.^[12] Lidt senere, i 1973, blev Storbritannien nu også medlem, hvilket igen rev Danmark og Irland med ind.^[13]

Alliancen Tyskland-Frankrig bekræftedes igen ved overenskomsten i 1978 mellem Frankrigs præsident Giscard d’Estaing og den tyske kansler Helmut Schmidt om et fælles europæisk pengesystem EMS, i en samstemt reaktion på de økonomiske krisetendenser i 1970’ernes økonomi. Ved den Europæiske Fællesakt i 1986 etableredes, efter den franske præsident Mitterands opgivelse af sit oprindelige forsøg på at gennemføre en keynesiansk økonomisk politik, en fransk-tysk eliteforståelse om en neoliberalistisk økonomisk politik, en politik som igen blev bekræftet ved Maastrichttraktaten i 1992, hvor Tysklands Helmut Kohl og Frankrigs Francois Mitterand desuden blev enige om etableringen af en Europæisk Centralbank samt i øvrigt også om politikken i den tyske genforeningsproces.^[14]

Udgangen af den kolde krig, Sovjetunionens opløsning, de østeuropæiske regimers sammenbrud og Tysklands genforening skabte en ny dynamik og et yderligere sæt af faktorer for EU’s videre ekspansion og styrkelse. EF udviklede og forvandlede sig mere og mere i tre henseende: i henseende til dybde, i henseende til kredsen af medlemmer (selv om der her også hele tiden var en spænding mellem de to bestræbelser) og i henseende til økonomisk politik.

Med Maastrichttraktaten i 1992 blev EF til EU, angivende overgangen til et stadigt mere politisk fællesskab, en målsætning som i øvrigt var tilkendegivet allerede i Romtraktatens passus om at søge frem mod et stadigt mere omfattende fællesskab.^[15] Denne linje blev derefter forsøgt videreført med Edinburgh aftalen samme år, Amsterdamtraktaten i 1997, Nicetraktaten i 2001 og Lissabontraktaten 2009, der blev vedtaget og trådte i kraft efter det mislykkede forsøg i 2004 på at etablere en egentlig Forfatningstraktat, et forsøg der strandede, da forslaget blev forkastet ved folkeafstemningerne i Holland og i Frankrig i 2005.^[16]

Bevægelsen frem mod en stadig tættere integration kom til udtryk på flere forskellige måder: På stadig flere områder krævedes der efterhånden blot kvalificeret flertal i stedet for enstemmighed i centrale beslutninger, der foregik overflytninger i det, der i det tekniske EU-sprog hed ‘Søjlerne’, nemlig fra Søjle 2 og Søjle 3 til Søjle 1-områder, samarbejdet blev udstrakt til stadig flere områder, såsom forsvar, udenrigspolitik, retspolitik, miljøpolitik, teknologiområdet og den sociale dimension, samtidig med at det økonomiske samarbejde blev intensiveret.^[17] Også parlamentet blev styrket ved, at der fra 1979 blev afholdt direkte valg til dette.^[18] En modgående bevægelse til den stadige forøgelse af EU’s suverænitet er imidlertid ministermøderne, de såkaldte ‘topmøder’.^[19]

De enkelte stater kan stadig gøre sig gældende og er ofte uenige, som f.eks., nu under flygtninges krisen. Vi taler ofte om EU som én blok eller et ledende centrum af beslutsomhed og handledygtighed. Det er bestemt ikke tilfældet i dagens Europa. Man får tværtimod det indtryk, at netop i dette spørgsmål er unionen nærmest ved at gå i opløsning. Men på eet centralt punkt har man været og er man påfaldende enige og meget insistente. Nemlig den økonomiske politik.

Et gennembrud her var den ovenfor omtalte Europæiske Enkeltakt fra 1986, der etablerede et fælles indre marked og knæsatte en neoliberalistisk økonomisk politik med monetarisme som hovedinstrument og inflationsbekæmpelse som primær målsætning. Vigtigt var herunder samarbejdet om pengepolitik og valuta fra omkring midten af 1980’erne, etableringen af Den Europæiske Centralbank i 1998 samt den fælles valuta, euroen, fra 2002 og fremefter. Den liberalistiske økonomiske politik fra Enkeltakten blev igen stadfæstet i Maastrichttraktaten i 1992, der også knæsatte en række krav – de såkaldte ‘konvergenskrav’ – om inflationsbekæmpelse og det offentlige budgets tilladelige underskud, der højst måtte udgøre 3 % af nationalproduktet. Disse krav styrkede den liberalistiske økonomiske politik og gjorde det praktisk vanskeligt for de enkelte landes regeringer at føre en offensiv keynesiansk økonomisk politik i tilfælde af tilbageslag i økonomien. Den eneste mulighed, der tilbagestår i en sådan situation, er derfor deflationspolitik og besparelser i den offentlige sektor. I den dominerende økonomiske diskurs var man vendt tilbage til den politik, der var dominerende før den store økonomiske krise i 1930’erne.

Den dominerende neoliberalistiske filosofi og økonomiske politik blev også søgt flettet ind i den omfangsrige tekst til Forfatningstraktaten og optræder også i Lissabontraktaten og har i dag foldet sig yderligere ud med Finanspagten og i hele den aktuelle krisebekæmpelsespolitik. Det er en økonomisk politik, der i flere henseender minder om den økonomiske krisepolitik, som Heinrich Brüning, Philip Snowden og Herbert Hoover forsøgte sig med mod den store krise i mellemkrigsårene, men i dag omsat i et europæisk regi.

Parallelt med udviklingen i ‘dybden’ og styrkelsen af den liberalistiske økonomiske politik ændredes EU med hensyn til medlemskredsen. Der har her været tale om en fortløbende udvidelsesproces, dog i bølger bestemt af den øvrige storpolitiske udvikling. Oprindelig i 1957 havde EF blot seks medlemmer, i dag har EU 28 medlemmer.^[20] Storbritannien havde længe holdt sig uden for det EF-projekt, der var under udvikling, men efter to forgæves tilløb i 1961 og 1967 blev landet i 1973 medlem, ledsaget i øvrigt af både Danmark og Irland. Efter diktaturernes fald i Sydeuropa i 1970’erne blev Grækenland optaget i 1981, og Spanien og Portugal i 1986.

Efter Sovjetunionens sammenbrud og de østeuropæiske regimers fald blev først, i 1995, de neutrale lande Østrig, Sverige og Finland optaget, og i 2004 foregik så den store øststatsudvidelse hvor lande som Estland, Letland, Litauen, Polen, Tjekkiet, Slovakiet, Ungarn og Slovenien blev optaget. Ved samme lejlighed røg Cypern og Malta med ind i Unionen. Men dermed var processen ikke slut. I 2007 blev Bulgarien og Rumænien optaget.^[21] Spørgsmålet om Ukraines medlemskab blev  som bekendt politiseret her til sidst, men fremkaldte forventeligt den velkendte storpolitiske krise. Og Tyrkiets optagelse er stadig et stridsspørgsmål.Vestens behov for Tyrkiet som opsamlingsbassin for flygtninge fra Mellemøsten har her øget dets chancer.

Den generelle tendens gennem de seneste årtier har altså  været en massive ekspansion, hvorunder man også har optaget lande, som oplagt ikke har levet op til ‘Københavnskriterierne’ fra 1993.^[22] Disse på ministermødet det pågældende år fastsatte krav for optagelse var ud over de indlysende krav om demokratisk styreform, overholdelse af menneskerettigheder, uafhængigt retssystem og et fungerende embedsværk også det politisk-ideologiske krav om markedsøkonomi.^[23]

Ligesom Nato, der også har ekspanderet meget i den samme periode, har EU herunder gennemgået en forvandlingsproces. Man taler ganske vist meget om integration, om europæisk fællesskab, europæiske værdier, frihed og demokrati og humanitær aktion. Det er dog svært at frigøre sig fra indtrykket af en gennemgående linje af god gammeldags interesse- og magtpolitik. Den ydmygede stormagt er Rusland, og sejrherrerne er USA og Vesten. Hvis omvendt Sovjetunionen havde vundet den kolde krig og gennem diverse ‘internationale organisationer’ fra Nicaragua og Cuba i en vedvarende bevægelse nordpå havde inddraget i sit stormagtsfelt lande og stater som Mexico, New Mexico, Texas og Californien, havde man sikkert bemærket en sådan ekspansion. En sådan bevægelse ville man have set. EU’s og Natos tilsvarende bevægelse ind i Østeuropa – under andre symboler og med en anden erklæret ideologi, ganske vist – er derimod usynlig, fordi den er iklædt en anden retorik.^[24] Der er en lang vej fra Robert Schumans og Jean Monnets visioner om et fredeligt samarbejdende Europa til dagens magtpolitiske realiteter. Og der er lang vej fra 1945-situationens sociale og politiske kompromis til den triumferende liberalkapitalistiske mærkning og drejning af hele EU-projektet.^[25]

Men EU’s forvandling til instrument for og spydspids i en vestlig stormagtskoalitions stadige ekspansion østover og EU-landenes liberalistiske ensformning er ikke EU’s eneste problem. Den generelle økonomiske politik og de deraf flydende konvergenskriterier og krav til medlemslandene skaber åbenlyst problemer i en international situation af finansiel og økonomisk krise. EU’s landbrugspolitik er herunder et yderligere og vedvarende problem også i relation til den tredje verden. Endelig er der i demokratisk henseende et problem med Den Europæiske Centralbanks centrale stilling og den manglende politiske modvægt hertil.^[26]

Dette fører videre til det meget omdiskuterede spørgsmål om ‘det demokratiske underskud’. Selv efter indførelsen af direkte valg til Europa-Parlamentet i 1979 fremstår dette parlament som betydeligt mindre indflydelsesrigt end både Kommissionen og Ministerrådet, for slet ikke at tale om de tilbagevendende ‘topmøder’.^[27] Helt grundlæggende kan man konstatere, at enhver konstruktion, der bevæger sig fra nationalstaternes gængse internationale samarbejde over mod noget, der er betydeligt mere vidtgående og overgribende, vil få et problem med ‘demokratisk underskud’. Løsningen ville til den ene side være etableringen af en egentlig Forbundsstat efter den gængse model med et kammer, der repræsenterer hele befolkningen, og et kammer, der repræsenterer de indgående medlemsstater. Alternativt kan det demokratiske underskuds problem til den anden side løses ved en genetablering af den fulde nationale suverænitet, formindskelsen af afstanden mellem regerende og regerede og en gængs form for internationalt samarbejde. Men dette ville stadig være udtryk for en ensidig fokusering på spørgsmålet om forholdet mellem de enkelte nationalstater og EU.

Det største problem er nemlig den manglende folkelige mobilisering og opbakning. Dette er ganske påfaldende, idet EU-projektet og dets efterfølgende konstruktion, ovenfra set som eliteprogram og -proces betragtet må siges at have været ganske vellykket.^[28] Men der har altid manglet kraftig folkelig opbakning nedefra. EU blev ikke båret frem eller skabt af store folkelige bevægelser, og den folkelige tilslutning har, trods udbredt opbakning i de nationale eliter og partier, været tøvende, vaklende og især her på det seneste vigende.^[29] Især i løbet af de senere år er det kommet til en veritabel konfrontation mellem EU og dertil knyttede eliter og internationale institutioner på den ene side og Sydeuropas af den etablerede økonomiske krisestrategi plagede befolkninger på den anden side.

EU’s ‘demokratiske underskuds’ problem har været og bliver herunder i stigende grad selvskabt. Tilbagevendende har EU-eliten reageret med en arrogance, der bestemt ikke har medvirket til at formindske afstanden mellem eliter og befolkninger. I 2005 stemte som nævnt et flertal af vælgerne i Frankrig og i Holland nej til Den Europæiske Forfatningstraktat og i 2008 forkastede Irlands befolkning Lissabontraktaten. I alle tre tilfælde var reaktionen den samme: Befolkningerne havde, sagde EU-eliten, været for ‘uoplyste’. Der manglede kommunikation. Befolkningerne skulle altså ovenfra belæres om den rette vej. Eliterne vidste og ved bedst.^[30] Ikke så underligt at højrepopulismen i Europa får mere og mere vind i sejlene på sin anti-establishment-politik og -agitation.

Da den græske premierminister George Papandreou vedvarende konfronteret med EU’s hårde sparekrav i november 2011 til sidst måtte kaste håndklædet i ringen, blev han efterfulgt af den tidligere vicepræsident for Den Europæiske Centralbank Lucas Papademos (der i øvrigt havde haft forbindelse til investeringsfirmaet Goldmann Sachs). Papademos søgte derefter i løbet af 2011-2012 at videreføre den af EU dikterede nedskæringspolitik. Grækenland havde i flere omgange fået iført store lånebeløb fra EU og IMF. Men formålet var at sikre euroen og EU’s stabilitet samt kreditorernes tilgodehavender. Den græske befolkning måtte i sidste ende betale regningen i form af drastiske spareprogrammer.^[31]

Da de græske vælgere ved valget i maj 2012 protesterede mod den kriseløsningspolitik, som ‘trojkaen’, dvs. EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralank og IMF havde presset igennem over for skiftende græske regeringer, blev der blot nogle uger senere, i juni, gennemført et ‘omvalg’, hvor der efter stærke internationale intimideringer, trusler og en hjemlig kampagne i samme spor fra det konservative parti ND lykkedes at få frembragt et svagt flertal for Antonis Samaras’ konservativt ledede nye samlingsregering, der var mere imødekommende over for EU.^[32]

Da de vrede, ydmygede grækere så i januar 2015 brage den venstreorienterede Tsipras regering til magten, troede denne , at han kunne snakke sig til rette med EU om en eller anden lempelig ordning. Det kun han ikke. Selvom hans politik blev godkendt af de græske vælgere ved en foleafstemning i juli 2015 blev han og hans regering til sidst tvunget i knæ og måtte indgå på de vilkår som EU og nordeuropæiske kapitalintesser  og toppolitikere med Wolfgang Schäuble i spidsen dikterede. Grækenland er i dag nærmest en gældskoloni. Landet har siden 2010 mistet 25 % af sit nationalprodukt, arbejdsløsheden er på 25 %,  og befolkningen er blevet forarmet som følge af den austeritetspolitik som i årenes løb  blev tvunget igennem fra Bruxelles.

I Italien blev der i november 2011 indsat en tidligere EU-kommissær, Mario Monti, som premierminister. Også Italien har konstant været under et stærkt pres for at gennemføre den liberalistiske ‘austerity’-politik.^[33] Det samme har været tilfældet med Spanien og Portugal samt i Irland.^[34]

Kun i Island gik det ikke som sædvanligt. Island havde ellers været et neoliberalistisk mønsterland. Landet havde traditionelt haft en stor offentlig sektor, men fra 1990’erne drev de to store borgerlige partier og ledende erhvervs- og finansfolk en omfattende liberalisering og deregulering igennem. Dette førte til to store private bankers vilde spekulationer og en på disse funderet kunstig økonomisk vækst. Hele Island blev i disse år på en måde omdannet til én stor ‘hedgefond’. I 2009 kollapsede økonomien. En ny politisk konstellation, støttet til en veritabel befolkningsrevolte, nægtede at følge den gængse formel, hvorefter befolkningen skulle betale gælden tilbage til de udenlandske kreditorer, og indledte endda retsforfølgelser af de ledende personer, der havde været involveret i omfattende svindelaffærer.^[35]

Over hele Sydeuropa er befolkningernes ønsker og præferencer blevet fejet til side til fordel for en økonomisk politik, som europæiske og nationale konservative og liberale politikere samt finans- og erhvervseliterne har udtænkt, som presses igennem via EU-institutionerne, som tilgodeser ‘investorernes’/‘kreditorernes’/‘finansmarkedets’ interesser, og som bæres oppe af den økonomiske logik i Europas økonomiske regionsopdeling med Tyskland som eksportlokomotiv, periferilandene som aftagere og med betaling i hård euro.^[36]

Den dominerende økonomiske politik hviler teoretisk på et postulat om en ‘fælles samfundsinteresse’ og om en dertil svarende ‘nødvendig politik’. I realiteten er begge postulater – som alle andre økonomiske aksiomer og strategier – interessebestemte og politisk-ideologisk farvede.

Krisehjælpen til f.eks. Grækenland har som ovenfor anført naturligvis ikke været ydet ud fra altruisme, men med den målsætning for øje at sætte den græske stat i stand til at tilbagebetale investorerne i Tyskland og Frankrig samt at ‘redde euroen’. Landets generelle eksport-import-situation samt fordelagtige betingelser i en forudgående periode for udenlandske finansielle investeringer i landet havde hensat Grækenland i en situation med en enorm udenlandsgæld. Da den generelle krise brød igennem, og den nu for landet langt dyrere gæld skulle tilbagebetales, formåede den græske stat kun at gennemføre dette ved hjælp af EU’s hjælpepakker, idet landet som følge af de gældende eurozoneregler var afskåret fra at redde sig ud af situationen ved at devaluere. ‘Hjælpepakkerne’ er dog lån, der skal tilbagebetales, og hvortil der hele tiden er knyttet krav om gennemførelse af en intern austerity-politik. I sidste ende bliver Sorteper således givet tilbage til den græske befolkning i kraft af nedskæringer, sociale forringelser og arbejdsløshed, mens landets egne økonomiske og politiske eliter hytter deres eget skin, en ikke ukendt strategi fra tidligere kriseløsninger.^[37]

Det samme gælder i de øvrige sydeuropæiske lande. Og dette gælder også i landene i Nordeuropa, men her er mekanismerne og konsekvenserne formildede af den generelle velstand i forhold til syd. Men grundlæggende er formlen den samme: Erhvervsliv, banker og investorer skal altid holdes skadesløse, den offentlige sektor og velfærdsstaten skal begrænses eller rulles tilbage, de rige skal altid forkæles, og de fattige betale. ‘Investorernes’ og ratingbureauernes stemninger og lyster er vigtigere end befolkningernes udtrykte behov og ønsker. Sådan er den dominerende filosofi og politik i det ekstremt liberalkapitalistiske samfund. Hele manøvren tjener angiveligt til at sætte ‘erhvervslivet’ i gang. Foreløbigt har den selvsamme politik nærmest sat det hele i stå.

Der er en anden skævdrejning i de gængse analyser og forklaringer og ikke mindst mediedækningen: Der fokuseres på lande og forholdet mellem landene, ikke på de forskellige sociale grupper, interesser eller magtkonstellationer internt i landene eller på disses gennemslag i den europæiske storpolitik. Det løbende fokus i mainstreamanalyserne og medierne på landene og deres samspil slører de underliggende interessekonstellationer og magtgrupperinger internt i de enkelte lande og disses gennemslag i den intereuropæiske politik.

Det generelle resultat i Europa af den rådende økonomiske doktrins postulater ophøjet til statslig anerkendt ‘sandhed’ og den dertil hørende krisebekæmpelsesstrategi, (kaldet ‘den nødvendige politik’ eller ‘ansvarlige politik’) har været en ungdomsarbejdsløshed over hele kontinentet, men dog mest i Sydeuropa, hvor den nærmer sig de 50 %.^[38] Uligheden har været stigende, og det samme gælder fattigdommen.^[39]

Den dominerende økonomiske politik har været ført igennem med stor skråsikkerhed. Det er jo simpelthen ‘den nødvendige politik’. Det bekymrer tilsyneladende ikke et øjeblik de politiske beslutningstagere, at der rent faktisk har været og er mange forskellige økonomiske teorier, og at der i øvrigt har været en konstaterbar tidsbinding mellem dominerende økonomisk teori og den videre samfundsmæssige og politiske konjunktur.^[40] Den faktisk førte økonomiske politik og omkostningerne herved var måske ikke så selvfølgelige og uundgåelige endda. Den dominerende økonomiske politik er i grunden slet ikke  ‘ansvarlig’, men udtryk for en given magt- og interessepolitik.

Den umiddelbare reaktion, da krisen brød ud i 2008, var interessant og paradoksalt nok i uoverensstemmelse med såvel den generelle neoliberalistiske kurs som den efterfølgende ‘politics of austerity’. I første omgang søgte regeringerne i USA og Europa samt i EU nemlig i deres panik at standse lavinen ved at pumpe penge ud i systemet gennem bankpakker, bailouts og genoprettelsesforanstaltninger, altså ved tiltag, der bringer en keynesiansk strategi i erindring. Ikke blot banker, men også f.eks. den amerikanske bilindustri fik herunder store statslige hjælpeindsprøjtninger.^[41] Men hurtigt vendte de centrale beslutningstagere i EU, IMF og regeringerne tilbage til hovedsporet af neoliberalistisk udvikling og austerity-politik.^[42]

Et andet problem har været euroen, indført i 2002 og fastholdt med stor stædighed siden. Det grundlæggende problem her er, at man indfører en fælles mønt i stater, der ellers er uafhængige, og at den monetære enhed herunder er indført i et system af fiskal forskellighed.^[43] Under dette ligger igen den store forskel mellem de forskellige europæiske regioner. De såkaldte periferilande haltede traditionelt bag efter Vesteuropa, men nogle af disse har dog i de senere årtier nærmet sig det vesteuropæiske gennemsnit, hvad angår GDP pr. capita. Dog var den gennemsnitlige GDP pr. capita sat i procent af den vestlige endnu i 2005 på blot 46 %. Og landenes vækst har i mange tilfælde været et finansielt boom og præget af stor gældsstiftelse. Fortsat er de prægede af deres fortid, hvilket giver udslag i en særligt markant udformning af en ‘dual økonomi’-struktur, i gamle sociale adfærdsmønstres overlevelse og i en lavere produktivitet.^[44]

EU diskuteres som regel ud fra synsvinklen: EU over for de enkelte nationalstater, hvor argumentationen kredser omkring spørgsmålet om, hvorvidt det enkelte land står sig godt ved et medlemskab eller ej, hvorvidt og i hvilken grad det afgiver suverænitet osv. Spørgsmål om forskellige interesser og magtfordelinger i de enkelte lande og på tværs af landegrænserne ignoreres som regel. Men det er ikke umiddelbart givet, at alle tyskere f.eks. har samme interesser og samme grad af magt og indflydelse, eller omvendt i en frontstilling herimod at alle grækere skulle have samme interesser og magt. Magt og interessemodsætninger – ud over brydninger mellem staterne og mellem nationalstat og union – er helt skubbet ud af synsfeltet i den moderne diskurs. Ofte formidles gennem medierne og ledende politikeres udtalelser billedet af EU som én stor velgørenhedsorganisation hvor alle hele tiden drager fordel af fællesskabet. Omvendt ser mange kritikere alene en modsætning mellem EU og den egne nation. Dette gælder selvfølgelig først og fremmest kritikerne på den europæiske højrefløj. Men selv på venstrefløjen ser man undertiden dette fokus. Klassekampen bliver i bevidstheden erstattet af nationskamp.

Denne indsnævring af synsfeltet og diskussionen hænger selvfølgelig sammen med den almindelige afblænding af interessemodsætninger og klassekonflikter også internt i de enkelte lande. I den samfundsvidenskabelige mainstream, i medierne og i den offentlige diskurs sættes fokus på ‘den nationale interesse’.

EU har i hele sit forløb placeret sig i en usikker balancegang mellem to yderpunkter, angivet som fuld national suverænitet og forbundsstat. Organisationen har tillige accentueret den klassiske konflikt mellem eliter og befolkninger. Og endelig er EU ikke neutral i forhold til givne interesser og magtkonstellationer.

EU er en unik institution, der blev udviklet under det forenede pres af den kolde krig og fremtrædende eliteaktørers situationsopfattelse og visioner, men også storpolitiske interesser på baggrund af mellemkrigsårenes og krigens erfaringer samt ikke mindst i en proces af socialt og politisk kompromis, der sikrede bibeholdelsen af den bestående sociale orden gennem etableringen af en historik blok og en dertil hørende hegemonisk ideologi. Derefter udviklede organisationen sig under den kolde krigs politiske stabilitet og den økonomiske væksts betingelser. Det var ikke EU, der skabte stabiliteten, men stabiliteten, der skabte EU. Det var naturligvis heller ikke EU der skabte velstandsstigningen, men omvendt denne der var en forudsætning for EU. I dag har vi hverken stabilitet eller udsigt til stærkt øget velstandsstigning.

EU, som det fremtræder i dag, er næppe løsningen på Europas tiltagende økonomiske, politisk-demokratiske og demografiske problemer i et nyt århundrede. EU er snarere, som det har udviklet sig, en del af den samlede problemmasse. EU og andre overnationale institutioner udgør den politiske spydspids i den fremadskridende neoliberale omstrukturering af det efter 2. verdenskrig indgåede sociale og politiske kompromis og den derved etablerede ‘indlejrede liberalisme’ og dens ledsagende hegemoniske konstruktion. I dag er der sket en forskydning fra ‘embedded’ liberalisme til ‘disembedded’ neoliberalisme, samtidig med at 1945-konstruktionens kompromisdemokrati er ved at blive forvandlet til et ‘postdemokrati’.^[45]EU er blevet neoliberalismens damptromle.

Men når ‘den sociale indlejring’ fra årene efter 1945, det etablerede ‘socialpartnerskab’ samt det politiske kompromis, som det kom til udtryk i kompromisdemokratiet, undergraves, opstår der en omfattende ‘organisk krise’ i hele den bestående sociale orden. Spændingen mellem ledelse og kontrol ovenfra og massedeltagelse og folkelig legitimitet spændes til bristepunktet. Den hidtidige historiske blok og hegemoniske struktur er ved at gå i opløsning.^[46] Hvad der kommer derefter er højst usikkert. Den frembrydende europæiske organiske krise føjer sig her sammen med andre af nutidens kriseagtige forløb. Fremtiden er højst usikker.

EU har under alle omstændigheder cementeret kapitalismens i forvejen så overvældende dominans. Ved ‘Enkeltakten’ i 1986, Maastrichttraktaten i 1992, på Københavnsmødet i 1993, ved Amsterdamtraktaten i 1997, ‘Stabilitetspagten’ fra 1999 (fornyet og forstærket i 2005) og Nicetraktaten 2001 stipuleredes den liberalistiske markedsøkonomi og den monetaristiske politik som værende den overordnede målsætning for EU og obligatorisk for alle daværende og kommende medlemslande.^[47] På ministertopmødet i Lissabon i 2000 opprioriteredes landenes konkurrenceevne over de sociale hensyn, og i Lissabontraktaten fra 2007 proklameredes målsætningen (allerede formuleret på topmødet) om, at EU skulle være den mest konkurrencedygtige økonomi i den nye ‘vidensbaserede økonomi’.^[48] Finanspagten fra 2012 bekræfter yderligere den sejrende liberalismes økonomiske doktrin og krisebekæmpelsesstrategi og foreskriver som nævnt endda, at dens grundbestemmelser skal indskrives i landenes forfatninger.^[49]

Hvis ikke ideologi og virkelighed passer sammen, skal virkeligheden åbenbart ændres, så den bliver et spejlbillede af lærebøgerne.^[50] Fra Maastrichttraktaten til Lissabontraktaten og Finanspagten samt i den aktuelle krisebekæmpelsespolitik kan man konstatere en på én gang doktrinært begrundet og interessemæssigt motiveret og styret anstrengelse for ovenfra at gennemføre en bestemt samfundsform og økonomisk politik.

Der kunne sikkert skrives andre historier om EU. Oprindelsen, motiverne og årsagerne hertil var komplekse. Den fulde historie ville også være tilsvarende kompleks. En anden vigtig del af historien er historien om en ‘europæisk ide’, et håb om nationalismens og de europæiske kriges overvindelse.^[51] Dette var også håbet hos liberale, kristelig-demokratiske og socialdemokratiske tænkere og politikere i en initialfase. Det var i det hele taget opfattelsen hos en første generation af indsigtsfulde politikere, der her drog en smertelig indvundet erfaringslære. Men denne generation er uddød. Og en ny generation af politiske og økonomiske magthavere har i deres hybris drevet den neoliberalistiske omstruktureringsproces igennem til det yderste.

Bekæmp kapitalismen og dens neoliberalistiske instrument, stands damptromlen.  Damptromlen skal stoppes ved vedvarende kamp også efter 'nejet' ved afstemningen forleden.