Den europæiske og den græske krise

EU kunne være blevet til mange ting og visionerne var store hos dets initiativtagere. Men som sædvanligt i historien har mægtige økonomiske interesser og stormagtspolitik sejret.

Grækerne er  differentieret i forskellige klasser, grupper og fraktioner. De har rige oligarker, en ikke moderniseret stat, korruption, klientilisme , en økonomi præget af en stadig stor primær sektor, en helt anden moderniseringshistorie end den vestlige, mange århundrede under fremmedherredømme, sen nations- og statsbygnikng , en ikke så fjern fortid præget af borgerkrig og efterfølgende militærdiktatur o.s.v. . Men alt dette fik deres nye regering ikke tid og lov til at forsøge at rette bod på. Institutionerne, teknokraterne, den europæiske finanselite , og nordeuropæiske centrum-højre politikere havde en helt anden målsætning og en helt anden politik , som de drev igennem: 'reformer' der ovenfra skulle forvandle landet så det lignede mainstream økonomiens lærebøger.

Det flugter godt med den generelle udvikling i EU gennem de sidste mange år: Maastricht traktat, Euroen, stabilitetspagt, finanspagt, Lissabon traktat o.s.v. er alle udtryk for denne drift mod højre over i ultraliberalismens utopi. En bevægelse der så på ejendommelig måde har været sammenflettet med Eurokratiets drømme om en stadig udvidelse og magtforøgelse. Dette forklarer igen den udbredte modstand fra både venstre og højre.

Der er også en politisk dimension i alt dette: EU-eliten, teknokrater, de europæiske stormagters centrum- højre politikere , finansfolk, 'eksperter', bankøkonomer, kommentatorer, og mainstream presse har været ved at vælte over hinanden for at sikre i forvejen stærke kapitalinteresser, blande sig i et angiveligt suverænt lands indre anliggender og tromle dets demokratiske institutioner og valgte ledere. Det har også været dem en torn i øjet at grækerne havde valgt en venstreorienteret regering. Også frygten for  'smitteeffekten' har her spillet en rolle. Den nye græske regering skulle knægtes og falde til føj under kapitalinteressernes enorme pression mod det græske demokrati

Kreditorer har i sin tid investeret i græsk statsobligationer,for at gøre en god forretning, og det gjorde de ( af disse og ikke af altruistiske grunde). Så kom krisen og som andre aktører på et marked kunne de så have lidt et tab. Det er den markedslogik,som man jo ellers hylder så meget. Men det skete ikke. Institutionerne trådte til og trods oprindelige betænkeligheder i IMF sikrede institutionerne, at tyske og franske bankers tilgodehavender ved 2010 bailouten blev konverteret til græsk statsgæld til disse, og det vil i sidste instans sige regeringer og befolkninger. De tyske og franske banker slap af krogen således som det er sket ved en række baylots rundt omkring i verden i årenes løb ( jfr Stiglitz: Globalization and its discontents). Hver gang er en krises omkostninger blevet væltet over på befolkningerne, medens finansfolkene bag operationerne slap fri. Ved samme lejlighed blev der gennempresset nogle 'strukturreformer' som skulle sikre og udbygge den liberalkapitalistiske samfundsorden ( se f.eks, Naomi Klein: The Shock Doctrine) Det var også det der skete i Rusland i 90érne i Yeltsin perioden ( se klassikeren om Yeltsin årene: Reddaway & Glinski: Market Bolshevism).

Grækerne  selv har  kun set en brøkdel af de penge der i årenes løb er tilflydt Grækenland som 'hjælpepakker'. Over 90 procent af pengene er strømmet tilbage i gældsbetalinger. Men hjemme i Grækenland er de blevet påtvunget den neoliberalistiske dogmatismes austerity politik. Den har ikke hjulpet landet spor men tværtimod reduceret BNP med 25 procent, fremkaldet en generel arbejdsløshed på 25 procent og en ungdomsarbejdsløshed på 50 procent. Ikke desto mindre insisterer Bruxelles og de nordeuropæiske eliter på yderligere ’reformer’ og i Europaparlamentet bliver lederen af en angivelig suveræn stat svinet til af superliberalistiske brøleaber.

Grækenland burde selvfølgelig aldrig have været med i Euroen. Det samme gælder en række andre sydeuropæiske lande. Og iøvrigt også lande som Bulgarien og Rumænien. Man kan ikke lave en valutaunion og etablere en fælles valutapolitik for lande der er så vidt forskellige som
de nord-, øst- og sydeuropæiske.

Det er i øvrigt også en fejl at EU som led i det storpolitiske spil har rullet sit område så langt mod øst. Men det er en helt anden og omfattende diskussion, men den handler også om økonomiske interesser og stormagtspolitik.