Dansk Fokeparti i europæisk perspektiv

Nutidens Europa er et aldrende kontinent, og befolkningstilvæksten er generelt lav sammenlignet med andre områder i verden. ^[1] Fra 1650 til 1950 var Europas befolkning ellers blevet mere end femdoblet, steget fra ca. 100 millioner til 532 millioner. ^[2] Men derefter er takten i befolkningstilvæksten blevet afsvækket og aldersprofilen har ændret sig.

     Den første af den nyere tid større nedgange i fødselsraten satte ind i løbet af anden halvdel af det 19. århundrede. Efter 2. verdenskrig steg fødselsraten, for så at falde igen i løbet af 1970’erne og 80’erne. ^[3]Dette er den generelle trend. I Sovjetunionen og Østeuropa har tilbagegangen efter 1989 været endnu større. Det demografiske problem er her betydeligt. ^[4]Men også i Vesten vækker den demografiske bevægelse med dens fremadskridende aldringsproces betydelig bekymring. Dette forstærkes af et andet problem.

     Den etniske sammensætning har ændret sig gennem de sidste årtier. Den historiske trend har ellers været en bevægelse i retning af større homogenitet i takt med nationalstaternes udvikling, de store udvandringer og det 20. århundredes dramatiske begivenheder. Denne bevægelse nået sit klimax omkring ca. 1950. ^[5]

     I det 20. århundrede var denne bevægelse fremmet af opløsningen efter 1. verdenskrig af de store multinationale imperier og dannelsen af en stribe af nationalstater, af 2. verdenskrigs jødeudryddelser, ^[6] og senere af fordrivelsen af det tyske befolkningselement fra Østeuropa.^[7]

      Efter 1950 har det så været en modsat rettet bevægelse. Bevægelsen her var fremkaldt af tre nye forhold: for det første opstod der i den nye periode af stærk økonomisk fremgang efter 1950 en knaphed på arbejdskraft i det nordlige og vestlige Europa og regeringer og erhvervsliv lukkede under indtryk heraf op for tilgang af arbejdskraft, ’fremmedarbejdere, fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet, Grækenland, Italien (til især Schweiz) og Spanien, i Frankrig fra de til landet historisk knyttede afrikanske områder, og tilsvarende for Hollands og Storbritanniens vedkommende. ^[8]

      Den anden årsag til den øgede immigration var det forhold, at krige, konflikter, og forfølgelser i andre dele af verden og internt i Europa (: Jugoslavien), fremkaldte bølger af flygtninge der søgte nordpå til en sikker tilværelse der.^[9]Denne udvikling er yderlige accelereret gennem de sidste mange år.

     Dertil kan føjes et tredje forhold: Selve den samtidige eksistens af tætliggende store regioner med vidt forskellige eksistensbetingelser og leveforhold vil let sætte en proces i gang hvor folk fra de mindre begunstigede regioner søger over mod de mere velstillede regioner. Derfor det vedvarende pres internt i Tyskland under den kolde krig for en overskridelse af ’grænsen’ og senere ’muren’, derfor øst arbejderes tilgang til Vesteuropa efter murens fald, og derfor nutidens stærke flygtningepres i middelhavsregionen.

     I det lange historiske perspektiv kan vi konstatere, at Europa skiftede fra at være et emigrations- til at være et immigrations område. ^[10]Endnu i det 19. århundrede og i de første årtier af det 20. århundrede havde Europa i høj grad været et ekspansions- og emigrations kontinent.  Historisk var opdagelser, erobringer og udbytning gået fra Europa til andre kontinenter. ^[11]Det samme gjaldt befolkningsbevægelser. I løbet af århundredet før 1. verdenskrig udvandrede hele 60 millioner mennesker fra Europa til andre verdensdele, halvdelen til Nordamerika, men også mange til Latinamerika. ^[12]  I dag er det anderledes.

    Dette historiske skift her har været betydningsfuldt. Det har haft store konsekvenser internt i Europa. Nye problemer er opstået, en ny konfliktdimension har udviklet sig, den sociale solidaritet er blevet svækket, arbejderbevægelsen er blevet yderligere svækket, og der er blevet skabt en grobund for højreradikalismens genopstanden og populistiske mobilisering.

     I forbindelse med den øgede afstand mellem de politiske og økonomisk eliter og befolkningerne, økonomiske krise, og de heraf flydende øgede sociale og politiske spændinger, har dette skabt en ganske sprængfarlig situation.

        Da muren faldt i 1989 var jubelen ellers stor og mange troede, at der havde åbnet sig et ’windov of opportunity’, at fred, fordragelighed, tolerance og mulighed for varieret, forskellig udvikling på et humanistisk grundlag var sikret.  Forventningerne blev skuffede. Nye krige, borgerkrige og konflikter dukkede op og har præget udviklingen siden. Også nye problemer, både globalt og i de enkelte lande og regioner, så som den fortsat eksistens af fattigdom og ulighed, økologiske og klimamæssige problemer, den fremtidige ressourceproblematik, Europas forvandling fra et emigrations kontinent til et immigrations kontinent, risikoen for nye og forstærkede etniske konflikter, indgangen til måske en ny ’folkevandringstid’, og gentagne finans- og økonomiske kriser, samt spændinger mellem økonomisk politik og folkelig legitimering, har hobet sig op og forstærker gensidigt hinanden.

      Og under alt dette har højreradikalismen i Europa, som man i 1945 ellers troede var definitivt besejret, fået en renæssance.[13]Mellemkrigsårenes Europa var stærkt præget af højre autoritære, højreradikale og fascistiske strømninger. [14] Disse var endda dominerende i en lang række lande og fik først et afgørende knæk med aksemagternes nederlag i 2. verdenskrig. I dag er traditionen genopstået, men i en ny form og med delvis nye ideer, men også med tydeligt identificerbare ideer og holdninger fra den gamle tradition.

     Fra Storbritannien til Ukraine og Rusland, fra Finland til Grækenland er den europæiske højreradikalisme og neo-fascisme i bevægelse og udvikling. Den er generelt udbredt, den har vokset sig stærk i mange lande, den har et udviklet internationalt netværk, den er repræsenteret i Europaparlamentet anført af skikkelser som Andreas Mölzer og Franz Obermayer fra det østrigske FPÖ, Bruno Gollnisch og Marine Le Pen fra det franske FN, og Mario Borghezio fra det italienske Lega Nord. Det var den gamle Jean Marie –Le Pen der i sin tid erklærede, at Ausschwitz blot var ”en detalje i verdenshistorien” og den italienske Borgezio der i 2011 i EU parlamentet erklærede, at han var 100 % enig i Anders Breivik’s ideer.[15] Højreradikalismen og fascismen har fået mæle igen. Den er stærk, velorganiseret, den har betydelig tilslutning i en lang række lande, den har internationale forbindelser og den har penge og ressourcer.  

       Den nye højreradikalisme og neofascismen repræsenterer på én gang noget gammelkendt og noget nyt. Det gamle er intolerancen, hetzen mod ’de anderledes værende’ og ’ de anderledes tænkende’, apellen til xenofobi, fordomme og hadefulde meninger og opfattelser, bestræbelsen på at hidføre en ’ren og renset nation’, forestillingen om et ’folkefællesskab’, en ekstrem nationalisme, skarpt optegnede fjendebilleder, den populistiske mobilisering, anvendelsen af myter og konspirationsteorier, og i nogle lande og i visse grupper også anvendelsen af vold mod ’fremmede’ og ’politiske modstandere’.

     Det nye er at hovedmodstanderne er skiftet ud. Det er længere jøder, men muslimer, der er hovedfjenden. Fortællingen om ’den jødiske verdenssammensværgelse’ er skiftet ud med en fortælling om en ’islamisk trussel’ og en igangværende arabisk overtagelse af Europa. Andre fjender er Romaer, og homoseksuelle. Der er også politiske fjender.  Arbejderbevægelsen er ganske vist slået, og derfor ikke længere opfattet som nogen betydelig modstander. I stedet er en vagt angivet ’socialisme’, ’de venstreorienterede’, ’de kulturradikale’, ’multikulturalisterne’, eller ’kulturmarxisterne’, skydeskive for den højreradikale polemik. Andre fjender er ’de gamle politikere’, EU og globaliseringen.

    En videre forskel til mellemkrigsårenes bevægelser er forholdet til elitisme. Mellemkrigsårenes højre autoritære og fascistiske bevægelser var erklærede elitistiske og hyldede åbent visionen om en national elite og en ’fører’. Den nye højre populisme og - radikalisme angriber ’de gamle politikere’ og fremstiller sig som værende anti-elitistiske. Den mobiliserer betydelige befolkningselementer i kraft af denne erklærede anti-elitisme. Samtidig er dens partier selv dog internt hierarkisk og elitært opbyggede ofte helt domineret af en charismatisk leder og tydeligt udviklende en leder kult.

    … Den moderne højre populisme ser sig også som en forkæmper for ’frihed’, specielt ’ytringsfrihed’. Denne frihed skal dog ikke gælde nærmere afgrænsede minoriteter og fjendegrupper. I praksis træder den moderne højreradikalisme tilbagevendende frem mod pluralisme, magtens tredeling og retssikkerhed for udsatte grupper.[16]’Ytringsfrihed’ forstås som retten til at forhåne og udbrede hadefulde budskaber, ikke som en ret for alle i et pluralistisk demokrati.

    I den økonomiske politik har mange af partierne overtaget den økonomiske liberalismes doktriner, hvor mellemkrigsårenes fascisme omvendt gik ind for en statslig ledet national økonomi. Men i mange af landene optræder den nye højreradikalisme tillige som ’den lille mands’ beskytter og forsvarer af ’velfærdsstaten’. Der er her indstøbt en spænding i partiernes politik og agitation. Måske mest i lande som Norge og Danmark, hvor den folkelige tilslutning til en ’velfærdsstat’ traditionelt har været stor.

      Tredivernes massive synlige massemobilisering i fascistiske massepartier er ikke længere del af den politiske stil og praksis, ej heller, bortset fra mindre militante neofascistiske og neonazistiske grupper, den klassiske fascismens synlige kendetegn, de paramilitære korps. I stedet er trådt TV apellen. De nye højreradikale partier i Europa rummer mange moderne, undertiden endda trendy, og charismatiske politikere med medietække som f.eks. nu afdøde Jörg Haider eller Marine Le-Pen eller alternativt joviale, populistisk brovtende typer som Silvio Berlusconi, eller bare grove som Umberto Bossi.

      Sidst, men ikke mindst, er det politiske angrebsmål og den politiske retorik blevet udskiftet. Hvor mellemkrigsårenes fascisme direkte angreb demokratiet erklærer mange af den moderne højreradikalismes partier og grupper sig for demokrater og anlægger en demokratisk retorik. Det er vanskeligt for højreradikalismen i dag efter udgangen af 2. verdenskrig at fremtræde som erklæret antidemokratisk. Den demokratiske diskurs har sejret. Men hvad med de videre konsekvenser af hadefuld retorik og tilbagevendende apeller til fordomme og xenofobier?

     Den europæiske højreradikalisme er omfattende. Men højreradikalismen er også internt differentieret omfattende forskellige strømninger, retninger og typer. Dette gjaldt nu i øvrigt også mellemkrigsårenes højreradikale og fascistiske spektrum. Også denne var mere heterogen end ofte antaget. Men dette gælder også, og i måske endda højere grad, i dag.

     Den moderne højreradikalisme spænder over et meget bredt spektrum fra højrepopulistiske bevægelser og partier der ser deres primære opgave i at artikulere en stigende bekymring over det i mange lande store antal indvandrere, over autoritære højreradikale til ligefrem neofascistiske og nazistiske grupper. Nogle af partierne og grupperne, f.eks. det østrigske FPÖ, det tyske NPD, de italienske Forza Nuova, og Terza Positione, det ungarske Jobbik parti, det græske Cryssi Avgi og det rumænske Storrumænien parti trækker på autoritære og fascistiske rødder bagud i disse landes historie, medens andre, som f.eks. det norske Fremskridtsparti og Dansk Folkeparti, ikke har sådanne historiske bindinger. Nogle af partierne og deres ledende politikere benægter eller bagatelliserer Holocaust og forsøger at skrive historien om andre, har ikke denne interesse. Nogle partier og grupper er rabiate i deres politisk stil og retorik og ofte med ledsagende voldelige grupperinger, så som Jobbank i Ungarn eller Crosse Aggi i Grækenland. Andre anlægger nok en ekstrem og hadpræget retorik, men opfordrer ikke direkte til vold. Nogle fremtræder som moderate og politisk legitime andre søger en skarp afgrænsning til netop den officielle politik. [17] Der er således store indbyrdes forskelle.     

      Bemærkelsesværdigt har været højreradikalismens og højre populismens gennembrud og fremgang i de nordiske lande, engang anset for at være både det liberale demokratis og socialdemokratismens faste bastion. I Danmark udsprang Dansk Folkeparti, der blev grundlagt i 1995, af en skattenægterbevægelse, Mogens Glistrups Fremskridtsparti, der havde fået sit gennembrud ved valget i 1973. DF oplevede efterfølgende en betydelig fremgang under indvandrerdebatten, den ‘værdipolitiske’ diskussion, 9/11-terrorangrebet i New York, Danmarks inddragelse i internationale aktioner, og debatten om ‘Muhammed-tegningerne’. Partiet blev efter Anders Fogh Rasmussens regeringsdannelse i 2001 inddraget som fast støtteparti i hans regeringsbærende koalition, hvilket igen indebar en legitimeringsgevinst for partiet, både blandt de etablerede borgerlige partier og i medierne. Partiet søgte også i stigende grad selv at præsentere sig som et socialt bevidst midterparti, blot med en særlig bekymring for indvandrerproblematikken.

     Som sådant har partiet da også efterhånden fået en betydelig tilslutning, kulminerende med godt 14 % af stemmerne ved folketingsvalget i 2007 og 15 % ved europaparlamentsvalget i 2009 til 22 % ved det nyligt afholdte folketingsvalg.[18] DF har i sin vælgersammensætning en bred profil og har herunder i stigende grad kunnet mobilisere også arbejdervælgere.[19] På det seneste sikkert også skuffede tidligere S- og SF-vælgere, samt ved det nyligt afholdte valg også en betydelig del venstrevælgere. DF’s succes ved 2015 valget var måske i høj grad  en historie om Venstres nederlag.

Partiet har især under Christian Thulesen Dahl styrket sin sociale profil. Men partiet har dog på den anden side gennem årene peget på borgerlige statsministre og støttet borgerlige regeringer og deres økonomiske politik, og her til sidst banet vej for en en borgerlig regering med Lars Løkke Rasmusssen som statsminister. Og i den såkaldte værdipolitik har partiet gennem årene placeret sig til højre.

 Vil partiet overhovedet kunne bryde ud af sin generelle europæiske inspiration af højre populisme og realisere sig som et nationalt og socialt parti? Det har åbenbart selv været opmærksom på problemet og afgrænset sig fra for eksempel Le Pen bevægelsen i Frankrig.

I sin agitation har partiet ellers gennem årene tilbagevendende markeret sig som en del af den europæiske højre populistiske familie.  ”Islam med de tendenser vi har set – fundamentalistiske tendenser- bør bekæmpes i allerhøjeste grad”, således opstillede Pia Kjærsgaard selv målsætningen under folketingets åbningsdebat i 2001. ^[20] På DF’s årsmøde i 2004 proklamerede Mogens Camre: ”Islam hører ikke til i Europa og vores første prioritet må være at repatriere muslimerne. Islam truer vores fremtid… Den tro tilhører en mørk fortid”. ^[21]Og fra folketingets talerstol erklærede Jesper Langballe ”at islam og kristendommen og kristenheden ikke kan trives i en fredelig sameksistens i det samme land, og at islam er en tikkende bombe under den vestlige verden… Der er tale om en religion, som … er en pest over Europa.”^[22] ”Islam er en afstumpet religion” gentog det unge DF folketingsmedlem Morten Messerschmidt i Jyllandsposten. ^[23]

      DF-politikere har også igen og igen angrebet hele den arabiske civilisation. I en DF-

pressemeddelelse fra 2003 erklærede den unge Morten Messerschmidt, at Islam er den ”alt overvejende årsag til at de muslimske lande ligger i demokratisk og økonomisk ruin”. ^[24] Pia Kjærsgaard erklærede i ovennævnte tale i folketinget at ”der er kun én civilisation, og det er vores”, og i Politiken karakteriserede hun kort og godt en hel verdensdel som ”tilbagestående og uvidende”.^[25] I Europaparlamentet fortæller partiets repræsentant, Morten Messerschmidt i dag de delegerede, at Europa indenfor de kommende årtier vil få et muslimsk flertal og at det vil betyde enden for hele den europæiske civilisation. ^[26]

       Et fremtrædende træk i partits ideologi er tanken om den rene og enige danske nation. Man bekæmper de anderledes værende og de anderledes tænkende, der opfattes som ’unationale elementer’. Politiske modstandere er herunder blevet karakteriseret i grove vendinger.^[27] Under tegningedebatten kaldte Pia Kjærsgaard f.eks. tre tidligere danske udenrigsministre for ’landsforrædere’. ^[28]

     Der er når det gælder etniske minoriteter eller politiske afvigere, ringe respekt for pluralisme, afvigende meninger og kritiske holdninger, mindretalsbeskyttelse, menneskerettigheder, magtens deling, retsstat. ^[29] Det samme gælder fri og uafhængig forskning, elementer som er lige så vigtige i et fungerende demokrati som flertalsstyret. Enhver retning, enhver gruppe, enhver person, der ytrer sig kritisk om partiet eller forhold i Danmark, eller som argumenterer for menneskerettigheder og taler for en mere human politik på indvandrerområdet, kan blive udsat for voldsomme angreb.

     DF har krævet forskere afskediget fra deres stillinger og hele institutter nedlagt fordi partiet ikke brød sig om de pågældende forskeres meninger, medens man omvendt har medvirket til at sikre bevillinger til personer og institutter, som man regner med kan levere forskningsresultater, der passer til DF-politikernes ideologiske formål.^[30] Det har jagtet offentlige personer, der ytrer sig på tværs af partiets synspunkter. ^[31]Det har tilbagevendende kritiseret TV udsendelser, der ikke passer ind i partiets verdensopfattelse.^[32] DF-politikerne har talt meget  om ’ytringsfrihed’, men den har ofte i praksis været forstået  som en ret  til at praktisere hate speech overfor etniske minoriteter og anderledes tænkende.

      Det grundlæggende  problem er imidlertid den nævnte forestilling om den rene, rensede nation,  det nationale folkefællesskab, en forestilling der igen indgår i en forbindelse med en   nationalistisk nationalromantik og agitation. Af denne følger uviljen mod  ’de andre’ og ’de anderledes tænkende’. Den uforsonlige tone overfor   minoriteter og ’afvigere’.^[33]

Dette er imidlertid historien om partiets opkomst, rødder og første lange artikulation. DF’s legitimering under Fogh-regeringen og dets efterfølgende placering i det sociale-politiske tomrum, der er opstået ved SRSF-regeringens højrevendte overordnede økonomiske politik, har skabt en ny situation for også DF, en situation der nu er blevet trukket markant op ved partiets store valgsejr her til sidst.

Dette har imidlertid også skabt et nyt problem for partiet, et problem man vel knap nok har registreret i dag: Hvordan forener det fremover rollen som socialt protestparti med dets hidtidige højredrejede politik og dets oprindelse i samt inspiration fra den øvrige europæiske højrepopulisme? DF politikere har i årenes løb appeleret til xenofobi og pisket til had og fordomme. Men DF har også med held artikulert en folkelig protest mod den politiske elite og den ’nødvendige politik’. Dette er også  en del af historien. Men hvor går DF hen?

Partiet har påvirket det politiske system, men bliver også omvendt påvirket af dette. Det kan fremover bevæge sig i flere retninger.