Aftenlandets Undergang?

I det lange historiske perspektiv kan man konstatere, at Europa har skiftet fra at være et emigrations- til at være et immigrations område. Endnu i det 19. århundrede og i de første årtier af det 20. århundrede havde Europa i høj grad været et ekspansions- og emigrations kontinent.  Historisk var opdagelser, erobringer og udbytning gået fra Europa til andre kontinenter. Det samme gjaldt befolkningsbevægelser. I løbet af århundredet før 1. verdenskrig udvandrede hele 60 millioner mennesker fra Europa til andre verdensdele, halvdelen til Nordamerika, men også mange til Latinamerika.

     Efter 1950 har der så været en modsat rettet bevægelse. Bevægelsen her har været  fremkaldt af tre nye forhold: for det første opstod der i den nye periode af stærk økonomisk fremgang efter 1950 en knaphed på arbejdskraft i det nordlige og vestlige Europa og regeringer og erhvervsliv lukkede under indtryk heraf op for tilgang af arbejdskraft, ’fremmedarbejdere, fra lande som Jugoslavien, Tyrkiet, Grækenland, Italien (til især Schweiz) og Spanien, i Frankrig fra de til landet historisk knyttede afrikanske områder, og tilsvarende for Hollands og Storbritanniens vedkommende.

       Den anden årsag til den øgede immigration var det forhold, at krige, konflikter, og forfølgelser i andre dele af verden og internt i Europa (: Jugoslavien), fremkaldte bølger af flygtninge, der søgte nordpå til en sikker tilværelse der.

     Dertil kan føjes et tredje forhold: Selve den samtidige eksistens af tætliggende store regioner med vidt forskellige eksistensbetingelser og leveforhold vil let sætte en proces i gang hvor folk fra de mindre begunstigede regioner søger over mod de mere velstillede regioner. Derfor det vedvarende pres internt i Tyskland under den kolde krig for en overskridelse af ’grænsen’ og senere ’muren’, derfor øst arbejderes tilgang til Vesteuropa efter murens fald, og derfor nutidens stærke flygtningepres i middelhavsregionen.

    Dette historiske skift har været betydningsfuldt. Det har haft store konsekvenser internt i Europa. Nye problemer er opstået, en ny konfliktdimension har udviklet sig, den sociale solidaritet er blevet svækket, arbejderbevægelsen er blevet yderligere svækket, og der er blevet skabt en grobund for højreradikalismens genopstandelse og populistiske mobilisering.

     I forbindelse med den øgede afstand mellem politiske og økonomiske eliter og befolkningerne, den nye økonomiske krise, og de heraf flydende øgede sociale og politiske spændinger, har dette skabt en ganske sprængfarlig situation. Den aktuelle udvikling belyser ganske godt denne nye situation.

      Drabene i Paris er en uhyrlighed lige som Anders Breiviks massedrab på Utøya i 2011. Begge begivenheder er umiddelbart også forklarlige som værende udbrud af enkeltpersoners vanvid, forankret i de pågældendes forestillingsverdener. Men de synliggør -lige som demonstrationerne i Dresden- dybere liggende modsætninger og konflikter, der er under udvikling i disse år.
      Religionskrigenes tid i Europa er måske ved at vende tilbage og som i 15- og 1600 tallene er de religiøse konflikter sammenvævede med andre konflikter og modsætninger. De tiltagende økonomiske, sociale, religiøse og etniske modsætninger føjer sig sammen i en eksplosiv blanding der udvikler en samlet negativ dynamik i den sociale orden, en dynamik som får ekstra kraft fordi det politiske demokrati samtidig er ved at forvandle sig til det en Colin Crouch har kaldt 'postdemokrati', hvor den overordnede økonomiske politik er fastlagt af overmægtige økonomiske og politisk-bureaukratiske eliter, hvor politikerne i stigende grad fremstår som en lukket, selvsupplerende 'politisk klasse', hvor mediemagten er mere og mere koncentreret, ytringsfriheden reelt et privilegium for de få, hvor afvigende meninger og holdninger i stigende grad kriminaliseres, hvor overvågning og kontrol er tiltagende  og hvor  befolkningerne generelt  mere og mere bliver sat uden for indflydelse på den førte 'nødvendige politik'.

      Denne tilstand tilsløres imidlertid af politikernes og meningsmagernes retorik om ’demokratiet’ ( bemærk den bestemte form), ’ytringsfriheden’ og vore ’værdier’, en retorik der udfolder sig for fuld udblæsning i disse dage ledsaget af en udviklet selvglæde og ivrig demonstration af moralsk selvfuldkommenhed.

        Situationen burde ellers mane til større eftertænksomhed,  mere seriøse overvejelser og en dyb bekymring. Drabene i Paris kan i sin yderste konsekvens føre til en fascistisk præsident i Frankrig, yderligere styrke den europæiske højrefløj, fremme  racistiske overfald ( som der har været mange af, omend ikke så hyppigt omtalte)  og igen i en opgående spiral frembringe islamistiske kontraaktioner.
      Lige som i mellemkrigsårene præges den europæiske situation af social disintegration, politisk opløsning og ideologisk konfrontation. Overalt er også højreradikalismen vakt til live igen og til forskel fra den gang -hvor det som bekendt også gik galt- er der i dag ikke nogen stærk arbejderbevægelse til at modvirke trusle fra højre. Er det måske  i virkeligheden begyndelsen til 'Aftenlandets undergang' ( som Oswald Spengler udtrykte det) vi oplever i disse år?