Vi må aldrig tage vores rettigheder for givet

De 16.000 kors som den kristne abortmodstanderforening Retten Til Liv netop har hamret i jorden ved siden af motorvejen mellem Horsens og Vejle er en rigtig god anledning til at huske på, hvor vigtigt det er at vi som samfund værner om retten til selv at bestemme over egen krop.

Sortseerkristnes forsøg på at presse yngre kvinder til at gennemføre uønskede graviditeter når nye højder for skingerhed med deres korsmark, der trækker på de samme virkemidler som ku klux klan bruger, når de vifter med kors i troen på at det skulle gøre en pointe mere valid.

Hverken forsøg på at give kvinder i en træls situation dårlig samvittighed eller løsrevne forskningsresultater er særligt gode argumenter for at vi ikke skulle have ret til at bestemme over vores egne kroppe.

Det er aldrig nemt at stå i en situation med uønsket graviditet, men hvad enten man vælger at gennemføre den eller gennemgå et ubehageligt indgreb bliver beslutningen ikke nemmere af at blive skammet ud af en flok rabiate religiøse.

Og ligemeget hvor meget pseudovidenskab som Iben Thranhom fra foreningen kan smide på bordet i sin kronik i Politiken er det altså svært ved at ignorere det overgreb, det ville være at tvinge folk til at gennemføre uønsket gravididter.

Hvem ejer vores kroppe?

Retten til egen krop er en grundfæstet ret i demokratisk samfund, og angreb på den minder os om, at det ikke er nok at kæmpe for at få rettigheder, det er lige så vigtigt at kæmpe for at beholde dem.

Ligesom når folk vil sætte restriktioner på retten til at amme sit barn, kan korsfarere med hang til kvindeundertrykkelse også rokke ved grundlaget for vores kropslige selvbestemmelse.

Selv hos folk, der støtter fri abort, begynder tanken om et grad af forbud at vække indpas. Og det er et problem, for rettigheder kan ikke gradbøjes efter hvad andre måtte mene om vores motiver.

Hjemmestrikkede holdninger om at "nogle bruger abort som prævention" er simpelthen ikke argument nok for at fjerne generelle rettigheder. Og jeg mangler i øvrigt stadig at møde en kvinde, der så sin abort som en præventionsform - eller som ikke tog den beslutning meget alvorligt.

Hvis rettigheder ikke gælder alle, er der ikke meget ved dem. Så det er altså flintrende ligegyldigt om den abortsøgende kvinde er teenager eller 35-årig mor til to, om hun var fuld, blev voldtaget eller glemte præventionen.

Alternativet stinker

Gradbøjning af folks ret til at bestemme over egen krop kan være første skridt på vejen til amerikanske tilstande, hvor begrænsninger på områder langsomt vinder indpas, og skal derfor afvises på det skarpeste. 

Og selvfølgelig skal sundhedspersonale give alle god, opfølgende og kompetent behandling - ikke agere moralpoliti for udvalgte gruppers motiver. Det manglede da bare.   

Alternativet til fri abort er ikke 'ingen abort', det er illegal abort. Og dem rummer historien så mange gruopvækkende eksempler på, at der ikke er meget idyl over at drømme sig tilbage til tiden før 1973.

Derudover kunne det også være interessant at begynde at tale om et barns ret til at være ønsket. Ikke mindst fordi der jo i forvejen findes alt for mange uønskede børn i verden.

Tidligt svigt forkrøbler et menneske og kommunerne melder om stor mangel på plejeforældre, så det er også svært at finde gode argumenter for at tvangsgennemføre uønskede graviditeter på dén konto.

Det ville klæde Retten Til Liv at tage disse overvejser med i deres hensynsløse blodrus mod kvinder i en sårbar situation. Nå ja, og så måske også noget generel næstekærlighed...