Hvad med taberkvinderne?

Det meget lidt flatterende begreb 'tabermænd' er både blevet brugt og misbrugt i debatten. Fedt med fokus på emnet, men problematisk at det overskygger det faktum, at begge køn lander på samfundets bund. 

Krise, faldende behov for ufaglærte og sønderhullet velfærd får folk til at falde til bunds. Det er velkendt, ganske trist og et problem som pinedød skal løses. Men kan det virkelig ikke gøres uden at smide sexisme på bordet? 

Af uransagelige årsager er konspirationen om at stærke-kvinder-medfører-social-deroute-for-mange-mænd i en fjollet form for yin/yang-logik ikke så ualmindelig i den offentlige debat. 

Her kunne det indvendes, at det mest af alt ligner et temmelig ubehjælpsomt forsøg på at rulle ligestillingen tilbage. Flere rettigheder til én gruppe tager jo som bekendt ikke rettigheder fra andre - hvad enten det gælder kampen mod sexisme, racisme eller homofobi.  

På bålet med elitefeministerne!

Jeg blev opmærksom på det for et år siden, da jeg skrev en nekrolog over Suzanne Giese, selvom den mest af alt var en hyldest til én af pionererne inden for kvindernes kropslige og politiske frigørelse afførte den alligevel kommentarer om at netop hendes type stod bag mænd på samfundets bund. Intet mindre.

"Jeg vil sandelig mene at udfoldelsesmulighederne med tiden bare er blevet hæmmet hos den mandlige part. Den moderne kvinde, eller hendes eftertragtede rolle, er omdannet til en højtuddannet storsnudet primadonna, mens en større og større andel af især mandesiden efterlades til forrådnelse i taberstigma, ensomhed og arbejdsløshed, ignoreret af elitefeministerne".  

Problemet ved det udsagn er, at der drages en parallel mellem nogle kvinders sociale opstigning og andre mænds ditto nedtur, hvilket giver anti-feminister som eksempelvis Manfo en glimrende ræveudgang for at forkætre kvinder med ambitioner uden for hjemmets fire vægge. Interessant nok uden samtidigt at give Asger Aamund-typer ansvar for at nogle kvinder ender på samfundets bund. 

Først og fremmest er det ikke kvinder der skaber 'tabermænd'. Det er en klassedefineret samfundstruktur, der ikke prioriterer velfærd og social rretfærdighed for dem der allermest behøver det. Al den fingerpegning af kvinder besværliggør bestræbelserne for at løse problemet i en sådan grad, at man kunne få den mistanke at tabermanden kun hives på bordet for at sparke til ligestillingstilhængere, ikke for at løse en social ulighedskatastrofe.  

Sofasoverne, såbare og SFI-rapporter  

Taberne i den kønskamp bliver - ikke overraskende - dem der stemples som tabere i forvejen. Både tabermanden, som tages som gidsel i kampen mod feministerne, og taberkvinden, hvis situation ikke levnes mange ord.

Men det betyder ikke, at hun ikke findes. Det gør de i et desværre voksende antal. 

Ifølge SFI er antallet af hjemløse kvinder - i takt med finanskrisen - vokset fra omkring 1100 i 2009 til 1280 i dag. Det betyder, at de udgør knap en fjerdedel af den samlede gruppe af hjemløse. Hertil kommer de såkaldte sofasovere, der - ligesom kvinderne på herbergene - lever en tilværelse mellem nødvendighedsprostitionen og en ganske stor risko for seksuelle overgreb.  

Jeg opremser ikke ovenstående tal for at neglegere problemet med mænd på samfundets bund, dertil er det et alt for stort. Jeg gør det, fordi at det for vores allesammens skyld er vigtigt at se på de egentlige årsager, så vi kan blive i stand til at løse det- I stedet for den efterhånden noget trivielle feminisme-bashing.  

Så kære debattørtyper, gider I ikke lade være med at tage samfundets bund som gidsler i jeres kamp mod bestyrelseskvoter, kvinder i ledende stillinger eller hvad pokker I ellers er sure over? Det er ganske enkelt for dumt at reducere et strukturelt problem til en kamp om, hvem der har det værst. Det bliver vi jo allesammen tabere af.