2013 blev et møgår for ligestillingen

Abort under angreb, løftebrud på barselsområdet, nedgang i den kvindelige repræsentation i de danske byråd og om muligt endnu mere had mod de såkaldte ”feminazis” der plædere for det førstnævnte.

Set fra et feministisk synspunkt har 2013 været et decideret lorte-år. Ikke alene virker det til, at man har slukket for alle serøse bestræbelser på stoppe ulighed på arbejdsmarkedet, snævre kønstereotyper og noget så basalt som at give sit sultne barn en smule ammebryst.

Selv kampe vi for længst troede endegyldigt vundet – ikke mindst kvindens ret til at vælge at få foretaget abort – er under seriøs beskydning af en emsig katolsk lobby.

Endnu en træls påmindelse om at rettigheder ikke bare er noget, vi skal kæmpe for at få – Det er noget vi skal kæmpe for at beholde.

Fjern dine klamme kristne hænder fra min livmoder, tak!

2013 blev året hvor det stærkt abortkritiske højrefløjsparti Fremskridtspartiet som en del af Norges regering - sammen med Kristeligt Folkeparti - blev bannerfører for beslutningen om at læger nu kan nægte kvinder p-piller og abort. Et tiltag, der betyder at der kan blive meget langt mellem læger der rent faktisk lever op til lægeløftet, i de tyndbefolkede dele landet.

I Danmark måtte vi døje med en flok rabiate moralister fra det højrekristne overdrev, der åbenbart ikke var i besidelse af nok næstekærlighed til at stå for fristelsen til skamløst at køre på sårbare kvinder i deres kamp for at kontrollere landets livmødre.

Med en storstillet reklamekampagne og kors langs den jyske motorvej prøvede Foreningen Retten Til Liv at give abortsøgende kvinder skyld med skyld på. Heldigvis første en række klager til at biograferne droppede reklamen – og efterårsstormens hærgede korsmarken til ukendelighed af apokalyptiske dimensioner.

I Europa-parlamentet lykkedes det en ualmindelig aggressiv højrefløj at nedstemme ligestillingsudvalgs betænkning om retten til abort, LGBT-rettigheder og seksualundervisning i skolerne. Trist taget i betragtning af, at det havde været hårdt tiltrængt i en række europæiske lande – Ikke mindst Malta og Færøerne hvor abort er forbudt, og Polen, Ungarn og Luxembourg, der i dag har en så restriktiv abortlovgivning, at det i praksis betyder, at meget få får tilladelse til abort.

Kun Irland har i år gået den anden vej og blødet lidt op på landets meget katolsk-konservative lovgivning på området - men kun hvis kvindes liv er i fare. Heller ikke her er kvindes basale ret til egen krop et issue.

At man sagtens kan den forkerte vej og tage rettigheder fra folk, fik de sidst på året at mærke i Spanien, hvor en ny lov betyder at abort nu kun er tilladt i tilfælde af (påvist) voldtægt eller alvorlige helbredproblemer. Et kæmpe tilbageskred i kvinders situation, fordi det endegyldigt gør op med ideen om at de har ret til at betemme over deres egen krop. Det har man ikke længere i Spanien, uden at der skal andre argumenter på bordet.

Den store barselsbrøler

2013 blev også året, hvor regeringspartiernes begejstring for brud på egne løfter fik store konsekvenser for mødres og fædres rettigheder langt ind i de næste par årtier. Med en øremærket barsel kunne vi måske have grebet fat i uligeløn, kvinder stilling på arbejdsmarkedet og fædres ret til også at blive barnets primærperson ved roden.

Men i stedet blev det pinagtigt rodet rundt med nogle elendige lappeløsninger – De 100 kroner om dagen til fædre, som først blev lanceret som en stor forbedring og efterfølgende blev trukket tilbage, da selv det viste sig for svært at realisere. Og med en mediedagsorden som åbenbart kun mente at der var tale om ”tvang”, når mænd fik rettigheder. 

Læs min blog om den øremærkede barsel hos Modkraft 

Danmark forbliver det eneste land i Skandinavien uden fædrerettigheder og regeringen har øjensynelig taget alt der har med ligestilling at gøre af to-do-listen, tillykke med det!

Jeg, en minoritet

Som en af de valgte kvinder til kommunalvalget (Og mange tusind tak for det i øvrigt, jeg vil kæmpe med næb og klør for at leve op til den gigantiske tillidserklæring) udgør jeg en stadig mindre minoritet.

Procentdelen af kvinder landets nye kommunalbestyrelser faldt med dette valg fra 31.8 til 29,7. Og bedre blev det ikke at borgmesterandelen faldt fra 17 til pinlige 12 ud af 98. Endnu et sted hvor vi halter voldsomt bagefter vores skandinaviske naboer, der alle har en mere end en tredjedel kvinder i byrådene.

Og jaja, det er også vigtigt at en række andre grupper er bedre repræsenteret, at personens holdninger skal tillægges stor betydning, at det ofte er tilfældigheder der afgør det og blablabla. Humlen er at der er tale om et træls tilbageskridt, hvis man godt kan lide ligestillet repræsentation i demokratiske organer.

Som medlem af Enhedslisten må jeg også sparke indad her. Det kommunalpolitiske jordskredsvalg betød en mangedobling af byrådenesæderne, men også at kun 29 procent af sæderne beklædes af kvinder. EL trak med andre ord landsgennemsnittet ned. Nedslående og noget som vi må arbejde seriøst med de næste fire år.

Heldigvis voksede kvindeandelen i landets regionsbestyrelser til knap 40 procent, og det er altså værd at glæde sig over.

Krigen mod Kvinfo og alt det andet

Derudover har en samlet højrefløj åbenbart erklæret fællesjihad mod kvindeforskning, især af forkningsbiblioteket Kvinfo. Et had der kan tages frem hver eneste gang nogen taler om ligestilling, kvoter eller om retten til ikke at blive sexchikaneret i offentligheden.

2013 blev åbenbart også det år, hvor en flok sure mænd fik fælles laktoseforgiftning overfor modermælk og ville have sulte spædbørn og deres ammende mødre bortvist fra det offentlige rum – bakket op af en skandaløs afgørelse fra Ligebehandlingsnævnet.

Endnu et trist tilbageslag som end ikke en meget fin event, der fyldte Rådhuspladsen med ammende kvinder, kan råde bod på.

Ikke overraskende faldt Danmark også fra en 7. til 8 plads på Wolrd Economic Forums årsrapport over mest ligestillede lande når det kommer til økonomisk deltagelse, uddannelse, sundhed og politik. Ifølge rapporten er udviklingen i Danmark nærmest gået i stå.

Læs mere om ovennævnte problemer problemer i Anna Sofie Allarps glimrende analyse i Alt For Damerne (Ja du læste rigtigt)

Bevares, der var også gode ting

Jojo, der skete skam også fine ting i år.

Det var et stort ligestillingsmæssigt fremskridt at børneloven blev ændret så medmødre nu ligestilles med deres partnere allerede ved barnets fødsel – og ikke som tidligere skal ligge og rode med en masse adoptionspapirer. På tide må man indskyde.

Istanbulkonventionen blev vedtaget og i mange lande også ratificeret, hvilket betyder en tiltrængt forbedret indsats mod vold mod kvinder. For eksempel i forhold til psykisk vold, seksuel vold og stalking. Konventionen omfatter mange former for vold mod kvinder og omhandler både forebyggelse, beskyttelse, retsforfølgelse og overvågning. Klar forbedring. Og det er awesome.

Derudover så det fine initiativer som Everyday Sexism Project dagens lys, og har i skrivende stund hjulpet tusinder af kvinder igennem trælse situationer, der kom fokus på drenges udfordringer i folkeskolen, Pussy Riot blev frigivet (Godt nok som en del af pr-stunt, men stadig...) og efter flere års arbejde kunne jeg og en række seje kvinder udgive den femte udgave af Kvinde Kend Din Krop.

Så det ser ikke helt sort ud det hele. Og godt nytår for øvrigt!