Venstrefløjen er ikke fremmed overfor kulturel kritik

I et indlæg på Queerkraft bliver jeg tildelt rollen som ødelægger af Modkrafts position som ”safe space” fra kritik af religion og kultur. Imidlertid er min kritik ikke ny, og mens indlægget har travlt med anklager om islamofobi og chauvinisme, ignorerer det at venstrefløjen altid har udøvet kulturel kritik.

For nylig skrev jeg et indlæg, som spurgte hvorfor man altid skulle dukke sig for beskyldninger, når man kritiserede islam. I et svar på Queerkraft siger Nazila Kivi, at det skal man heller ikke. Samtidig beskriver hun min kritik som ”islamofobisk” og chauvinistisk, samt siger at mit indlæg ”minder om noget man kunne finde på Den Korte Avis.” Om ironien er intentionel er et åbent spørgsmål.

Min kritik er ikke ny på venstrefløjen. Bogen ’Højrepopulismen – venstrefløjens akilleshæl’, beskriver nogle af de samme problemstillinger. Men den er sådan set heller ikke ny på Modkraft, hvor man kan finde lignende pointer i Pelle Dragsteds ’Farveblind antifacisme’. Titlen som banemand for Modkrafts blide oase i en ørken af had tillægger mig altså en originalitet, jeg ikke kan påkalde mig. Min kritik er dog tydeligvis stadig relevant, af to grunde.

Den første er, at venstrefløjen sædvanligvis er centrum for aktivistisk kamp mod det reaktionære. Vi tager kollektivt afstand når en forvirret idiot med Messias-kompleks vader ned gennem Nørrebrogade med et kors på ryggen. Vi møder op med 200 demo-deltagere når SIAD skraber 20 vindjakker sammen. Vi revser knivskarpt et lokalsamfunds Indre Missionske bullshit, når et lesbisk par chikaneres. Jeg kræver hverken mere eller mindre end denne rettidige kritik, når islam er de fjollede hatte bag de reaktionære handlinger. Af den ene eller den anden grund sker det bare ikke. Det er den første grund til min kritik.

Den anden illustreres perfekt af Nazila Kivis eget indlæg. Det er tilsyneladende umuligt for os på venstrefløjen at diskutere disse spørgsmål, uden at debatten kommer til at at handle om personer i stedet for indhold.

Islamofobi – det nye racismekort

Kivi vælger at betegne mit indlæg som ”islamofobisk.” Ordets eneste ligemand i det semantiske univers er vel ”antisemitisme.” Antisemitisme er imidlertid ikke kritik af jødisk religion eller praksis (som f.eks. omskæring), men decideret jødehad. Antisemitisme er altså racisme, hverken mere eller mindre. Hvis begrebet ”islamofobi” skal give mening, må det samme være sandt om det.

Hvis Kivi virkelig mener, at jeg retter et racehad mod muslimer, så skylder hun at redegøre for, præcist hvor og hvordan. Jeg mener ikke selv, at have gjort mig skyldig i generaliseringer, hvad jeg også sagde til Jyllands-Posten for nylig:

”Kritik af ideologi og kultur er ikke det samme som kritik af individer. Den pointe går nemt tabt, når man beskyldes for det ene og det andet, fordi man kritiserer islam. [...] vi må kunne kritisere islam – og stadig behandle alle medborgere ens.”

Ovenstående logik er ikke original. Venstrefløjen har levet efter den længe. Det er bl.a. den, der tages i brug, når vi angriber den religiøse zionismes konsekvenser for det palæstinensiske folk. Når højrefløjen beskylder os for antisemitisme i kølvandet på en sådan kritik, har vi kun hånlig latter til overs for deres stråmænd. Men at kaste begreber som ’islamofobi’ i grams, hver gang nogen kritiserer islam, er ikke meget anderledes.

Venstrefløjens kulturelle kritik

Det islamofobiske i mit indlæg består i følge Kivi i, at jeg sætter navn på det jeg kritiserer:

”Der findes ikke nogen særlig muslimsk kvindeundertrykkelse, muslimsk social kontrol eller muslimsk homofobi. Der findes kvindeundertrykkelse, social kontrol og homofobi. Punktum.”

Det udsagn er sympatisk, og jeg er delvist enig. Men venstrefløjen er ikke fremmet overfor kulturel kritik. Det var en venstreorienteret bevægelse, der knuste det danske samfunds kvindeundertrykkende kultur i 60’erne. Det er venstrefløjen, som er den skarpeste kritiker af kristen, evangelisk konservatisme i f.eks. USA. Senest er det en påstået ’voldtægtskultur’, som dele af venstrefløjen har kastet sig over. Faktisk kritiserer Kivi min påståede ’brocialistiske kultur’, i selv samme indlæg, som hun afviser enhver kulturel kritik.

Engang havde vi en kultur, hvor vi slog vores børn. P.t. har vi en kultur, hvor vi forherliger akademisk formåen og fornedrer hændernes kundskaber. Kultur er den måde vi lever på. Kultur er det vi gør. Ingen ved bedre end venstrefløjen, at det mennesker gør, og den måde mennesker lever på, kan være forbundet med problemer. Konklusionen er enkel og indlysende: selvfølgelig skal kultur kunne kritiseres.

Fordomme om fordomme

Kivi kritiserer også ting, som slet ikke står i mit indlæg:

”det er i øvrigt interessant at skribenten så let kaster om sig med fordomme om muslimer som kvindeundertrykkende, mens han selv ikke tøver med at kalde sine kvindelige klassekammerater for 'tøser’”

Mit indlæg henviser én gang til, at én enkelt af mine kammerater behandlede sin kone efter problematiske religiøse foreskrifter. Når det bliver til, at jeg ”kaster om mig med fordomme om muslimer som kvindeundertrykkende,” så udstilles den ihærdige iver efter at fremstille mig som fordomsfuld. Jeg kunne aldrig finde på at komme med så vanvittige og racistiske generaliseringer som ”muslimer er kvindeundertrykkende.” Hvorfor er det nødvendigt at fremsætte den slags grundløse påstande, i stedet for bare at kritisere det jeg skriver?

I øvrigt virker det lidt langt ude at sætte mig i rollen som kvindeundertrykker, fordi jeg bruger ordet ’tøser.’ Med mindre man i samme åndedrag vil anklage mig for at være mandeundertrykker, fordi jeg har et liberalt dagligdagsforbrug af ordet ’gutter.’ Jeg medgiver, at mit sprog er lidt flosset i kanterne. Det kan ske, når man vokser op i et mangfoldigt forstadskvarter, som søn af en blikkenslager. Et er, at kritisere noget så harmløst som et ordforråd, nedarvet fra privatfester i forstadens røgfyldte rækkehuse. Noget andet er at gøre det i et indlæg, som argumenterer for at al kritik af menneskers kulturelle opdragelse er problematisk. Det er mildest sagt paradoksalt.

Svaret på min kritik viser at den er berettiget

På mange måder udstiller indlægget på Queerkraft selve det problem, jeg prøver at gøre op med. Det er lige meget, om jeg har ret eller ej: måske er jeg i virkeligheden hemmelig racist og kvindeundertrykker?

Kivi opsummerer sin kritik således:

”Akavet at kritisere islam? Nice try. Der findes ikke en mere bekvem, mainstream og letkøbt position end den islamofobiske i vores tid.”

Bekvemt og letkøbt. Jeg har sagt kloge, dumme og ligegyldige ting på venstrefløjen i mere end 10 år. Jeg har aldrig været genstand for så mange mærkater og beskyldninger, eller rystet så meget op i politiske venskaber, som det er tilfældet med den kritik jeg nu udtaler.

Det har jeg det sådan set fint med. Hvis man som mig gerne vil stille sig på en platform og forvente at hele verden lytter til ens brok, er det kun rimeligt, at man får nogle knubs. Men en påstand om, at min kritik er ”letkøbt” eller ”bekvem”, beror på en tolkning af begge ord som hverken findes i mine sprogkundskaber eller i en ordbog.

Min pointe forbliver den samme, og er stadig lige enkel: hvis det er kritisabelt, skal det kritiseres. Farveblindt og fordomsfrit.