Annonce

31. juli 2014 - 12:29

Politiske krokodilletårer

Danske politikere er hverken så grådige, populistiske eller korrupte, som de beskyldes for at være. Alligevel er kløften mellem befolkning og politiker historisk bred og den politiske elite kan ikke undsige sig en stor del af ansvaret. Når de, der leder landet, i mindre og mindre grad ligner de danskere, de hævder at repræsentere, er det selvindlysende, at selvsamme danskere mister tilliden til dem.

Til årets DM i debat fortalte den unge metalarbejder Morten Ryom med vantro i stemmen om en kollega, for hvem politik var blevet så fremmedgjort, at det var noget, man uddannede sig til:

”'Morten,” sagde vennen, ”når du nu går til alle de der politiske møder, er det vel, fordi du gerne vil være politiker, men hvorfor læser du så ikke til politiker?” Morten var overrasket: ”Jeg tænkte bare: 'What!?' For det er jo sådan nogle almindelige mennesker som os, der burde sidde inde på Christiansborg.” Men vennens reaktion er ikke uforståelig. Den mangel på repræsentation, som han føler, er ganske reel.

Af de danske ministre er der tre, der ikke er akademikere. Af disse tre er Manu Sareen og Mogens Jensen konsulenter, med nogenlunde boglige uddannelser. I et ensomt og forholdsvist betydningsløst ministerium, som ingen andre end politiske nørder kan huske navnet på, sidder den tidligere VVS-montør Carsten Hansen som eneste arbejderminister. Som den metaforiske enlige kvinde ud af 16 i en virksomhedsbestyrelse er Carsten Hansens tilstedeværelse mere symbolsk end noget andet. Mens vi har det mest lige folketing nogensinde i forhold til køn, kan Altinget oplyse, at det forholder sig lige omvendt på uddannelsesfronten.

Det har altid været en af mine grundholdninger, at en del af årsagen til Danmarks overvældende succes som demokratisk nation er vores størrelse. I et repræsentativt demokrati er følelsen af at blive repræsenteret fuldstændig central og der er ikke langt fra den enkelte dansker til byråd og folketing. Men som Morten Ryoms vens spørgsmål er et udtryk for, handler repræsentation og forståelse om andet og mere end afstand. Det handler i lige så høj grad om, at det er mennesker, som man kan relatere til, der sidder på magtens tinde. Netop dér ligger kimen til den største demokratiske udfordring, Danmark har haft i mands minde.

 

Hvor er ligestillingen?

Danmark har brug for mere diversitet i sin politiske ledelse, men der er ikke meget hjælp at hente hos den akademiske elite. Det er f.eks. iøjnefaldende, at det ofte er de samme feminister fra Det Radikale Venstre eller den yderste venstrefløj, der er parate til med bål og brand at kæmpe for lighed, når det handler om kønsfordeling, som råber op om ”arbejderromantik” og ”leverpostejspopulisme”, hvis man påpeger de langt mere alvorlige problemer på uddannelsesfronten.

Samtidig føler de danske politikere sig uretfærdigt behandlet i øjeblikket og det er ikke helt urimeligt. I folkedybet kaldes de griske og populistiske, alt imens de er nogen af verdens mest ærlige og hårdest arbejdende. De fleste kunne få en betragtelig højere løn for betragtelig mindre arbejde i andre brancher. Befolkningen peger tit på f.eks. partihopperi som et eksempel på politikernes opportunisme og magtfuldkommenhed, men som den danske skribent Niels Jespersen har redegjort for, er partihopperi et ringe karrierevalg. Samtidig er det journalistiske pres i dag så afsindigt højt, at jeg uden tøven vil erklære min medlidenhed med mediestressede politikere.

Alligevel er politikernes gråd krokodilletårer. Det er en ursandhed, at man relaterer til dem, der ligner og snakker som en selv, og det er således ikke noget mysterium, at danskeren ikke længere forstår sine politikere. En del af skylden ligger hos de rådgivere, der mener, at nutidens udfordringer med mediepres skal besvares med konformitet. Mænd som Morten Ryom, der i øvrigt vandt førnævnte DM i debat, taler med for store bogstaver til den kompromissøgende, jakkesætklædte inderkreds i Socialdemokratiet og dets pressetjeneste. Af frygt for at gøre sig uvenner med nogen gør partiet sig venner med ingen. Som partiorganisation, og specielt i ungdomspartierne, kunne meget gøres for at rekruttere mere bredt. Den målrettede indsats for at brede viften af aktive medlemmer ud er tvivlsom. Specielt i partiernes beslutningsdygtige kerne og på tillidsposter rundt omkring i Danmark, er der et stort potentiale for bredere repræsentation, der kunne lede til højrere forskellighed i folkestyret på den lange bane. Der er ofte mange fine ord om repræsentativitet at finde blandt de aktive i partitoppen, men når der skal handles udtrykkes der skepsis og bekymring ved at lade uslebne ikke-akademikere komme til magtens fad.

Uanset hvad problemet er, er det evident, at det må løses. At det står skidt til med den politiske repræsentation er ikke kun et problem for den venstrefløj, der hævder at repræsentere manden på gulvet. Det er en udfordring for det nære danske demokrati som sådan.

Annonce