Hvorfor skal det være så akavet at kritisere islam?

Religions- og ideologikritik burde være så naturligt som at ånde for enhver venstreorienteret og ethvert medie. Hvorfor er det så, at vi tager alle mulige forholdsregler, når det drejer sig om islam? 

Da Muhammed-krisen brød ud, var jeg 18 år gammel. Jeg havde taget bussen til Herlev Gymnasium en kold november morgen, og stod og røg en smøg med dagens rødglødende Metroxpress under armen. Selv her kl. 8 på en mandag var gymnasieelever overalt omkring mig i gang med livlige debatter. En af dem, jeg husker bedst,  involverede et par tøser fra min parallelklasse og en af mine muslimske venner fra HF – lad os kalde ham Omar. ”Det er sgu' da bare, fordi I ikke ka' tage en joke,” sagde den ene af pigerne med foragt i stemmen. Omar, som altid var meget rolig, når han diskuterede, forklarede, at han ikke syntes, at man skulle have lov til at lave sjov med alt. Den dag var jeg enig med Omar. Da Tøger Seidenfaden senere tordnede mod Fogh-regeringens håndtering af sagen, blev jeg bekræftet i min position.

Jeg tænkte ikke på, hvordan det Omar havde sagt, harmonerede med mit venstreorienterede frisind. Selv ikke da jeg besøgte hans lejlighed, hvor hans burka-klædte kone gik og trak forhæng for værelserne, så jeg ikke kunne se eller hilse på hende, bekymrede jeg mig. Da han sagde, at mænd og kvinder havde hver deres rolle at spille i dette liv, meddelte jeg sagte og høfligt min uenighed.

Havde en kristen fra Konservativ Ungdom sagt det samme til mig dengang, var jeg forståeligt nok eksploderet i passioneret uenighed. Hvorfor var det, at jeg som ung, lidenskabelig venstreorienteret, havde så svært ved at spotte kritisabel religiøs praksis og kønsdiskrimination, selvom det udspillede sig lige for næsen af mig?

Den misforståede hensynstagen

Grunden til at jeg selv og mange andre fandt Seidenfadens argumenter tillokkende, var at de handlede om at beskytte en minoritet mod usaglig kritik. Vi reagerede imod folk som Lars Hedegaard og andre konspirationsteoretikere, hvis usaglige kritik var, og er, gift for debatten. I vores iver kom vi dog til at fremstille al kritik af islam og traditionalisme som racistisk og problematisk. I dag slæber venstrefløjen og de dansker medier stadig rundt på arven fra datidens berøringsangst. En arv, der betyder, at man skal tage specielle forholdsregler, hvis man vil kritisere specifikke ideologier eller former for religiøs praksis.

Man skal f.eks. huske at understrege, at man ikke foragter muslimer, hvis man kritiserer social kontrol i indvandrermiljøer. Man skal lige markere, at man ikke finder somalisk kultur underlegen, bare fordi man vil finde løsninger på somalieres overrepræsentation i problematiske statistikker. Til gengæld kan venstrefløjen sagtens finde ud af at kalde ’bullshit!’, når det fremsættes, at kampen mod omskæring af spædbørn er hetz mod jødedommen. Hvorfor skal det så føles som at gå på glasskår, når man skal kritisere islam?

Et akavet forhold til islamkritik

Problemerne forsvandt ikke, som nogen ellers påstår, med det kollektive farvel til 00’erne. For nylig forsøgte Lasse Ellegaard f.eks. i en artikel for Information, at skjule et primitivt og anklagende portræt i skikkelse af en anmeldelse af Ahmed Akkaris bog, ”Min afsked med islamismen – Muhammedkrisen, dobbeltspillet og kampen mod Danmark.” Teksten var perfid og fabrikeret. Ellegaard skriver f.eks.: ”som islamist gjorde [Akkari] sig umage for at behage de autoritære imamer, akkurat som han nu synes at sige alt det, Dansk Folkeparti og Inger Støjberg gerne vil høre.” Hvor Ellegaard har fra, at motivet med Akkaris skrifte er at behage Dansk Folkeparti eller Inger Støjberg, er ikke godt at vide. Han fortsætter med at skrive: ”Akkari [er] nu i vælten som sandhedsvidne for DF-tesen om, at muslimer er voldelige snyltere og bedragere, der hver dag pønser på at slå Kurt Westergaard ihjel.” Et mærkværdigt synspunkt al den stund,at Akkaris angren netop handler om meget specifikke, ekstremistiske kræfter og ikke er en generel kritik af muslimer. Men hov, det var jo nok det med, at Akkari skulle have husket at sige, at han ikke hader alle muslimer, bare fordi han kritiserer et par vanvittige imamer og den kultur, de er eksponenter for.

Ellegaards endelige analyse er, at Akkari er utroværdig af to grunde: for det første fordi han løj, dengang han var islamist, og for det andet fordi Akkaris fortællinger kan bruges af folk, som Ellegaard ikke kan lide. Specielt det sidste lader til at være det bærende element i Ellegaards kritik. Kort efter Ellegaards indlæg sluttede chefredaktør for Politiken, Bo Lidegaard, sig til koret med en legendarisk fejltolkning af Akkaris pointer som for at bevise, at problemet strækker sig længere end til en enlig Information-skribent.

De etablerede mediers besværlighed med at håndtere de kritiske røster fra indvandrermiljøerne er ikke overraskende. Det skyldes ikke mindst, at indholdet i Ahmed Akkaris, Yahya Hassans og andres skriverier til syvende og sidst er en ætsende og sylespids kritik, rettet mod hjertet af en kultur, som specielt Politikken har ageret metaforisk målmand for i snart 20 år.

Umynddiggørelse af modstandere

Når Lasse Ellegaard og andre beskriver folk som Yahya Hassan som ”sandhedsvidne for DF” eller ”offer for mentale lommetyve” viser de, at logikken ikke har rykket sig meget siden 00'erne. Fritænkende kritikere af ghettokultur eller religiøs afstumpethed udstilles som slaver for partier og strømninger. Da digtsamlingen ’Yahya Hassan’ udkom handlede en stor del af diskussionen på venstrefløjen om, hvilke partier og politiske positioner der angiveligt ville få gavn af den. Meget lidt handlede om substansen i Hassans ord. Et hav af formynderiske kommentarer som ”Hassan er jo ikke debattør, men poet”, forsøgte at undergrave hans rolle som kritiker og fjerne opmærksomheden fra hans politiske udtalelser og interviews. Som Yahya Hassan selv sagde det for nylig i Deadline 2. sektion: ”Jeg tror ikke mig og Pia Kjærsgaard har andet til fælles end at vi deler livvagter en gang i mellem.”

Den umyndiggørelse, der finder sted, når man tilskriver religionskritikere et tilhørsforhold til Dansk Folkeparti, er et spejlbillede af argumenter man finder hos f.eks. Lars Hedegaards ekstremistiske højre. Hvor man der er ”skyldig”, blot man er muslim, er man i den omvendte logik problematisk, blot ens argumenter kan tvistes og udnyttes af Dansk Folkeparti.

Muhammed-krisens skamfulde efterspil

Da tågerne fra Muhammed-krisen lettede og folk som Akkari begyndte at tegne et klarere billede af begivenhederne, blev Tøger Seidenfaden og vi, der fulgte ham, gjort ubønhørligt til skamme. Vi forsvarede det uforsvarlige. Vi holdt hånden over mennesker, der var antidemokratiske og aktivt modarbejdede Danmark. Når man i dag ser gamle videoklip af Svend Auken, der i Folketinget forsøger at holde Anders Fogh personligt til ansvar for det røre, som tegningerne skabte i Mellemøsten, får man kvalme. Dette var ikke venstrefløjens stolteste stund.

I 20 år har Socialdemokratiet og andre venstreorienterede partier svigtet unge i indvandrermiljøer i et ellers velmenende forsøg på at vise hensyn. I dag lever vi med konsekvenserne af den integrationspolitik, der blev resultatet. Unge indvandrere har nu f.eks. større tilbøjelighed til at begå kriminalitet, selv efter man korrigerer for sociale og økonomiske omstændigheder. Alt sammen blandt andet, fordi vi led af berøringsangst, da vi skulle have taget hånd om problemerne. I stedet overlod vi løsningerne til højrefløjen, som på forudsigelig vis fejlede totalt, og gjorde ondt værre.

Det er sindssygt vigtigt, at både medierne og venstrefløjen diskuterer fortællinger om minoriteter og religion over et bredt spektrum. Både når fortællingerne handler om diskrimination og når de handler om kritik af traditionalistisk kultur og social kontrol i islam. Vi må ikke fortsætte det svigt, som vi endelig er begyndt at slippe. Venstrefløjens kritiske tradition lider døden, hvis vi ignorerer problemer i ekstremistiske og konservative miljøer, fordi de er sammensat af minoriteter. Resultatet af fortsatte fejltrin på dette område kan blive en ny overladelse af centrale problemstillinger til højrefløjens løsningsmodeller. Det vil være fatalt.

Alt skal kunne underkastes kritik – også islam.