Gronemanns Valgguide

Den skandinaviske velfærdsstat er den bedste, mest retfærdige og mest solidariske samfundsmodel man i dag kan basere sin nation på. I en valgkamp bør denne models præservation være det vigtigste for enhver, som har et oprigtigt ønske om at hjælpe arbejdere og socialt udsatte i Danmark. Den ubestridt største trussel for modellen – og dermed for Danmark – er globaliseringen og det støt voksende pres, som international konkurrence udgør. Følgende er min guide til, hvad du skal stemme til valget, baseret på hvert partis evne til at håndtere denne trussel. Guiden bruger udelukkelsesmetoden til at identificere det parti, der både anerkender problemet og forsøger at løse det.

Problemet består af, at andre lande i dag kan udfordre vores levevis, alene ved at tilbyde deres arbejdsstyrke mere uretfærdige vilkår, end vi selv gør. De kan tvinge forholdene for vores arbejdere i knæ med social dumping. De kan presse os til at arbejde længere og for en lavere løn, ved at sænke deres egne standarder. De kan få os til at skære ned på overførselsindkomster og service-niveauet i det offentlige, fordi vores konkurrencedygtighed ellers kan blive ødelagt af, at vi har større udgifter i krisetider. Danmark er således fanget mellem ’a rock and a hard place’: hvis vi imødekommer den globale kapitalisme, afmonterer vi velfærdsstaten nu. Hvis vi ikke imødekommer den, afmonterer vi velfærdsstaten på sigt.

Derfor kan vi ikke stemme på hverken Venstre, De Konservative, eller Liberal Alliance. Der er ikke ét parti på højrefløjen, som ikke hylder globaliseringen og den skærpede internationale konkurrence. Højrefløjen ser disse fænomener som deres endelige chance til at neddrosle en solidarisk stat, som de aldrig har kunnet fordrage. Det gælder også for Dansk Folkeparti, der som folketingets mest løgnagtige parti igennem 15 år, har talt sig op som beskytter af velfærdsstaten, mens de langsomt har forsøgt at splitte den ad til atomer.

Så er der Det Radikale Venstre. Al den grådige kapitalisme og manglende medfølelse for den lavere del af middelklassen, som vi kender fra højrefløjen, men pakket ind i vat og lyserøde smil. Not an option.

Socialdemokratiet anerkender som det første parti her i indlægget, hvad udfordringen består i. Hvis man ellers har kunnet slukke for sit had til Bjarne Corydon i fem minutter, for at slå lyttebøfferne ud, har man måske bemærket, at hver gang han snakker om 'konkurrencestaten’, har budskabet været, at vi bliver nødt til at formulere en løsning på globaliseringens præmisser, for at redde velfærdsstaten. Det er dog samtidig Socialdemokratiets største problem. Partiets eneste svar på kapitalismens stigende pres på velfærdsstaten, er at fodre ulven med den mad, vi ellers skulle leve af, for at undgå at vi selv bliver ædt. Socialdemokratiet køber os tid, og kan måske på sigt modificere velfærdsstaten, så den er mere robust overfor globaliseringen. Desværre lader de ikke til at have en endegyldig løsning på problemet.

Next up er Enhedslisten og Alternativet. De ville få min stemme, hvis deres vilje og hensigt var det eneste vi debatterede. Her er to partier, der til fulde nikker genkendende til min parole om, at den globale kapitalismes imparativ er den største udfordring for velfærdsstaten. Begge partier har desværre det til fælles, at de ønsker at lade som ingenting. Lade som om at alt, hvad der står i økonomibøgerne, er lodrette løgne. Lade som om, at den udfordring, som vi alle er enige om findes, ikke findes alligevel. Ø og Ås bedste løsning på århundredets største trussel mod velfærdsstaten, er at lukke øjnene og håbe på, at hvis man bare øger ligheden og statens størrelse, så forsvinder konkurrencestatens klamme hånd af sig selv.

SF kunne have været svaret. De kunne have været det nye arbejderparti, som formulerede en venstreorienteret løsning på det moderne samfunds problemer. Desværre imploderede de i selvretfærdig harme og er nu mest af alt optagede af at samle stumperne op. Det er et decideret gamble at satse på, at den nye mutter i partiet kan genopbygge det gloværdige projekt, som Villy Søvndal og Astrid Krag forsøgte at cementere. Der er stadig gode kræfter i partiet, de er bare ikke toneangivende.

Derfor er Socialdemokratiet dit parti, hvis du som mig mener, at præservationen af velfærdsstaten, i en verden truet af stigende international konkurrence og globalisering, er det vigtigste valgemne. De tilbyder ingen endegyldig løsning, men er det parti, der mest konsekvent og ansvarsbevidst skubber imod udviklingen. Den tid, som de køber, bør venstrefløjen bruge til at formulere et troværdigt alternativ til den globale kapitalismes tvangsreduktion af arbejderens rettigheder.

Hvis det alternativ kommer – hvis en kreativ og visionær tænker formulerer en solidarisk samfundsidé, som både anerkender det globale pres og formår at bekæmpe det – så er jeg med. Indtil da stemmer jeg højst sandsynligt på den unge amarkaner Peter Hummelgaard Thomsen. Boede jeg på Vestegnen sad mit kryds dog ved mureren Mattias Tesfaye. Han er uden sammenligning den bedste kandidat, der stiller op til dette folketingsvalg.

Derfor vil jeg nu køre til Brøndby og hænge Mattias op. God valgkamp.

NB.

Er du enig i nogle af disse betragtninger, men kan ikke bringe dig selv til at stemme på de onde Goldman Sachs-allierede i Socialdemokratiet, har jeg følgende forslag:

Leif Donbæk (SF): Leif er tidligere HK’er og læser i dag jura. Han har alle forudsætninger for at forstå arbejderkampen og manøvrere i det politiske system. Han er pragmatisk, han har politisk indsigt, og han ved, hvilke udfordringer, velfærdsstaten står ansigt til ansigt med.

Halime Oguz (SF): Er du træt af højrefløjens deciderede had til folk af anden etnisk herkomst, men utilfreds med venstrefløjens blødsødenhed? Halime snakker hverken om luftig identitetspolitik eller svinger pisken. Hun vil tage konkret fat i de problemer, som truer med at køre en stigende del af de unge indvandrere ud på samfundets sidespor.

Lise Müller (SF): Når hun ikke har kittel på og tager sig af vores syge, arbejder Lise benhårdt for et solidarisk sundhedssystem i Region Hovedstaden. En politiker af den gamle skole, som besidder den perfekte kombination af arbejdsgejst, tålmodigheden til at lytte til fagpersoner, og selvstændigheden til at træffe de rigtige beslutninger.

Pelle Dragsted (Ø): Pelle er en ukuelig pragmatiker og en knivskarp politisk analytiker. Han er først og fremmest interesseret i at skabe et mere lige samfund, med de midler, som det kræver. Det har vi skrevet om sammen før. Pelle har læst de økonomiske rapporter og han har forstået budskabet. Derfor angriber han højrefløjen mere effektivt end tusinde te-drikkere fra bagerste række i kommunist-klubben kunne gøre det.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Bibloteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.