Borgerløn er vanetænkning – reel valgfrihed kan udvikle velfærdssamfundet

Gæsteblog: Jeg synes, min gode partikollega Laila Lauridsen har nogle spændende perspektiver på debatten om borgerløn, og har derfor givet hende muligheden for at låne min blog.
God læselyst!

--

Af Laila Lauridsen, folketingskandidat for SF i Aarhus

Information gik 2. maj ind i den spændende borgerlønsdiskussion, med en leder, der beskylder vanetænkning for at stå i vejen for forslaget om borgerløn eller på nudansk en ubetinget basisindkomst. Desværre havde information ikke plads til at bringe mit svar til deres leder, så tak til Carl Valentin, for at stille hans blog til rådighed.

Jeg skriver at det er en spændende debat, ikke fordi den er ny, men fordi den helt grundlæggende handler om, hvad det er for nogle forventninger vi har til hinanden og til samfundet. Information mener, det er vanetænkning, der står i vejen for borgerløn. Men at affeje uenighed om politik med en påstand om manglende nytænkning er for nemt, og at foreslå borgerløn som løsningen på diverse problemer er nærmest blevet en vane, hvis man må være lidt provokerende. Lad os i stedet tage en ordentlig debat om, hvordan vi skaber de bedste muligheder for folk, der har mistet jobbet.

Jeg forstår virkelig grundene til at ønske borgerløn. Et beskæftigelsessystem fyldt med bureaukrati, en sagsbehandling der fratager den arbejdssøgende initiativet og en generel mistro til mennesker, der har været så uheldige at blive arbejdsløse. Der er al mulig grund til at begynde forfra og skabe en ny beskæftigelsesindsats for mennesker i stedet for det nuværende beskæftigelsessystem for bureaukrater.

Men i stedet for den nemme (om end dyre) løsning med at give alle borgere en ens basisindkomst og så lade det være op til den enkelte, hvad man gør, hvis man bliver ufrivilligt arbejdsløs, mener jeg, at vi som borgere har ret til at få hjælp, ikke blot til overlevelse, men også til at komme videre. Jeg mener også, at vi som borgere bør stille krav til hinanden, om at alle er med til at få samfundets hjul til at løbe rundt. Nej, lønarbejde er ikke det eneste værdifulde, men lønarbejde er typisk det, der skaber den slags værdi, som kan omsættes til pædagoger i børnehaverne og SOSU’er i ældreplejen. Derfor skal vi stille krav om, at man forsøger at finde et arbejde, hvis man kan arbejde.

Beskæftigelsessystemet i dag leverer dog ikke den hjælp vi kan forvente. Hjælpen til at komme videre med ens eget liv. I stedet for en umyndiggørende one size fits all-model skal vi have skabt reel valgfrihed i beskæftigelsesindsatsen. Ligesom SF i København har sikret at ældre selv kan vælge, hvilken type hjælp de har brug for – en gåtur, en tøjvask, et bad eller noget helt andet, skal vi give de arbejdssøgende friheden tilbage. Vi skal have en palet af muligheder, den arbejdsløse kan vælge imellem, fordi vi ved at det er mennesket selv, der bedst ved hvordan man kommer videre. CV-tjek og jobsøgning, uddannelse – også mere end et par uger, afvænning, praktik, psykologhjælp ved psykisk sygdom eller en check på 50.000 kr. til at lave sit eget beskæftigelsesprojekt, som vi i Aarhus laver forsøg med, kan være nogle valgmuligheder.

Borgerløn er ligeledes en one size fits all-model. Men mennesker er forskellige og har brug for forskellige former for hjælp. Breder vi fokus ud fra de arbejdssøgende til at omhandle alle, der i dag modtager en overførselsindkomst bliver dette endnu tydeligere og det bliver også tydeligt at mængden af hjælp, der er behov for er forskellig – både i kroner og øre og i menneskelige ressourcer. En langtidssyg mor har selvfølgelig brug for en anden og pengemæssigt større hjælp end en studerende på kollegium uden børn.

Men tilbage til beskæftigelsessystemet som borgerlønsdebatten i dag ofte centrerer sig om. Jeg deler til fulde målet fra de, der ønsker at indføre borgerløn for at udrydde fattigdom. Men fattigdom handler ikke kun om økonomi, det handler også om manglende muligheder for at skabe det liv man drømmer om. En ordentlig beskæftigelsesindsats skal både sørge for en indkomst man kan leve af og reelle valgmuligheder i den hjælp man kan få, for at komme tilbage i job. Jeg er ikke i tvivl om, at nogle arbejdssøgende ville klare sig bedre med en borgerlønsmodel end med den nuværende model, men jeg frygter at andre vil blive tabt, fordi de har brug for en hjælpende hånd videre. Vi skal droppe troen på, at vi kan lave én model, der passer til alle, hvad enten den så hedder borgerløn eller mistro, bureaukrati og kontrol som i dag. I stedet skal vi sikre muligheder og frihed for den enkelte gennem en palet af modeller i beskæftigelsesindsatsen.

Af Laila Lauridsen, folketingskandidat for SF i Aarhus