Andre menneskers penge?

Højrefløjen har for tiden travlt med at snige et udtryk ind i den danske debat. Gang på gang hører man velbetalte slipsedrenge på TV bruge udtrykket, at arbejdssøgende lever af ”andre menneskers penge.”

At bruge sproget så aktivt i sin kommunikation, som højrefløjen ofte gør, er effektivt og bestemt ikke forbudt, men udtrykket her er ikke bare nedladende – det er en usaglig fordrejning af virkeligheden.

For er arbejdssøgende virkelig betalt af andre menneskers penge?

Det korte svar er nej. For var det andre menneskers penge, de arbejdssøgende levede af, ville de ryge i spjældet. Det er deres penge, som de retmæssigt modtager efter gældende regler. Regler som vores demokrati og folkevalgte politikere har stillet op. Medmindre man er af den overbevisning, at al skatteopkrævning er tyveri, eller at vores demokrati er illegitimt, så holder argumentet altså ikke. Ville Søren Pape også påstå, at politiet og forsvaret drives af ‘andre menneskers penge’? Næppe.

Men da højrefløjen forhåbentlig ikke bevidst anklager arbejdssøgende for at stjæle, må vi gå mere i dybden med udtrykket og spørge os selv: Når kontanthjælp eller dagpenge tikker ind på kontoen, er det så penge, som ”andre” har spyttet i kassen?

Igen er det korte svar nej. Det er en både forsimplet og forfejlet skildring af virkeligheden. Som mennesker lever vi alle med undtagelse af ganske få et liv, hvor vi i nogle perioder bidrager til fællesskabet og i andre perioder trækker på det. Når vi uddanner os, trækker vi på fællesskabet, hvis vi bliver syge, trækker vi på fællesskabet, når vi bliver gamle, trækker vi på fællesskabet, og hvis vi mister jobbet, ja, så trækker vi også på fællesskabet.

Men derimellem er heldigvis arbejde og skattebidrag, og for langt størstedelen af de arbejdssøgende er det heldigvis en midlertidig tilstand. Man lever således ikke bare af ”andre menneskers penge” - man får igen fra det fællesskab, man også selv har bidraget til, arbejdet for og postet penge i – evt. også gennem et A-kasse-medlemskab.

I det hele taget er udtrykket usympatisk, fordi det går lige ind og trykker der, hvor det gør allermest ondt, når man har svært ved at finde job. Man føler sig utilstrækkelig og som en byrde for samfundet snarere end en uudnyttet ressource. Det er trist, for man skal ikke skamme sig over at være ledig. Ledighed er et samfundsproblem, som vi bør tage hånd om, for uanset, hvor meget de arbejdssøgende piskes og tales ned til, er det et faktum, at der pt. ikke er job nok til alle.

Indlægget er tidligere blevet bragt i Fyens Stiftstidende