Om fedtegrever, tomme køleskabe og ”Stem-ikke”-bevægelsen

Gæsteblog af Peter Saxtrup Nielsen

Søren Mau og Esben Bøegh Sørensen har ved dette valg gjort deres til at bryde filosoffernes forbandelse og vise at kritisk vid kan forandre samfundet. Desværre ser det ud til at dette forsøg er en gentagelse som tragedie og ikke det mindste morsomt.

Omkring 2009 dannedes Nihilistisk Folkeparti, der delte fedtegrever og bitter ud, lavede provokerende materiale, udfordrede absurditeten og afviste altings værd. Ser man på talspersonerne for det, nu inaktive/afviklede, nihilistiske folkeparti, så har flere af dem formået at bryde gennem mediebilledet med deres sælsomme og muntre kritik af valgets og livets paradoks. Hos Mau og Sørensen findes der kun munterhed for den, der klukker af kække Marx-omskrivninger og måløst oprør.

Den centrale tese lader til at være, at sofavælgeren er den rationelle proletar. En person uden økonomisk og politisk magt, der er tvunget til at sælge sig for at eksistere, men som ikke tillades at påvirke de grundlæggende vilkår omkring sin tilværelse. For denne person er den rationelle handling at nære mistro til det politiske system, undlade at stemme og organisere sig i sit nærmiljø med andre mennesker. Hvilken organisering må blæse i vinden, for som de sande altruister de er, lader Mau og Sørensen være med at anbefale at man gør noget andet end ikke at stemme. Dem der er enige skal bare begynde at udvikle alternativer.

Der mangler perspektiv her. I modsætning til Marx, hvor der altid kan ses en position i samfundet, antages en synspunkt uden for verden, der peger på det forfærdelige ved vores system. Men denne form for ideologikritik er død. For vi ved det alle sammen godt!
Politik i den gængse forståelse at der sker udvikling gennem forskellige samfundsklassers konkurrence på den parlamentariske scene er blevet erstattet med et gøglermarked hvor politiske holdninger promoveres som spotvarerne i supermarkedet – altid til salg, aldrig det samme. 

Men dette standpunkt kan ikke mødes ved at forlade gøglermarkedet. I de lande, hvor stemmeprocenten er lavere end i Danmark har højrefløjen og apatien i langt højre grad fat med enorme sociale konsekvenser. I de lande har storkapital og mægtige cirkler frie hænder til at skalte og valte med landets ressourcer. Også i Danmark ville det, at venstreorienterede – for det er jo dem Mau og Sørensen adresserer – forlod valghandlingen have enorme konsekvenser for hele den danske arbejderklasse og alle undertrykte grupper. Der er intet behov for at gå i detaljer.

Den danske stat er et repræsentativt demokrati – det er ikke en demokratisk repræsentation. Derfor vil staten fint fungere med en mindre mængde stemmer. Var det sådan at Mau og Sørensen havde ret i deres antagelser ville dette end ikke ændre noget, da politikerne jo alligevel gør det samme. Men der er nok alligevel grund til at tro, at staten ville fungere fint uden de herrers deltagelse og at deres fjender ville udnytte den larmende passivitet til at indskrænke mulighederne for den slags organisering som Mau og Sørensen mener at nogle andre skal tage sig af en anden gang.

Men spøgelset går jo gennem Europa. Det er jo EU-parlamentet, der beviser pointen om, at anerkendelse af en udemokratisk struktur berøver parlamentet legitimitet. Mens dette er sandt, så har dette primært bevirket, at EU er blevet meget lettere at manipulere for lobbyister og teknokrater. Heldigvis viser der sig sprækker i denne kæde. I Grækenland er det efter mange års mobiliseringer lykkedes for SYRIZA at vinde majoritetsopbakning bag deres kamp mod EU-systemet, spørgsmålet er ikke endeligt afgjort. I Spanien har Podemos netop bevist, at der en mulig overgang fra sociale bevægelser til parti og har – i en særligt spansk situation vist, at der er mulighed for en ny type konvergenser af bevægelse, partier og magten over de politiske institutioner. Også i Irland rumler det på gulvet. I Tyrkiet har kurdernes brave kampe mod ISIS og de sociale bevægelser, der er opstået i kampene mod Erdogan bevirket at HDP er blevet valgt ind for første gang.

Den internationale udvikling tyder på, at det ikke er det aktive apatiske valg, der går som et spøgelse gennem Europa. Det 21. århundrede har allerede været vidne til nogle af de største protester i menneskehedens historie. Skalaen for masseaktioner er vokset eksplosivt. Men disse masseaktioner har opnået uforståeligt lidt. I Latinamerika og nu i Europa er disse massebevægelser begyndt at antage en parlamentarisk politisk form, til dels som eksisterende venstrefløjspartier i forandring, til dels som nye initiativer på baggrund af bevægelsernes udtryk og form. Denne forandring skaber en akkumulation af kræfter, der på ny åbner mulighederne for politisk og revolutionær diskussion omend rammerne i alle de specifikke tilfælde er meget snævre og udfordrende.

Derfor er det også et kuriosum at Mau og Sørensen netop nu sætter ud på denne kampagne mod parlamentarismen. I det øjeblik, hvor beviserne begynder at hobe sig op for, at en reorganisering, og -vitalisering, af den europæiske venstrefløj kan lade sig gøre, så stikker de halen mellem benene. Men hov vent, med marxistisk præcision gør de det jo klart, at der er tale om at lade være med at stemme ved dette valg – lade være i den danske situation – lade være med at stemme på Enhedslisten? Hvis der ikke er tale om en åbenlyst obligatorisk afsværgelse, så er der jo bare tale om en kampagne mod Enhedslisten. 

Der er ét parti, der søger at repræsentere den danske arbejderklasse og de undertrykte grupper i Danmark – det er Enhedslisten. Hvis Enhedslisten klarede sig godt ved det danske valg ville vi skrive os ind i den europæiske udvikling af en ny venstrefløj. Vi ville kunne bruge fremgangen til at styrke en fælles kamp for et Europa for folket og ikke for pengene og alt det der. Men det er jo de europæiske sofavælgere Mau og Sørensen repræsenterer, så selv dette perspektiv er der ikke meget fremtid i. Kampagnen føres mig bekendt ikke i de borgerlige medier. Nok har man fået spalteplads i et par aviser, men mest for at gøre spindoktorer opmærksomme på nyttige idioter og dels for at promovere enhver svækkelse af den yderste venstrefløjs tilstedeværelse i parlamentet. Kampagen kan heller ej være rettet mod SF, da deres vælgere synes intenst overbeviste om SF's rolle i Folketinget. Derfor er kampagnens hovedfokus at forsøge at overbevise folk, der kunne tænkes at stemme på Enhedslisten, og måske Alternativet, om at de hellere skal lade være.

Kritikken af Enhedslisten lader til at være, at Danmark har negativ parlamentarisme. Enten har Mau og Sørensen set for mange politikserier eller også er de blevet forvirrede af journalister. Regeringen skal kun gå af, hvis der er et flertal imod den – den skal ikke have et flertal for sig. Derfor er Enhedslisten egentlig ikke regeringens støtteparti. At skulle vælte regeringen ville kræve, at man sammen med DF, Venstre, Konservative og Liberal Alliance forfattede en enighed, der ville bringe regeringen til fald. At et sådant punkt netop var ved at opstå (Corydons skjulte dokumenter i DONG-sagen) da valget blev udskrevet maner til eftertanke.

Der er rigeligt man kan kritisere Enhedslisten for, men det har højst sandsynligt ikke været muligt at stille regeringen i mindretal på et progressivt forslag én eneste gang. Men mens Mau og Sørensen erkender at det handler om al anden organisering end den i Folketinget, så anerkender de ikke, at dem der har kritiseret det, de kalder regeringens klassekamp fra oven, er Enhedslisten. De anerkender heller ikke, at Enhedslisten er brudt igennem den organisatoriske mur og giver stemme til folk i hele landet. I afmagt over, at deres bevægelse ikke blev raison d'être for en samlet dansk venstrefløj råber de til de aktive: Smid det på gulvet, det virker ikke!

Opbyggelse af redskaber til forandring af verden er ikke en nem udfordring. At skabe en protest over et system, man må deltage i for ikke at blive spist er en skizofren tilværelse. Derfor er der brug for konstruktive forsøg på at analysere sammensmeltningen af bevægelse og parti, de indflydelser som bevægelser kan have på politiske partier og hvordan dette kan ændre den politiske dagsorden fra det parlamentariske til det folkelige. Denne diskussion må tages med et langt bredere udsnit af befolkningen end den, der udgøres af den traditionelle venstrefløj, men det formår eller ønsker Mau og Sørensen jo ikke. Enhedslisten har til gengæld vist sig at være et redskab, som kan danne grundstenene for en sådan bevægelse – særligt i et samspil med andre europæiske aktører. 

Arbejderbevægelsen er nemlig ikke død! Selv i det mest forstenede fagforeningssystem, så vil arbejdskraftens salg på et frit og anonymt marked føre til at de som sælger arbejdskraft organiserer sig og forener deres interesser. Det sker i form af små virksomheder, af fællesskaber, af sportsklubber og i form af faglig organisering på den enkelte arbejdsplads. Selv så enorme historiske tilbageskridt som dem, der blev resulatet af det 20. århundrede er ikke nok til at knække det objektive forhold, at der er fælles interesser at organiseres om. Derfor ville der heller intet være til hinder for allerede nu at igangsætte aktiviteter, der tilbød reelle alternativer til parlamentarismen. Argumentet om at negationen skal komme før den positive selvforståelse er misforstået. Det er naturligvis den primære erfaring, hvis ens politiske aktivitet først og fremmest har været at lave en protestaktion, men den løber hurtigt tør for damp. Politisk forandring skabes ved at organisere en anden praksis at være menneske omkring. Denne praksis opstår ikke fordi man fornægter en anden praksis, ligesom rosen ikke får sine torne, af ikke at være valmue.

At skabe denne praksis ville være et godt, mobiliserende og potentielt forandrende projekt, det er en af Enhedslistens strategiske hovedopgaver. Det må ske i forståelse for at folk godt forstår at systemet er problematisk – at det ikke indeholder sandheden. Men systemet indeholder nydelse, monotoni, hverdagens glæder. Derfor må et systemisk brud påtage sig en kritisk, der tilbyder en ny glæde, der muntert udstiller galleriet og i nye former indrager folk i dansen om deres liv. Tilbagetrækningen fra dette systems nydelser er en tilbagetrækning ikke til sandheden men til det negative af en ikke-sandhed. Det er den samme glæde, som kan opnås ved at gå en tur i supermarkedet og undlade at handle. Til at begynde med er det befriende at komme væk, men når spisetiden oprinder bliver man nok ked af at køleskabet er tomt.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen - herunder indlæg om Anti-parlamentarisme og valg-deltagelse-debatten på Modkraft (og i bøger).