Hvis vi meningsfuldt skal tale om ”bølger” af feminisme må der være tale om bevægelser i en eller anden form hvor mennesker organiserer sig sammen og kæmper. Hvis en sådan bevægelse meningsfuldt skal kunne sammenlignes med førstebølge feminismen i 1870-1930 og anden bølge feminismen i 60’erne og 70’erne, så må der kunne peges på en international massebevægelse af et omfang der matcher disse to ”bølger”. Selvom der er foregået spændende og udviklende diskussioner indenfor den akademiske verden siden anden bølge feminismen og selvom der har været kredse af aktivister der har taget disse diskussioner ind i deres arbejde, så er det ikke desto mindre en udvanding af begrebet ”feministisk bølge”, hvis man sammenligner disse debatter og aktiviteter med de internationale massebevægelser som fandt sted under første og anden bølge feminismen.
I dag er der til gengæld god grund til at tro at en virkelig tredje bølge af feminisme er på vej. De kombinerede kriser som vor tids imperialistiske kapitalisme står overfor, rammer kvinder og LGBT hårdere end nogen andre. Det gælder både den økonomiske krise, den demokratiske krise og den økologiske krise. Det gælder også den imperialistiske krigspolitik, racismen og de nykonservative eller direkte nyfascistiske partier og bevægelser.
Vi ser allerede hvordan kvinder og LGBT spiller en central rolle i alle de vigtige bevægelser på globalt plan. Både når det gælder klima- og miljøbevægelsen i det globale syd der ofte er kombineret med kampen for oprindelige folks rettigheder, når det gælder antiracistiske bevægelser som f.eks. den amerikanske Black Lifes Matter bevægelse, når det gælder flygtningesolidaritetsbevægelsen i Europa, når det gælder de bevægelser der blev kaldt det arabiske forår og de progressive kræfter der stadig kæmper i Mellemøsten, herunder f.eks. den kurdiske frihedskamp, og også når det gælder kampene for at forsvare velfærdsgoder herunder uddannelse og sundhed, ligesom kampene på arbejdsmarkedet om løn, arbejdsforhold og arbejdstid mm. Hertil kommer de deciderede feministiske bevægelser der i øjeblikket vokser frem som reaktion på nykonservatismen og angrebene på abortrettigheder i bl.a. Latinamerika og i Øst- og Sydeuropa.
Efterhånden som de kombinerede kriser udvikler sig er der alt mulig grund til at forvente at også modstanden vil vokse. Ud af disse kampe vil der komme en virkelig tredje bølge af feminisme. En bølge der ikke er begrænset til akademiske diskussionsklubber eller snævre aktivistmiljøer af mere eller mindre subkulturel karakter.
Den tredje bølge af feminisme, som er på vej og som indenfor få årtier vil skylle ind over hele verden, har mere end noget andet potentiale til at blive en ledende og drivende kraft i at forandre vores samfund grundlæggende. Alle socialister, antifascister og venstreorienterede af en hver afskygning der virkelig ønsker et opgør med kapitalismen, med klima- og miljøødelæggelser, med racisme og imperialisme osv., bør hilse denne bølge velkommen med den største entusiasme og velvillighed. Vi bør på alle måder agere fødselshjælpere for denne bevægelse og vi må med største kærlighed, omsorg og respekt hjælpe bevægelsen til at få de bedste muligheder for at blomstre og udfylde sit sande potentiale til at forandre vores verden.
Følgende perspektiver bør blive centrale i den kommende tredjebølgefeminisme, ligesom det bør være venstreorienterede feministers fremmeste opgave at sikre at de bliver det:
En gennemførelse af et sådan program vil efter min mening sikre en virkelig feministisk frigørelse, følgelig en frigørelse af alle mennesker. Ingen tvivl om at programmet er radikalt og at vi taler om en revolution her, men det er netop pointen. Ønsker man for alvor et opgør med undertrykkelse på baggrund af køn, er en sådan revolution nødvendig. Heldigvis har flertallet af jordens befolkning en helt åbenlys interesse i at gøre op med undertrykkelse på baggrund af køn og derfor har vi også et godt udgangspunkt for at vinde opbakning til denne revolution.
Det er klart at en kommende tredjebølge feminisme ikke nødvendigvis af sig selv får et så radikalt indhold som det der er fremlagt her. Det vil være op til de mennesker der er med til at opbygge den tredje bølge af feminisme at få disse perspektiver til at blive centrale for bevægelsen. Så meget desto mere grund til at droppe diskussionen om hvorvidt den nye feminisme er identitetspolitik eller ej, og begynde at bevise gennem praksis at den ikke er det.
Derfor: Kære medsøstre, kammerater og queers: Lad os nu bevise gennem handling at vi kan meget mere end at diskutere sprogbrug og identiteter, vi kan nemlig forandre verden!