Der har aldrig været en 3. bølge feminisme – Men den kommer!

Hvis vi meningsfuldt skal tale om ”bølger” af feminisme må der være tale om bevægelser i en eller anden form hvor mennesker organiserer sig sammen og kæmper. Hvis en sådan bevægelse meningsfuldt skal kunne sammenlignes med førstebølge feminismen i 1870-1930 og anden bølge feminismen i 60’erne og 70’erne, så må der kunne peges på en international massebevægelse af et omfang der matcher disse to ”bølger”. Selvom der er foregået spændende og udviklende diskussioner indenfor den akademiske verden siden anden bølge feminismen og selvom der har været kredse af aktivister der har taget disse diskussioner ind i deres arbejde, så er det ikke desto mindre en udvanding af begrebet ”feministisk bølge”, hvis man sammenligner disse debatter og aktiviteter med de internationale massebevægelser som fandt sted under første og anden bølge feminismen.

I dag er der til gengæld god grund til at tro at en virkelig tredje bølge af feminisme er på vej. De kombinerede kriser som vor tids imperialistiske kapitalisme står overfor, rammer kvinder og LGBT hårdere end nogen andre. Det gælder både den økonomiske krise, den demokratiske krise og den økologiske krise. Det gælder også den imperialistiske krigspolitik, racismen og de nykonservative eller direkte nyfascistiske partier og bevægelser.

Vi ser allerede hvordan kvinder og LGBT spiller en central rolle i alle de vigtige bevægelser på globalt plan. Både når det gælder klima- og miljøbevægelsen i det globale syd der ofte er kombineret med kampen for oprindelige folks rettigheder, når det gælder antiracistiske bevægelser som f.eks. den amerikanske Black Lifes Matter bevægelse, når det gælder flygtningesolidaritetsbevægelsen i Europa, når det gælder de bevægelser der blev kaldt det arabiske forår og de progressive kræfter der stadig kæmper i Mellemøsten, herunder f.eks. den kurdiske frihedskamp, og også når det gælder kampene for at forsvare velfærdsgoder herunder uddannelse og sundhed, ligesom kampene på arbejdsmarkedet om løn, arbejdsforhold og arbejdstid mm. Hertil kommer de deciderede feministiske bevægelser der i øjeblikket vokser frem som reaktion på nykonservatismen og angrebene på abortrettigheder i bl.a. Latinamerika og i Øst- og Sydeuropa.

Efterhånden som de kombinerede kriser udvikler sig er der alt mulig grund til at forvente at også modstanden vil vokse. Ud af disse kampe vil der komme en virkelig tredje bølge af feminisme. En bølge der ikke er begrænset til akademiske diskussionsklubber eller snævre aktivistmiljøer af mere eller mindre subkulturel karakter.

Den tredje bølge af feminisme, som er på vej og som indenfor få årtier vil skylle ind over hele verden, har mere end noget andet potentiale til at blive en ledende og drivende kraft i at forandre vores samfund grundlæggende. Alle socialister, antifascister og venstreorienterede af en hver afskygning der virkelig ønsker et opgør med kapitalismen, med klima- og miljøødelæggelser, med racisme og imperialisme osv., bør hilse denne bølge velkommen med den største entusiasme og velvillighed. Vi bør på alle måder agere fødselshjælpere for denne bevægelse og vi må med største kærlighed, omsorg og respekt hjælpe bevægelsen til at få de bedste muligheder for at blomstre og udfylde sit sande potentiale til at forandre vores verden.

Følgende perspektiver bør blive centrale i den kommende tredjebølgefeminisme, ligesom det bør være venstreorienterede feministers fremmeste opgave at sikre at de bliver det:

1. Teknologien skal understøtte menneskers maksimale kontrol over egen krop og reproduktion og sikre total frigørelse af seksualiteten fra reproduktionen.
2. Lokal fødevaresuverænitet under demokratisk kontrol, skal sikre lighed, sundhed og bæredygtighed for alle.
3. Kollektive boformer med kollektiv organisering af omsorgsarbejde, herunder også omsorgen for børn, skal have samfundsmæssigt hegemoni.
4. Skellet mellem produktivt og reproduktivt arbejde skal nedbrydes gennem afskaffelse af den private ejendomsret over produktionsmidlerne.
5. Organisering af infrastruktur, herunder både transport og fordeling af forsyninger som energi, vand, varme og øvrige centrale ressourcer, skal underlægges fuld demokratisk kontrol og organiseres ud fra principper om lighed og bæredygtighed.
6. Der skal ske et opgør med kønsrollerne og den heteroseksuelle monogame kærlighedskult, til fordel for en ideologi baseret på fuldstændigt frie seksuelle relationer, og kollektive omsorgs- og kærlighedsidealer.
7. Teknologien, herunder informationsteknologien, skal bruges til at sikre en dramatisk nedsættelse af arbejdstiden, en kønsneutral fordeling af alt samfundsmæssigt nødvendigt arbejde og en total økonomisk ligestilling af alle voksne mennesker.
8.  Skellet mellem det private isolerede ”hjem” og det offentlige rum skal nedbrydes gennem et opgør med den private ejendomsret over jord og boliger, og gennem en nedbrydning af de magtstrukturer der i praksis begrænser de demokratiske frihedsrettigheder så som ytringsfrihed, forsamlingsfrihed og organisationsfrihed for alle.
9. Al våbenproduktion og alle institutioner der har til formål at opdrage mennesker til at adlyde hierarkier og til at anvende vold, herunder al militærtræning, skal afskaffes.
10. Alle mennesker skal have lige ret til at færdes alle steder på kloden og på et hvert geografisk sted skal regler og rettigheder være lige for alle.

En gennemførelse af et sådan program vil efter min mening sikre en virkelig feministisk frigørelse, følgelig en frigørelse af alle mennesker. Ingen tvivl om at programmet er radikalt og at vi taler om en revolution her, men det er netop pointen. Ønsker man for alvor et opgør med undertrykkelse på baggrund af køn, er en sådan revolution nødvendig. Heldigvis har flertallet af jordens befolkning en helt åbenlys interesse i at gøre op med undertrykkelse på baggrund af køn og derfor har vi også et godt udgangspunkt for at vinde opbakning til denne revolution.

Det er klart at en kommende tredjebølge feminisme ikke nødvendigvis af sig selv får et så radikalt indhold som det der er fremlagt her. Det vil være op til de mennesker der er med til at opbygge den tredje bølge af feminisme at få disse perspektiver til at blive centrale for bevægelsen. Så meget desto mere grund til at droppe diskussionen om hvorvidt den nye feminisme er identitetspolitik eller ej, og begynde at bevise gennem praksis at den ikke er det.

Derfor: Kære medsøstre, kammerater og queers: Lad os nu bevise gennem handling at vi kan meget mere end at diskutere sprogbrug og identiteter, vi kan nemlig forandre verden!