Annonce
Alternativet til EU
I debatten om Brexit, og i det hele taget om EU, opstilles modsætningsforholdet alt for ofte som ”nationalt fællesskab” overfor ”europæisk fællesskab”. Denne fremstilling har alle dage været en løgn. Der eksisterer intet interessefællesskab i nationalstaten, ligesom der heller ikke eksisterer et interessefællesskab i Europa. På såvel nationalt som europæisk plan findes der interessekonflikt mellem klasser.
En anden typisk fortælling er at EU er et neutralt system hvor man, afhængig af det politiske flertal (styrkeforhold mellem klasser) kan gennemføre en hvilken som helst politik igennem EU's institutioner. Dette er også løgn. Det kan vi læse ud af traktaterne der helt entydigt bygger på en nyliberal politisk dagsorden. Vi kan se det i EU's udemokratiske opbygning. Og vi kan konstatere det i praksis gennem den politik som EU (og Troikaen) fører.
Hvilken klasses organisering?
Hvad er EU så? EU er det forenede europæiske borgerskabs institutioner. Europa med EU er således en situation hvor det europæiske borgerskab er forenet, mens den europæiske arbejderklasse er splittet.
Hvad er så alternativet til EU? Som socialister må det alternativ vi arbejder for naturligvis være den modsatte situation. Det vil sige et Europa hvor den forenede europæiske arbejderklasse står overfor et splittet europæisk borgerskab.
Hvad vil det sige i praksis? For det første skal EU smadres, fordi man herved frarøver borgerskabet de institutioner som forener dem og hvorigennem de forhandler og gennemtvinger deres fælles vilje. Formålet med dette er at splitte og dermed svække det europæiske borgerskab.
For det andet må arbejderklassen i Europa forenes. Det vil sige at arbejderklassen må opbygge sine egne institutioner, hvorigennem man kan forhandle en fælles vilje og sætte denne vilje igennem overfor det (splittede) europæiske borgerskab.
Sådanne institutioner har intet med EU at gøre og EU kan aldrig reformeres til at blive sådanne institutioner. Vi skal hente inspiration et helt andet sted. F.eks. kan vi lade os inspirere af den tidlige arbejderbevægelse, som i øvrigt i høj grad var funderet i Europa (og USA). Her formåede man at afholde internationale konferencer der koordinerede fælles krav på tværs af grænser. De to mest kendte af disse krav er dels ravet om en 8 timers arbejdsdag, som man vedtog sammen med udråbelsen af 1. maj som international kampdag og dels kravet om stemmeret til kvinder, som man vedtog sammen med udråbelsen af kvindernes internationale kampdag. Historien har vist at det var både muligt og effektivt på den måde at sætte fælles retning for arbejderklassen på tværs af grænser – også selvom kravene konkret måtte tilkæmpes i de enkelte lande og dermed blev ikke blev gennemført samtidig i alle lande. Sejrene i ét land gav derimod håb og inspiration til at kæmpe videre i et andet – for en fælles international dagsorden.
Et mindre kendt eksempel på denne internationale solidaritet i den tidlige arbejderbevægelse, er det forhold at over 1/3 af finansieringen til strejkekasserne i Danmark under storkonflikten i 1899 kom fra udenlandske arbejdere (primært fra Europa). Den såkaldte ”danske model” blev således aldrig tilkæmpet af en isoleret arbejderklasse, men netop af en international solidarisk organisering.
Illusioner og realisme
Måske var det en rimelig forestilling for årtier siden, hvis man som socialist dengang troede på at EU (foreningen af det europæiske borgerskab) ville styrke foreningen af den europæiske arbejderklasse. Men denne forestilling har historien ganske enkelt modbevist. EU har ikke øget solidariteten i den europæiske arbejderklasse - tvært imod! EU har direkte svækket denne solidaritet og skabt grobund for nationalistisk splittelse i arbejderklassen på tværs af grænser, nationaliteter og etniciteter. Derfor må solidaritet og organisering i den europæiske arbejderklasse opbygges i kamp imod EU, i modstrid til EU og som modsvar og alternativ til EU.
Er det naivt, utopisk, ukonkret at forestille sig organisering nedefra som alternativ til EU? Tvært imod! Flygtningesituationen i efteråret 2015 viste tydeligt hvem der er naive og hvem der er realister. Mens EU-tilhængerne påstod at EU kunne/skulle/burde organisere modtagelsen af flygtninge, viste EU tydeligt at de hverken kunne eller ville løfte denne opgave. Heller ikke i Tyskland eller Sverige hvor flygtninge blev indbudt havde staterne vilje til at varetage den konkrete modtagelse. I stedet var det i befolkningernes organisering nedefra og på tværs af grænser at man så en enorm vilje og evne til helt konkret at organisere modtagelsen af flygtninge med alt hvad det indebar af praktisk hjælp, transport, husly, medicin, oversættelse, undervisning osv. osv. Både de enkelte stater og EU angreb denne bevægelse, spændte ben for den, indførte foranstaltninger til at gå imod den! Med aftalen med Tyrkiet cementerede EU sin linje på flygtningespørgsmålet: En brutal linje om udvisning og udelukkelse. Det er således ikke kun nationalismen i de enkelte lande der er brutal overfor flygtningene. Det er absolut i lige så høj grad EU-systemet.
Dermed er det venstrefløjens EU-tilhængere der er de naive fantaster med utopiske ukonkrete forestillinger om at EU kan reformeres til et projekt der kan skabe europæisk solidaritet og varetage internationale udfordringer som klimakrise, flygtningestrømme, social dumping osv. Disse udfordringer kan ikke og vil aldrig blive løftet eller løst af EU (ligesom de øvrigt heller ikke vil blive det af nationalstaterne). De kan kun løses af arbejderklassens internationale organisering.
Enhedslisten er ikke forvirret (men argumenterer uklogt)
Kravet om en folkeafstemning om EU-medlemskab må ikke stå alene. Det skal fremføres sammen med konkrete initiativer til at fremme den europæiske organisering af arbejderklassen. Vi skal vise at dette er muligt og vi skal pege på at det er denne form for organisering som er det solidariske, det internationalistiske og ikke mindst det realistiske alternativ til EU.
Det har skabt forvirring at Enhedslisten foreslår at EU-tilhængerne skal genforhandle Danmarks forhold til EU forud for en folkeafstemning. Denne forvirringen skyldes ikke at Enhedslisten vakler i sin position som modstandere af EU. Det skyldes ikke at Enhedslisten er uafklarede omkring hvorvidt man ønsker dansk udmeldelse. Det skyldes snarere at det er en sær taktik at opfordre EU-tilhængere til at lave en genforhandling som man ikke selv tror på vil bringe noget godt med sig. Vi bør overlade det til dem der tror på en genforhandling at foreslå det selv. Selvfølgelig støtter Enhedslisten en dansk udmeldelse af EU. Men vores fokus bør ikke være kravet om folkeafstemning nu. Vores fokus bør være at deltage i konkrete initiativer for at fremme organisering i den europæiske arbejderklasse og vi skal pege på denne organisering som alternativ til EU, både før, under og efter en afstemning om udmeldelse.
Påstanden om at Enhedslisten står alene på den europæiske venstrefløj i sin linje om EU-modstand, er ganske enkelt forældet. I de seneste år har Troikaens brutalitet, erfaringerne fra Grækenland, flosklerne fra COP21, protesterne i Sydeuropa, Irland og Frankrig, samt nu også Brexit alt sammen skabt en dramatisk forøget EU-modstand på den europæiske venstrefløj (selvom den britiske venstrefløj desværre i høj grad har været en undtagelse). Nye initiativer som f.eks. Plan B er et skridt i retning af fælles europæiske strategier imod EU på den europæiske venstrefløj. Enhedslisten må deltage med fuld kraft i at bringe den europæiske venstrefløj sammen om en strategi der både vil smadre borgerskabets europæiske organisering (EU) og samtidig vil opbygge arbejderklassens europæiske organisering som alternativ til EU. Det haster. Og det er her vi skal lægge fokus. I stedet for at opfordre EU-tilhængerne til at lave genforhandlinger vi ikke tror på, skal vi opfordre venstrefløjen og bevægelserne i Europa til samling og fælles strategi som vi tror på.
Debat
Annonce
