Enhedslisten 25 år: Udvikling eller afvikling?

Om et par dage drager jeg afsted til Enhedslistens 25. Årsmøde. Et kvart århundrede har det eksisteret – Danmarks eneste rigtige socialistiske parti på Christiansborg. Jeg har selv været med næsten halvdelen af vejen.

Jeg meldte mig ind i Enhedslisten i en tid, hvor venstrefløjen var presset. Der var kommet en ny borgerlig regering. Danmark var i krig. Udlændingedebatten var begyndt at få et fascistoidt udtryk og velfærden var truet af privathospitaler og enstrenget beskæftigelsespolitik. Men selvom vi var pressede, var vi skarpe. Knivskarpe. Parolerne og kravene var kompromisløse: ”Mennesker før markedet”, ”plads til alle, der giver plads til alle”, ”for den mindste forbedring og imod den mindste forringelse”.

Jeg kan huske et af de første Årsmøder, jeg deltog i, som foregik i Den Grå Hal på Christiania. Der blev røget fjolletobak i krogene og Frank Aaen præsenterede den store plan for, hvordan vi skulle sætte fokus på de multinationale selskabers skattesvindel. Højdepunktet var øjeblikket, hvor Rune Lund gik på talerstolen og sagde, at målet skulle være, at vi skulle have 10.000 medlemmer inden for de kommende år. Der blev grinet og rystet på hovedet. Der blev ikke sådan rigtig lyttet til Rune, men alligevel tror jeg, at hans tale kom til at få afgørende betydning for Enhedslistens udvikling.

Jeg tror, at folk var skeptiske over Rune Lunds udtalelser dengang af to årsager: For den ene dels vedkommende handlede det om, at de på ingen måde troede på, at det var et realistisk mål. De kunne simpelthen ikke se, hvordan EL skulle gå fra at være et lille parti med en håndfuld folketingsmedlemmer til at blive en massebevægelse på et par år. For den anden dels vedkommende handlede deres hovedrysten om dét fokusskifte, Runes tale var et udtryk for. Fra at have haft fokus på politiske principper og mærkesager, skulle Enhedslisten nu til at have fokus på medlemsstigning, mandater og stemmetal. Det havde vi selvfølgelig også haft tidligere, men politikken og principperne var altid kommet før den folkelige opinion og meningsmålingerne.

Enhedslistens medlemstal har nærmest altid været støt stigende. Men først de seneste par år er de eksploderet, og vi har nu nået Rune Lunds mål og er begyndt at sætte nye mål. Med SFs langsomme død og Socialdemokraternes højreskred er en ny epoke startet: Enhedslisten skal være dét parti i Danmark, der kan favne hele venstrefløjen. Vi skal ikke længere bare stå ovre i hjørnet og være klassens sure dreng. Vi er ikke et protestparti. ”Uenighedslisten” blev vi engang kaldt. ”Ønskelisten” var også et ”kærligt” kælenavn. Vi ønskede os til en bedre verden, men var så urealistiske, at vi ikke kunne forholde os til denne verdens konkrete problemer.

Men hvad har jagten på medlemmer, stemmer og taburetter i Folketinget så betydet for Enhedslistens politik? Det er klart, at vi ikke længere blot er en vagthund, men i en hvis grad også er blevet en magthund. Vi søger indflydelse alle de steder, hvor det er muligt. Vi forhandler. Og en gang imellem går vi også på kompromis. Også med de holdninger og værdier, som tidligere ikke var til diskussion.

Det er f.eks. sket, når vi har været med i finanslovsforlig i denne regeringsperiode. Vi har fået lidt, men har også måtte gå med til nedskæringer og forringelser. Det er sådan set ikke noget nyt. Det har vi også tidligere gjort i kommunerne, hvor vi har indgået budgetforlig på trods af budgetternes indbyggede grønthøster i form af vækstloft og manglende løn- og prisfremskrivning. Det er bare lettere at retfærdiggøre forringelser, når man samtidig kan pege på de konkrete steder, hvor man selv har fået noget.

Derfor fik Dansk Folkeparti så enorm magt og indflydelse på den tidligere borgerlige regerings politik. Eller gjorde de? For hvad fik de i virkeligheden i bytte for at underskrive finanslovsaftalerne? Lidt udlændingestramninger og en grænsebom. Men ingen afgørende fornyelse af regeringens politik. Og hvad har vi fået for at være med i finanslovsforlig? Lidt småtteri hist og her, men ingen nævneværdige brud med nedskæringspolitikken. Ja, måske har vi ikke engang fået noget af større symbolsk betydning. Jeg har i hvert fald flere gange haft svært ved at skulle forklare, hvorfor Enhedslisten skulle være med i finanslovsforligene. Særligt, når det udefra set ligner en børnehave, hvor Socialdemokraterne, SF og de Radikale vil gøre alt for at holde Enhedslisten udenfor, mens Enhedslisten løber efter dem for at få lov til at være med. Og det på trods af, at Henrik Sass Larsen som fødselsdagshilsen til Enhedslisten har sagt, at han ønsker sig for os, at vi når vores naturlige størrelse, nemlig UNDER spærregrænsen!

Jo, ét rigtig godt argument har der været for, at Enhedslisten skal holde hånden over regeringen: Hvis Enhedslisten ikke er med, bliver finansloven lavet med de borgerlige, og det er endnu værre. Eller når bølgerne går rigtig højt: Hvis Enhedslisten ikke bakker op om regeringen, så vælter den og så kommer de borgerlige til magten. Vil I måske have Dansk Folkeparti tilbage på tronen? Vil I, hva’???? På den måde har Dansk Folkeparti indirekte stadig enorm indflydelse på Dansk Politik. Og desværre også på Enhedslistens politik.

Af frygt for at miste indflydelse, at blive smidt ud af forhandlingslokalet og tilbage til skammekrogen, har vi langsomt, men sikkert, rykket os små skridt til højre, og jagten på indflydelse, anerkendelse og gode meningsmålinger har fået os til at agere mere taktisk end politisk. Vi er langsomt kommet til at gå på kompromis med nogle af de grundværdier, der var urokkelige for bare få år siden. Det gælder ved finanslovsforhandlingerne i Folketinget og det gælder i megen af den retorik, som fremtrædende medlemmer bruger, når de presses af spørgsmål omkring revolution, demokrati, ytringsfrihed og mindretalsbeskyttelse. Vi må endelig ikke på nogen måde kunne beskyldes for ikke at bakke 100% op om det borgerlige demokrati.

Men også internt i Enhedslisten, hvor medlemsdemokratiet ikke just er i højsædet, og der er sket et skred i beslutningsprocesserne, hvor mere og mere er blevet lagt over på folketingsgruppen og væk fra medlemmernes indflydelse. Det kan der selvfølgelig være nogle praktiske forklaringer på, da mange beslutninger i dag skal tages hurtigere end nogensinde før og vi kan jo ikke indkalde til medlemsmøder om snart sagt hvad som helst! Nogle gange skal beslutninger tages så hurtigt, at vores politiske linje lægges af det mere eller mindre tilfældige folketingsmedlem, der får en henvendelse fra pressen om en given sag. Det falder ikke altid lige heldigt ud og nogle gange kommer vi til at hoppe i med begge ben, når den borgerlige presse laver et set-up, der skal handles hurtigt på.

Det gælder f.eks. i sagen om de 250 udenlandske arbejdere, der havde hævet dansk børnecheck. Retorikken fra fremtrædende Enhedslistefolk var ikke køn, og har i mine øjne været et tydeligt tegn på, hvor langt til højre, vi er villige til at gå for at få indflydelse. Den politiske højredrejning kom til udtryk ved vores manglende refleksion og perspektivering af sagen i forhold til universelle velfærdsrettigheder (som vi ellers har kæmpet for ved mange andre lejligheder!) og vores manglende solidaritet med og nærmest småborgerlige italesættelse af ”østarbejderne”.

Skredet er i høj grad sket, fordi vi har ønsket at vores parlamentariske position skulle bruges til noget. At vi skulle have indflydelse for mandaterne. Men det har nu ikke afholdt regeringen fra at lave forlig med de borgerlige. Næsten samtlige nedskæringer og forringelser, den nuværende regering har foretaget, er sket sammen med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti. Reform på reform, der har ramt de svageste, syge, arbejdsløs, studerende og andre, der i forvejen var hårdt ramt af 10 års borgerlig nedskæringspolitik. Her fik Enhedslisten ingen indflydelse overhovedet. Vi blev ikke engang inviteret med til forhandlingsbordet! Det vil sige, at hverken en styrket parlamentarisk position, eller en tilpasning af vores politik, har givet os nævneværdig indflydelse.

Hvad kan vi så bruge vores styrkede parlamentariske position, vores øgede medlemstal og vores store og brede opbakning i befolkningen til? Jeg fristes til at sige: Ikke en skid! Det er på tide at indse, at parlamentarisk indflydelse er en illusion, så længe vi ikke har et parlamentarisk flertal, der vil give os den indflydelse! Det er også på tide at indse, at det ikke nytter noget at tilpasse vores politik til flertallet – indflydelsen får vi ikke alligevel. Det eneste, vi opnår, er et langsomt skred i værdier, holdninger, politik og identitet.

Derfor er det på tide, at Enhedslisten finder ud af, hvad er det egentlig vi vil? Hvad for et parti skal vi være? Skal vi blot være ligesom de andre i Folketinget og bruge al vores krudt på det? Skal vi være en vælgerforening, hvor medlemmerne kun inddrages, når der skal uddeles løbesedler? Skal vi bruge den øgede tilslutning til at styrke vores parlamentariske repræsentation og dermed forsøge at ændre styrkeforholdet i Folketinget? Eller skal vi i stedet fokusere på at ændre styrkeforholdene ude i den virkelige verden? Bruge vores øgede opbakning (og dermed vores styrkede parlamentariske repræsentation) til at styrke de folkelige bevægelser og protester, der kan være med til at vende flertallet i den rigtige retning? Jeg mener naturligvis det sidste!