Annonce
Det ekskluderende fællesskab?
Denne blog er ikke helt som de indlæg, jeg plejer at skrive. Nogle vil måske synes, at indholdet er lige lovligt parti-internt til en offentlig blog, Da det drejer sig om et forslag til ændring af Enhedslistens vedtægter. Men sagen er, at hvis man stiller forslag til Enhedslistens Årsmøde, har man også gjort en måske parti-intern debat offentlig tilgængelig. Noget andet er, at de principper, vi har omkring vores interne parti-demokrati, gerne skulle afspejle de demokratiske principper, vi ønsker ude i samfundet. Derfor skriver jeg nu dette alligevel, og så må folk stejle eller lukke øjnene, hvis de ikke bryder sig om, at diskussionen bringes til torvs.
Hvad handler min ”harme” sig så om? Jo, en række medlemmer har stillet et forslag om at medlemmer af Enhedslisten ikke må være medlem af andre partier. Det kan synes som et meget tilforladeligt forslag, da det åbenlyst ville være helt ude i hampen, hvis man f.eks. kunne være medlem af både Enhedslisten og eksempelvis Socialdemokraterne eller Venstre. Det kan man ikke, da der ikke er nogle af de øvrige partier i Folketinget, der tillader dobbeltmedlemskab.
Hvorfor skal Enhedslisten så tillade dobbeltmedlemskab? Hvis man kender Enhedslistens historie, vil man vide, at listen ikke er et parti som andre partier i Folketinget. Vi blev dannet af tre partier og senere kom flere til. Nogle af disse partier har siden valgt at opløse sig selv, mens andre har fortsat som en slags fraktion i Enhedslisten. Enhedslisten samarbejder også officielt med en række partilignende organisationer, hvor dobbeltmedlemskab aldrig er blevet problematiseret.
Folkebevægelsen mod EU er et godt eksempel på en organisation, der jo unægtelig minder meget om et parti – og endda stiller op til valg – som Enhedslisten støtter og samarbejder med. Det betyder ikke, at alle Enhedslistens medlemmer er enige med Folkebevægelsen om alt og vice versa. - Så ville der jo slet ikke være brug for to forskellige organisationer! Det samme gør sig gældende med SUF, som Enhedslisten også har en samarbejdsaftale med. Der er endda også lavet aftaler om rabatordninger for dobbeltmedlemmer. Rigtig mange medlemmer af SUF er også medlem af Enhedslisten, men langt fra alle. Det er uklart, om forslaget om forbud mod dobbeltmedlemskab også vil ramme medlemmer af Folkebevægelsen og SUF. Det samme gør sig gældende for medlemmer af EL, der også er medlemmer af F.eks. Libertære Socialister eller vores søsterpartier i andre lande.
Forslagsstillerne nævner selv i deres begrundelse tre partier og partilignende organisationer, som de ikke mener, man skal kunne være medlem af, samtidig med at man er medlem af Enhedslisten: DKP, SAP og IS. De to første var medstiftere af Enhedslisten og man må formode at næsten alle deres medlemmer samtidig er medlem af EL. IS kom først senere ind i EL, dog har en række medlemmer af IS også været medlem af Enhedslisten nærmest fra dannelsen. Og der er løbende enhedslistemedlemmer, der melder sig ind i IS og SAP. Alle tre må betegnes som partier eller partilignende organisationer, selvom det mig bekendt kun er DKP, der vedholder at kalde sig et parti. SAP betegner sig selv som en ”diskussionsklub” og IS som en ”tendens”.
Ingen af de tre organisationer har planer eller ambitioner om at stille op til folketings- eller kommunalvalg og ingen af dem har planer om kollektivt at melde sig ud af Enhedslisten eller modarbejde Enhedslisten politiske linje. Men de har alle tre formodentlig planer om at ændre Enhedslistens politiske linje. Men det er der jo mange, der har, herunder forslagsstillerne til vedtægtsændringen. Indenfor ethvert politisk parti er der jo enkeltpersoner og grupper, der forsøger at ændre partiet i den retning, de nu synes er den rigtige. Et politisk parti er ikke en statisk størrelse, da politik, strategi og taktik kan ændres over tid. Vi ser da også i Enhedslisten forskellige mere ”uformelle” grupper og netværk, der forsøger at ændre partiets politik.
I mange politiske partier har man kaffeklubber. Uformelle og lukkede netværk, der mødes i al hemmelighed for at danne fælles fodslag omkring politikudvikling, strategi og forsøg på at trække partiet i en bestemt retning. Det er den eneste måde, man kan påvirke den magtfulde partitop, der kan bestemme og ændre den politiske kurs udenom medlemsdemokratiet og lokalafdelingerne. I Enhedslisten har vi derimod tradition for at det er medlemmerne, der lægger den politiske kurs. Vi er ikke topstyrede og bygger vores politikudvikling på åbenhed og en demokratisk kultur, der også indebærer fraktionsfrihed og retten til at danne og dyrke netværk og grupper på tværs af afdelinger, udvalg og tillidsposter.
Enhedslisten bygger på fællesskab. Og fællesskab forpligter! I mine øjne forpligter fællesskabet så meget, at man også skal kunne være i stue med dem, man egentlig ikke har lyst til at være i stue med. Derfor skal man sætte nogle rammer for fællesskabet, der er inkluderende og skaber den bedste mulighed for politikudvikling. Også for dem, man ikke er 100 % enige med! Det er for mig en kæmpe styrke i Enhedslistens politikudvikling, at vi arbejder åbent og som medlemmer er frie til at danne fraktioner og grupper, så længe disse ikke modarbejder Enhedslistens politiske linje og retningslinjer. Det stemmer i hvert fald rigtig godt overens med de demokratiske idealer, jeg selv har for vores samfund og fællesskab.
Jeg er bestemt ikke enig med DKP og SAP i alle politiske og strategiske spørgsmål. Det samme gælder i forhold til IS, selvom jeg selv er medlem af partiet. F.eks. er jeg meget skeptisk overfor visse former af den såkaldte demokratiske centralisme. Demokratisk centralisme indebærer, at de beslutninger, der er truffet i fællesskab (eller af et flertal), skal ethvert medlem altid underlægge sig, også selvom man ikke er enig i beslutningen. Særligt når demokratisk centralisme udspiller sig i den form, som jeg mener at forbuddet mod dobbeltmedlemskab er et udtryk for, er jeg skeptisk. Nemlig, at nogen synes, at fordi de selv har fundet de vises sten, så skal vi andre bare klappe hælene i og følge dem i tykt og tyndt uden at have muligheden for at diskutere med andre, om de muligvis kunne have taget fejl.
Jeg er bange for, at den gruppe af medlemmer, der har stillet forslaget om forbud mod dobbeltmedlemskab ikke har gennemtænkt deres forslag særligt nøje og ikke er klar over, hvilke konsekvenser forslaget vil få, hvis det bliver vedtaget. For ud over forslagets åbenlyse indskrænkende konsekvenser for medlemsdemokratiet og politikudviklingen, så vil det også få en række mere konkrete og håndfaste konsekvenser for partiet. I dag er det nemlig sådan, at mindst et par folketingsmedlemmer, en håndfuld byrådsmedlemmer og et par medlemmer af Enhedslistens Hovedbestyrelse også er medlemmer af ét af de partier, som forslagsstillerne selv nævner, at forbuddet vil ramme. Forslaget må derfor opfattes som en mistillidserklæring til disse medlemmer. Og vi kan kun gisne om, hvordan forslagsstillerne forestiller sig det videre forløb, hvis forslaget bliver vedtaget. I sidste ende kan det betyde, at Enhedslisten skal ekskludere en række af sine folkevalgte.
Debat
Annonce
