Annonce

29. september 2013 - 20:25

Nej’et hos Danish Crown udstiller behovet for et alternativ

For et par uger siden sagde et flertal af medarbejderne i Danish Crowns svindkødsdivision nej til et forslag, hvor de skulle afgive en del af deres løn til en investeringspulje. Forinden havde forslaget fået en del offentlig interesse. Det var i nogen grad præsenteret som noget der kunne være en løsning for andre i tilsvarende kattepiner. Bagtæppet for forslaget og forhandlingerne var dystre. Ledelsen havde meldt ud, at 1000 ansatte stod til at miste deres arbejde. Der kom slet og ret ikke nok svin til slagterierne. Noget der ifølge iagttagere skyldes at de gældsplagede svineproducenter har svært ved at låne penge i banken til at udvide produktionen. Det er selvsagt også noget der kan mærkes på slagterierne.

Det kuldsejlede forslag var skruet sammen af medarbejdernes egne tillidsfolk. De nærmere detaljer i aftalen gik på at de ansatte skulle afgive 6,4 procent af bruttolønnen i 2014. Det skulle så efterfølges af 4,7 procent i 2015, 3,2 procent i 2016 og 1,8 procent i 2017. Landmændene og realkreditinstitutter skulle tillige bidrage til at puljens samlede omfang kunne nå op på 3 milliarder kroner. Ledelsen havde til gengæld garanteret at de ikke ville lukke slagterier i de fire år aftalen var tænkt til at løbe. 60% stemte nej. De ville ikke levere de 600.000 lønarbejderne efter planen skulle bidrage til puljen. Med dette nej faldt planen til jorden. Det betyder umiddelbart at den pressede industri kan vinke farvel til ekstra 3 mio. slagtesvin, der efter planen havde fulgt af investeringerne.  Det betyder også at de første slagterimedarbejdere desværre skal se sig om efter et nyt arbejde.

Det skortede ikke med interesse for den fremlagte model. Økonomiminister Margrethe Vestager (R), fødevareminister Karen Hækkerup (S), beskæftigelsesminister Mette Frederiksen (S) og erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen roste tillidsfolkenes initiativ. Da resultatet stod klart gjorde Sass-Larsen det klart at han havde håbet på et ja, men selvfølgelig respekterede det nej afstemningen gav. Jeg mener faktisk ikke nej’et er den store overraskelse. Og jeg mener at overdanmark har sig selv at takke.

Jeg mener at en perlerække af erhvervschefer, erhvervsorganisationer og borgerlige meningsdannere som ”drengen der råbte ulv” opbrugt deres troværdighed. De har sunget den samme sang om et Danmark, der var på vej ned og virksomheder der ikke ville være rentable uden lønnedgang. Det er umuligt at hitte ud af hvornår det er reelt og hvornår det blot er en bekvem forklaring for at forbedre tallene på bundlinjen. Lad os for diskussionens skyld acceptere at der findes omstændigheder, hvor den eneste løsning eller redning er, at medarbejderne går ned i løn. Jeg aner ikke om det reelt er tilfældet for Danish Crown, men jeg forstår godt at medarbejderne ikke tror fuldt og fast på det billede direktionen tegner af virkeligheden. Det er korrekt at forslaget kom fra tillidsfolkene, men truslen om fyringer kom fra ledelsen.

Den frygt der naturligt må præge sådan en afstemning er jo frygten for at blive besnakket til lønnedgang. Frygten er jo at man som medarbejder forpligter sig til at gå ned og faktisk er med til at redde eller styrke virksomheden og så ikke får noget igen. Det er ikke en specifik kritik af forslaget fra tillidsmændene på Danish Crown, men snarere en general betragtning over forslag der sikrer ny fremgang gennem lønnedgang. Hvis lønnedgangen på sigt hjælper virksomheden på ret kurs, hvordan sikrer vi så at de der bidrog til fremgangen for andel heraf?

Man kunne også forestille sig medarbejderindflydelse på hvordan fonden skal anvendes. I Danish Crown modellen var der lagt op til at der skulle udlånes penge til svineproducenter, men måske man kunne give medarbejderne eller deres repræsentanter indflydelse på hvordan de kan anvendes eller hvilke projekter der skal lånes til.

En løsning kunne være en ordning hvor medarbejderne ikke blot skal lægge en andel af midler til investeringer, men at de faktisk fik andel af overskuddet i en årrække. Forholdet heri er ikke det væsentlige, men det knæsætter et interessant princip for sådanne aftaler. Et princip om at dem der bidrager i svære tider faktisk belønnes når det går godt. En variant heraf, der sikkert ville være mere spiselig for lederne ville være at medarbejderne fik aktier i virksomheden (og dermed ville nyde godt af fremtidig fremgang).

Medarbejderne sagde nej tilden fremlagte model. En forklaring herpå kunne være, at det ikke var klart hvem der skulle høste frugterne hvis det hele lykkedes. Venstrefløjen må inspireret af klassiske tanker om arbejdspladsdemokrati og medarbejderindflyldelse byde ind i denne debat. Måske denne blog kan være det første skridt i denne retning.

 

 

 

 

Annonce