Annonce

30. november 2013 - 20:02

Boganmeldelse: Frihed til Fællesskab

Anmeldelse af Frihed til Fællesskab – Vejen til mere demokrati. Nyudgivet debatbog af Simon Pihl Sørensen (Viceborgmester, Lyngby-Tårnbæk) og Rasmus Prehn (MF, kommunalordfører)

To socialdemokrater med stærk tilknytning til det kommunale Danmark har udgivet en bog, der placerer kommunerne centralt i den socialdemokratiske vision. I bogens forord møder vi en række personer, der af forskellige årsager har mistet troen på politik.  Vælgere der ikke vil stemme til efterårets valg og byrådsmedlemmer der ikke gider mere. I sidstnævnte gruppe er der både dem, der er trætte af at bokse med embedsmænd, de der synes kommunen er blevet stor og uvedkommende og de der bare ikke længere mener at politik gør en forskel. Bogen er som sådan et opgør med dette. Udgangspunkt i en historisk fortælling om Socialdemokratiske kommuner, som pionerer for velfærdssamfundet og en dybfølt bekymring for demokratiet anno 2013.

Bogen er todelt. De første 100 sider præsenterer gennem analyser af både fjern og knap så fjern fortid rammen for det moderne socialdemokratiske projekt. Bogen afsluttes af lidt over 30 sider, der præsenterer 10 pejlemærker. Sidstnævnte er forfatternes egne bud på, hvordan ”vi skaber et mere socialt og demokratisk samfund” (s. 15).

Bogens første kapitel præsenterer en historisk fortælling om lokal forandring. Her berettes om de Pionerkommuner, der gik forrest med tiltag vi i dag betragter som kerneelementer i velfærdssamfundet. Det er fortællingen om socialdemokratiske borgmestre der brugte opbakningen lokalt til grundlæggende at løfte og hjælpe de, der dengang var overladt til almisser og hårde skæbner. Bogen rummer flere gode eksempler på, hvordan man lokalt gik langt videre end staten ville eller kunne. I starten af 1900-tallet indførte Esbjerg den første skole i landet med ”fælles og gratis skole for alle samfundslag.” I Nakskov gik man langt for at forebygge sygdomme gennem årlige sundhedstjek til alle børn og indførte gratis tandpleje. 

Det historiske billede af handlekraftige kommuner, der går langt for almindelige mennesker behov, er svært at genfinde i bogens beskrivelser af nutiden. Bogens andet kapitel behandler strukturreformen. Den er en velkendt historie om et forløb med klare politiske valg, der i flere tilfælde så stort på det lovforberedende arbejde. Kapitlets underlægningsmusik er bekymringen for, hvad dette betyder for det lokale demokrati. Her skal det bemærkes at bogen begrunder sin bekymring med en række tal, der jo kun tager udgangspunkt i valgene fra 05 og 09. Det er et tyndt datagrundlag for vidtrækkende konklusioner og det skal siges at fx de mange opstillede kandidater ved dette års og den høje stemmeprocent svækker bogens argument betydeligt. Jeg deler for så vidt mange af forfatternes bekymringer, men de kan ikke underbygges i de tal de selv fremhæver. Det tredje kapitel deler samme bekymring, men udtrykker den gennem en velskrevet kritik af embedsvælde og new public management.

Bogens 4. kapitel forsøger at kridte banen op for den ideologiske kamp om velfærdssamfundet. Det står beklageligvis tilbage som bogens dårligste kapitel. Læseren præsenteres for en lang række politiske problemstillinger, der så behandles kortfattet. Det er synd og skam at komplekse temaer forsøges afklaret på den måde. Efter indledende at have drøftet skat og folkeskole, drøner kapitlet igennem temaer som daginstitutioner, ældrepleje, erhvervsstøtte og inddragelse af frivillige i den offentlige sektor. Det er muligt at mene at det hele hænger sammen, men det gør kapitlet desværre ikke rigtigt. Uden yderligere overgang går bogen videre til de 10 pejlemærker.

De 10 pejlemærker der afslutter bogen er en klar styrke for bogen. For det svære er tit at fremføre et egentligt alternativ til det der kritisereres. Desværre lider mange af pejlemærkerne beklageligvis under at de præsenteres på ganske få sider. De mest nyskabende ideer som en ”social værnepligt” og en ”almengørelse af private boliger” uddybes ikke nok. Det samme gælder sådan set for de der virker mindre nyskabende. I opgøret med det kommunale skattestop foreslås en bufferzone, der giver kommunerne mulighed for at hæve skatten og dermed deres forbrug. Men det uddybes ikke, hvorfor dette ikke er en ny (lidt højere) grænse på kommunernes forbrug. Vi hører ikke hvorledes kravet om at ”borgerne skal høres” adskiller sig fra almindelige høringer. Sådanne og lignede formuleringer synes langt fra det forordets løfte om at præsentere noget konkret der kan gennemføres, hvis blot viljen er til stede (s.15). Bogen kunne have vundet rigtigt meget ved at have givet sig tid og plads til at præsentere disse mere grundigt.

Bogen slutter pludseligt, idet den går direkte fra det 10. pejlemærke til den traditionelle taksigelse af familie og diverse folk, der har hjulpet med bogen. Her savner man som læser klart en afsluttende sammenfatning, en beskrivelse af hvad forfatterne selv mener de har præsenteret læseren for. Det ville sikkert særligt være gavnligt for de, der sidder tilbage uden at være helt overbeviste af bogens budskab.

Nogle emner kunne have været interessante at drøfte under overskriften om ”mere demokrati.” En bekymring for demokratiet kunne med god grund have tilladt sig at kigge ud over kommuner og regioner. Ja, kommunalpolitikere bokser med embedsmænd, men det gør borgerne så sandelig også. Ja, kommunalpolitikere er tættere på borgerne, men lokalråd er vel endnu tættere? Og endelig: Ja demokrati er vigtigt – også det kommunale. Men hvad blev der er visionen om demokrati i hverdagen og på arbejdspladsen?  Sådanne tiltag kan selvfølgelig ikke uden ændret lovgivning igangsættes kommunalt, men det gælder for mange af bogens forslag.

Det virker lidt som om kommunalpolitikeren er blevet projektets hovedperson og kommuner/regioner selve omdrejningspunktet i projektet. Når kommunerne og kommunesocialismen i forfatternes egen fremstilling var redskaber til forandring og socialisme, så var det vel ikke kun fordi de havde friere rammer dengang? Det var vel også fordi der var et politisk projekt der netop rakte længere end at administrere det eksisterende.  En moderne beskrivelser af dette projekt kommer vi med denne bog ikke afgørende nærmere.

Udover ikke at levere en særlig præcis beskrivelse af projektets indhold, synes bogen også at reflektere for lidt over dets begrænsninger. I sin historiske gennemgang skriver forfatterne at kommunesocialismen oftest lykkedes, når man ”ikke antastede de besiddendes interesser” (s. 41), i den forstand at man sjældent lykkedes med de tiltag der gjorde. Det kunne have været interessant med refleksion over dette. Gælder det også for Pihl og Sørensens projekt, at de besiddendes interesser ikke skal antastes? Hvis det er tilfældet kunne det være spændende at høre hvorfor, hvis det ikke er tilfældet kunne det være nyttigt med en diskussion af, hvordan kommer ud over denne problematik.

Anmeldelsen baserer sig på en tekst jeg oprindeligt skrev for Magasinet Politik.

Annonce