Annonce

21. marts 2014 - 19:00

Alt til salg! Eller markedet til debat?

I Californien kan indsatte i fængsler købe en opgradring for 155 dollar pr nat. På Istedgade kan du købe seksuel tilfredsstillelse for en plovmand og i Indien kan du betale en kvinde for at føde dit barn. Prisen for det anslås til 35.000 kr.  Vi lever i en verden hvor alt dybest set er til salg. Har du penge nok, så er det kun din fantasti (og din samvittighed) der begrænser hvad du kan købe.

Når du alligevel er på farten kan du overveje at købe en nyre med hjem. Det er dog både ulogligt og dyrt. Gennemsnitsprisen for en nyre er 8 mio kroner. Er du ikke på organjagt men på jagt efter storvildt, kan du købe retten til at skyde et truet sort næsehorn. Det betalte Corey Knowlton $350,000 for tidligere i år.

Alle disse varer og tjenesteydelser udveksles idag gennem en af vores mest markante samfundsinstitutioner: Markedet. Jo mere der kan købes og sælges der, des mere betyder forskelle i indkomst og formue for vores muligheder.

I den offentlige debat er det snart den ene snart den anden samfundsinstitution der endevendes. Familiens forfald, statens allestedsnærværendes indblanding debatteres jævnligt. Med god grund.  Det er sundt og rigtigt for et samfund at drage etablerede sandheder i tvivl. Alligevel debatteres det stort set aldrig i hvilke dele af samfundet markedsprincipperne om udbud og efterspørgsel skal bestemme hvorledes goder fordeles og til hvilken pris.

Et marked bruges af økonomer om institutioner eller relationer hvori mennesker handler med varer og serviceydelser. økonomer er typisk ret ville med markedet. Og markedet skal helst være ‘frit’ så disse varer og services udveksles i en situation med mange købere og sælgere. Uden mopoler og uden for megen statlig indblanding. Fortællingen om markedets fortræfffelighed er en veletableret sandhed. Alligevel er det værd at repetere.

Ifølge den konventionelle visdom er markedeti kke blot simpelt at beskrive. Det er også en meget bekvem måde at sikre de bedste udfald. På markedet kan alle købe og sælge som de vil. Det betyder at på et frit marked, hvor alle søger at varetage egne interesser, så ender varerne ved dem der vil betale mest for dem. Uden politikeres indblanding og uden behov for at kræve særligt samfudnssind af nogen.

Med ovenstående meget brede forståelse af et marked er det klart at vi principielt kan forestille os et marked for meget forskelligartede ydelser. Det kender vi allerede og det endda uden at inddrage de mere eksotiske eksempler der indledte dette skriv. Grundejerforeningens loppemarked, hvor boern sælger gammelt legetoj og forældre nervost skæver til om nyt ragelse kobes hjem for overskuddet. Boligmarkedet, hvor huse k¢bes og sælges når forandringer i familielivet eller privatokonomien tilskynder det. Finansmarkedet, hvor computere k¢ber, sælger og spekulerer i et rasende tempo.

At der for så vidt er et marked hver gang vi har køb og salg, og at markedet finder anvendelse i mange forskellige dele af samfundet betyder to ting. Dels at det synes meningslost at snakke om at afskaffe markedet og dels at der er god grund til at diskutere hvor i samfundet vi ønsker markedsmekanismerne skal være gældende. Netop den debat har Harward Professoren Michael Sandel rejst i sin bog “What money can’t buy .” Her diskuterer han om markedet har moralske grænser. Om der er dele af samfundet hvor markedsmekianismerne ikke hærer til og hvilke grunde vi kan have for at begrænse markedet fra at fungere der. Heri gør han en række interessant betragtninger vi med god grund kunne tage til os i en dansk kontekst.

Det de liberale markedstilhængere oftest udelukker fra deres fortælling er den helt elementære forskel på købekraft og præferencer. I den liberale forestilling om markedet er det geniale jo at varerne og serviceydelerne ender hos dem der ønsker dem. Det betyder at vi får mest muligt nytte ud af det og det betyder at der er et tab af nytte ved fx at lade staten sørge for at ikke alt er varer. Men er der egentlig nogen grund til at tro, at dem der har råd til den dyreste kostskole er dem der allerhelst vil have deres børn der? Egentlig ikke. Dette ved borgerlige egentligt godt. Men de foretrækker den version hvor det ikke fremhæves. For så står deres glansbillede klarere. 

Et er selvsagt unøjagtigheder i præsentationen af fordele og ulemper ved markedet. Men mere fundamentalt er der også moralske overvejelser at gøre sig. Sandel rejser begge problemstillinger i sin bog.  Det ene spørgsmål der melder sig handler om fairness. Om at når markedet slippes løs så får forskelle i købekraft forøget betydning. Noget der selvsagt kan bekymre. Særligt for folk der ikke mener at den nuværende fordeling af goder er synderligt rimelig. Det er mere bekymrende hvis ulighederne betyder forskelle i hvordan vi behandles på sygehuset, i skolen og i fængslet, end hvis det ‘blot’ betyder forskelle i hvor langt vi rejser væk på ferie og at nogen har råd til en dyr bil. Der hvor vi lader markedet regerer bliver dermed steder hvor vi lader eksisterende uligheder slå igennem.

Det andet spørgsmål er om markedet gør noget ved de goder og tjenesteydelser der sælges og købes der. Den katolke kirke mente fx, at det ikke var i overenstemmelse med den rette ånd at de gratis adgangskort til messer med Paven i USA blev solg for formuer. Det mente den katolske kirke stred i mod varens karakter. En lignende tanke kunne man gøre sig i for hold til at kunne købe opgraderinger af sin fængelscelle. Er der ikke noget forkert ved at ensartede forbrydelser fører til forskelle i straffe? Er der noget forkert ved at betale sig foran i køen til et organ?

Der er rig grund til at debattere markedet. Hvor i samfundet vi vil have dets mekanismer og hvor vi har gode grunde til at gøre hvad vi kan for at forhindre dem.

 

 

Annonce