Wilhjelms sans for kriser

Det er på mange måder et  velgørende projekt og en klarøjet analyse, som Preben Wilhjelm leverer i »Krisen og den udeblevne systemkritik«, et essay, der er udsendt på forlaget Politisk Revy. Han hvæsser uden mange omsvøb en analytisk kniv, der skærer alt overflødig udenomssnak bort for at nå ned til krisens ben, så at sige.

Essayet er opdelt i tre hovedafsnit, hvor det første forsøger at afdække krisens årsager, det andet at undersøge hvilke dele af  Marx' økonomitænkning, der ifølge Wilhjelm stadig er brugbare, og det tredje opstiller forslag til reformer, der kan afbøde kriseudviklinger - eller i det mindste de værste sociale slagsider.

Mens de to første afsnit argumenterer for radikal systemkritik, er reformforslagene derimod (forbavsende?) lidt systemkritiske.

Krisens anatomi

Wilhjelms pjece starter med at gøre op med flere myter - først og fremmest udbredte (politiker)tendenser til at placere ansvaret på krisen på politikerne, på erhvervslivet og på bankerne.

Det gør han med sin karakteristiske pædagogiske, klarsynede og overbevisende argumentationskraft. Han starter med at tilbagevise udsagn fra Helle Thorning-Schmidt og Margrethe Vestager om, at krisen skyldes »uansvarlig økonomisk politik« under VKO-regimet.

Forværringen af statens regnskab med omkring 180 milliarder kroner siden krisens gennembrud har intet har med ufinansierede skattelettelser, politiske beslutninger eller galopperende velfærdsudgifter at gøre, pointerer han:.

»Hele nedturen stammer fra den private sektor, som lukkede næsten 200.000 arbejdspladser med den konsekvens, at staten mistede skatte- og momsindtægter, men til gengæld fik kolossalt stigende udgifter til dagpenge o.l.«

Det grundlæggende strukturelle problem er derfor, at den private sektor ikke kan tjene tilstrækkeligt på arbejdskraften og overlader forsørgelsesgrundlaget til det offentlige.

Den erkendelse får ham dog ikke til (moralistisk) at ansvarliggøre den private sektor: »Virksomhederne reagerer jo kun på markedsvilkårene, præcis som systemet forudsætter« - og, skriver han, derfor må kritikken »rettes mod systemet«.

Så langt, så godt. Wilhjelm når imidlertid her selv et dødt punkt. For han videreudvikler ikke her »systemkritikken« som andet end overskrift.

Han beskriver ganske vist i stærke og malende billeder markedsøkonomi som et »metastabilt« system, hvor små rystelser og kriser i hjørner af økonomien bringer hele systemet ud af balance.

»Spørgsmålet er,« skriver han, »hvordan en […] begrænset fejlkalkulation i den vestlige bolig- og byggesektor kan føre til en lavine, der hurtig omfatter det meste af kloden, breder sig til alle sektorer, får hele finanssektoren til at vakle, kræver astronomiske hjælpepakker fra stater, som i forvejen har fået slået bunden ud af budgettet og værst af alt, fordi det drejer sig om sagesløse menneskers liv: smider millioner og atter millioner ud i arbejdsløshed, i mange tilfælde tvinger folk fra hus og hjem og forringer de velfærdsordninger, som skulle rette lidt på misforholdet mellem rig og fattig? Det er konsekvenser, som ganske åbenlyst er helt ude af proportion med en trods alt beskeden 'boligboble'«.

Årsagen, som Wilhjelm forklarer krisefølsomheden med, hedder markedsmekanismen. Det er den, han beskylder for så at sige automatisk at lade ubalancer i hjørner af systemet være så selvforstærkende, at de breder sig til hele økonomien.

Og det har Wilhjelm utvivlsomt ret i. En gang i mellem.

For krisetendenser i dele af markedet breder sig jo ikke altid som en brand ud over de økonomiske stepper.

At udpege markedsøkonomien som årsag til kriser uden samtidig at underlægge samme markedsøkonomi en analyse er lige så intetsigende som en henvisning til »konjunkturerne«, som Wilhjelm et andet sted i essayet ganske rigtig pointerer som meningsløs (altså, at man forklarer konjunktursvingningerne med konjunktursvingninger).

Selv om Wilhjelm i sit essay argumenterer for ikke at lade sig forlede af offentlig bullshit-snak, men se på oksens galopperende vanvid: markedsøkonomiens krisetendens, stopper han selv sin analyse her.

Han får aldrig forklaret, hvorfor markedsøkonomien pludselig, under bestemte omstændigheder, bliver et »metastabilt« system.

Selv om essayet er fuld af masser af interessante og skarpt optrukne betragtninger og pointer, løser det ikke den opgave, det selv selv stiller op.

Wilhjelm udkaster godt nok to mulige oplæg til forklaringsmønstre og modsætninger i markedsøkonomien: en underkonsumptionsteori, der spiller på modsætningen og misforholdet mellem udbetalt løn (dvs. købekraft på markedet) og varernes samlede pris, og en forvandling af markedsmekanismen med den eksplosive udvikling af ikke-materiel produktion og informationsteknologi i de sidste 30-40 år.

Men de oplæg til »forklaringer« er kun antydningsvise og skitseagtige - og jeg har også svært ved at forstå, hvordan de præcist kan forklare hvorfor, markedsøkonomien på bestemte tidspunkter udvikler sig »metastabilt«.

Jeg ligger ikke selv inde en hug- og stiksikker diagnose af krisens anatomi. Jeg er faktisk usikker på, hvornår krisen begyndte. Spørgsmålet er, om kapitalismen ikke har været i krise siden 1970'erne - om de økonomiske højkonjunkturer i 1990'erne og 2000'erne ikke er undtagelsesbobler?

Jeg vil dog - ikke i bombastisk retorisk opposition til Wilhjelm, men i et forsøg på konstruktivt bidrag - pege på mindst to grundlæggende modsætninger i den kapitalistiske økonomi, som måske kan hjælpe med til en videreudvikling af venstrefløjens kriseforståelse.

For det første tror jeg, det er nødvendigt at repetere en grundlæggende pointe fra Marx' kritik af den politiske økonomi: Nemlig, at der er en grundlæggende modsætning i hele markedsøkonomien mellem produktionens samfundsmæssige karakter og den private tilegnelse.

Wilhjelm er inde på noget af det samme, når han i essayet pointerer, at eksempelvis den offentlige sektors uddannelse af arbejdskraft, anlæggelse af infrastruktur og sikring af børnepasning i form af vuggestuer, børnehaver etc. er forudsætninger for det private erhvervslivs produktion. 

Men han går ikke det skridt videre i analysen, som er en af hovedpointerne i Kapitalen: Nemlig, at ethvert produkt i en moderne kapitalistisk økonomi er et resultat af kollektive processer.

Med industrialiseringen og moderne produktionsformer er alle produkter – selv de mest simple og enkle som kirsebær, æbler, kornaks, kamme eller tandbørster  – resultater af og indlejret i samfundsmæssig arbejdsdeling, sociale samfundsstrukturer og varekredsløb, som underminerer enhver forestilling om dem som resultatet af »privat«, individuel virksomhed.

Men under kapitalistiske markedsforhold sendes alle produkter ud på markedet som privat ejendom, dvs. med værdi knyttet til og monopoliseret af privatpersoner. Selv om alle fysiske produkter er resultater af kollektive, samfundsmæssige processer, forvandler privat ejendomsret som samfundsmæssig juridisk form produkterne til varer, dvs. objekter til privat rigdomstilegnelse.

Produktionen i en vareøkonomi foregår derfor ikke for at tilfredsstille menneskelige behov, men for at stimulere profittilegnelse og kapitalakkumulation.

Og det er, når der opstår krise i kapitalens muligheder for tilegnelse af profit, at der opstår økonomiske kriser, dvs. når der er modsætninger mellem den private tilegnelse af varernes værdi og den samfundsmæssig produktion - uanset om produktionen idealt set er hensigtsmæssig eller ej.

For det andet er den kapitalistiske akkumulationstvang ikke kun en motor for en evig revolutionering af produktionsforholdene - på godt og ondt; det er også en binding af den menneskelig produktion til en væksttvang. Det står ikke alene i modsætning til og underminerer nu jordklodens økologiske bæredygtighed, men det udløser også kriser, hvis ikke væksten bestandigt forøges.

En kapitalistisk økonomi kan ikke være en ligevægtsøkonomi. Uligevægten i form af akkumulationstvangen underminerer muligheden for, at de menneskelige behov kan være i overensstemmelse med værdilovene i økonomien, for vækst og ekspansion er grundlæggende nødvendig, hvis ikke økonomien skal kollapse - også selv om produktionen måske opfylder de grundlæggende menneskelige behov.

Så længe væksten finder sted og fortsat er mulig, er økonomien ikke i krise, men »metastabiliteten« sætter sig netop igennem, når det ikke længere er er tilfældet.

De to grundlæggende træk i en kapitalistisk vareøkonomi forklarer efter min mening vareøkonomiens metastabile karakter i bestemte perioder.

Men det er naturligvis samtidig vigtigt at kombinere den forståelse med konkrete og empiriske udviklingstræk, eksempelvis den voldsomme ekspansion af finanskapitalen og den omfattende placering af fysisk produktion i Asien.

Jeg ligger ikke inde med en model eller empirisk viden til at kunne udvikle de nødvendige elementer til aktuel kriseforståelse. Men jeg kan se, at Wilhjelm i sit essay ender ud i en selvmodsigende position, hvor han på den ene side efterlyser systemkritik, men på den anden ikke får analyseret markedsøkonomiens (krise)modsætninger.

Systemimmanente eller -forandrende reformer?

Pjecen opstiller som sagt i sidste del nogle reformkrav, der kan realiseres inden for en markedsøkonomi. Jeg vil ikke her gå ind i en diskussion af de konkrete forslag - jeg synes, de er fornuftige og støtteværdige - inden for de eksisterende samfundsforhold.

Men jeg vil dog lige påpege, at der er en forunderlig spænding mellem på den ene side Wilhjelms efterlysning af radikal systemkritik og på den anden tendensen til at lade sig nøje med - eller i det mindste alene opstille - reformkrav, der holder sig inden for det kritiserede system.

Det er - pragmatisk-realistisk - okay, at lade de nuværende magtforhold være en rettesnor for opstillingen af reformer. Jeg er ikke tilhænger af trotskistiske forestillinger om, at overgangskrav i sig selv kan være bevidstgørende og magtforandrende.

Men det er dog alligevel et paradoks, at Wilhjelm slet ikke går ind i eksempelvis en diskussion af nationalisering af finans- og spekulationskapital, ekspropriation af produktionsapparatet eller på andre måder forholder sig til ejendomsforholdene og/eller produktionens formål inden for den kritiserede vareøkonomi.

Det er mærkværdigt, når man udnævner vareøkonomi som et fundamentalt »metastabilt« krisefremmende system, overhovedet ikke at forholde sig til en eller anden form for alternativ til markedsstyring, også selv om man ikke ligger inde med patentløsninger.

Ikke mindst når vi nu står midt i en europæisk udvikling, hvor venstrekræfterne i de mest kriseramte og socialt skævvredne lande må se i øjnene, at systemimmanent lapperi på finanssystemet ikke løser de sociale udfordringer og økonomiske problemer.

Og det stiller, for første gang i næsten 40 år, igen afgørende spørgsmålstegn ved de grundlæggende magtforhold i de vestlige lande! Kriserne i Grækenland, Spanien, Italien og Portugal kan måske ligefrem stille socialisme på dagsordenen som konkret mulighed inden for en relativ kort tidshorisont?

Preben Wilhjelm: Krisen og den udeblevne systemkritik - et essay. Forlaget Politisk Revy. 64 sider. Vejledende udsalgspris: 78 kroner.

Teksten kan også downloades som pdf-fil hos dagbladet Information eller læses på Kontradoxa.

Ole Wugge Christiansen er journalist og redaktør på Modkraft.