Annonce

fjender
1. oktober 2012 - 15:18

Whistleblowers risikerer dødsstraf i USA

De amerikanske myndigheder har udpeget Julian Assange og Wikileaks som fjender. Det indebærer, at whistleblowers i det amerikanske militær risikerer dødsstraf for hjælp til fjenden.

Torsdag kom det frem, at en unavngiven analytiker på en amerikansk base i Storbritannien er blevet undersøgt af de militære myndigheder, efter at hun har erklæret sympati for Wikileaks. Hun var mistænkt for at have brudt en bestemmelse i militære straffelov, der handler om hjælp til fjenden.

Analytikeren havde talt Wikileaks' sag, været tilhører i retten ved den britiske sag mod Julian Assange og deltaget i demonstrationer udenfor retsbygningen.

Analytikeren, der var clearet til at have med meget følsomme oplysninger at gøre, blev herefter udsat for en undersøgelse, der skulle klarlægge, om hun selv havde lækket hemmelige informationer til Wikileaks.

Læs »US calls Assange 'enemy of state'« i Sydney Morning Herald.

Hjælp til fjenden

Undersøgelsen er ikke i sig selv bemærkelsesværdig. Det er derimod den paragraf i den amerikanske straffelov, som udgjorde den nu aflyste undersøgelses strafferetslige grundlag. $104 handler om »hjælp til fjenden«, en forbrydelse, der ved militære domstole kan udløse dødsstraf.

Bradley Manning, der er mistænkt for at være manden, der overgav hundredetusinder af militære dokumenter til Wikileaks, er sigtet efter samme paragraf, men den militære anklagemyndighed har erklæret, at den ikke vil søge at få den nu snart 25-årige soldat idømt dødsstraf.

Manning er dog ikke anklaget for direkte at have hjulpet fjenden, men for med Wikileaks som medium at have gjort amerikanske hemmeligheder tilgængelige for Al-Qaida.

I undersøgelsen mod den UK-baserede analytiker synes grundlaget for brugen af $104 at være mistanken om kvindens samarbejde med Wikileaks, og ikke konsekvensen af offentliggjorte dokumenter, og i det lys er der tale om en skærpelse i forhold til sagen mod Manning.

Wikileaks er fjenden

Det viser, mener iagttagere, at den amerikanske regering nu ikke bare betragter Wikileaks som en organisation, der offentliggør ulovligt lækkede dokumenter, men en fjende, som man altså løber risikoen for dødsstraf for at samarbejde med.

Michael Ratner, der er pensioneret direktør for Center For Constitutional Rights og rådgiver for Julian Assange’s forsvarere, peger på, at den del af Assanges bekymringer, der handler om, hvad der sker, hvis han skulle blive udleveret til USA, ikke er helt og aldeles grundløse.

- I dokumenterne ser det ud til, at Wikileaks og Julian Assange bliver set på som en fjende. I den sag har det selvfølgelig alvorlige konsekvenser. Vi ved alle, hvad man kan gøre ved fjenden. Man kan »drone ham«, og man kan pågribe ham og spærre ham inde i uendelighed, udtalte Michael Ratner til tv-programmet Democracy Now torsdag.

Se "Exposed: U.S. May Have Designated Julian Assange and WikiLeaks an "Enemy of the State"" på Democracy Now.

En yderligere implikation af den juridiske udpegning af Assange og Wikileaks som fjende er en generel kriminalisering af whistleblowers og de medier, der videreformidler lækkede dokumenter.

Det mener forfatningsjurist og blogger på britiske The Guardian, Glen Greenwald. Han sammenligner Wikileaks med New York Times og påpeger, at sidstnævnte i modsætning til førstnævnte har offentliggjort dokumenter med langt højere klassifikationsgrad end dem, Bradley Manning er anklaget for at have videregivet til Wikileaks.

Han peger på Pentagon papirerne, som Daniel Ellsberg lækkede til avisen, han peger på afsløringen af det internationale banksamarbejde SWIFT's udlevering af oplysninger om pengetransaktioner til CIA, og på dens afsløring af et program for cyberkrig mod Iran.

- Der er simpelthen ingen måde, hvorpå man kan gøre basale leaks til Wikileaks til forbrydelser, der straffes med døden – og det er det, Obama-regeringen gør, skriver Glenn Greenwald i sin klumme på The Guardian.

Glenn Greenwald mener ikke, at der er tale om en »fejl« i Obama-regeringens juridiske ræsonnement, men at udpegningen af Wikileaks som fjende ligger fint i forlængelse af regeringens sygelige »hemmeligheds­kræmmeri«.

- Dette er, når alt kommer til alt, den regering, der har retsforfulgt whistleblowers med spionageanklager, som kan sende dem i livsvarigt fængsel uden, at der er skyggen af bevis for, at de har skadet den nationale sikkerhed. Og det er den regering, der har rejst mere end dobbelt så mange sager af den slags end alle tidligere regeringer til sammen, fastslår Glenn Greenwald.

Læs »US investigates possible WikiLeaks leaker for 'communicating with the enemy'« I The Guardian.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce