Annonce

FagligtArbejderbevægelsen og arbejdskamp
Fagligt
23. juni 2015 - 11:39

Voldgift dømmer malermester for løndumping for tredje gang på syv måneder

Udenlandske malere har kun fået udbetalt en del af deres løn i selskaber drevet af malermesteren Peter Bodilsen, afgør faglig voldgift.

En faglig voldgift har mandag den 22. juni givet Malernes Fagforening Storkøbenhavn ret i, at malermester Peter Bodilsen har snydt tre polske og to rumænske arbejdere for 200.000 kroner, da de i februar og marts måned arbejdede på Hillerødgade Skole på Ydre Nørrebro.

De fem malere var ansat i Malerentreprenøren A/S, et selskab der drives af blikkenslageren Jan Nielsen og malermesteren Peter Bodilsen.

Behandlet som slaver

Malerne havde, efter at de var blevet ansat, problemer med at få udbetalt deres løn regelmæssigt, og når det skete var det kun i som kontanter, fortæller de til Maler Nyt, medlemsbladet for Malernes Fagforening Storkøbenhavn.

– Vi var ikke slaver, men vi blev behandlet sådan, siger de.

Overarbejde og arbejde i weekenderne blev beordret under trusler om, at de ellers ville blive fyret. Og alligevel var der problemer med betalingen:

– Vi fik ikke nogen lønseddel, som vi kunne holde op mod vores kontakt. Og vi kunne ikke se, om der var betalt skat eller indbetalt pension., siger de.

De blev til gengæld bedt om at underskrive timeopgørelser, der på forhånd var udfyldt med 37 timer ugentligt arbejde. Og en af malerne faldt over et ringbind i en skurvogn med lønsedler, der var underskrevne – men ikke af malerne.

Skulle lyve for fagforening

Malernes fagforening kom i kontakt med de udenlandske arbejdere som en del af sin organiserende indsat kort tid efter arbejdet startede på Hillerødgade Skole.

– Men vi fik at vide, at vi skulle lyve om vores timetal. Det gjorde jeg første gang, men næste gang fortalte jeg sandheden. For nu kunne jeg se, at der var problemer, fortæller en af rumænerne.

Peter Bodilsens selskab fik opgaven på Hillerødgade Skole, fordi selskabet som medlem af Danske Malermester fremstår respektabelt, fortæller Jesper Carl, der er faglig sekretær i Malernes Fagforening.

– Det er først, når vi kan dokumentere overenskomstbrud, at vi kan stoppe de entrepriser, siger han.

Men selv om fagforeningen i april informerede Københavns kommunes kontrolenhed om forholdene, fik malermesteren efter fagforeningens oplysninger lov at fuldføre arbejdet.

– Det er helt grotesk at dette cirkus fik lov at fortsætte, siger Jesper Carl.

– Nu står vi med en dom i hånden, som klart giver os medhold i, at de fem malere blev snydt, så vandet driver af dem, siger han.

Systematisk underbetaling i andet Bodilsen-selskab

Et også et andet Bodilsen-selskab, Malersvendene ApS, blev i Voldgiftsretten dømt mandag dømt for systematisk at have underbetalt to polske malere gennem hele 2014 og starten af 2015.

Polakkerne arbejdede 55 timer om ugen, men blev kun betalt for 37 timer.

Fastlæggelsen af erstatning er ikke endeligt fastlagt i denne sag, da dommeren forlangte ændringer i beregningerne fra Malernes Fagforening. Men fagforeningen skønner at beløbet kommer til at ligge i underkanten af 600.000 kroner.

Peter Bodilsen har også tidligere været indblandet i sager om social dumping. I november 2014 blev han idømt 75.000 kroner i bøde i en sag om seks polakkers arbejde på Gentofte Hospital.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce