Annonce

ModKulturRefleksioner i den levende kultur
Film
27. marts 2015 - 10:32

Vold som forløser eller vold som ikke forløser?

De danske dogmefilm udviklede måske nok et nyt filmsprog, men det gjorde sig ikke fri af den amerikanske dramaturgi, hvor vold og faderopgør er forløsende.

I en tidligere artikel om dansk film, »Dansk film kopierer amerikansk melodrama« har jeg beskrevet jeg hvor på nyere danske film kopierer amerikansk melodrama, især med brugen af vold som dramaturgisk drivkraft..

Læs Pernille Rübner-Petersens artikel »Dansk film kopierer amerikansk melodrama«

I denne vil jeg afdække narrative patriarkalske mønstre i den amerikansk filmtradition, som dansk film ikke ser ud til at kunne rive sig løs af – heller ikke, når man som i de såkaldte dogmefilm forsøger at skabe et helt nyt filmsprog.

Patriarkalske koder i amerikansk film

I amerikanske film kan man identificere tre koder i spil: 1) Maskulin dominans med aggression og vold, 2) sønnens opgør med faderen eller med faderens lov eller det, som fremstår som autoriteten, og 3) kvindens cirkulerende som objekt i et kontinuum mellem Madonna og luder.

Nogle gange flere dele på en gang.

Koderne er udtalte i mafia-, western-, action-, gyser - og thriller-genrerne og sædvanligvis også grundpræmissen i drama. Dog kan de her være mere opblødt og måske endda trumfet af et mere moderne syn på køn og kønsroller – eksempelvis en pige eller kvinde med »ben i næsen«, der udfordrer de patriarkalske koder.

Den overordnede paraply er naturligvis en patriarkalsk orden. Det vil sige et univers i overensstemmelse med traditionelle samfundsstrukturer og kønsroller, hvor mænd kæmper om magten, æren og kvinderne. Hierarkier, værdier og normer har til formål at stadsfæstne og bekræfte denne grundlæggende patriarkalske præmis. 

Filmteoretikeren Laura Mulvay, sociologen Pierre Bourdieu og psykoanalytikerne Sigmund Freud og Jacques Lacan anskuer denne orden fra forskellige vinkler. Deres teorier er anvendelige for afkodning af  disse traditionsbundne universer på film. 

Mulvay: Det mandlige begærsblik

Inkorporeret i filmen hersker det mandlige begærsblik, så både kameraets, filmpersoners og publikums blik tjener et mandligt begær. Yderlig er det mandlige begærsblik opdelt mellem et voyeuristisk, straffende blik og et fetichistisk, idealiseret blik på kvinden.

Det kan både forklare, hvorfor femme fatale- og luder-kareakter er så yndede på film og i TV-film, såvel som hvorfor skænding af kvindekroppe finder sted. Lige fra regulære voldtægter, udpenslede drab og større eller mindre blottelse og seksuelle desavoueringer eller udstilling.

Det er interessant, at bemærke hvorledes luderfigurer som konkret karakter eller metafor så godt som altid anvendes og bruges som stigmatisering af kvinder eller kvinders handlinger. Hvis kvinderne overhovedet handler.

Den nye danske TV-krimi, Mord uden grænser, er et udmærket eksempel – og måske en interessant afvigelse. Det kan blive spændende at følge om de tre aktivt handlende kvinder, de to undersøgelsesledere og Haralds kone, retspsykiateren, udligner det massive opbud af handlede, misbrugte og mishandlede kvinder i form af de dræbte ludere.

Bourdieu: Maskulin dominans

Bourdieu har med udgangspunkt i observationer af traditionelle samfund i Kabylien beskrevet, hvorledes socialisering af køn foregår gennem maskulin dominans. Socialiseringen er legitimeret af patriarkalske magtforhold i form af love og arbejdsfordeling mellem kønnene med dertilhørende værdisæt og adfærdsnormer, hvor en autoritær, latent aggressiv og konstant ydre viril fremtoning er nødvendig hos mænd for at posere den nødvendige maskuline dominans.

Opretholdelsen af masken, for at være »en rigtig mand« er vigtigere end at handle rigtigt i moralsk forstand. Det giver eksistensen af macho-mandetypen god mening.

Karakteren Travis Bickler fra filmen Taxi Driver er prototype for inkarnationen af maskulin dominans. Det tvangsprægede, paranoide islæt er her forstærket og træder desto tydeligere frem som overdrevet eller ligefrem absurd i en moderne verden.

Men ikke desto mindre er essensen i maskulin dominans en præmis for mandlige karakterer på film, som skuespillerne må indarbejde i en eller anden grad.  

Freud og Lacan: Fadermordet eller –opgøret

I psykoanalysen præsenteres Ødipuskomplekset som drivkraft for mandens identitetsudvikling.

Sønnens begær efter moderen udmøntes i kastrationsangst, som kan overvindes ved et symbolsk eller konkret opgør med faderen. Gerne i rivalisering med andre mænd – symbolske eller reelle brødre.

Belønningen er en identitet som voksen mand i henhold til patriarkatets forskrifter. Sønnen bliver ligesom faderen - usårlig, uovervindelig med magten, æren og kvinden i behold.

Angsten for reel kastration transformeres til en symbolsk fetich – nemlig dyrkelsen af fallos, hvis tilstedeværelse sikrer mandens identitet, status og magt. (Freud tog afsæt i angsten for konkret kastration. Lacan fokuserede kastrationsangsten som et symbolsk anliggende).

I dette univers har kvinden ikke så meget andet at gøre end at føde børn, helst sønner, så de som mødre kan få en legitim plads og identitet i tilværelsen.

I En chance til opfylder Anna og Sanne det formål med hver deres meningsgivende konsekvens. Da overklassekvinden Annas søn dør, har hun ikke noget at leve for og begår selvmord. Da misbrugeren Sanne fødte en søn, fik hun noget at leve for og blev tilsyneladende clean.

Modernitet kontra tradition

De sidste 100-200 år har moderniteten ædt sig ind på os. Autoriteter, religion og familie kan principielt ikke dirigere rundt med os som tidligere.

Det faderløse samfund, som Henrik Jensen har kaldt omvæltningen i sin bog af samme navn, er kommet for at blive. Forhåbentlig.

Nogle begræder det mere end andre.

Bourdieu mente, at maskulin dominans trods modernitetens velsignelser gør sig gældende i den vestlige verden. Den er fortsat strukturelt indlejret i samfundet og slår f.eks. igennem, når juridisk ligestilling mellem kønnene ikke også eksisterer på et reelt samfundsmæssigt plan.  

Man kan lidt fræk påstå, at det amerikanske samfund befinder sig et sted imellem den traditionelle og moderne verden, når selvtægt som funktion af maskulin dominans fortsat er så fundamental for samfund og individ.

Det afspejler sig i amerikansk film.

Fallos på film

I films univers er fallos et tegn og bevis på maskulin dominans, som udgør sammenhængskraften for den patriarkalske orden. I stedet for konstant at se stiv pik, ser man (brug af) våben, biler, penge og kvinder. Våben affyres, biler smadres, kvinder og penge cirkulerer.

Det danske samfund er vel lidt mere civiliseret? Men selv, hvis det danske samfund  ikke er mere subtilt end det amerikanske, så bør det være – om ikke en egentlig forpligtelse, så dog en udfordring – at hæve sig en smule over virkeligheden, når den er primitiv eller stupid.

Vold som kronisk symptom

I 1996, før Dogmefilmenes ankomst, udtalte den da nyudnævnt filmkonsulent Thomas Winding, at det er en falliterklæring, når film løser konflikter med vold.

Han ville ikke give støtte til sådanne produktioner (»Ingen penge til vold«, Politiken 28. december 1996).

Den voldelig tendens var altså begyndt. Dernæst begyndte succesen.

For lige siden har dansk film med Pusher som afsæt og dogmefilmene i front begejstret hjemme og ude med parafraser over/kopier af Hollywood film. Enten som melodramer eller voldsfilm eller en lækker blanding.

En af dogmereglerne var faktisk, at skydevåben ikke måtte bruges, idet man skulle undgå udvendig action. Det betød bare at »almen« vold, såsom lussinger, håndgemæng, tæsk, overgreb, voldtægt plus en del råben og skrigen blev comme il faut i dogmefilmene. 

Trods dogmefilmenes filmtekniske afvigelser fra hollywoodsk filmproduktion, anser jeg ikke dogmefilmenes historiefortælling i deres dramaturgi eller kønsrelationer væsentlig anderledes.

Dogmefilmene

De fire første skelsættende dogmefilm, Festen, Misfunes sidste sang, Idioterne og The King is Alive trak på både amerikansk filmtradition og på den såkaldte franske nybølge.

Håndholdt kamera on location skildrede fortabte sønner i opgør med fædre, konkret eller symbolsk, og for nogles vedkommende vandt de oven i købet prinsessen eller luderen – hvad man nu synes.

Det modsigelsesfyldte var, at historierne postulerede en moderne nutidig verden, men i virkeligheden var de filmske universer så rodfæstnet i patriarkalske strukturer, at jeg i hvert fald måtte gnide øjnene en gang eller to: Kan det virkelig være rigtigt det her?

I Festen vender den fortabte søn Christian hjem og tager det endelige opgør med »Godfather«-faderen, der har begået incest. Og vinder pigen.

I Mifunes sidste sang vender Kresten sin fader og retarderede bror ryggen og gifter sig med Claire for at opnå penge, magt og indflydelse i svigerfaderens firma. Heldigvis kommer den renhjertede luder, Liva, forbi som husholderske. Kresten nærmest voldtager hende, men hvad gør det, når man i virkeligheden elsker hinanden og har vundet i Lotto?

I Idioterne kæmper Stoffer for retten til at være unormal, sårbar og skæv. I det har han et X-large faderopgør med Søllerød kommune og dens borgerlige tvangstilpasning.

Men Stoffer er den egentlige tyran. Fra sin magtposition som leder herser han med de andre, der har sluttet sig til ham. Han inkarnerer selv den patriarkalske magt, han postulerer at gøre op med.

Filmen The King is Alive spejler en strandet turistgruppes indbyrdes konflikter og magtkampe i Shakespeares tragedie, King Lear. Dramaet udgør et univers struktureret efter et patriarkalske samfunds forordninger ved kong Lears uindskrænkede magt.

I turistgruppen praktiseres patriarkatet på mere hverdags-psykologiske præmisser: En fortabt instruktør overvinder sig selv ved at iscenesætte Shakespeare, hans fader i ånd og profession. En rigtig fader, i kød og blod, udøver sin foragt for skvattet af sin (fortabte) søn. En forsagt kone forlader hustyrannen. Et barnløs ægtepar har deres private Who´s afraid of Virgina Woolf-spil kørende.

Forsinket faderopgør

For mig at se var dogmefilmene et forsinket anti-autoritært oprør mod faderens magt, som den tilsyneladende så ud.

Allerede i 1960’erne var oprøret som at løbe åbne døre ind (jf. Poul Behrendt beskrivelser i Bissen og Dullen). Bag traditionelle konventioner og borgerlig tilpasning var et faderløst samfund allerede en realitet. Patriarken, faderen som automatisk autoritet, var et korthus, der ventede på et frisk pust – eller et udmattelsens suk.

Men i dogmefilmene sidst i 1990’erne var sønnernes livtag med faderen, som reel og symbolsk figur, ikke desto mindre en tematik, der tordnede derud af for fuld udblæsning.

Dogmefilmene viste, at blot fordi man ændrer en teknisk tilgang til film, ændrer man ikke nødvendigvis historiefortællingen – selv om det måske var den egentlige intension med fornyelsen.

Kunstnerisk fornyelse eller bare nye historier?

Tre redaktører for Krystalbilleder efterlyste i en kronik i Politiken, december 2013 film med kunstnerisk fornyelse på filmmediets præmisser.

For mit vedkommende er det ikke så meget filmproduktioner med nye, spændende tilgange til mediet som kunst, jeg savner. For min skyld må filmene gerne fortælle historier, der lige så godt kunne have været læst i en bog eller opført på et teater. Men få gerne dramaet til at fungere. Som drama!

Dramaturgien i dansk film udfoldes i spektakulære hovsa-begivenheder drevet af vold og garneret med gråd. Det reducerer karaktererne til marionetter for historiens plot.

Jeg vil vove at påstå, at den dramaturgi favoriserer »en mandeverden«, der er indestængt og nedgroet i et betændt og afmægtigt handlingsmønster, hvor et selvværd kun kan trives i pagt med junglelovens principper om »den stærkeste ret«. En formulering lånt af Hans Jensens bog om det danske filmmirakel: Barnet og Idioten (2000).

Kort sagt: for meget drengerøv og tung mandehørm. Mere præciseret: for meget maskulin dominans i universer struktureret efter patriarkalske normer og værdier.

Sønners livtag med fædre forudsætter en opfattelse af identiteten og livet som et prædestineret skæbnesdrama af græskmytologiske dimensioner i en »kongerække« af mænd.

Den opfattelse afspejler ikke reelt vores virkelighed i et moderne samfund, hvor vi er frisat traditionen.

Mænds eksistens og identitet defineres vel (?) ikke mere ud fra, hvorvidt fadermordet (eller faderaccepten) lykkes eller i rivalisering med brødre eller andre mænd om faderens plads, men gennem afståelsen fra at definere sig igennem maskulin dominans.

Kvinders eksistens og identitet er ligeledes ikke mere som (sex)objekter, cirkulerende mellem mændene på linje med penge (og våben). Ikke desto mindre må nogle og noget have en interesse i at reducerer kvinder til objekter, sådan som kulturel produktion og medieskabt virkelighed reproducerer det.

Kvinder er derimod subjekter med eget begær (forstået som generel livslyst), fuldstændig som mænd.

I dag er en italesættelse af det begær muligt, endda ønskeligt. Om ikke for kvindernes skyld, så for at styrke samfundets og kapitalismens (!) fremdrift. Kvinders begær realiserer sig (nemlig også) gennem viljen til handling og praksis.

Det altafgørende for en fornyelse er, at kønspositionerne begynder at afspejle virkeligheden. Både når de stadig er problematiske i deres patriarkalske tilgang, og når ideen om lighed og demokratisering har slået igennem.

Man må altså operere med en antagelse om, og anerkendelse af, at kvinder er subjekter - handlekraftige mennesker med motivation og eget begær. Men også at mænd ikke nødvendigvis er psykopater eller skal fremstilles sådan, når de udlever deres motivation og begær.

For hvis det virkelig er sådan, at mænd tæver eller voldtager for at kompensere for tab af - eller for at bibeholde - maskulin dominans, er det en problematik, det bør tages dybt alvorligt – ikke blot bruges som et (symbolsk) udtryk for heltens frustration.

»You’re talkin’ to me?!« lyder en berømt replik fra Taxi Driver. Den synes at runge som ekko i de amerikanske film.

Og i danske. Det er sgu deprimerende.

Måske er det tid til et nyt dogme i dansk film? Ikke møntet på måden, filmen bliver optaget på, men hvordan selve dramaet skrues sammen. Vi kan kalde det Thomas Winding-dogmet:  Ingen vold som forløser.

Pernille Rübner-Petersen er cand.mag i moderne kultur og kulturformidling

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce