Københavnske skraldemænd føler sig udstillede som forkælede snotunger. Vognmandsfirma har bevidst kalkuleret med reduktion af arbejdsstyrken, viser pressemeddelelse.
Skraldekonflikten i København, der startede tirsdag den 20. april fortsætter på anden uge.
Skraldemændene, der har protesteret imod en reduktion af arbejdsstyrken for renovationsarbejdet på Østerbro og Nørrebro ved overgang til vognmandsfirmaet City Renovation, havde ellers meddelt, at de var klar til at genoptage arbejdet tirsdag den 28. april, efter at været pålagt bod i arbejdsretten mandag.
Men en pressemeddelelse fra vognmandsfirmaet City Renovation, der sendt ud den 27. april, finder de strejkende så provokerende, at de har valgt at fortsætte strejken.
I pressemeddelelsen indrømmer firmaet, at det har kalkuleret med en reduktion af arbejdsstyrken, da det underskrev en kontrakt med Københavns Kommune:
»Skal renovationsarbejdernes krav opfyldes, som de mener Københavns Kommune har lovet dem, vil det betyde en ekstra omkostning på 4 årsværk, hvilket svarer til ca. kr. 2 millioner pr. år« skriver direktør for City Renovation Steen Rügge i pressemeddelelsen.
– City Renovation har skåret sit bud helt ind til benet, og for at kunne tjene penge skal der skæres nogle folk og biler væk, siger faglig sekretær John Ø. Pedersen fra 3F Kastrup til Modkraft.
– Det er vi selvfølgelig ikke enige i. Striden står om, hvad der står i kontrakten og hvad der står i udbudsmaterialet, og det bliver en kamp på ord.
Det er dog især et andet afsnit i pressemeddelelsen, som har fået skraldemændene til at fortsætte den ugelange arbejdsnedlæggelse:
»Den enkelte renovationsarbejder tjener ca. kr. 500.000 om året med en arbejdstid, der i gennemsnit er på ca. 20 til 25 timer pr. uge.«
Læs hele pressemeddelelsen fra City Renovation
– Firmaet forsøger at udstille skraldemændene i København som forkælede snotunger. Det er de virkelig provokeret af. Faktum er, at skraldemændene har en månedsløn på omkring 30.000 kroner om måneden, siger John Ø. Pedersen til dagbladet Politiken.
De københavnske skraldemænd venter nu på et udspil fra City Renovation og kommunen, før de træffer afgørelse om arbejdet skal genoptages.
– Vi har fået en henvendelse fra kommunen, om at den meget gerne snart vil have hentet noget affald fra gårdene. Så kommunen prøver på at lægge pres på skraldemændene, siger John Ø. Petersen til Modkraft.
Skraldemændene mødes igen onsdag kl. 5.30, hvor de beslutter om arbejdsnedlæggelsen skal fortsætte.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96