Unge tunesere og egyptere bag sjove dansevideoer på internettet er anholdt, overfaldet og fordømt. De unge svarer igen med happenings og endnu flere fjollede 'Harlem Shake'-videoer.
Siden, Det Arabiske Forår for to år siden skyllede ind over Nordafrika og Mellemøsten, er spændingerne mellem regionens nye magthavere, frihedshungrende unge og religiøse fundamentalister taget til.
Det seneste eksempel er udbredelsen af sjove dansevideoer, kaldet »Harlem Shake«, på internettet, som regionens unge har kastet deres kærlighed på, og som de nu bruger som et humoristisk våben i deres fortsatte systemkritik.
I Egypten blev fire studenter anholdt i forbindelse med optagelserne til en Harlem Shake video, og i Tunesien – hvor opstanden for to år siden startede og førte til en diktators fald – har udbredelsen af sangen og dansen ført til slagsmål mellem studerende og salafister samt fordømmelse fra landets uddannelsesminister.
Læs artiklen ‘Harlem Shake’ Protests in Tunisia and Egypt’ hos New York Times.
Det virale Harlem Shake-fænomenet stammer oprindeligt fra Australien, hvor en gruppe teenagere for en måneds tid siden offentliggjorde en hjemmelavet video, hvor de danser ’The Harlem Shake’ på deres værelse.
Efter få uger var videoen blevet set over 20 millioner gange og har siden fået tusindvis af andre i hele verden til at filme sig selv, mens de gentager australiernes gimmick.
I Danmarks blev Harlem Shake brugt til at mobilisere til SU-demonstrationen den 28. februar, og i Nordafrika er det ligeledes studerende, som står bag dillen.
Flere klasser på universiteter og gymnasier i Tunesien har lavet deres egen udgave af ’Harlem Shake’.
Og det har vakt uddannelsesminister Abdeltid Abids vrede.
– Hvad, der er sket, er en fornærmelse af den uddannelsesmæssige forpligtelse, og dem, der har lavet videoen, vil blive holdt ansvarlige, har den tunesiske uddannelsesminister udtalt til lokale medier.
Uddannelsesministerens voldsomme reaktion kommer samtidig med, at islamistiske fundamentalister – de såkaldte salafister – direkte har overfaldet studerende, som ville danse den populære dans.
I byen Sidi Bouzid var en gruppe af elever fra skolen Regueb onsdag den 27. februar i gang med at optage en dansevideo uden for skolen, da de blev mødt af 20 salafister.
De religiøse højreekstremister advarede de unge imod de »vestlige vantros danse«, og næste dag vendte salafisterne tilbage og angreb de elever, der var med i filmoptagelsen, beretter avisen Egypt Independent.
’Harlem Shake’ videooptagelser har desuden ført til blokader af dansende studerende på universitet Tunis Al Manar University, der ville optage en video.
På et universitet i udkanten af Tunis opstod der ligeledes slagsmål, da islamister ville stoppe danseoptagelser.
Læs artiklen »The Harlem Shake controversy in Tunisia« hos OpenDemocracy.
Læs artiklen »Fresh Harlem Shake scuffles in Tunisia« hos Egypt Independent.
Angrebene har førte til, at der via Facebook blev arrangeret en stor aktion foran ministeriet for uddannelse den 1. marts i protest.
Her mødte omkring 60 unge danseaktivister op og filmede deres dansende protest imod undertrykkelsen af de studerendes rettigheder.
– Vi er her for at udtrykke vores solidaritet med de studerende, som risikerer at blive straffet på grund af en dans, fortæller Amal, en studerende, der var med til dansedemonstrationen foran uddannelsesministeriet.
Læs artiklen »Protesters “Harlem Shake” Outside Ministry of Education« hos Tunisia-Live.
Se protest videoen foran undervisningsministeriet
Se en anden tunesisk ’Harlem Shake’ video
Samme historie gentager sig i disse uger i Egypten.
Her er fire farmaceutstudenter sigtet for at bryde Egyptens anstændighedslove, efter at de under optagelser til en ’Harlem Shake’ video dansede rundt i underbukser i et egyptisk middelklassekvarter.
Læs artiklen »Four Students Arrested In Egypt For 'Harlem Shake'« hos Huffington Post.
Læs artiklen »Fire studerende anholdt i Egypten for at danse« hos DR.
De fire unge mænd blev pågrebet af politiet, og sagen førte til, at 400 unge mødte op foran hovedkontoret for regeringspartiet Det Muslimske Broderskab den 28. februar.
Andre egyptere har fremført ’Harlem Shake’ foran de egyptiske pyramider, hvor en ung egypter til sidst rider i underbukser og butterfly.
Desuden er flere videoer blevet produceret til støtte til de fire studerende.
Se protest videoen foran det muslimske broderskab
Se videoen foran pyramiderne
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96