Vi står på samme side

Michael Voss retter i et langt indlæg en kritik af et indlæg fra undertegnede, som han opfatter som udtryk for en »klassisk reformistisk« strategi, og han lægger samtidig op til en diskussion af Enhedslistens mål og strategi.

Det er vigtigt, at vi får sparket gang i en sådan debat. Det er desto mere ærgerligt, at Michaels indlæg er præget af stråmandsargumentation, hvor jeg påduttes holdninger, jeg aldrig har givet udtryk for, og hvor der trækkes uunderbyggede konklusioner ud af de holdninger, som jeg har givet udtryk for. På den måde trækkes nogle modsætninger op, som jeg mener, er stærkt overdrevne – og det mener jeg ikke er gavnligt for den videre diskussion. Jeg tror nemlig slet ikke, at vi er så uenige.

Der, hvor vi er uenige, mener jeg, at det drejer sig om spådomme, som ingen af os kan bevise – altså trosspørgsmål.

Det er vi ikke uenige om

Så lad mig starte med at gøre klart, hvad vi i hvert fald ikke er uenige om. Michael indleder sit indlæg med en gennemgang af Enhedslistens principprogram og indikerer på den måde, at jeg skulle være uenig i en række centrale antagelser i programmet. Det gælder bl.a. partiet opfattelse af samfundets klasseforhold mv.

Lad mig derfor slå helt fast:

• Jeg er ikke uenig i at vores mål er et »fundamentalt brud med kapitalismen«, forstået som en kollektivisering og demokratisering af økonomien, hvor privateje til produktionsmidlerne afskaffes, og markedsøkonomien erstattes af en form for behovsdrevet planlagt økonomi.
• Jeg er ikke uenig i at Danmark er et klassesamfund, hvor en klasses kontrol med produktionsmidlerne sikrer denne klasse enorm politisk indflydelse.
• Jeg er ikke uenig i, at det er modsætningen mellem denne klasse og det store flertal af lønmodtagere (arbejderklassen), som er den afgørende, og at det er arbejderklassen, der har magten til og interessen i et opgør med kapitalismen.

Det er næsten absurd, at jeg er nødt til at skrive dette. Jeg har været marxist lige så længe, jeg kan huske. Jeg har ikke noget sted givet udtryk for, at jeg skulle være uenig i disse grundantagelser. Tværtimod har jeg utallige gange skrevet det modsatte f.eks. her: http://socinf.dk/side.php?id=247

Der er altså ingen uenighed om målet – en overgang til en socialistisk økonomi - og ej heller om samfundsanalysen - de modsætninger og kræfter, der kan muliggøre forandringerne.

Michaels kritik

Det, som har foranlediget Michaels kritik, er et mit indlæg i Information. Her er jeg blandt andet citeret for følgende:

»Med andre ord er opgaven at vinde opbakning til en socialistisk politik, hvor demokratiet skridt for skridt vinder frem på bekostning af markedskræfterne, og hvor almindelige menneskers indflydelse styrkes på bekostning af den økonomiske elites magt og privilegier. Det er efter min mening en sådan proces, som kan føre til, at vi en dag vil tale om kapitalismen i datid.«

Og: »Ligesom kapitalkræfterne kan udvide og øge deres kontrol og indflydelse, f.eks. når offentlig service privatiseres, mener jeg også, at den omvendte proces kan finde sted. Og det er denne proces, jeg tror, kan føre os hinsides kapitalismen.«

Michael opfatter dette som udtryk for det, som han kalder en klassisk reformistisk strategi. Han mener, at det står i modsætning til det revolutionære brud med kapitalismen, som Enhedslistens program taler om.

Jeg er uenig, og vil i det følgende redegøre for hvorfor. Først vil jeg uddybe mine synspunkter og beskrive, hvordan jeg forestiller mig en socialistisk udvikling i Danmark. Derefter vil jeg vise, hvorfor mine synspunkter ikke er en kopi af den klassiske reformisme.

Kampen for socialisme starter nu

Det er øjensynligt begreber som »udvikling«, »proces« og »skridt for skridt«, som får Michael til at lave den kortslutning, som fører til hans konklusion.

Jeg mener, som jeg vil vende tilbage til, ikke, at disse begreber står i modsætning til et fundamentalt opgør med kapitalismen. Tvært imod mener jeg, at det vigtigt at have blik for, at socialisme ikke skabes fra den ene dag til den anden, men altid vil være resultatet af en proces.

Der findes efter min mening ikke bare én kapitalisme med stort K, der efter en revolution afløses af socialisme med stort S. Imellem disse to vil der være en proces eller udvikling, hvor socialismen vinder frem på kapitalismens bekostning.

Der foregår efter min mening indenfor det samfund, vi lever i en konstant kamp om omfanget af kapitalkræfternes magt i samfundet. Da arbejderbevægelsen tilkæmpede sig et stærkt velfærdssystem og en stor offentlig sektor betød det en svækkelse af kapitalkræfternes magt i samfundet. Omvendt har de seneste årtiers privatiseringer og liberaliseringer øget den magt, som den økonomiske elite øver i samfundet på bekostning af befolkningens demokratiske indflydelse og arbejderklassens styrkeforhold.

Når vi som venstrefløj kæmper imod privatiseringer, så er det fordi vi instinktivt ved, at privatiseringer øger kapital-kræfternes magt i samfundet og gør samfundet mere kapitalistisk.

Min pointe er altså, at det er muligt, indenfor det vi kalder kapitalismen, at rulle kapitalkræfternes magt og dominans frem eller tilbage. Samfundet kan være mere eller mindre kapitalistisk. Og kapitalens magt i samfundet afspejler samfundets ideologiske og materielle styrkeforhold – og virker dialektisk med disse.

Hvorfor er denne erkendelse eller dette blik vigtig? Jeg mener, den er vigtigt, fordi den giver socialister mulighed for at slås for socialisme her og nu. Socialisters opgave er ikke (alene) at agitere for det store brud. Socialisme er ikke noget, vi må vente med til »efter revolutionen«, men noget som vi kan begynde at udvikle i dag.

Det sker hver gang vi fratager den økonomiske elite en del af dens kontrol med økonomien, f.eks. ved at regulere eller ved at nationalisere. Eller hver gang vi opretter en kooperativ virksomhed, hver gang vi gennemfører tiltag mod markedsgørelsen af den offentlige sektor og f.eks. indfører demokratisk medarbejderstyre. Når det sker, så gør vi samfundet mindre kapitalistisk og mere socialistisk.

Socialistiske reformer bliver således ikke noget, vi rynker på næsen af, men noget vi ser som et skridt på vejen til socialismen. Kampen for socialisme bliver nærværende, og der skabes en klar forbindelse mellem aktuelle dagskampe og det langsigtede mål om et samfund, som er fuldt ud socialistisk.

Mine synspunkter er således en kritik af den opfattelse, jeg vil kalde Bingo-socialisme, hvor man forestiller sig socialismen, som noget, der nærmest kommer ved et trylleslag. Og hvor vi bare skal vente, til den store revolutionære bølge kommer og så hoppe op på surfbrættet og følge med. Og indtil den dag er vores hovedopgave at agitere for det store brud, der indvarsler det socialistiske evighedsrige, mens vi rynker på næsen af ethvert reform-fremskridt. Jeg synes at denne tilgang ligner mere religiøs messianisme, end en praktisk strategi for socialisme.

I min tilgang og forståelse er det også tydeligt, at socialismen ikke er noget, der skal bygges op fra scratch efter en samfundsomvæltning, men noget som vi allerede har kimen til i menneskelige og produktive fællesskaber, som eksisterer indenfor det samfund, vi kender i dag. Noget som er velkendt, og som flertallet allerede sætter stor pris på.

Frem for at se økonomiske samfundsformationer som skarpt adskilte statiske kasser bør vi måske nærmere se dem som kontinuum, hvor kimen til det nye samfund vokser i det gamle samfunds skød?

Uden at skulle rode mig ud i en større Marx-analyse, mener jeg, at også vores gamle ven havde blik for dette, når han i Bidrag til kritikken af den politiske økonomi skrev:

»En samfundsformation går aldrig til grunde, før alle de produktivkræfter er udviklet, som den er vid nok til at rumme, og nye højere produktionsforhold træder aldrig i stedet, før de materielle eksistensbetingelser for dem er fostret i det gamle samfunds skød. Derfor stiller menneskeheden sig altid kun opgaver, som den kan løse, thi når man ser nøjere til, vil man altid finde, at opgaven selv kun melder sig, hvor de materielle betingelser for dens løsning allerede er til stede eller i det mindste er i færd med at skabes«

Revolutionen og parlamentets rolle

Noget andet, Michael øjensynligt reagerer imod, er min opfattelse af den parlamentariske kamps betydning.

Jeg tror, at en revolutionær udvikling vil tage sig meget anderledes ud i Danmark, end den vi har set ved tidligere forsøg på revolutioner i f.eks. Sovjet, Cuba eller andre lande, der har gennemført en såkaldt socialistisk revolution (som i øvrigt også er gået grueligt galt). Simpelthen af den årsag at de lande enten var diktaturer eller meget svage demokratier, hvorimod Danmark har et hundrede år gammelt demokrati med stor legitimitet i befolkningen (en af verdens højeste valgdeltagelser), og erfaringer for, at arbejderklassen gennem faglig kamp og parlamentarisk repræsentation kan aftvinge kapitalistklassen betydelige indrømmelser.

Derfor tror jeg, at det parlamentariske niveau vil spille en helt anden rolle i forbindelse med en samfundsforandring i Danmark, end det vi har set i de nævnte tilfælde.

For at gøre det helt konkret forestiller jeg mig, at vejen til en socialistisk samfundsudvikling vil gå omtrent som følger:

I takt med at de menneskelige og miljømæssige konsekvenser af den kapitalistiske økonomi bliver stadig mere alvorlige, og at klassekampen i samfundet skærpes,  vil en voksende del af befolkningen støtte op om partier, som står for en socialistisk politik. På et tidspunkt vil dette eller disse partier få opbakning fra et flertal og kunne danne en socialistisk regering, der påbegynder et opgør med kapitalkræfternes udenomsparlamentariske magt over samfundet. Et sådant opgør vil medføre en lang række reformer, der fratager den økonomiske elite dens magt og privilegier. Den vil også vedtage af en ny grundlov, der muliggør kollektiviseringen af de centrale dele af økonomien etc.

Jeg synes, det er værd at bemærke, at vi i Enhedslistens program slår vi fast, at socialismen kun kan gennemføres, hvis et stort befolkningsflertal står bag den. I et land, hvor de demokratiske institutioner har så stor legitimitet som i Danmark, mener jeg, at det er selvklart, at flertallets opbakning både vil og skal udtrykke sig i, at et flertal stemmer på partiet eller partierne, som arbejder for en socialistisk samfundsudvikling.

Ja, uden en sådan vælgermæssig opbakning, mener jeg sådan set at slet ikke, at vi kan påstå, at vi har opbakning fra et flertal.

Vælgermæssig opbakning er således nødvendig, men bestemt ikke tilstrækkelig for en socialistisk udvikling. Jeg er helt enig med Michael (og med programmet) i, at det socialistiske partis voksende parlamentariske styrke skal ske i en gensidigt underbyggende dialektik med styrkelsen af det folkelige engagement og af arbejderklassens organisationer.

Klassekampen vil få sit udtryk både i politiske tiltag gennemført af socialistiske partier i Folketinget, af kamp om løn, rettigheder og kontrol på virksomhederne og i udviklingen af f.eks. kooperative virksomheder og andre buttom-up udviklinger af nye sociale relationer

At den parlamentariske magtovertagelse sker parallelt med en markant styrkelse af det folkelige engagement er afgørende af to årsager: For det første er en stærk og organiseret befolkning nødvendigt for at vinde en konfrontation med den økonomiske elite. For det andet skal socialismen bygges nedefra.

En socialistisk regering kan skabe rammerne ved at lovgive om f.eks. medarbejderdemokrati på arbejdspladser, men det vil ikke fungere, hvis ikke medarbejderne selv går forrest i processen.

Ingen illusioner

Der, hvor Michael tager fuldstændig fejl i sin redegørelse for mine synspunkter, er, når han skriver om mine naive forestillinger om, at man kan reformere sig til socialisme uden et sammenstød med de økonomiske magthavere.

Det er muligt, at jeg ikke har gjort det klart i det nævnte indlæg, men jeg nærer bestemt ingen illusioner om, at den økonomiske elite vil sidde med hænderne i skødet, mens vi bid for bid fratager dem magt og privilegier. Absolut ikke.

De vil med stor sandsynlighed bruge alskens pression og økonomisk sabotage mod ethvert land, som vil gennemføre socialistisk orienterede reformer. Udviklingen i Venezuela er (uanset hvad man i øvrigt mener om Chavez) vel et udmærket eksempel på, hvordan både kupforsøg, økonomisk sabotage, og mediekrig, sættes ind fra den gamle herskende klasse, når en socialistisk folkevalgt regering forsøger at ændre de økonomiske magtforhold.

Der vil komme sammenstød, og i den situation er det afgørende, at et socialistisk parti og den socialistiske bevægelse står fast og fortsætter kursen.  

Og det er også netop her jeg mener, at den afgørende forskel på min position og den klassiske reformisme findes.

Klassisk reformisme

Jeg er glad for, at Michael ikke mener, at min angivelige reformisme svarer til den, som S og SF står for i dag, men ligner den som socialdemokraterne stod for i første halvdel af det 20. århundrede. Hellere Stauning end Thorning. Men Michael skyder ved siden af.

Den klassiske reformisme byggede på en strategi om klassesamarbejde. Klassesamarbejde blev set som vejen til at skabe forbedringer. Her overfor står min og Enhedslistens holdning, som Michael referer fra programmet, nemlig erkendelsen af at reformer aldrig kan gennemføres, uden at styrkeforholdene tillader det. Og at styrkelse af arbejderklassen/lønmodtagernes organisation er en forudsætning for at gennemtvinge reformer. Hvor socialdemokraterne ønskede at tæmme arbejderbevægelsen, ønsker vi at give den vildskab og tænder.

I forlængelse heraf – og det er det afgørende – var socialdemokraterne ikke parate til at stå fast overfor den økonomiske elite i form af kapitalisterne og arbejdsgiverne, da det blev nødvendigt. Med 70´erne krise brød klassesamarbejdsstrategien sammen. Den økonomiske vækst, der havde muliggjort et voldsomt løft i arbejderklassens levefod, uden at det samtidig gik ud over kapitalisternes profitter, var forbi, og en global offensiv mod arbejderklassen og dens organisationer udfoldede sig i de kommende årtier med eksploderende arbejdsløshed etc.

Men i stedet for at gå i offensiven og møde arbejdsgivernes offensiv, f.eks. ved at kræve øget kontrol med økonomien og fuld beskæftigelse, gik socialdemokraterne i retræte. I stedet for at erstatte klassesamarbejde med klassekamp accepterede de, de nye forhold og tilpassede sig.

Socialdemokraterne viste hermed, at de ikke havde viljen eller modet til at tage skridt, som for alvor udfordrede den økonomiske elites magt. I stedet tilpassede socialdemokraterne sig de nye præmisser, og det har de sådan set gjort siden – deraf socialdemokraternes voksende ideologiske krise.

Helt modsat mener jeg, som anført ovenfor, at det er afgørende, at det socialistiske parti, som har statsmagten, og den socialistiske bevægelse udenfor parlamentet ikke viger og går i retræte, sådan som socialdemokraterne gjorde, men tværtimod møder den slags trusler med en benhård offensiv, som fratager den økonomiske elite dens økonomiske pressionsmidler.

Og hvis det kommer så vidt – selv i et demokratisk samfund som vores - at den økonomiske elite bruger vold eller kupforsøg til at sætte demokratiet ud af kraft, så skal vi selvsagt ikke vende den anden kind til.

Jeg mener dog, at det er afgørende, at vores udgangspunkt er, at en socialistisk samfundsforandring skal ske fredeligt og ad demokratisk vej gennem de demokratiske institutioner. Det må aldrig være os, der forsøger at omgå eller sætte demokratiet ud af kraft.

Jeg forstår ikke dem, som nærmest synes at foretrække en voldelig revolution, og som forkaster parlamentarismen som en mulighed. Historien viser os desværre, at voldelige revolutioner og brud oftest medfører magttomrum, som præges af voldsomme krænkelser af menneskerettighederne, brutalisering af samfundet, opbygning af militaristiske hierarkier, som øger muligheden for, at det er totalitære kræfter i bevægelsen, der trækker det længste strå.

Selvfølgelig kan en socialistisk bevægelse i f.eks. et brutalt diktatur tvinges ud i et voldeligt sammenstød, men det er absolut ikke noget, man skal ønske sig eller arbejde for.

Reform og revolution

Michael har meget travlt med at forsøge at putte mine synspunkter i en traditionel kasse, der hedder reformisme, mens han efter eget udsagn selv repræsentere den revolutionære position. Jeg synes ikke, at denne opdeling på nogen måde afspejler de uenigheder, vi eventuelt har.

Den gamle dikotomiske opdeling i reform og revolution har efter min mening altid været både unuanceret og forvirret.

For det første er der forvirring om begrebet revolution. Mange synes at mene, at revolutionen er selve magtovertagelsen - f.eks. når en guerillahær indtager hovedstaden eller vinterpaladset stormes. For mig at se giver det ikke mening at forstå revolutionen som det øjeblik, hvor statsmagten overtages. En sådan overtagelse ændrer jo ikke i sig selv den kapitalistiske økonomi.

Jeg forstår revolutionen som ændringerne af de økonomiske magtforhold, der bringer den kapitalistiske økonomi til ophør og erstatter den af en demokratisk, kollektiviseret og behovstyret planlagt økonomi. Revolutionen er for mig ændringerne af ejendomsforholdene og dermed magtforholdene.

Andre lægger vægt på, at det, der kendetegner en revolution, er, at den sker hurtigt og pludseligt. Igen synes jeg, at det virker sært, hvis det er forventningerne til hastigheden af de socialistiske forandringer, der afgør, om man kan kalde sig revolutionær.

På samme måde er reformisme-begrebet også uklart. For selv efter en helt old school magtovertagelse, hvor de skæggede guerillasoldater kommer ned fra bjergene, vil selve udviklingen af socialisme vel altid bestå af en lang række politiske tiltag og ændringer af ejendomsforholdene – altså af en række postrevolutionære reformer. En revolution i forståelsen grundlæggende ændringer af de økonomiske magtforhold, vil således altid bestå af en reformproces.

At beskrive det klassiske socialdemokratiske projekt med termen reformisme er derfor ikke særlig opklarende. Problemet er nemlig ikke, at den er reformistisk – i den forståelse, at den ønsker at gennemføre reformer i socialistisk retning, for det ønsker de revolutionære også. Problemet er, at den, som jeg har beskrevet ovenfor, ikke har modet til at gennemføre disse reformer, når den mødes med modstand fra den økonomiske elite.  

Derfor mener jeg, at vi er nødt til at skærpe vores definitioner af, hvad det er, der adskiller vores projekt fra det socialdemokratiske. For mig at se, må der være to antagelser, der definerer forskellen på vores projekt og det socialdemokratiske:

1. Ønsket om et fundamentalt brud med kapitalismen
2. Viljen til at gennemføre et sådant opgør - også når eliten går til modangreb.

I disse to spørgsmål står Michael og jeg på samme side, mens socialdemokraterne – både de klassiske og de nuværende - står på den anden. Og netop derfor mener jeg, at vi fundamentalt deler det samme projekt og hører til i det samme parti.

Spådomme og gætterier skal ikke skille os ad

Hvad er så forskellen mellem Michaels og mine positioner? Jeg tror først og fremmest, de vedrører vores forventninger til, hvordan en socialistisk samfundsomvæltning vil forløbe. Men jeg er lidt i tvivl om det.

For Michael har ikke beskrevet, hvordan han forestiller sig at en socialistisk samfundsudvikling/revolution vil udspille sig i Danmark. Er det en voldelig magtovertagelse? En generalstrejke, efterfulgt af en storm på Folketinget? Er det en klassisk dobbeltmagt-situation, hvor en slags sovjetter overtager magten og nedlægger og erstatter folketinget?

Eller forestiller han sig ligesom mig, at et flertal af befolkningen vælger en socialistisk regering, som i et samspil med en organiseret befolkning fratager den økonomiske elite dens magt og privilegier? Jeg ved det ikke. (Og vores program giver heller ikke noget klart svar på dette spørgsmål)

Men uanset hvad Michael forestiller sig, så er det netop det: Noget forestillet. For sandheden er, at hverken Michael eller jeg kan forudsige, hvordan en sådan udvikling vil tage form. Både for mit og Michaels vedkommende er tale om gætterier og spådomme. Ingen af os ved præcis, hvordan en et opgør med kapitalismen vil udspille sig i Danmark.

De erfaringer, der findes med socialistiske revolutioner (og som jo ikke ligefrem er gået godt) er som sagt alle sket i brutale diktaturer. Mens vi lever i et samfund med et over 100-årigt parlamentarisk demokratisk tradition, hvor arbejderklassens kamp har vist sig i stand til at aftvinge betydelige indrømmelser fra kapitalkræfterne (velfærdsstat, almindelig valgret, etkammersystem etc). Vi har ingen erfaringer for en revolution i denne type samfund.

Derfor vil det også være absurd, hvis uenigheder om disse spådomme skulle skille os ad. Igen må det afgørende være de to ovenstående antagelser: At vi deler målet, og at vi deler viljen.

Alternativet ville være at gentage venstrefløjens historiske fejl og dele sig op i små rettroende, men magtesløse grupper, som hver især mener at besidde den eneste sandhed om, hvordan socialismen tilvejebringes. Det får vi i hvert fald ikke socialisme af.

Konsekvenserne

Michael mener imidlertid, at min opfattelse af, hvordan det fundamentale brud med kapitalismen kommer til at ske, har en række konsekvenser for den aktuelle strategi og politik. Ja, der er snart ikke det problem i Enhedslisten, som ikke skyldes den. Det gælder lige fra manglende indsats i fagbevægelsen til manglende kritik af regeringen.

Her mener jeg, at Michael er ude i den rene metafysik.

- For hvorfor skulle min opfattelse betyde at »partiet ikke mener, at det er modsætninger mellem klasserne, som udløser konflikter der kan føre til samfundsudvikling«? Det er nonsens

- Hvorfor skulle min opfattelse betyde, at »partiet ikke mener, at arbejderklassen skal opbygge mobiliseringer og organisering«? Jeg mener da tværtimod, at en sådan organisering er en forudsætning for den udvikling, som jeg har beskrevet ovenfor. Og jeg er helt enig med Michael i at denne opgave ikke er blevet prioriteret nok i Enhedslisten i de seneste år.

- Hvorfor skulle min opfattelse betyde, at det »bliver mindre væsentligt at kritisere den samlede kurs som regeringspartierne (S og SF) står for«. Tværtimod mener jeg, at min opfattelse netop må medføre hård kritik (Jeg advarede selv allerede inden valget S og SF om konsekvenserne ved ikke at tage et opgør med eliten: Se http://www.information.dk/273402 )

- Hvorfor skulle min opfattelse betyde, at vi »holder den politiske kritik tilbage af hensyn til de politiske samarbejdspartnere«, eller »modarbejder bevægelser og kampe«. Det er grotesk at påstå, at jeg skulle ønske dette.

… Og sådan kunne jeg blive ved overfor alle de faresignaler, som Michael åbenbart mener, er forårsaget af min og andres opfattelse af, hvordan en socialistisk udvikling kan foregå. Det er ikke andet end metafysik, og jeg synes ikke, det er gavnligt for diskussionen at skyde til højre og venstre med disse påstande.

Det kan godt være, at Michael og jeg kan være uenige om forskellige taktiske valg. (Jeg mener f.eks., at det er klogt, at folketingsgruppen pt. viser forhandlingsvilje. Ikke fordi jeg har nogle som helst forventninger om regeringens velvilje, men fordi det skal være tydeligt for S og SFs vælgere, at regeringen selv vælger, at den vil lave forlig med højrefløjen).

Men jeg tror ikke, at vores forskellige opfattelser af vejen til socialismen, vil føre til uenighed om grundlæggende spørgsmål.

Hvad enten man mener, at en socialistisk samfundsudvikling vil ske på den ene eller den anden måde, så er forudsætningen ændring af samfundets klassestyrkeforhold. Ikke i den snævre forstand, som Michael mener, at jeg har, men i den bredeste forstand. Både dem, som ændres gennem reformer og dem, som ændres gennem klassekamp på gulvet.

Og det er disse klassestyrkeforhold, vi begge vil have fokus på, når vi tager stilling i aktuelle spørgsmål som deltagelse i finanslove, holdning til konflikter på arbejdsmarkedet mm. Det ledende spørgsmål må altid være: Hvordan vil vores valg påvirke styrkeforholdene i samfundet, bevægelsernes mulighed for mobilisering etc.

Et sted, hvor jeg muligvis tror, der kan ligge en uenighed om den praktiske strategi, er i forhold til, hvordan vi som socialistisk parti skal agitere og mobilisere?. Jeg læser Michaels indlæg sådan, at han savner mere agitation for en socialistisk revolution. Altså at vi i f.eks. foldere og 1. maj taler agiterede for nødvendigheden af en revolution.

Jeg er nok mere af den holdning, at vi skal agitere for socialistisk politik; statsovertagelse af bankerne, fuld beskæftigelse, overtagelse af udflyttede virksomheder etc. Jeg tror nemlig først, at det bliver gennem befolkningens konkrete erfaringer med hvordan den økonomiske elite vil modsætte sig en sådan udvikling, at dens holdninger vil radikaliseres, og den vil forstå nødvendigheden af et egentligt systemskifte,

Som jeg skrev for et par år siden, er det vigtigt, at vi formår at skelne mellem analyse og agitation: http://socinf.dk/side.php?id=247

Partiprogrammet

Michael rejser også spørgsmålet om partiprogrammet og skriver, at jeg ønsker at »kassere det nuværende principprogram med et håndkantslag«. Det er noget gedigent vrøvl. For det første ønsker jeg ikke at kassere det nuværende principprogram og »begynde helt forfra«.

Et nyt principprogram skal efter min mening hvile på præcis det samme marxistiske analytiske grundlag som det nuværende. For det andet skal det da ikke ske over natten, men gennem, en langvarig demokratisk proces.  

For at neddæmpe eventuelle fordomme eller skrækscenarier vil jeg lige kort opridse hvilke ændringer jeg mener, vil være gavnlige i et nyt program.

Ingen opgør med grundlaget

Det burde være fremgået i det ovenstående, at jeg hverken ønsker at skrive socialismen, det fundamentale opgør med kapitalismen, klassesamfundet eller klassekampen ud af programmet. Absolut ikke.

Sprog

Sproget i programmet er mange steder arkaisk og bærer præg af et sprogbrug, som stammer fra 20'ernes socialistiske kontroverser. Jeg tror, at sproget er fremmedgørende for mange som ikke er »født« ind i venstrefløjens begrebsverden og sprogkoder.

Michael gør sig lystig over, at sproget i sig selv skulle være et problem. Det synes jeg ikke der er nogen grund til. Partiprogrammet skal være et redskab til at forstå verden – og Enhedslistens politik. Ikke mindst for vores nye medlemmer.

Hvis man er i tvivl om, at sproget og stilen kan virke fremmedgørende, synes jeg, man skal prøve at tage programmet med og lade en kollega eller et familiemedlem, der er sympatisk indstillet overfor Enhedslisten læse det. Så er jeg ret sikker på, at man vil blive bekræftet i, at programmet kan virke direkte afskrækkende på mennesker, som i øvrigt deler store dele af vores politik. Og det er et problem.

Det må være muligt at skrive programmet både kortere, og med et sprogbrug som i højere grad refererer til nutidens menneskers virkelighed og begrebsverden.

Udemokratiske tvetydigheder

Jeg har ofte oplevet, at vores program efterlader det billede, at Enhedslisten ønsker en voldelig revolution gennemført uden om demokratiet. Jeg mener, at det er afgørende, at det i et fremtidigt program fremgår klokkeklart, at Enhedslistens arbejde for en socialistisk samfundsudvikling er fuldstændig fredelig og sker gennem de demokratiske institutioner, så længe vi lever i et demokrati.

Ordet revolution skal forklares grundigt, da det for de fleste udenforstående forbindes med voldelige opstande og borgerkrig, og ikke i den forståelse som vi har om grundlæggende samfundsforandringer.

Mere demokrati – ikke mindre

Jeg synes også, det er afgørende, at det fremgår, at den socialisme, vi forestiller os, er 100 procent demokratisk. At det socialistiske demokrati er en udvidelse og ikke en indskrænkning af demokratiet. Herunder at det parlamentariske system med et folkevalgt parlament, konkurrerende partier og  regering fortsættes.

Det nuværende demokrati skal udvides gennem langt større nærdemokrati, demokrati på arbejdspladsen osv. Men dette er tilføjelser til og ikke en erstatning for et folkevalgt parlament. Det er vigtigt for mig, at dette står helt klart - ikke mindst i lyset af det demokratiske underskud i de hidtidige forsøg med socialisme.

Bredde?

Jeg synes også, at vi skal være opmærksomme på, hvor snævert eller bredt vi ønsker at gøre programmet. For mig at se skal programmet skæres til, så vi åbner for den bredest mulige kreds af socialister uden at samtidig opgive vores centrale antagelser.

Med andre ord mener jeg, at programmet bør skal skrives med det mål, at det kan omfatte alle de socialister, der deler de to grundantagelser, jeg opridsede ovenfor. Programmet skal sige, hvor vi vil hen: Et fundamentalt opgør med kapitalismen. Og at vi har viljen til at gennemføre de forandringer – også på trods af den økonomiske elites pression mm.

Vi skal med andre ord sikre, at programmet ikke skaber unødvendige skel mellem kammerater, som bør være på samme hold. Jeg synes, der skal være plads til både de socialister, der abonnerer på Michaels spådom, dem som abonnerer på min, og dem som abonnerer på en helt tredje. Der skal være højt til loftet i Enhedslisten.

Vi skal derfor under ingen omstændigheder gøre programdiskussionen til en kamp mellem grupper, der forsøger at udgrænse modstanderne. Hellere lade nogle spørgsmål stå åbne end at lade dem skille os ad.

Konklusion

Som det er fremgået, mener jeg overhovedet ikke, at Michael og jeg er fundamentalt uenige. Vi har muligvis nogle forskellige forestillinger om, hvordan det fundamentale brud med kapitalismen vil tage form – herunder hvilken rolle det parlamentariske niveau vil spille – men der er for vores begges vedkommende tale om forudsigelser, som vi ikke kan bevise sandheden af.

Til gengæld er vi enige om det afgørende:

• At et virkeligt demokrati og menneskelig frigørelse forudsætter et fundamentalt opgør med kapitalismen
• At en forudsætning for et sådant opgør er en markant ændring af samfundets styrkeforhold
• At vi er tilhængere af alle reformer, der kan begrænse og inddæmme kapitalisternes udenomsparlamentariske magt over samfundet, men at vi ved, at sådanne reformer kun sker, hvis styrkeforholdene tillader det.
• At vi ikke nærer nogen illusioner om, at den økonomiske elite vil sidde med hænderne i skødet, men vil møde alle forsøg på at gennemføre socialistiske reformer, med voldsomme reaktioner
• At vi i dette tilfælde i modsætning til socialdemokraterne ikke går i retræte, men tværtimod tager de nye skridt, der fratager den økonomiske elites muligheder for at bremse den socialistiske udvikling.

Hører vi hjemme i det samme parti? Helt sikkert. Kan vi finde formuleringer i programmet, som vil være dækkende for os alle. Ja.

Hvis vi har viljen til det.

Spørgsmål til Michael Voss

I forbindelse med dette indlæg har jeg rejst en række spørgsmål, som jeg synes kunne være interessant hvis Michael havde lyst til at uddybe:

1. Hvordan forestiller Michael sig, at udviklingen fra i dag til, at et socialistisk samfund er tilvejebragt vil tage sig ud skridt for skridt?
2. Hvilken rolle forestiller Michael sig, at den parlamentariske kamp vil spille? Og er han enig med mig i, at så længe vi har et demokrati, så må det være en forudsætning for et brud med kapitalismen, at et flertal bakker op om et eller flere socialistiske partier, og dermed sikrer dannelsen af en socialistisk regering?
3. Hvordan mener Michael, at begreberne revolution og reformisme bør defineres? Og er han enig i mine betragtninger om, at det, der skiller vores projekt fra reformismen, er ønsket om et fundamentalt brud med kapitalismen og viljen til at gennemføre det – også når de økonomiske magthavere viser tænder?
4. Hvorfor står begrebet socialistisk samfundsudvikling nødvendigvis i modsætning til ønsker om et fundamentalt brud med kapitalismen? Mener Michael, at socialismen gennemføres fra den ene dag til den anden, eller vil der, som jeg mener, blive tale om en proces både før og efter en socialistisk regerings magtovertagelse?

Jeg glæder mig til at få uddybet disse spørgsmål, så vi kan blive mere klare på, hvori eventuelle uenigheder består.

Jeg synes, som jeg har fremført, at Michael Voss har fået diskussionen sparket lidt skævt i gang ved at tegne modsætningerne langt hårdere op end nødvendigt og ved at pådutte mig holdninger, jeg ikke har. Lad os alle være med til at sikre, at de kommende måneder og års diskussion om mål, strategi og taktik bliver saglig og bygger bro frem for at grave grøfter. Tale os nærmere hinanden i stedet for at tale os væk fra hinanden. Undlade at putte hinanden i kasser.

Målet må være at samle os - ikke at skille os ad. Vi har brug for hinanden som kammerater, ikke som modstandere, for vi har en verden at vinde – og den går sgu ikke i vores retning lige nu.

Pelle Dragsted er pressemedarbejder i Enhedslisten.

(Et lille post scriptum: Michael får knyttet begreber som »grå eminence« og »spindoktor« til mig. Jeg ved ikke om det er hensigten, men jeg oplever det som et angreb på min troværdighed eller oprigtighed. Så bare lige for at gøre det klart: Jeg er ansat i Enhedslisten, men jeg er også medlem, ligesom jeg var i mange år, før jeg blev ansat. Mine holdninger til partiets og venstrefløjens udvikling og udfordringer har ikke noget med min ansættelse at gøre. Når jeg deltager i debatter som denne, er det som medlem af Enhedslisten, og mine synspunkter skal hverken tages for mere eller mindre end alle andre medlemmer, der blander sig i debatten i partiet og offentligheden.).