Vi må gøre op med uddannelse som en vare

I starten af april brød forhandlingerne om en reform af de gymnasiale uddannelser endegyldigt sammen. Efter flere måneders møder kunne den borgerlige opposition og regeringen ikke blive enige om, hvor højt karakterbommen skulle sættes. Men de var enige om, at der skulle sættes en karakterbom.

Her i landet er det åbenbart vigtigere at afskrække unge fra at tage en uddannelse end at hjælpe dem til forudsætningerne for at gennemføre den uddannelse, de ønsker. Først kom der en karakterbom på erhvervsuddannelserne – nu er turen kommet til gymnasierne.

Karakterbommen har længe været der på de videregående uddannelser, og alt i mens alle politikere snakker om at flere unge skal have en uddannelse, har de med den anden hånd travlt med at lukke dørene.

Og en karakterbom er da også nem at diskutere. Nem for journalisterne at formidle.

Det viser forløbet om de kuldsejlede forhandlinger som indeholdt alt det stof, der skaber gode mediehistorier. Konflikter, trusler om opsagte forlig, konsekvenser for mange unge.

Men bagved debatten om karaktererne sker tiltag, som har mindst lige så alvorlige konsekvenser for vores uddannelsessystem.

Bag lukkede døre i finansministeriet, uddannelses- og undervisningsministeriet ændres spillereglerne for uddannelsesinstitutionerne, og ikke mindst for undervisere og studerende og elever.

Uddannelse er blevet en vare

Igennem de sidste årtier er de fleste uddannelsesinstitutioner blevet selvejende.

Det betyder, at bestyrelser med et flertal af eksterne medlemmer bestemmer over den enkelte skoles strategi og økonomi. Og den enkelte institution er i konkurrence med de andre skoler.

De, der ikke kan tiltrække kunder i butikken, kommer i vanskeligheder og må fusionere med mere driftige skoler.

Det er derfor, at uddannelsesinstitutioner i forårsmånederne konkurrerer med supermarkeder og bilimportører om reklamepladserne og bruger millioner af kroner på markedsføring, i stedet for at bruge pengene på uddannelse.

Men de gør det med hænderne bundet på ryggen, for forudsætningen for at de overhovedet kan drive uddannelse er, at der kommer nogle studerende – det er altså en »ingen arme – ingen kager«-logik.

Konkurrencen skærpes hele tiden.

På nogle områder beskæres taxametrene knyttet til hver studerende med hver finanslov. På andre områder bliver der stillet stadig større krav til skolerne, uden at der kommer flere penge. Og for de mest uheldige uddannelsesområder fungerer begge mekanismer.

Uden vækst i søgningen kan økonomien ikke hænge sammen.

Hvem betaler prisen?

Fælles for de reformer, som denne her regering har lavet på uddannelsesområdet, er, at det er lærerne og eleverne, der betaler prisen.

Det er kendt for de fleste, at folkeskolereformen primært er finansieret af lærernes forberedelsestid.

Hvad, der måske er mindre kendt, er, at regeringen lavede præcis sammen øvelse med erhversskolereformen.

Og det var også planen med de kuldsejlede gymnasieforhandlinger. Flere timer skulle finansieres af lærernes forberedelsestid.

Det giver for det første en dårligere undervisning. For det andet bygger det på en tanke om, at man kan skabe kvalitet i uddannelsessystemet uden at bruge flere penge.

Alt imens konkurrencen bliver stadig hårdere og pengene færre, omlægges og skærpes kontrollen ovenfra.

Fra ministerierne opstilles nye kvalitetsmålingssystemer, der skal sikre at uddannelsesinstitutionerne »leverer varen«. Hvordan går det med karaktererne? Hvor mange elever kommer videre i uddannelsessystemet? Hvor mange kandidater får arbejde efter endt uddannelse?

Kombinationen af den øgede konkurrence og den forstærkede kontrol kræver stadig flere ressourcer til administration og ledelse – og dermed færre ressourcer til det, som uddannelsesinstitutionerne er sat i verden for at levere.

Det bliver vigtigere at levere på papiret (både i reklamen og i indberetningen til Slotsholmen) end at levere i forhold til elever og studerende. Det udbytte, der ikke kan måles i karaktergennemsnit, bliver usynligt.

De unge på uddannelserne og deres lærere har fælles interesser, når det gælder om at kæmpe for de nødvendige ressourcer til uddannelserne og en uddannelsessektor præget af demokrati i stedet for marked.

Kampen om et solidarisk uddannelsessystem handler altså om meget mere end karakterkrav, og vi mener at det er vores opgave som venstrefløj at kæmpe den kamp.

Rosa Lund er uddannelsespolitisk ordfører for Enhedslisten. Pia Boisen er folketingskandidat for Enhedslisten.