Vi skal ikke vente på, at politikerne løser problemer med klimaet, i stedet skal vi udfordre dem, der sidder på magten. Klimakrisen er en systemkrise, og når det politiske system ikke går forrest for at løse det, må vi gøre det selv.
Jeg blev ikke skuffet, da EU-Kommissionen i sidste uge anbefalede, at EU ikke hæver sit løfte om reduktion af drivhusgasser givet ved COP21 før efter 2030. Det var forventeligt. Det etablerede politiske system er på intet tidspunkt gået forrest for at løse klimakrisen bl.a. bevist til COP15 i 2009 og igen til COP21 i december sidste år.
Kommissionen vurderer, at EU's løfte om 30 procent reduktion i 2030 i forhold til 1990 er tilpas. Beregninger af landenes retfærdige reduktionsforpligtelser viser, at det svarer til lige over 1/5 af EU's retfærdige andel baseret på historiske udledninger og handlekapacitet.
Paris-aftalen bygger ellers på, at landenes frivillige løfter om reduktioner (Intended Nationally Determined Contribution, INDC) skal opjusteres løbende, da de samlet kun dækker ca. halvdelen af de reduktioner, der skal til for at holde temperaturstigningen under 1,5° eller 2° C, som er målet i aftalen.
Mange organisationer og medier solgte ganske uforståeligt Paris-aftalen som en sejr. Aftalen var en sejr for diplomatiet, hvor franskmændene havde gjort et dygtigt politisk forarbejde. Det var en fiasko for klimaet. Det værste ved aftalen er ikke, at den langt fra formår at imødekomme klimaforandringerne. Det farligste er, at vi bliver bildt ind, at nu behøver vi ikke handle, for politikerne har styr på det. Det lader os tro, at diplomatiet og det såkaldt demokratiske verdenssamfund kan løse problemet. Det kunne ikke være mere forkert.
Vi er færdige med at diskutere om klimaforandringerne eksisterer, sker og allerede medfører alvorlige konsekvenser. Men ikke hvad klimakrisen handler om og udspringer af. Det er den egentlige diskussion, og den vigtigste årsag til, at klimakrisen ikke bliver løst.
Klimakrise er misvisende. Det er sagt mange gange før, men klimakrisen er en systemkrise, som handler om meget andet end koncentrationen af CO2 i atmosfæren. Det handler om et system, som sætter profit over mennesker og miljø.
Neoliberalismen har gjort selv klimaet til en ressource, som skal agere som kapital, som kan kommercialiseres og handles gennem fx CO2-kvoter. Neoliberalismen har opstillet en kunstig adskillelse mellem natur og mennesker, hvor alt, der ikke er ren natur, er en ressource, mennesket kan udnytte på mere eller mindre effektive måder. En adskillelse som skal legitimere udnyttelse af naturgrundlaget. Neoliberalismen reducerer os, borgerne, til forbrugere i en konkurrencestat og fortæller os, at individuelle forbrugervalg vil gøre markedet klimaeffektivt. Men vi kommer ikke til at løse krisen gennem den ene eller anden teknologiske løsning eller ved at forbruge ”klimavenligt”.
Hvis man derimod anerkender, at klimakrisen er en konsekvens af systemet, er det fuldt ud legitimt at ændre det – det er faktisk påkrævet. Det betyder et opgør med og regulering af forbrug stik imod neoliberalismens frie markedskræfter og laissez faire logik. Miljøorganisationer og -aktivister bliver nødt til at sætte klimaet ind i denne kontekst, ellers er vi ikke bedre end politikere med tomme løfter.
I bedste fald er vores arbejde ligegyldigt. I værste fald styrker det dem, der i dag sidder i de magtpositioner, der opretholder systemet.
Kernen i klimakrisen handler om magt og mangel på interesse i reelt at gøre op med en ødelæggende samfundsmodel. Hvorfor lukker dem der har magten ikke miner, kraftværker og det industrielle landbrug, når de på papiret er blevet enige om, at 80 procent af de fossile brændsler skal blive i jorden?
Regeringer ejer fossil energiinfrastruktur og tjener store summer på herpå. De foregiver at ville løse krisen gennem processer som COP-forhandlingerne, som er finansieret af virksomheder, promoverer markedsbaserede løsninger og legitimerer de store udleders ansvarsforflygtigelse. Samtidig forhandler regeringer handelsaftaler, som skal facilitere mere eksport af fossil energi (TTIP) og virksomheders mulighed for at sagsøge stater ved implementering af ny lovgivning (ISDS, ICS). Regeringer subsidierer fortsat den fossile industri og er afhængig af støtten herfra.
Virksomheder på jagt efter det næste marked er konsekvensen af et system, der sætter profit over mennesker og miljø. Et system der har givet mange virksomheder mere magt end flere stater. Regeringer som virksomheder er slaver af et system, der kræver mere vækst, end der er naturgrundlag til. For at beholde deres magt, er de nødt til at opretholde det system. Samtidig bliver vi fortalt, at de vil løse problemet. De har ikke tænkt sig at gøre det.
Vi er nødt til at udfordre dem, der i dag sidder på magten. Vi skal stoppe med at bede politikerne løse krisen. I stedet skal vi handle på deres løfter, og gøre det, vi ved, der er brug for. Det er (masse) civil ulydighed, der tidligere har udfordret magtstrukturer og bragt nødvendig social forandring. Fundamentale og legitime samfundsforandringer er ikke kommet ved pænt at spørge politikerne om lov eller acceptere at få lov at stemme hvert fjerde år. Når magten er kondenseret til få individer og virksomheder, skal vi forsøge at fravriste dem den. Det kan vi når vi forener os og handler kollektivt.
Klimakrisen fordrer decentrale løsninger, selvbestemmelse, globalt udsyn uden nationalstatens grænser og lige rettigheder. Løsningen er vedvarende energikilder, som i deres natur er decentrale, kollektivt og lokalt ejerskab over energiforsyningen og lige muligheder for at leve liv inden for planetens grænser.
Det er det modsatte af EU's Energiunion og store energiselskaber, det modsatte af utilstrækkelige nationale løfter og det modsatte af outsoursing af drivhusgasudledninger gennem produktion af forbrugsgoder til vestlige markeder i andre dele af verden. Alt det som dem med magten kæmper for, fordi andet vil fjerne deres magt.
Løsningen på klimakrisen kræver et opgør med eksisterende magtstrukturer. Det er ikke et spørgsmål om, hvem der sidder på magten, og det er ikke et spørgsmål om at vælge de rigtige ledere. Det handler om, at magten ikke skal koncentreres hos få. Det vi har brug for er decentralisering og suverænitet. Menneskers ret til at leve lige liv inden for plantens grænser. Det er klimaretfærdighed.
Nanna L. Clifforth er klimaaktivist og kampagnemedarbejder hos NOAH Friends of the Earth Denmark.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96