Vi ejer ikke vores børn

Med hvilken ret henter vi børn fra fjerne lande og omplanter dem hos os?

Således spørger dansk/franske Jacques Berg, adoptivfar, historiker, journalist og forfatter i sin hudløst ærlige og velskrevne bog "Kanonkongen barnet".

Bogen er et essay om adoption. Og denne sammenholdes med forfatterens eget eksil, hvad angår det eksistentielle tab i begge situationer. Det er en debatbog, og den er polemisk og subjektiv.

Jacques Berg tager på fineste, filosofiske, poetiske vis og med skelen til sine store litterære forbilleder fat i emnet med udgangspunkt i sine egne børns historier.

De var adopterede i en tid, hvor gadebørn var gådebørn, og hvor man glemte, at kroppen gemmer alt, fordi man troede, at børnenes historie startede med adoptionen.

I dag er der mere fokus på afgiverlandenes måde at varetage børns behov, bedre godkendelsesprocedurer og bedre forberedelse af adoptanterne, end der var, da Jacques Berg adopterede.

Børnenes behov

Der kræves også i dag større indsigt i de adopterede børns baggrund, reaktioner og behov. Og der er mere fokus på vigtigheden af italesættelse af livshistorie og udseende, post-adoptions service og netværksdannelse blandt adoptanter og adopterede unge og voksne.

At være adopteret er på mange måder et eksistentielt vilkår, som bevirker, at den adopterede hele tiden skiller sig ud i sin genetiske skikkelse, hele tiden skal forsvare sin eksistensberettigelse, hele tiden skal være beredt og sanse og imødekomme omverdenens spørgsmål og forventninger.

Det kan enten  fordre oprør eller tilpasning og deraf følgende risiko for at miste sig selv.

Essayet markerer på mange måder en skillevej i et broget landskab, hvor mange gode hensigter og fine ord udveksles mellem interessenter: Mellem afgiver- og modtagerlande, mellem adoptionsbureauer og adoptanter, mellem adoptivforældre og deres børn.

Og det efterlader et tankevækkende indtryk af de adopteredes livsvilkår og hvilke veje, adoption fremover kan, vil og skal gå.

For vi står i en brydningstid, hvor de klassiske forestillinger er i opbrud. Hvor kritiske adopterede og adoptanter modigt og ikke uden sværdslag ytrer sig. Og hvor de biologiske forældre pludselig anerkendes, og begrebet åbne adoptioner og udvidet slægtskab opstår.

Et barn i nød skal altid forsøges placeret i sit fødeland, enten hos slægtninge, i plejefamilie, i børnebyer eller via indenlandsadoption. Det er først, når dette er umuligt, at international adoption må komme på tale.

Tillægsspørgsmålet bliver så, om der gøres nok for at udvikle disse sociale hjælpeforanstaltninger i afgiverlandene, som kan understøtte børnenes behov for et godt liv i egen oprindelseskultur, eller om pengestrømmen i adoption modvirker dette - i og med at de fattige afgiverlande løftes økonomisk af adoptionsstrømmen.

I den ideelle verden bør ingen forældre og børn tvinges fra hinanden på grund af fattigdom eller sociale stigma. Alligevel sker det hver dag verden over, og veldokumenterede historier beretter for eksempel om adoptionstrafficking, hvor børn franarres deres forældre under dække af velgørenhed.

Hvis vi ukritisk accepterer, at penge styrer adoptionssystemet, forsvinder ansvaret for de valg, der træffes, ud af synsfeltet.

I så fald ser vi ikke systemet, vi bliver systemet.

Etik

I mikroperspektiv er adoption i hvert enkelt tilfælde et stærkt samarbejde mellem mange dybt engagerede parter om at sikre et barns liv.

Der er millioner af forældreløse børn i verden, hvoraf kun meget få adopteres.

I makroperspektiv er antallet af internationale adoptioner for særlige afgiverlande derimod massivt. Det kan synes voldsomt for de implicerede, og sensationsliderligt for Hr. og Fru Danmark, når Jacques Berg og andre kritikere bruger ord som neokolonisme og handelsvarer.

Men ikke desto mindre er vi alle, retorikken til trods, nødt til at stoppe op og lytte med indsigt og eftertanke.

Vi må nødvendigvis gå etisk grundigt til værks. Hvordan kan vi gøre det bedre? For eksempel kunne vi medvirke til at støtte biologiske forældre, opbygge bæredygtige sociale hjælpesystemer i afgiverlandene og sikre professionelle omsorgsmiljøer på børnehjemmene.

Vi kunne optimere adoptionsgodkendelsen og muligheden for livslang post-adoptions service til både adoptanterne og de adopterede (gerne obligatorisk de første år efter adoptionen).

Vi kan sikre, at børnepapirerne er velbeskrevne, og at barnets livshistorie om muligt følger barnet. Vi kan sikre bedre overdragelsesprocesser, udarbejde procedurer for åbne adoptioner og sikring af biologiske forældres rettigheder.

Ingen af os ejer vores børn, vi har dem alle kun til låns.

"Kanonkongen barnet" er en vedkommende fortælling, som sparker en undertrykt og nødvendig debat i gang. Den vidner om, at nok er Jacques Berg af en anden tid, årene er gået, og adoption er sidenhen kommet i en udviklingsproces. Men adoption er et kompliceret felt med mange aspekter og nuancer, og det fordrer stor etisk sans.

Grib og begrib "Kanonkongen barnet" med åbent sind og fødderne solidt plantet på jorden.

Jacques Berg: ”Kanonkongen barnet. Om adoption, eksil og den tabte tid.” , 2011, Books on Demand, Paperback, 320 sider.

Iben Krarup Høgsberg, adoptivmor, socialpædagog og redaktør og medforfatter til antologien "Adoptionshåndbogen – det adopterede barn i familien, i dagtilbud og skole", Hans Reitzels Forlag, 2012. I efteråret/vinteren 2012-13 følger adoptionsbørnebogen "Ønskebarnet Elliot fra Østerby", Forlaget Turbine.