»Vi burde ikke skulle være bange for at gå ud fra vores værelser om natten på grund af vores køn«

Kvinder fra Trampolinhusets kvindeklub diskuterer kønsstrukturer i de danske asyllejre og i det øvrige samfund. Samtalen er baseret på et uddrag fra en diskussion med otte kvinder, der taler om oplevelsen af at være utrygge og ubeskyttede i lejrene.  

Kvinder med og uden statsborgerskab mødes ugentligt til kvindeklub i det brugerstyrede kulturhus, Trampolinhuset for at diskutere kvinders vilkår og strategier for overlevelse i hele verden.

Den følgende tekst er en diskussion, hvor der handler om kønsstrukturer i asyllejrene og det danske samfund.

A: Der er forskelle mellem mænd og kvinder, men der er forskelle mellem alle og folks sager er forskellige. Nogle mennesker bliver skøre, fordi de har været i asyllejrene i otte eller ti år. Hvis jeg havde været der så længe, ville jeg også blive skør. Det er trist at være vidne til, men sådan er lejrlivet.

B: Det er derfor, at vi bør finde nogle måder, hvorpå vi kan støtte især kvinder. Folk skal ikke være bange for at forlade deres værelser om natten på grund

af deres køn. Sidste mandag var der en kvinde her, som sagde, at det var svært for hende at forlade sit værelse, fordi alle mændene hele tiden spurgte hende om sex for penge.

A: Ja, det sker hele tiden. Det er derfor, vi skal være forsigtige og passe på os selv. Hvis en kvinde har mange relationer til mænd i lejren, vil alle mænd hoppe på hende. Så hvis man har en mand, bør man blive hos ham og opføre sig ordentligt, ellers får man problemer.

B: Men i Danmark, officielt i hvert fald, har mænd ingen ret til at røre kvinder, uanset hvordan de klæder og opfører sig.

C: Sådan var det også i Danmark i gamle dage. Hvis der skete noget med en kvinde, ville alle også sige: "det er hendes egen skyld."

D: Der er stadig mange af sådan nogle tilfælde i lejrene. Og fordi Røde Kors ikke kan beskytte kvinderne, får de i stedet anvist de isolerede værelser. I hvert fald i Sandholm. Så i stedet for at beskytte kvinderne, isolerer Røde Kors os bare endnu mere. Hvis man er bange, gør dét bare en mere isoleret og alene. På den måde bliver det ens eget problem i stedet for et generelt.

E: Når jeg har problemer med mænd i lejren, ringer jeg nogle gange til politiet i lejren, men får ingen hjælp. Så hvad med jer kvinder i Danmark – hvis I har problemer med jeres kæreste eller mand eller andre mænd, kan I så få hjælp?

F: Det er en del af vores system, at vi kan få hjælp. Der er disse støttecentre for kvinder, hvor man kan få asyl, hvis man har problemer. Så loven siger altså, er det muligt at få støtte, man kan få en advokat, et tilhold.

E: Okay, men jeg vil gerne vide, hvad der sker, hvis du går til politiet. Har de brug for vidner eller skal de øjeblikkeligt tro på dig?

B: Hvis du ringer til politiet og siger, at en mand har slået eller voldtaget dig, vil de tage det alvorligt. Men problemet er det, der sker efterfølgende. Der er en masse procedurer, man er nødt til at gå igennem. Man er nødt til at fortælle sin historie igen og igen, de tror ikke på en med det samme.

E: Jeg spørger, fordi da jeg var i mit hjemland, kendte jeg en pige, som fortalte mig, at de tog sig godt af kvinder i Europa. Men nu hvor jeg er her, kan jeg se, hvor mange mænd der slår kvinder, og jeg har selv haft problemer og fik ikke støtte. Jeg ringede til politiet og fortalte dem, at jeg havde problemer med den her mand, og de gjorde ingenting. I dag fik jeg besøg af en kvinde på mit værelse. For tre år siden, da hun var sammen med sin mand i lejren, slog han og tog kvælertag på hende. Og når man hører den slags historier, har man ingen tryghed i sit liv. Så i forhold til alle de ting, jeg hørte om ligestilling i Europa, synes jeg ikke, at jeg kan se det her.

A: Overalt i verden bliver kvinder forulempet af mænd og især i lejrene.

G: Det er også et problem, at der i lejrene  eksisterer en slags skjulte samfund. Hvis den samme stamme flytter fra det samme land til lejren, tager de deres regler, normer og traditioner med sig. Jeg har selv oplevet det. Jeg er fra et bestemt land og er nødt til at blive beskyttet af mændene fra det pågældende land og er beskyttet af et nationalt ophav. Det er det, der gør det vanskeligt for loven at gøre noget, fordi vi lever sammen med disse mennesker. Og er tvunget til at være der.

H: Det er en måde, hvorpå mændene kan beholde kontrollen i den prekære situation i lejrene, hvor de har en masse overordnede i deres liv. Den sidste ting, de kan miste, er kontrollen over kvinderne. Det er naturligt skabt i lejren.

C: Der er også flere mænd end kvinder i lejrene, hvilket betyder, at kvinderne er en dobbeltminoritet. Så måske der bør være mere segregation. Og som det mindste burde kvinderne, der kommer hertil, kende deres rettigheder.

H: Men det fjerner ikke problemet i at skulle bevise alt. Når kvinder for eksempel er flygtet fra Afghanistan, kan de ikke få nogen hjælp i Danmark, medmindre de er i stand til at bevise, at de er i fare. Og hvordan er det muligt at bevise undertrykkelse?

E: Du har ret. Da jeg spurgte politikvinden i lejren om, hvad de kan gøre for kvinder, der er blevet voldtaget, sagde hun: ”hvis der er beviser nok, kan vi hjælpe”. Der er en masse kvinder i lejren, der har problemer med voldtægt og vold, men hvis de ikke har beviser for det, vil deres sag blive lukket.

Trampolinhuset ligger på Thoravej 7, 2400 København NV

Teksten tidligere bragt i det asylaktiviste tidsskrift visAvis - voices on asylum and migration. 
visavis.dk