Venstresocialisterne – en parlamentarisk succeshistorie

Når der er grund til at se tilbage på VS’ historie med stolthed, er det fordi partiet evnede at manifestere sig på utroligt mange niveauer. VS var jo fra starten anderledes end så meget på venstrefløjen efter 1968. Man kunne nemlig altid stemme på VS, det var ikke et parti, der var forbeholdt en lille kreds, geografisk eller politisk.

I mange år var partiet repræsenteret i Folketinget, men også i kommunalbestyrelserne kunne man møde VS’erne. Folketingspolitik var en svær sag, hvis praksis der heller ikke var enighed om, som jeg har nævnt i foregående kapitel. At vi burde være der, var der ikke uenighed om.

Jeg vil fremhæve en bestemt periode, hvor kommunalpolitikken spillede en stor rolle. Nærmere betegnet dengang VS havde en borgmesterpost i København.

Ved partiets start var Willy Brauer^[1] med, og han var sporvejsborgmester fra 1962-70, altså de sidste tre år som VS’er.

Jeg er dog ret sikker på, at Brauer oplevede VS’ start som noget forvirrende og ikke rigtigt i stil med hans temperament!  Anderledes i perioden 1978-86, hvor Villo Sigurdsson var VS-borgmester, det der blev kaldt byplanborgmester.

Græsrødderne

Villo blev medlem i 1970, men forinden havde han været aktiv i noget, der var almindeligt i de dage, en beboerforening, nemlig Nansensgades Beboerforening. Beboerforeningerne var en samling af lejere, der kæmpede mod huslejeforhøjelser, saneringer, ejerlejlighedsudstykning m.v.

Han var også medlem af De danske Vietnamkomiteer, en bevægelse, der støttede Vietnams væbnede kamp mod USA-imperialismen. Inden han blev borgmester, havde han været medlem af VS’ hovedbestyrelse og sekretær for Forretningsudvalget.

Det karakteristiske ved hans borgmesterperiode var to ting; nemlig et tæt samarbejde med partikammerater, og et tæt samarbejde med bevægelser og fagforeninger indenfor hans område.^[2] 

Karakteristisk for København i denne periode var de store planer. Både saneringsplaner med nedrivning af store områder af den ældre boligmasse, men også trafikplaner. København var en anden by, der var faktisk lejligheder dengang, der var til at betale. Den sanering, som socialdemokraterne stod for, ville jage de hidtidige beboere ud, da de ikke ville kunne betale huslejen i de nye bebyggelser.

Trafikplanerne gik bl.a. ud på at bygge en ringvej, Ring 1, en sekssporet motorvej langs og på søerne – det blev heldigvis ikke til noget.

Men dele af Nørrebro, kaldet den Sorte Firkant, blev ret brutalt revet ned. Det var inden den mere blide model slog igennem ved sanering og byfornyelse som på Vesterbro: byfornyelsen af Vesterbro fik en helt anderledes udformning som en følge af de begivenheder, vi skal høre om – nogle mener^[3], at Vesterbro er et af de allerstørste resultater af kampen om Byggeren og alle de mange lokalplansaktiviteter. 

Det kan VS faktisk være ganske stolt over.

Banjobanden

Det vakte stor opsigt, at den kommunalpolitiske baggrundsgruppe tit havde møde på Villos kontor på Rådhuset, og da en journalist borede i, hvad der egentlig foregik, sagde borgmesteren, at de bare havde snakket lidt, hygget og spillet på banjo.

Baggrundsgruppen fik derfor straks navnet Villos Banjobande, og pressen hylede om op om, hvor udemokratisk det var, at der blev truffet afgørelser af folk, der ikke var medlemmer af Borgerrepræsentationen – kollektive spindoktorer var ikke opfundet dengang eller siden!

Banjobanden, så vidt man kunne forstå på pressen, bevægede sig på kanten af det lovlige. Det var jo ikke den slags politiske studehandler, de fleste var vant til. I partiet gik baggrundsgruppen nærmest under betegnelsen Rådhusgruppen.^[4]

»Jeg kan ikke huske, at udtrykket stammer fra en journalist, men det kan godt være. Imidlertid var det Weidekamp, der kanoniserede det: han brugte det i et forsøg på at gøre VS til grin! Det blev imidlertid et selvmål af dimensioner, for VS’ vælgerne fandt, at det var alle tiders udtryk, og godt at der kom nye toner og nye folk på det støvede rådhus – hvor tingene alt for længe var blevet behandlet bag lukkede døre!«^[5]

Om epoxy-sagen

Der er to sager, jeg vil fremhæve, nemlig epoxy-sagen og sagen med byggelegepladsen, Byggeren. Vi starter med epoxy-sagen.

Der blev dengang ført en langvarig kamp mod farlige stoffer på arbejdspladsen og udgivet mange rapporter, af bl.a. Aktionsgruppen Arbejdere Akademikere: Malerraporten, Bryggerirapporten, Asfaltarbejde osv. 

De farlige stoffer kunne omgås på forskellige måder: Kaj fortalte mig dengang, at da han var arbejdsmand på Esbjerg Kemikaliefabrik, blev man fyret derude efter et år. Ledelsen var godt klar over, at det ikke var lakridsfremstilling, så for at være på den sikre side, fyrede de! 

Epoxy var et af de farligste stoffer, der var sendt på markedet i årtier. Det var kræftfremkaldende. I VS dannede medlemmer fra Bygge- og Anlæg og fra Sundhedssektoren en tværfaglig epoxy-gruppe. Den skulle støtte VS’ere og andre kontakter på arbejdspladserne. Gruppen udgav også et særnummer af avisn Solidaritet om Epoxyboykotten.^[6]

Byggefagenes Samvirke

I 1978 afholdt Byggefagenes Samvirke^[7] en konference om at dæmme op for den stadige strøm af giftige og sundhedsfarlige stoffer på danske byggepladser. Særlig epoxy blev diskuteret og i juni 1978 besluttede arbejderne på renseanlægget Lynetten og Bispebjerg Hospital at standse arbejdet med stoffet.

På Bispebjerg blev der fundet et alternativt middel. Men på Lynetten, der hørte under Københavns Magistrat, nægtede bygherren at erstatte epoxy med andre stoffer. Trods henvendelse fra Byggefagenes Samvirke, afviste overborgmester Weidekamp.

Epoxy-sagen optrappes

Efter møde med Byggefagenes Samvirke standsede Villo Sigurdsson (rensningsanlæg hørte under hans afdeling) brugen af epoxy på Lynetten 20 dage senere.

Den 30. juni: Borgerrepræsentationens flertal pålagde Villo at ophæve forbuddet, men det nægtede han. Naturligvis betød sagen et øget pres mod VS-borgmesteren. Det var ret uset, hvad han havde gjort. Han blev beskyldt for at være udemokratisk ved ikke at ville rette sig efter flertallet, ved at opfordre til ulovligheder.

Som svar sagde Villo Sigurdsson: »Jeg mener ikke, det er borgerrepræsentationen, der skal tage stilling til, om et stof er farligt. Der kan kun være én part i sagen, som har noget at skulle have sagt:  det er arbejderne på arbejdspladsen og deres kollektive organisationer. Det er dem, der kan rammes af kræft og allergi. Og det er derfor dem, som skal afgøre, om de videnskabelige argumenter for eller imod et materiale er rigtige eller forkerte.«^[8]

I september var der stadig ikke fundet nogen løsning – trods forskellige bureaukratiske tiltag, og Villo redegjorde i Borgerrepræsentationen for bestræbelserne på at færdiggøre Lynetten uden epoxy. Men den socialdemokratiske formand fratog ham ordet, da han begyndte at tale om epoxy-stoffernes kræftrisiko.

Den sundhedsfarlige side af sagen blev også  behandlet andre steder, og Arbejdstilsynet  udsendte noget efter en bekendtgørelse om epoxy, men bekendtgørelsen havde ikke forbud mod brugen af epoxy, den handlede kun om personlige beskyttelsesmidler og anmeldelsespligt.

De socialdemokratiske dominerede organisationer, Fællesorganisationen og SiD stillede sig tilfredse, men Byggefagenes Sammenslutning afviste bekendtgørelsen som utilstrækkelig og fortsatte boykotten.

1979 – kampen fortsætter – og optrappes

Så halvdelen af 1978 var gået uden en løsning, og heller ikke i 1979 var der tegn på det, men netop i juli, hvor omtalen af epoxy kulminerede i medierne, havde Villo beordret Lynetten sat i gang uden brug af epoxy, og således ikke fulgt flertallets ønske om brug af epoxy.

Det var tegnet til, at det socialdemokratiske bureaukrati gik i gang: Den socialdemokratiske indenrigsminister pålagde Københavns politiske ledelse, Magistraten, at gennemføre borgerrepræsentationens flertals beslutning. Det betød, at Københavns magistrat den 17.7. fratog Villo ansvaret for Lynetten og overdrog byggepladsen til overborgmester Egon Weidekamp.^[9]

Blokaden

I august 1979 beordrede Weidekamp påsmøring af epoxy, via et firma fra Viborg. Det medførte strejker på Lynetten og Byggefagenes Samvirke organiserede blokade af rensningsanlægget den 31.8.1979.

Den 7.9. var der 600 deltagere i demonstration foran Lynetten, arrangeret af Byggefagenes Samvirke. Arbejdsretten havde ellers tidligere afvist at behandle sagen, men den 1. november erklærede den blokaden ulovlig.

Kort før jul greb politiet griber ind: otte blev anholdt, da politiet brød den tre måneder lange blokade den 12. december 1979.

Tre dage senere hævede Byggefagenes Samvirke blokaden – og sluttede sagen efter 1½ år.

LO

I Arbejdsretten havde arbejdsgiverne oprindeligt trukket deres klage tilbage. Fra starten havde LO gjort epoxy-problemet til at være et spørgsmål om, at arbejderne var ordentligt instrueret. Hermed havde de drejet sagen væk fra det principielle, at arbejdernes strejke skyldtes hensynet til eget helbred, ud fra reglerne om liv, ære og velfærd.^[10] For LO var det alene et lovgivningsanliggende.

Det bragte Byggefagenes Samvirke i et dilemma: enten kæmpe sammen med fagbevægelsens top – og så var der ikke noget med blokader og den slags – eller også kæmpe sammen med arbejdspladserne og den efterfølgende konfrontation.

De valgte nærmest den første vej, bl.a. afleverede de et stort antal underskrifter til koalitionsregeringen af Venstre og Socialdemokratiet med krav om forbedret giftlovning. Men støtte fra LO fik de nu alligevel ikke.

En karakteristisk udtalelse fra LO’s miljøkonsulent, Bent Drewsen lød: »Når Byggefagenes Samvirke tager afstand fra at arbejde i rumdragter, er det et udtryk for et personligt valg. Jeg mener, man skal udnytte mulighederne for at beskytte sig, når det er nødvendigt at arbejde med farlige stoffer.«^[11]

En af efterkrigstidens længste kampe, fra juni 1978 til december 1979, var hermed slut. Men den havde jo på afgørende vis medvirket til en bevidstgørelse omkring problemet farlige stoffer.

Jeg husker endnu, hvordan min gode (socialdemokratiske) onkel bandede. Han var ansat på pumpestationen Østbanegade 89. Den skulle nedlægges, og de skulle flyttes ud til Lynetten, og når jeg spurgte ham, hvordan det gik, så fik jeg sandheden at vide om ’ham der Villo’! Men flyttet blev han da til sidst.

Tilbageblik

Ser man tilbage på epoxystriden, nu mange år efter, er der flere ting, der er værd at fremhæve. Forløbet gør det værd at analysere lidt på VS’ politik og bagefter på DKP’s. Et interessant eksempel i modsætning til meget i folketingspolitikken, hvor der altid skulle tages stilling til alt muligt, når man diskuterede partiets propagandakamp.

Det pudsige er, at et godt eksempel på en vellykket VS-politik kommer fra det kommunalpolitiske område. Det var jo ellers almindeligt kendt, at kommunalpolitikere blot var sat til at administrere. Her var et sammentræf, der gjorde en succes mulig.

Det ene sammentræf var Københavns kommunes særlige struktur, hvor borgmesterposter blev fordelt efter stemmetal, andre steder var borgmesteren jo flertallets. Ved kommunevalget i 1978 fik VS således én borgmesterpost.^[12]

Det andet var en kommunalpolitik i samklang med arbejdernes interesser.

En DKP-borgmester

Samtidig med Villos valg fik DKP valgt Ivan Hansen og DKP havde også fem medlemmer af borgerrepræsentationen. Vi har således et godt udgangspunkt for en sammenligning af de to partiers udnyttelse af den parlamentariske platform, hvor DKP havde den fordel at være dominerende i Byggefagenes Samvirke.

Ivan Hansen var før sin borgmestertid kendt som fællestillidsmand på B&W Motor i ti år og centralt placeret i partiet.^[13] Det er med Ivan Hansen, man ser DKP’s strategi med det antimonopolistiske demokrati udfoldet.

Filosofien var en form for folkefront, hvor folket stod sammen mod monopolerne eller de store. En strategi, som DKP havde en vis succes med dengang, ikke mindst i Folkebevægelsen mod EU, der var med til at skaffe DKP et gennembrud i 1970’erne.

Centralt i partiets strategi var at presse socialdemokraterne til et samarbejde. Da Socialdemokratiet gik i regeringssamarbejde med Venstre i august 1978, tordnede DKP mod SV-regeringen – sammen med LO.

Samtidig lagde de op til budgetforlig i de store byer: København, Odense, Århus – DKP skulle fremstå som et realistisk alternativ til de borgerlige, et slags alternativ til SV-regeringen. Det lod sig jo vanskeligt forene med en massiv kampagne mod SDs ledelse i København i epoxy-sagen.

I byrådet i Århus havde DKP ellers i sommeren 1978 sammen med Byggefagenes Samvirke fremsat forslag om forbud mod epoxy. I maj 1979 behandlede økonomiudvalget forslag fra SF og VS om forbud mod epoxy, men det tilslutter DKP sig nu ikke. Med baggrund i partiets offensiv for et budgetforlig afgav DKP i Århus kun en vag erklæring om at begrænse epoxy til ’det mindst mulige’!

DKP’s kovending

I juli 1979 foretog DKP igen en kovending – efter at SD havde afvist kompromis omkring Lynetten. Der havde også været intern kritik, og nu gik partiet ind for forbud mod epoxy i Århus.

Der var også kommet nyt i sagen – ikke mindst, at DKP var røget ud af Folketinget i oktober 1979. Der var også blevet etableret blokade på Lynetten. Nu foreslog DKP en teknologisk løsning: epoxy skulle påsmøres ved robotteknik.

DKP havde altså opgivet den principielle kamp mod farlige stoffer. Hvad skulle perspektivet være ved, at arbejderne overlod løsningen til politikere og teknikere? Som en afslutning sagde DKP’s miljøpolitiske udvalg: »Lige som det er nødvendigt med miljø-aktivitet … så er det nok så vigtigt, at de krav som denne kamp rejser, slår igennem i den lovgivning, der udarbejdes inden for området.«^[14]

Altså ikke arbejdernes afgørelse, men en venten på en lovgivning, eller måske et valg?

Det styrkede jo heller ikke DKP’s troværdighed, at det blev afsløret i pressen, at der havde været anvendt epoxy, uden at sikkerhedsreglerne var overholdt, i belysningsvæsenet  – under Ivan Hansens ressort.

Socialdemokraterne

Epoxy sagen viste også, hvordan socialdemokraterne på Rådhuset prøvede at køre sagen bag lukkede døre og hvordan de hindrede drøftelser i Borgerrepræsentationen. Ovenikøbet kom så indgrebet fra deres indenrigsminister.

Sagen viste, hvordan LO i Arbejdsretten kringlede sagen med arbejdsgiverne, så det ikke kom til at dreje sig om arbejdernes sundhed.

Slumstormerne

Vi skal nu frem til den anden store sag, byggelegepladsen Byggeren, som den populært blev kaldt. Først lidt om de historiske forudsætninger for bevægelserne i København.

En del af baggrunden var slumstormerbevægelsen i slutningen af 1960’erne, hvor en række tomme huse blev besat af slumstormere, senere kaldet bzere.^[15] Starten var nok Sofiegården på Christianshavn, så kom Hudegrunden, Jægergården, Tømrergården.

Bevægelsen ebbede ud i 1972^[16], men havde skabt grobund for nye organisationsformer, som f.eks. Nørrebros Beboeraktion og Christianshavns Beboerforening. De udviklede også nye kampformer som besættelser, blokader, happenings og demonstrationer.

Ideerne spredte sig til forældre til børn i daginstitutioner, krav om fjernelse af ventelister, der blev gennemført betalingsboykot.

Lejerforeninger opstod også uden for den traditionelle Lejernes Landsorganisation, LLO. Det var foreninger i de københavnske brokvarterer, der krævede større lokal indflydelse, bl.a. på sanering og byfornyelse.

Byggeren 1980

Om Byggeren har Villo Sigurdsson selv givet en beskrivelse af baggrunden:

»Socialdemokratiet og de borgerlige på Københavns Rådhus har vedtaget en helhedsplan for indre Nørrebro. Det betyder, at ældre og brugbare boliger totalsaneres og erstattes af nye betonboliger. Huslejen bliver 10 gange så høj som i de ældre boliger. De nuværende beboere har ikke råd til de højere huslejer. De må flytte, men hvad gør det? Kommunen får i stedet det, den har brug for, nemlig gode skatteydere.

Derfor er beboerne på Nørrebro mod helhedsplanen og det bakker VS op. Vi mente, der i stedet burde gennemføres en byfornyelse på Nørrebro, som bevarede flere af de nuværende boliger – og deres beboere.

Byggelegepladsen, som ligger midt i ’den sorte firkant’, bruges hver dag af masser af børn fra kvarteret og udfylder en vigtig social og pædagogisk funktion. Den vil der også være behov for, når det nye byggeri er gennemført. Det siger forældrene, pædagogerne og beboeraktionerne og det siger 2.564 beboere, som har skrevet under på, at ’Byggeren’ skal blive, hvor den er på Stengade.

Socialborgmester Pelle Jarmer, under hvem ’Byggeren’ sorterer, siger, at han ikke tror på, at folk forstår, hvad de skriver under på, desuden er ’demokratiet jo ikke baseret på dørklokkedemokrati’.

Han tror, at forældre og beboere er blevet ’manipuleret’ af ’trænede provokatører’.

Jeg har endnu en gang, som i Epoxy-sagen, nægtet at gennemføre Borgerrepræsentationens flertals beslutning, ved at indføje en klausul i byggetilladelsen, at nybyggeriet først må begynde, når der er sikkerhed for, at ’Byggeren’ bliver bevaret. Men Borgerrepræsentationen besluttede, at klausulen skulle væk. Det har man diskuteret i Nørrebro Pensionistgruppe, Nørrebro Beboeraktion. Alligevel bliver deres indsigelser ignoreret.

Jeg har derfor stillet forslag om en folkeafstemning på Nørrebro. Forhåbentlig bliver den vedtaget, ellers er perspektivet det samme som i Epoxy-sagen, hvor politiet med vold og magt fjernede de københavnske arbejdere og tillidsfolk, som søgte at hindre brugen  af det kræftfremkaldende stof.

VS ønsker ikke flertallets beslutning gennemført med politivold og magt på Nørrebro, men det er, hvad beboerne og brugerne ellers forudser. De ser nemlig ingen anden udvej end at etablere en blokade derude, for at forhindre nedlæggelsen af Byggelegepladsen.^[17]

Så meget om baggrunden.

En anden baggrund er f.eks. kampen om Todesgade, hvor en institution skulle nedlægges. Todesgade var en af Nørrebros bedste institutioner med udendørs legeplads.

Den blev besat 5. august 1977, og der kom 300 politifolk for at bryde blokaden. Det blev forhindret af beboerne. Niels fra Nørregades Beboeraktion, Blågårdsgade, sagde, at der var 2.500!

Enden på det hele blev, at kommunen opgav at nedlægge Todesgade^[18] – i første omgang, men efter fem måneders blokade blev børnehaven revet ned.

Denne gang var der 700 betjente.

1980: Nørrebro i undtagelsestilstand

Byggeren blev nu ikke til en folkeafstemning. Under de parlamentariske tovtrækninger på Rådhuset om planen blev et DKP-forslag vedtaget, det gik ud på om at finde en anden grund til en byggelegeplads et andet sted på Nørrebro, og kommunen fyrede de pædagoger, der var ansat på Byggeren.

Forinden havde Nørrebros Beboeraktion,^[19] Blågårdsgade,  blokeret Byggeren for at hindre en nedrivning.

Det var en blokade, der mere eller mindre blev opretholdt i marts og april 1980. Den 22. april gik nedrivningen løs  under beskyttelse af 800 politibetjente.

I første omgang endte det med, at beboerne flyttede det tilbage, der er blevet fjernet, efter at politiet har trukket sig tilbage.

Den 29. spærrede politiet så hele området af, og bulldozere kørte ind i legeredskaber, hvor mange havde samlet sig, og folk måtte springe for livet. Da private vognmænd på kommunens foranledning kørte de smadrede legeredskaber væk, dannede flere tusinde beboere blokader hen over kvarterets gader.

Det kom til voldsomme sammenstød mellem politi og beboere. Mange måtte på skadestue med hjernerystelse og flækkede øjenbryn efter politiets knippelslag. Omkring 70 mennesker arresteres. Mange sigtes for gadeuorden og vold mod embedsmænd i funktion. 14 isolationsfængsles for en uge som led i politiets efterforskning.

Onsdag den 30. april var der så roligt på Byggeren, men flere af kvarterets gader var blevet spærret af barrikader.^[20] Efter forhandling mellem Nørregades Beboeraktion, Blågårdsgade og politiet, lovede politiet ikke at gribe ind, hvis barrikaderne blev fjernet. De lovede også ikke at gribe ind på Byggeren, før Borgerrepræsentationens møde 5. maj.

Trods det blev de sidste rester af Byggeren fjernet den 3. maj. Ved 13-tiden rullede 34 tunge lastbiler og tre bulldozere ind i området, og kvarteret blev spærret af af det hidtil største politiopbud på Nørrebro. Man kan forstå, at der var tale om drabelige konfrontationer.

Kvarteret eksploderede i vrede over politiets brudte løfter, og hele eftermiddagen og aftenen var der sammenstød mellem tusinder af betjente og tusinder af beboere. Politistyrkerne drev folk frem og tilbage i gaderne ved brug af knipler, og motorcykelbetjente kørte i fuld fart ind i mængden.

For første gang optrådte de grønklædte hundepatruljer, der med jævne mellemrum slap hundene løs blandt de flygtende mennesker. Et lovligt varslet folkemøde på Sct. Hans Torv, knap en kilometer fra Byggeren, blev opløst af politiet.

Mandag den 5. maj demonstrerede 10-15.000 mennesker fra Blågårds Plads til Rådhuspladsen mod nedlæggelsen af Byggeren. Om tirsdagen opføres et plankeværk på grunden under politibeskyttelse og den 7. startede udgravningen.^[21]

Som Villo havde forudsagt, blev blokaden af Byggeren brudt af et større politiopbud. Den borgerlige presse brugte ytringsfriheden til det yderste: »De eneste ansvarlige er VS! Efter flere dages gadekampe i den sorte firkant på Nørrebro, vold, hærværk og tyveri fremstår de som de direkte gerningsmænd.«^[22]

Et godt eksempel på,  hvordan man kunne modsætte sig en hovedløs byfornyelse.

Lokalplanerne

Et andet godt eksempel på, hvordan en parlamentarisk position kan udnyttes, var lokalplanerne, hvor VS på udmærket vis udnyttede offentlighedsfasen.

Planerne blev fremlagt, så man kunne forstå, hvad de handlede om, der stod hvilke planer, der passede til bestemte byggeplaner. En mindretalsudtalelse fik tilføjelsen, at den kom fra De konservative. Disse oplysninger tilgik også lokalpressen, der gerne skrev om den slags. 

Planen om B&W-bebyggelse på Christianshavn (B&W Motor, Wilders Plads) ved kanalen vakte stor opsigt – og beboerdeltagelse. Pjecer i fasen offentliggørelse blev husstandsomdelt.

Der var en heftig debat på baggrund af Fremskridtspartiets indvendinger mod Villos måde at fremlægge sagen på. Lejerforeninger rettede henvendelse til Magistraten om bygning af fritidsfaciliteter på grunden plus møde i Christianshavns Beboerhus (150-200 deltagere). Der blev så nedsat gruppe, (Svømmehalsgruppen), som arbejdede videre med sagen, og der blev samlet indsigelser ind, i alt 2.825, hvilket var 1/3 af områdets beboere.

Indsigelserne rettede sig mod Dansk Totalentreprises planer – det havde købt grunden og havde absolut ikke planer om svømmehal.^[23] Enden på det blev nu, at B&W byggede sit kontorhus et andet sted.

Der er en række andre eksempler på planer, hvor Magistraten samarbejdede med beboerne: Den brune kødby, Vognmandsmarken etc.

Medborgerhuse

I Villos tid blev en række kommunale bygninger omdannet til medborger- og idrætshuse, bl.a. de tidligere sporvognsremiser i Århusgade, ved Trianglen og Nørrebrohallen. Sigurdsson støttede også bestræbelserne på at etablere en havnepark på det tidligere kuloplag på Islands Brygge.

Bureaukratiske fif

Tilbage til epoxy-sagen. I første omgang løste den socialdemokratiske overborgmester problemet ved at fjernes sagsområdet fra Villos afdeling, Magistratens 4. afdeling. Weidekamp plejer at få, hvad han vil have, som Villo sagde.^[24]

Fremgangsmåden blev senere, mange år senere, underkendt af Indenrigsministeriet, men da var toget jo for længst kørt, og socialdemokraterne atter i balance i deres forsvar for lov og orden.

Lovmaskineriet

Et var, at socialdemokraterne i givet fald ikke tøvede med bureaukratiske fif med at sætte politi ind mod følgerne af den opsætsige VS-borgmester. Noget andet var jo, at det naturligvis var nemmere at have lovbestemmelser, der sikrede, at det ikke kom så vidt.

 I 1979 kørte blokaden mod Lynetten, og allerede i marts forberedt indenrigsministeren en ny styrelseslov. Indenrigsministeren var nu den pæne mand, den mangeårige borgmester fra Esbjerg, Henning Rasmussen.^[25] I Esbjerg havde han jo siddet i Lokalrådet (politiets) under politiindgrebet mod havnearbejderne.

Partiorganet Aktuelt holdt sig ikke tilbage med gode råd til indenrigsministeren, under den sigende overskrift ’Borgmester-lov’. Bladet mente ikke, at planerne var vidtgående nok, det var ikke nok, at suspendere typer som Villo.

Bladet skrev: »Det værste er, at den stridbare borgmesters reaktioner ikke alene er en hån mod det kommunale demokrati, men et bevidst anslag mod det. Når der nu skulle lovgives på sådanne ekstreme situationer, kunne styrelsesloven … have samme virkninger,  som når en minister får et mistillidsvotum. Der burde simpelthen være muligheder for at ’vælte’ en borgmester som Sigurdsson.«^[26]

Det socialdemokratiske Aktuelt gik altså ind for en slags undtagelsestilstand, hvor valg af en VS-borgmester ikke var mulig.

Lex Villo

De nye styrelsesregler blev efterfølgende vedtaget til ikrafttræden kort efter kommunalvalget november 1981.^[27] Gentagelser ville således ikke forekomme, understreget af den nye styrelsesvedtægt.

Ændringerne i de kommunale styrelseslove, Lex Villo, blev færdigbehandlet i løbet af efteråret 1980: en borgmester, der nægtede at følge flertallet i kommunalbestyrelsen, skulle således fremtidigt i suspensionsperioden erstattes af en fra byrådets flertal.

Henning Rasmussen – den tidligere Esbjerg-borgmester, var indenrigsminister i 1980 og svang således øksen, fulgt af alle andre partier end VS. En god partisoldat varetager både Socialdemokratiets og statens interesser!

Når sammenstødet blev så voldsomt, var der også en historisk baggrund; sammenbruddet af den socialdemokratiske velfærdspolitik. Frem til oliekrisen 1973/74 var det gået godt nok, og kommunerne havde fået mange nye opgaver, børnehaver, nye skolelove.

Alle disse områder inden for reproduktionssfæren skabte nye konfliktfelter, ved siden af det traditionelle modsætningsforhold mellem arbejdskraft og kapital. Efter krisens gennemslag kom statens og kommunernes indkomstpolitik, der som mål har haft at vælte flere af disse omkostninger over på brugerne. Derfor en række protestbevægelser rettet mod følgerne af indkomstpolitikken.

Når jeg har fremdraget disse eksempler, er det af to grunde. Det ene er, at de er eksempler på,  hvordan man kan kæmpe parlamentarisk med baggrund i de bevægelser, der er i arbejderklassen og i beboerområder.

Det blev gjort med stor fantasi, og styrkede folks fornemmelse af, at det betød noget, hvad de gjorde og sagde; at det ikke bare var et spørgsmål om at stemme hvert fjerde år.

Det var dengang, man ikke lod konkurrencestaten sætte grænserne.

Samtidig viser eksemplet med Villo og kammeraternes kamp også begrænsningen. Ud over at politiet uvægerligt blev sat ind, kunne en sag også havne hos regeringen, der var sikker på at få flertal for en lov, så typer som Villo Sigurdsson^[28] ikke kunne vippe så meget som én storetå.

Enhedslisten har nok flere stemmer i København i dag – men ingen Banjobande!

Strategiske overvejelser

Jeg vil afslutte dette afsnit med nogle af de overvejelser, man som revolutionær kunne gøre sig om at være aktiv i et borgerligt demokrati. Det var ikke en diskussion, der var udfoldet i VS, men i grupperinger omkring VS’ kommunalpolitik var der overvejelser.

Jeg skriver væsentligst ud fra de synspunkter et par aktive VS’ere^[29] fremkom med en fem-seks år efter begivenhederne, da de skulle afslutte deres studium og valgte at skrive om de demokratiske tilstande i Københavns kommune.^[30]

Nægtervåbnet

Når man nu nægter at gennemføre flertallets beslutning, kan det være et våben, der kan ramme en selv.

Det var således ret logisk, at flertallet gennemtrumfede sin vilje – mod Villos. VS havde jo ikke fulgt spillereglerne og kunne ikke som parlamentarisk mindretal gøre krav på den form for mindretalsbeskyttelse, der lå ud over Borgerrepræsentationens måde at vælge borgmestre på.

Når VS ikke rettede sig efter spillereglerne, skulle de heller ikke forvente at flertallet gjorde, for nu at sige det populært. Der er grænser for, hvordan en revolutionær kan agere i et borgerligt parlament.

I forbindelse med Byggeren var der uenighed i VS om brugen af nægtervåbnet. Kommunalgruppen på Nørrebro mente^[31], at en borgmesterpost ikke skulle bruges til at køre en politik igennem på tværs af flertallet.

VS skulle, sagde den, ikke administrere beslutninger i modstrid med VS’ politik, men så skulle sagen sendes til afstemning i salen, så det blev Borgerrepræsentationens ansvar. Selvfølgelig burde en VS-borgmester vise et alternativ: via demokratiseringsforsøg, ved samarbejde med de involverede (beboeraktioner, lejerforeninger, epoxyarbejdere).

Taktiske problemer

Hertil kom et par taktiske overvejelser: ville nægtervåbnet gøre en alliance med Byggefagenes  Samvirke mulig? ville beboerbevægelsen være stærk nok til at bære igennem? En nægtelse af at følge flertallet, burde altid overvejes varsomt og have to forudsætninger, mente Kommunalgruppen på Nørrebro:

Hvis borgerrepræsentationen har flertal for en beslutning, der direkte er i modstrid med de berørte, skal styrkeforholdet være måleligt, f.eks. i form af underskriftindsamling, blokade, beslutninger på fagforeningsgeneralforsamlinger. En nægtelse af at følge flertallet vil på den måde tjene til udvidelse af demokratiseringsbegrebet. Epoxy skal bestemmes af de fagforeninger, hvis medlemmer står med penslen.

Hvis vedtagelsen i BR betyder magtfordrejning eller er forfatningsstridigt, og hvis nægtelsen kan have en mobiliserende effekt, kan man overveje nægtelse. VS’ kritik skal pege på demokratisering og beboerkontrol. I denne sammenhæng kan man ikke hæfte sig ved, om der er klart målelig styrke bag de direkte berørtes kampkrav.

De sidste krav var VS’ Rådhusgruppe nu ikke enige i, der burde være et måleligt flertal blandt de berørte, sagde den.^[32]

VS’ alliancepartnere

På papiret var der aldrig tvivl om, at VS varetog beboernes interesser. Gik man imidlertid lidt dybere, var et nøgleord som beboerindflydelse jo et svagt, måske endog et vagt begreb.

Det betød jo, at VS ville kunne blive brugt af interessegrupper: ’vi kan f.eks. ikke gå ind på krav om flere ejerlejligheder i nybyggeriet’.

Socialismeproblemet

Rådhusgruppen rejste et andet spørgsmål, det var om ikke VS’ alternative forslag til byplan var med til at kanalisere beboernes utilfredshed ind i indsigelsesprocedurer. Var det overhovedet muligt at lave en socialistisk byplanlægning? Det er jo en lidt anden diskussion, men ikke en diskussion, som et socialistisk parti kan komme udenom.

VS havde således relativt grundigt diskuteret sagens demokratiske aspekter. Tilbage stod så spørgsmålet om hvordan man målte det ’andet flertal’? Det problem havde VS ikke løst, og som set var formuleringerne tilpas vage.

Forfatternes konklusion på diskussionen om nægterproblemer: Resultatet kunne blive, at det var VS’ politiske linje, der i sidste instans afgjorde, hvorvidt der skulle nægtes.^[33] 

Og de fremdrog eksemplet med den Brune Kødby i november 1984, hvor der ikke forelå et ’andet flertal’ for en folkepark, men kun en støtte fra en række lokale organisationer.

»Vi har så været tæt på de overvejelser et revolutionært parti bør gøre sig i kampen for socialisme. Hvordan forholder vi os til de demokratiske institutioner, hvordan sikrer vi de revolutionæres forbindelse med befolkningen?

’En gammel diskussion, som jeg ikke skal brede mig med i denne sammenhæng. VS førte også på denne tid en diskussion om demokratiopfattelse, som blev afspejlet i programdiskussioner om råd og demokrati, som noget der ikke kunne deles^[34], men også den lader vi ligge.

Epoxysagen er bemærkelsesværdig, dels var det ikke sket før i historien, dels ændrede Folketinget den kommunale styrelseslov.

Den blev starten på en 7-årig fejde, om kompetencer, procedurer, ressort-områder, budgetter, kapitalbevillinger og ansættelse af topchefer.«

For lille, for stor, for styret: en analyse af de demokratiske tilstande i København, side 38.

Stig Hegn er aktiv i det socialistiske forlag Solidaritet og forfatter til bogen »Et herligt liv – en ungdom i VS og afdelingen i Esbjerg«, der er udgivet på forlaget.