Hjemmelavede plakater for demonstrationer og koncerter er et spejl af den venstreradikale bevægelses identitet, mener Malene Meisner, som har samlet flere hundrede af slagsen i ny bog.
I denne uge udkom bogen »Gadens Parlament«, som udover et unikt genoptryk af venstrefløjsplakater fra København igennem de seneste tre årtier også rummer et bud på den store betydning, som de ofte farvestrålende og fantasifulde papirmegafoner har haft for den venstreradikale bevægelse.
»Plakaterne fra den radikale venstrefløj er naturligvis historiske dokumenter, som viser noget om, hvad der skete i en specifik periode – men de er også vigtige medier, som bevægelsen har forhandlet, diskuteret, skabt og formidlet sin identitet igennem,« skriver forfatterinden Malene Meisner i bogen.
»Gadens Parlament« er resultatet af seks års indsamling og affotografering efterfulgt af en udvælgelsesproces foretaget i samarbejde med to venner, der ligesom forfatterinden selv er tidligere aktivister i bevægelsen.
Se interview med Malene Meisner hos TV2 Lorry.
Henover 338 sider danner bogen en rød tråd mellem 1980'ernes BZ'ere, de autonome i 1990'erne og den ikke nærmere definerede venstreradikale bevægelse i 00'erne.
Hovedfokus er lagt på kampen om Ungdomshuset og antifascisme men samtidig flettes historien sammen med feminisme, krigsmodstand, børnemagt, Folkets Park og økologi samt analyser af brugen af »massen« og »knytnæven« i den politiske kommunikation.
– Plakaterne giver et indblik i hvad der har optaget bevægelsen igennem årene, opsummerer Malene Meisner overfor Modkraft og fortæller, at det i sig selv er et lille mirakel at bogen overhovedet er blevet til noget.
– Der har aldrig været en organiseret og systematisk indsamling og registrering af bevægelsens plakater, så vi har været fuldstændig afhængige af alle de mennesker, der har gemt plakater på loftet og i kælderen, siger Malene Meisner og understreger på den baggrund, at slutresultatet er frugten af en kollektiv proces.
Redaktionsgruppen har i forbindelse med deres arbejde scannet i alt 900 plakater, som er blevet afleveret i digital form til Det Kongelige Bibliotek, så de bevares for eftertiden.
Se nogle af plakaterne fra bogen her.
»Gadens Parlament« vidner om en levende og kreativ bevægelse, som igennem tiden har formået at sætte dagsordenen i samfundet generelt og mobiliseret den unge del af befolkningen i særdeleshed.
Med et udtryk og budskaber, som rækker ind i nutiden og fremtiden.
– Plakaten er stadig et levende medie under konstant udvikling til trods for den stigende konkurrence fra blandt andet de social onlinemedier, der gør det muligt hurtigt og billigt at opreklamere begivenheder og udbrede holdninger, mener Malene Meisner.
– Jeg tror ikke at facebook kan erstatte papirplakater. For aktivisterne handler det ikke kun om, at formidle information, men er også en manifestation i det offentlige rum og på gadeplan, vurderer hun.
Hun er heller ikke bekymret for, at den venstreradikale bevægelse vil gå af mode lige med det samme, selvom der ikke er lige så meget fokus på bevægelsen, som tidligere.
– Det gælder for alle sociale bevægelser, at der er perioder hvor man er mere indadvendt end andre. Der var meget opmærksomhed fra omverdenen i forbindelse med Ungdomshuset, men der sker jo stadig en masse ting, som medierne bare ikke interessere sig for, siger Malene Meisner.
Der er reception for »Gadens Parlament« fredag den 2. november klokken 17 i Folkets Hus på Nørrebro.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96