Venstrefløjen starter med Ø

Det kom ikke ud af den blå luft, da Internnationale Socialister (IS) i den midterste weekend af januar 2015 besluttede at melde sig ud af Enhedslisten.

Det er en politisk logisk konsekvens af IS’s politiske udvikling og Enhedslistens ditto. Og jeg hører ikke til dem, som beklager udmeldelsen, selvom jeg kommer til at savne nogle gode kammerater.

For et politisk parti er ikke en venskabsforening, men et redskab i klassekampen for forandring. Derfor skal man ikke blive sammen, hvis ikke man kan handle sammen.

Desværre kommer IS ikke til at forandre ret meget i fremtiden, fordi den politiske analyse er galt afmarcheret både hvad angår klassekampen, arbejderklassens aktuelle tilstand og forståelsen af Enhedslisten.

I IS’s politiske selvforståelse har klassekampens betingelser ikke ændret sig grundlæggende de sidste 10 år – bortset fra at kampen mod racismen er blevet det vigtigste spørgsmål.

IS mener, at det er Enhedslisten, som ikke vil bygge bevægelse, og at arbejderklassen blot med et andet lederskab ville være militant og strejke.

Begge dele er forkert, vil føre IS ud i isolation fra arbejderklassen og potentiel sekterisme.

Dengang IS i 2006 besluttede, at Enhedslisten var stedet for at opbygge en ny venstrefløj i Danmark, skete det på baggrund af en øget bevægelse i arbejderklassen.

Det udtrykte sig i mobiliseringer med store demonstrationer og større strejker kulminerende med de offentlig ansattes strejker i 2008. Den gang var det ikke kun en bevægelse mod den borgerlige regering. Der var også en ideologisk modstrøm, en voksende anti-kapitalisme.

Og Enhedslisten var centret, som bevægelserne og antikapitalisterne søgte mod. Det kunne skabe en revitaliseret venstrefløj, og selvfølgelig skulle IS være med, alt andet ville have været sekterisk isolation.

Det var jeg selv en af bannerførerne for i IS.

I dag ni år senere er betingelserne væsentligt anderledes.

Kapitalen og de rige danskere benyttede chokket over finanskrisen i 2008-9 til at lægge grunden til de hårdeste angreb på den danske arbejderklasse siden 2. verdenskrig.

Nu skulle vi udsættes for den nyliberale chokkur, som Fogh ikke havde turdet sætte igennem tidligere. En kurs som den nuværende regering har fortsat endnu hårdere.

De massive angreb kombineret med stigende arbejdsløshed har lammet de danske arbejdspladser, og selvtilliden i den danske arbejderklasse er i bund, hvilket de ekstremt lave strejketal og de svage mobiliseringer bevidner.

Kapitalens offensiv er lykkedes, og fagbevægelsen er i knæ.

Selvfølgelig ville det være lettere at stå imod arbejdsgivernes krav om løntilbageholdenhed og dårligere ansættelsesvilkår, hvis de faglige ledere havde politiske holdninger og vilje som Enhedslisten.

Men det store problem er, at arbejderne ude på de danske arbejdspladser ikke tør slås af frygt for at blive fyret.

Og det er ikke Enhedslisten som har fejlet her. Det er de socialdemokratiske fagforeningslederes omfavnelse af nyliberalismens ideologier og deres accept af nødvendighedens politik. Men grundlæggende er selvtilliden og troen på egen styrke i bund ude på arbejdspladserne, og det problem hverken starter eller slutter med Enhedslistens Folketingsgruppe.

IS forstår ikke, at for at ændre dette, så skal vi samles på venstrefløjen for at udfordre nyliberalismen og komme med alternative forklaringer. Vi kan flytte langt flere holdninger og genskabe langt mere selvtillid i den danske arbejderklasse, hvis vi kan udvikle Enhedslistens faglige arbejde til at sprede sig ud på landets arbejdspladser.

Og det starter ikke med et strejkeråb eller referencer til de græske generalstrejker. Det starter med alle revolutionæres grundsætning – vi begynder der, hvor vi selv arbejder og ud fra de betingelser der er der.

IS tror fejlagtigt, at Enhedslisten magisk kan få en strejkebevægelse i gang ved blot at blæse revolutionære strejkeparoler ud over det ganske land.

Men hvis IS’erne var solidt fæstet på arbejdspladserne, så ville de erkende at paroler ikke forandrer tilstanden i sig selv.

IS har valgt at træde ud af Enhedslisten, fordi Enhedslisten ikke kunne udvikles til at være IS.

Man har holdt et spejl op og konstateret, at det ikke kommer til at ske, fordi adskillige forsøg på at danne en »venstrefløj« i Enhedslisten er mislykkedes. Man har tabt stort på alle sine markerede spørgsmål på årsmøderne.

Også her tager IS fundamentalt fejl.

Den gang IS gik ind i Enhedslisten var det ikke for at forandre Enhedslisten til at blive ligesom IS. Da var projektet at være med til at udvikle Enhedslisten til et stort, bredt antikapitalistisk parti – ikke en klon af IS.

Det var en ide om, at Enhedslisten skulle samle og i fællesskab opbygge en ny venstrefløj, der kunne være det politiske omdrejningspunkt og den centrale drivkraft i at skabe en stor bevægelse og en styrket arbejderklasse.

Enhedslisten er lykkedes med at blive en stor politisk organisation, der har fremgang parlamentarisk. Men vi har endnu langt igen førend de mange medlemmer kan omsætte det politiske fællesskab til en styrke på arbejdspladsen og i fagbevægelsen.

I modsætning til hvad IS påstår, så er det ikke hverken Enhedslistens Folketingsgruppe eller andre ledelser som er forhindringen. Den største forhindring er det reelle fravær af bevægelse ude i den virkelige verden.

Enhedslistens medlemmer er forankret i denne virkelighed, og de er ikke i bevægelse, når arbejderklassen ikke bevæger sig. Det er der mange konkrete eksempler på, fx de mange demonstrationer som Enhedslisten opfordrer til at deltage i, men hvor der kommer få.

Selvfølgelig kan der skabes bedre og større mobiliseringer, hvis hele Enhedslistens organisation, politiske ledelse og folketingsgruppen topprioriterede nogle få tiltag. Men igen skal det være noget som rykker for alvor ude i arbejderklassen, ellers står vi der bare alene.

Aktuelt set er kampen mod islamofobi og racisme et meget godt udtryk for tingenes politiske tilstand.

På den ene side har IS ret i, at man skal møde organiserede racister, nazister og islamofober på gaden, hvis de marcherer for at skabe frygt blandt indvandrere og muslimer.

Men fejlen er, at tro at det er i små militante demonstrationer med den trofaste venstrefløj, at vi vinder kampen mod racisme og islamofobi. Den kamp vindes først og fremmest med argumenter ude på arbejdspladserne, hvor vi skal tage diskussionerne med kollegerne.

Til den diskussion er der brug for hele Enhedslistens indsats, og især vores folkevalgte politikere. Det flytter holdninger i klassen, det gør en antifascistisk militant demo ikke.

Når IS tror, at kampen mod racismen handler om at fokusere på de små og reelt isolerede højreradikale grupper, så har de glemt de historiske erfaringer fra den anti-racistiske kamp herhjemme og i resten af verden.

Perspektivet om at skabe et venstreorienteret masseparti, der kan bygge et reelt alternativ til nyliberalismen og kapitalens angreb er ikke tabt. Det lever i Enhedslisten, men skal næres af mere klassekamp og bevægelse. Den bevægelse kan vi hjælpe på vej og inspirere, ligesom den kan inspirere os.

IS refererer tit til Grækenland og de mange generalstrejker, som en inspiration vi bør lære af. Det gør vi gerne.

Men skal vi ikke også lære af Syrizia. Skal vi ikke lære af Podemos. Det er tåbeligt, at forøge adskillelsen mellem parlamentarisk offensiv og bevægelsesmæssig mobilisering, hvilket IS bidrager til, fordi man spejler Enhedslisten med sig selv.

Skabelonen til den store altgennembrydende succes ligger ikke klar i Danmark. Den skal formes og udvikles i samklang med udviklingen i klassekampen, og den er i gang i Enhedslisten, som i dag er det eneste pejlemærke og omdrejningspunkt for et alternativ.

Og det kommer IS ikke til at påvirke med hverken sin udmeldelse eller sin fejlagtige strategi.

Jeg håber dog fortsat, at vi fra Enhedslisten kan arbejde sammen med IS’erne i bevægelser og tage de nødvendige politiske diskussioner. Vi kan jo alle blive klogere.

Jakob Nerup er medlem af Enhedslisten og tidligere medlem af Internationale Socialister i 25 år.