Annonce

Utopi-konkurrence
16. januar 2013 - 16:17

Venstrefløjen skal lære at være positiv

Tidsskrift udskriver konkurrence om venstrefløjens bedste utopi for at styrke »den positive og konstruktive del af venstrefløjens tankevirksomhed«.

Der er penge i venstrefløjens utopier. I det mindste hvis man er i stand til at skrive et essay, der vinder en konkurrence, som venstrefløjstidskriftet Det Ny Clarté har udskrevet.

Tidsskriftet udlover nemlig 5.000 kroner som førstepræmie for venstrefløjens »bedste utopi« - og en trøstepræmiden på 2.500 for det næstbedste.

Anton Thorell Steinø, redaktionsmedlem af Det Ny Clarté, fortæller, at konkurrencen er sat i gang samtidig med en redaktionel omlægning af tidsskriftet, så det fremover indeholder en utopi-sektion, hvor venstrefløjens drømme gerne skal få ben at gå på.

– Vi har bundet konkurrencen op på en ny sektion om utopier, der er sat i gang for at få venstrefløjen til at formulere, hvad den vil i positive formler - altså ikke kun kritisere, analysere og brokke sig. Det vil vi gerne sætte ekstra fokus på med konkurrencen, siger han til Modkraft.

Vejen til ikke-stedet

Utopi betyder traditionelt et ikke-sted, men i jeres konkurrence skriver I, at essayene også skal skrive, hvordan man kommer derhen? Kan man bevæge sig mod et ikke-sted?

– Det kan måske godt virke lidt selvmodsigende. Men vi bruger utopibegrebet på samme måde som den amerikanske teoretiker Erik Olin Wright, der i bogen »Envisioning Real Utopias« ikke opfatter utopier som ikke-steder. Utopi er i sådan en forståelse pejlemærker, man skal arbejde frem mod - ikke som færdige konstruktioner, men som mål, der kan forandres på vejen. Derfor ser vi også gerne, at essayene i konkurrencen forholder sig til, hvordan man kommer derhen, altså strategier, reformer og revolutioner, siger Anton Thorell Steinø.

Det Ny Clarté er et tidsskrift, der i sin nuværende form er udkommet siden 2006. Det kalder sig et »venstreintellektuelt kvartalstidsskrift« og samarbejder blandt andet med Kontradoxa, baggrundsektionen på Modkraft, som det også deler postadresse med.

Ud over kontanter vil præmierede indlæg også blive offentliggjort i Det Ny Clartè.

Ønsker man at deltage i konkurrence skal essays indsendes til tidsskriftet på mail adressen, redaktoer@clarte.dk inden den 31. marts 2013.  Teksten skal sendes som et tekstdokument vedhæftet en mail og uden navn i dokumentet, da det blive behandlet anonymt af et bedømmelsesudvalg. Essayet skal være mellem 15.000 og 20.000 anslag.

Læs mere om konkurrencen på Clarté hjemmeside

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce