Venstrefløj: Bekend kulør!

Forvirringen under himlen er stor! Fra Mellemøsten til Europa, fra USA til Kina antaster masseprotester gamle ideologier, og politisk praksis sættes på prøve.

Den amerikanske politolog Zbigniew Brzezinski taler ligefrem om ”den store opvågning.” Præsident Obamas første kabinetchef, Rahm Emanuel, udtalte, at det ville være en skam at lade en krise gå til spilde!

Det er uvist, hvordan udfaldet bliver af denne konfrontation mellem de kræfter, som ønsker systemiske forandringer og dem, der stræber efter en styrkelse af netop de herskende økonomiske og politiske mekanismer, der har ført til miseren.

Som Gramsci i sin tid beskrev fænomenet: Det gamle nægter at dø, og det nye kan ikke fødes. I den mellemliggende periode, advarede han, kunne dystre patologiske foreteelser vise sig.

Svækkelsen af det ”gamle”, som vi oplever, burde have skabt gode politiske betingelser for socialistiske kræfter. Men, som bivirkning af kapitalismens alvorligste krise siden l930’erne, er venstrefløjen blevet afsløret som en papirtiger!  

Hverken ideologisk eller politisk peger denne strømning på noget alternativt projekt eller ny vision.  

Udover professionaliseringen af politik, kan denne svaghed tilskrives en manglende forståelse af kapitalismens fortid, nutid og fremtid.

I sin analyse af, hvad han kalder venstrekræfternes forpassede chance for at drage fordel af kapitalismens nuværende blindgyde, skriver Slavoj Zizek (Inf. 26. okt 2012):

”Det ser nu ud til, at den primære politiske effekt af den økonomiske krise ikke er genfødslen af en stærk venstrefløj, men snarere en forøget medvind for racistisk populisme, flere krige, mere fattigdom i de fattigste tredje verdenslande og voksende skel mellem rig og fattig.”

Andre aspekter, såsom miljø- og klima-forandringer kunne tilføjes!

Uanset disse trusler, der kommer til at påvirke verdens udvikling, har den politiske dagsorden her i Danmark i denne tid været domineret af forhandlinger om finansloven og forringelser af vilkårene for de arbejdsløse.

I denne sammenhæng er det interessant at erindre, at et flertal af partierne i Folketinget (S, V, DF, SF og EL) profilerer sig selv som arbejderpartier!

Set i dette lys må man spørge, hvordan det kan være, at uligheden og klasseforskellene i det danske samfund vokser stødt, uanset hvilken politisk konstellation, der sidder i regeringen!  

Regeringens karakter

For over et år siden blev dannelsen af en såkaldt rød regering, bestående af Socialdemokratiet, SF og de Radikale med Enhedslisten som parlamentarisk støtteparti, af mange på venstrefløjen betragtet som en stor sejr. Alle blev glade!

Denne ”feel good” fornemmelse varede ikke længe. I realismens navn blev en del valgløfter opgivet, og regeringen kom til at føre en social og økonomisk politik, som ligner den, der før blev ført af den blå blok. For ikke at tale om udenrigspolitikken, hvor forskellen er umulig at få øje på!

Dengang SF og S var i opposition, var de kritiske overfor den asociale kurs, som nu blev spiselig, om ikke i alle detaljer, så alligevel!

Uanset om denne skitserede vurdering svarer 100 % til virkeligheden eller ej, er dette det generelle indtryk, som har bidt sig fast ikke alene i den brede befolkning, men også i regeringspartiernes bagland.

Et valg i dag ville pulverisere det ”røde” kabinet med de Radikale som undtagelsen. Dette partis deltagelse i den nuværende regering er en anomali, der underminerer S’s og SF’s troværdighed. Hvad angår Enhedslisten, ville Liste Ø sandsynligvis også gå frem og høste stemmer fra skuffede socialdemokrater og folkesocialister.

Enhedslistens situation

Med hensyn til EL’s fremtidige position på venstrefløjen, kommer det nok an på partiets villighed til at ofre principperne for at garantere regeringens overlevelse.

Partiet risikerer at sætte sig mellem to stole og lande i en ”lose-lose” situation.

Holder EL på sine principper og forsøger at tvinge regeringen til at føre en mere social politik, kan koalitionens partier foretrække at indgå aftaler med Venstre eller vælge at gå til valg og lægge skylden på Liste Ø for den ”røde” deroute.  

Det, som taler imod et sådant scenario, er imidlertid, at regeringspartierne vil gøre meget for at undgå at udskrive valg. På den anden side ville en principfast kurs vise, at EL trives ved integritet. Det er denne fasthed, som har givet partiet succes i den senere tid.

Hvis regeringens diktat accepteres på bekostning af EL’s principper, ville sidstnævnte afsløre sig som mindre troværdig og bringe partiet i liga med S og SF!

”Glidebane effekt” ville gøre sig gældende og true partiets berettigelse! Sikkert er det, at en sådan udvikling vil blive hilst velkommen af S og SF, hvis tilpasning til nyliberalismen fungerer bedst uden kritik fra venstre.

Et sådant forløb ville bringe hele den parlamentariske venstrefløj i miskredit og styrke højrekræfterne.

Som man kan læse i venstrefløjens publikationer, bliver problematikken om, hvor langt EL skal gå for at redde regeringen, heftigt diskuteret. Debatten har grebet om sig og drejer sig, i sin yderste konsekvens, om partiet skal profilere en revolutionær politik eller en demokratisk reformisme.

Revolution og demokrati

En del af problemet med denne diskussion synes at være baseret på traditionelle ideologiske anskuelser og i mindre grad på forståelsen af de store omvæltninger, den kapitalistiske verden står overfor.

Naturligvis kan ingen vide præcis, hvordan denne udvikling vil udfolde sig. Det er denne konklusion, Københavns socialborgmester Mikkel Warming når. I et indlæg under overskriften ”Revolution og demokrati” skriver han på modkraft.dk: ”Noget af det klogeste, der er sagt i hele debatten om samfundsforandringer, er, at vi ikke ved, hvordan forandringer vil ske.”

Ikke desto mindre er det imidlertid klart, at situationen også i de skandinaviske lande kommer til at blive værre, før den bliver bedre!

Mikkel Warmings uvidenhed om fremtidens udvikling forhindrer ikke ham (og andre) i at mene, at den eneste farbare politik er demokratisk reformisme.

Denne strømning bygger sin argumentation mere på fortiden end på fremtidige perspektiver for kapitalismen. Denne tilgangs appel skyldes dens kritik af de historiske socialistiske eksperimenter, som foregik i forrige århundrede, og som nu foregår i Latinamerika.

Omdrejningspunkt for denne position er således disse politiske systemers manglende demokrati ifølge den vestlige forståelsesramme.

Glemt i denne problematiske sammenstilling er den kendsgerning, at kapitalismen har eksisteret i mere end 500 år og gennemgået forskellige faser: merkantilisme, slave-handel, kolonialisme, imperialisme, den industrielle revolution, og to verdenskrige. Altså et forløb, som var alt andet end fredsommeligt eller demokratisk!

Demokratisk reformismes diskurs inddrager især erfaringerne fra Sovjetunionens revolution uden dog at sætte disse i kontekst, dvs. i forhold til, hvordan situationen var på dette tidspunkt i Rusland under 1. Verdenskrig samt den vestlige militære intervention i den russiske borgerkrig, som fandt sted kort tid efter 1917.

En lignende manglende kontekstualitet er karakteristisk bag denne venstrekritik af de nuværende socialistiske forsøg i Latinamerika for deres påståede mangel på, hvad vi forstår med demokrati.

Uden inddragelse af USA's historiske rolle i den vestlige hemisfære har man ikke den ringeste chance for at forstå latinamerikansk politik. USA’s støtte til kuppet i Honduras imod en demokratisk valgt regering for to år siden er allerede glemt!

Reformismen er selektiv

Bevidst eller ubevidst er reformismen selektiv i sin anvendelse af historie og samfundsændring. Ved at opprioritere demokrati uden at inddrage de sociale initiativer, som blandt andet har fundet sted i disse samfund, og som har forbedret vilkårene for millioner af mennesker, viser reformister en tilbøjelighed til at overse eller misfortolke de historiske vilkår og erfaringer med social udvikling.

Nu, hvor det iranske præstestyre fremstilles som en trussel imod resten af verden, er det ikke uinteressant at minde om det socialdemokratiske styre, som blev demokratisk valgt i Iran i begyndelsen af 1950erne.

Mohammed Mossadegh blev væltet i 1953 ved et blodigt CIA-støttet kup. Styrets synd var, at det havde nationaliseret olie industrien. Lignende omvæltninger fandt sted i andre dele af verden (Arbenz i Guatemala, Lumumba i Congo, etc.).

Diskussionen om reform eller revolution bliver steril, hvis den ser bort fra de virkelige historiske erfaringer.

I begyndelsen af 1970'erne blev den teoretiske diskussion på venstrefløjen således præget af erfaringerne fra Chile, hvor socialisten Salvador Allende var kommet til magten ad demokratisk vej. Landets fredelige overgang til socialisme blev dengang fremhævet som modbevis i forhold til den cubanske model med væbnet revolution.

Efter mindre end tre år blev Salvador Allende imidlertid væltet af et amerikansk-støttet militærkup, og Chile kom under Augusto Pinochets rædselsregime.

I de følgende tre årtier var det chilenske samfund underlagt politisk fascisme, mens Milton Friedmans eksperiment med økonomisk nyliberalisme fik frit løb.

Meningen med dette historiske tilbageblik er ikke et forsøg på at fælle en entydig politisk korrekt dom overfor de forskellige positioner (reform eller revolution), men at fremhæve betydningen af konteksten for en sådan diskussion.

Det er naturligvis overflødigt i denne sammenhæng at gøre opmærksom på, at vi i den vestlige verden ikke befinder os i en revolutionær situation.

De objektive betingelser er ikke tilstede, og venstrefløjens politiske kultur er gennemsyret af reformisme. Til gengæld: at mene, at revolution er på dagsordenen, må betragtes som et symptom for venstreekstremisme som børnesygdom.

Reformismens storhed

Betyder denne erkendelse, at den eneste farbare vej for venstreorienteret politik er reformisme indenfor systemets rammer? Antagelsen bag reformisme er, at ikke alene befinder vi os ikke i en revolutionær situation, men at reformer kan bidrage til at varetage de svagestes og lønmodtagernes interesser. Dvs. en defensiv kamp.

Paradokset med denne politik er, som historien har vist, at den kan samtidig styrke selve systemet, hvis den ikke følges op af en konstant politisk mobilisering.

Mindesmærket for reformismens storhed har været velfærdsstaten og keynesiansk makroøkonomisk styring, som blev opbygget efter Anden Verdenskrig, og som nu er under afvikling i de fleste vestlige demokratier.

Under 1930'ernes krise og Anden Verdenskrig var kapitalismen kommet i miskredit. Kampen imod nazisme og fascisme havde mobiliseret Europas befolkning. Den herskende politiske klasse havde mistet sin legitimitet.

For at undgå, at den generelle utilfredshed skulle true systemet, blev der indgået et stort kompromis mellem de store økonomiske interesser og den arbejdende befolkning med staten som mellemmand.

Til forskel for situationen nu, var der dengang et revolutionært potentiale tilstede. Uden det ekstra-parlamentariske pres er det tvivlsomt, om det store kompromis var blevet gennemført.

Reformismens manglende realisme

Reformismens manglende realisme bunder i at have betragtet velfærdsstaten som en ny permanent struktur og ikke som en parentes, der løste et politisk og økonomisk problem for kapitalismen.

Det hører med til denne fortælling, at siden kommunismens nedsmeltning er reformismen selv blevet konverteret til nyliberalisme.

Med andre ord, socialdemokratismen har med små modifikationer overtaget den samme liberalistiske økonomi-forståelse, som trives i de borgerlige partier. På europæisk plan har denne udvikling givet sig udtryk i en asocial politik gennemført af socialdemokratiske partier.

Det er forbløffende, hvor kort den kollektive hukommelse kan være!

Som Maurice Lemoine gjorde opmærksom på i det franske blad ”Manière de voir” (august-september 2012):

”I 1997 var venstrefløjen ved magten i tretten af femten lande i den europæiske union. Med hvilket resultat?”

Hans svar er, at mens millioner af borgere, fagforeninger og organisationer krævede et socialt Europa med prioritering af fælles goder i stedet for privatisering, brugte de socialdemokratiske partier en diskurs, der byggede på en velment fatalisme, der forvandlede dem til tilhængere af den monetære og kommercielle handels-ideologi om af-industrialisering, deregulering og modstand mod statslig interventionisme.

Siden reformisme er den dominerende ideologi på venstrefløjen ikke alene i Danmark, er tiden inde til at antaste dens præmisser.

Dens tilpasning til den herskende økonomiske tankegang i realismens navn forhindrer en afklaring af de reelle problemer, som kapitalismen befinder sig i.

Venstrefløjens paradigme

Diskussionen af venstrefløjens paradigme i analysen af samfundets problemer og dens løsningsmodel burde erstatte det herskende spin.

Hvad er endemålet for reformismens projekt, og hvordan adskiller det sig fra den herskende klasses forestilling?

Hvilken strategi har de reformistiske organisationer for at føre deres politik?

Inddragelsen af sådanne politiske kategorier kunne bidrage til et større folkeligt engagement og erstatte politikkens tab af legitimitet.

Spin og banalisering af politik forhindrer den bevidstgørelses-proces, som situationens alvor kræver.

Men en sådan politisering af politik ville gå imod den nuværende praksis.

I kølvandet på den asiatiske finanskrise i 1997 udtalte Wall Street financier og USA's daværende finansminister, Robert Rubin, at politisk kunst består i, at få folk til at acceptere en politik, som går imod deres interesse:

”En af de største politiske udfordringer for demokratierne i de kommende årtier er at være i stand til at træffe upopulære økonomiske beslutninger, som er nødvendige for succes i en transnational, gensidigt afhængig global økonomi.” Denne strategi forudsætter folkelig opbakning til upopulære reformer. (International Herald Tribune, 19 okt. 1998)  

Det er gennemførelsen af denne vejledning, som vi ser i EU's styring af den nuværende økonomiske krise ved at forlange kraftige nedskæringer af den sociale sektor og forringelse af arbejdsvilkårene, mens uligheden vokser.

Det er trist, at en ”rød” regering i Danmark anvender krisen til at styrke den politik, som er ansvarlig for krisen samtidig med en diskurs om, at denne økonomiske politik er en forudsætning for bevarelsen af velfærdsstaten!

Orwell, hvor er du?

Ellen Brun og Jacques Hersh har været engageret på venstrefløjen i flere årtier. De var i 1960’erne redaktører på Politisk Revy og i 1990’erne på tidsskriftet SALT.