Velfærdsmyter

Indledning og konklusion

Der er en fortælling, der cirkulerer overalt i vores samfund. Den der siger, at der ikke længere er råd til velfærd. At velfærdsstaten – som vi engang kendte den – er en saga blot. Den officielle fortælling om fremtidens velfærd kan sammenfattes som: »Hvis vi ikke gør noget, falder det hele sammen«.

Men selv om denne fortælling er altdominerende, er den ikke sand. Det er en myte – ikke en kendsgerning.

I knap 10 år har jeg i den svenske debat haft det som mit mål at forsøge at afsløre de myter, jeg mener ligger bag denne fortælling om velfærdsstatens uundgåeligt dystre fremtidsudsigter. En kritik der blandt andet har resulteret i tre bøger om emnet.[1]

I den svenske debat har jeg, i modsætning til den officielle fortælling, hævdet, at »hvis vi ikke gør noget, sker der ikke noget«. En påstand der i hvert fald i sig selv synes mere intuitivt rigtig og logisk.

I denne rapport præsenterer jeg mine analyser for et dansk publikum og oversat til danske forhold. Initiativet Ja til Fællesskab (Folket åbner Tinget, 2014) har hjulpet med et økonomisk bidrag til rapportens tilblivelse, men ansvaret for rapportens konklusioner er helt og holdent mit eget.

Mine argumenter kan måske virke fremmede og forbløffende for nogle? Derfor kan vi lige så godt få konklusioner på bordet med det samme:

1. Der er ingen beviser for, at fremtiden byder på en »ældrebyrde«, som vil tynge den offentlige sektor mere end i dag. Rent faktisk er der meget, der tyder på, at ældrebyrden er aftagende og også fremover vil være svagt faldende.
2. Det samme gælder »forsørgerbyrden« eller »forsørgerkvoten«. Den kendsgerning at der bliver stadig færre beskæftigede i den erhvervsaktive alder, som skal forsørge stadig flere, der er uden for arbejdsmarkedet, betyder ikke, at det bliver sværere at finansiere fremtidens velfærd. Faktisk tyder meget på, at det bliver stadig lidt nemmere.
3. De offentlige finanser i Danmark er meget solide. På det seneste, og fremfor alt før finanskrisen, har der været et fald i den offentlige gæld som gennemgående trend. I Sverige er hele den offentlige »nettogæld« væk, og det offentlige har flere tilgodehavender end gæld.
   År 2008, før finanskrisen, var tilfældet det samme i Danmark. Det offentliges »nettogæld« var væk.
   I krisen stiger gælden lidt igen, men den danske offentlige gæld er stadigvæk langt mindre, end hvad Eurolandene stiller krav om, og langt under hvad der i den økonomiske forskning generelt anses for skadeligt for samfundsøkonomien. Pengene er ikke ved at slippe op i den offentlige kasse. De ligger unødvendigt underbenyttede hen og ville kunne bruges bedre til investeringer i flere offentligt ansatte i velfærden.
   De prognoser der er lavet om den offentlige økonomis holdbarhed inden for fremtiden, er behæftet med så stor usikkerhed, og er på det seneste blevet revideret så mange gange, at de ikke udgør belæg for nogle som helst påstande om, at der med nødvendighed ikke er råd til den offentlige velfærd i fremtiden.
4. Globaliseringen har lille eller ingen effekt på den danske velfærdsstats finansielle situation – selv om globaliseringen naturligvis kan have indflydelse på andre måder, f.eks. på arbejdsmarkedet med hensyn til fagforeningers magt m.v.
   Danmarks konkurrenceevne er mere end god nok, fordi betalingsbalancen er positiv, og hele udlandsgælden er væk – og vendt til et tilgodehavende.
   Det meste af forskningen på området viser desuden, at velfærdsmodeller som den danske og den svenske, med stor offentlig sektor og højt skatteniveau, godt kan forenes med globalisering, i den forstand at der er tale om åbne økonomier med få handelshindringer.
   Faktisk taler noget for, at netop en stor offentlig sektor er en forudsætning for at kunne håndtere globaliseringen på en økonomisk og socialt fornuftig måde.
5. Der findes ingen eksempler i den rige verden på velfærdsstater, der får finansielle problemer med stigende omkostninger på grund af velfærdsordninger. Under de sidste 25 år er alle statsfinansielle kriser i OECD-landene sket på grund af en kraftig forøgelse af den private gæld, koblet med kraftigt stigende boligpriser. Det er, når denne private gæld bliver parkeret i staten, efter at boblen er bristet, at den offentlige gæld stiger kraftigt.
   Før det er den offentlige gæld – når velfærdsudgifterne er på sin vanlige kurs – i de fleste tilfælde faldet eller i hvert fald ikke stigende.
6. Alle påstande om at den danske og svenske velfærdsstat er dømt til undergang, fordi der er sket et skred i befolkningernes arbejdsmoral, hvor der tales for meget om ret og for lidt om pligt, er uvedkommende for spørgsmålet, om der er råd til velfærden. Uanset om et sådan moralskred skulle have fundet sted eller ej, har det ikke haft nogen indflydelse på velfærdsudgifterne eller forringet den offentlige finansielle situation på nogen som helst måde.

Jeg begynder min rapport, i del 1, med en betragtning over velfærdens politiske betydning i det danske samfund som helhed, men fremfor alt velfærdsspørgsmålets afgørende betydning for den samlede arbejderbevægelse. Både i Sverige, hvor jeg kommer fra, og her i Danmark, hvor jeg for nylig er flyttet til.

I del 2 behandler jeg spørgsmålet om, hvordan fortællingen om at der ikke er råd til velfærd, er blevet så dominerende, selv om det meste tyder på, at den ikke er sand. Her viser jeg, at det ikke er fortællingens indhold, der forklarer dens dominans, men dens dramatiske oplæg. Det jeg kalder dens »dramaturgi«.

I del 3 begynder jeg med at kritisere selve påstandene om, at der ikke er råd til velfærd. Her analyseres påstandene om »ældrebyrden« og den stigende »forsørgerbyrde«. Og det vises, at der for ingen af de to påstande er overbevisende belæg. I stedet bygger de på overdrivelser, logiske fejlslutninger og de rene spekulationer. Spekulationer der desuden hele tiden forandres af de angivelige eksperter, der en gang har udtrykt dem. Således er mine påstande 1-3 ovenfor behandlet.

I del 4 præsenterer jeg belæg for de tre sidste af mine påstande ovenfor. Dem der drejer sig om globaliseringen, den svigtende konkurrenceevne og den faldende moral i Danmark.

I del 5 afslutter jeg min analyse med nogle betragtninger over det, som jeg mener er de virkelige problemer og udfordringer i den danske velfærdsstat. Et problem er, at velfærden ikke længere fungerer for at opnå de mål om øget lighed, tryghed og forbedringer, vi engang havde med den.

Et andet er, at magten over velfærdens udformning er taget fra de velfærdsarbejdere, der har forstand på dens sociale og pædagogiske dimensioner, og er givet videre til bureaukrater, konsulenter og økonomiske vismænd, der kun kan se velfærden i det kolde, kyniske og asociale lys, der findes i finansministeriet og blandt dets tjenestemænd.

1. Velfærdens politiske betydning

»We are not the Left – we are the moral center!«

Det er den legendariske borgerretskæmper i USA Jesse Jackson, der holder tale. Det er den 19. marts 2010. Det er »The Left Forum« i New York, Pace University på Manhattan, kun få minutter væk fra Wall Street, selve symbolet på den kasinokapitalisme, der årene før kastede ud os i den globale finanskrise.

Og jeg sidder blandt publikum. Den to meter lange Jackson taler til os med selvfølgelig autoritet: »We are not the Left – we are the moral center«: »Vi er ikke venstrefløjen – vi er det moralske midtpunkt«.

Men helt ærligt, tænker jeg, på trods af den retoriske elegance: Venstrefløjen i USA er da ikke, efter 30 års republikansk reaktionisme, Tea-partybevægelse m.v. det moralske midtpunkt i USA? Bag de elegante ord, findes et strejf af desperation.

Og er det ikke også tilfældet her i Danmark? Også her er det lang tid siden, venstrefløjen var det moralske midtpunkt i den politiske debat. Men til forskel fra USA er der, måske, en afgørende undtagelse: velfærden.

Og denne her rapport kommer til at dreje sig om netop dette afgørende spørgsmål.

Et paradoks

De konklusioner der drages i denne rapport, kan ses i lys af det, der fremstår som et paradoks: I de sidste 20-30 år har en bølge af kritik mod velfærdssamfundet, mod »den store stat«, »the Nanny State« m.v. hærget kloden. Senere har disse opfattelser fået navnet »neoliberalisme«.

Og i Vesten er der måske ét til to lande, USA under og efter Reagan, og Storbritannien under og efter Thatcher, hvor denne neoliberalisme har formået at mobilisere en form for folkelig støtte og ideologisk opbakning.

Men i de nordiske lande, ikke mindst i Danmark og Sverige, tyder forskningen og alle opinions­målinger på bred folkelig tilslutning til den offentlige velfærds grundlæggende principper.[2]

Princippet om en stor offentlig, skattefinansieret sektor er bredt funderet i befolkningen. Vi i venstrefløjen er virkelig det moralske midtpunkt her. At vi i fællesskab via skat sørger for, at der ikke kræves brugerbetaling ved lægebesøg, at der sørges for gratis uddannelse m.v., samt et omfattende socialt tryghedsnet, der sørger for, at den enkelte lider begrænset til minimalt indkomsttab ved sygdom, arbejdsløshed og barsel, har bred folkelig støtte.

Ved valg viser det sig desuden, at forsvaret for disse ordninger er af højeste prioritet hos vælgerne – langt vigtigere end boligjobordningen, sænket top-skat og selskabsskat, som vores politikere ellers er så optaget af.

Neoliberalismen som politisk idé har i hvert fald i Danmark og Sverige tabt den ideologiske kamp om den brede befolknings gunst. Anders Fogh Rasmussens bog om »Minimalstaten« og Fredrik Reinfeldts pamflet »Det sovande folket« (Det sovende folk) fra 90’erne, som begge påstod, at velfærdsstaten er en uønskelig og ligefrem »umulig« konstruktion, fremstår i dag som pubertære ungdomssynder, ikke som ideologisk fundament for Moderaternas og Venstres officielle politik.

De virkelige neoliberalister – dem der stadigvæk virkelig tror på de ideologiske dogmer – er i vores del af verden stort set fortrængt til mindre sekter i Liberal Alliances og Venstres ungdomsforbund og deres modstykker i Sverige: Muf og Cuf.[3]

Intet parti i Danmark og Sverige kan i dag regne med at vinde valg på en kampagne, der har som målsætning aktivt at nedrive den offentlige velfærd. Det ved »Nya Moderaterna« i Sverige og Venstre i Danmark godt, og de har begge to afpasset den politiske retorik derefter.[4]

Men på trods af at den folkelige opinion i velfærdsspørgsmål er alt andet end neoliberalistisk, og på trods af at den folkelige opbakning til den offentlige velfærds principper er dominerende, går den praktiske politik i modsat retning.

Udlicitering og privatisering. Krav om øget brugerbetaling. SU-reformen og skolereformen. Dagpengereformerne. Kontanthjælpsreformen. Alle peger de i neoliberal retning. Alle er de desuden direkte kopier af anbefalingerne fra den Velfærdskommission af liberalistiske økonomer, som den forrige VK-regering stod bag. Hvordan kan det være?

Finansieringsproblemet

Min tese, efter at have analyseret den politiske udvikling i Sverige, er, at den neoliberale drejning i velfærdsspørgsmål på det seneste har kunnet foregå på trods af den folkelige opinion, fordi politikere og andre opinionsdannere, i pressen og i diverse kommissioner, har underkastet hele spørgsmålet om fremtidens velfærd en logik af uundgåelighed og nødvendighed. Det samme synes være tilfældet i Danmark.

Fremtidens velfærd er ikke længere et spørgsmål om forskellige og konkurrerende politiske målsætninger om, hvilken velfærd vi som samfundsborgere ønsker, men er helt reduceret til et spørgsmål om, hvad der er råd til.[5]

I den svenske debat er denne problemstilling blevet kendt som »finansieringsproblemet«. En mængde påstande og teser, der sammen fungerer som grundlag for en dominerende fortælling om, at der ikke længere er råd til den offentlige velfærd, som vi har været vant til. Vi må stramme op og prioritere. Kort sagt må vi fremover yde mere og nyde lidt mindre.

Hvis velfærdsspørgsmålet desuden helt reduceres til et spørgsmål om, hvad der er råd til, kan man lade økonomerne tage helt over med deres matematiske modeller, og man har ikke længere brug for den viden, der findes hos dem, der til daglig faktisk arbejder med og forsker inden for velfærdens område: lægerne, pædagogerne, socialarbejderne, eller i det mindste velfærdsforskerne på de statsvidenskabelige institutter.

Alle har de glimret ved deres fravær fra de kommissioner og udvalg, der selvsikkert og med bestemthed har udtalt sig om nødvendighederne af reformer i velfærden.

Det er begreber som »ældrebyrden«, påstanden om at der er stadig færre, der skal forsørge stadig flere, »globaliseringen« m.v., der ligger bag fortællingen om finansieringsproblemet. Teserne er præsenteret for den brede befolkning i løbet af de sidste 10-15 år gennem en række velfærdskommissioner og økonomiske råd og udvalg, både i Danmark og i Sverige.[6]

I kraft af angiveligt tvingende økonomiske realiteter og politiske nødvendigheder bliver befolkningens ønsker om at opretholde de velfærdsprincipper, der siden anden verdenskrigs slutning har været vejledende for de nordiske samfund, uinteressante:

Der er ikke længere råd til velfærden i dens nuværende form. Hvis matematikken og realiteterne siger os, at vi alligevel ikke har råd til det, hvorfor så ønske sig noget? Ja, hvorfor i det hele taget drive politik? Det er som at forsøge at opnå det umulige. Så hvorfor overhovedet spilde tiden? Den offentlige velfærd står over for udfordringer, den ikke kan klare, hvis ikke den grundlæggende reformeres i neoliberal retning. Dette uanset hvad befolkningen i øvrigt måtte synes og mene om det.

På basis af denne politiske logik blev den danske befolkning ved det foregående valg forført af tilbuddet om en »fair løsning«, kun for at vågne op til Nødvendighedens politik dagen efter valget.

Finansieringsproblemet er en trussel mod demokratiet …

I denne rapport vil jeg, som sagt, vise, hvordan der kun er minimalt, grænsende til ikke eksisterende, belæg for de påstande, der indtil nu er fremført om et finansieringsproblem i den offentlige velfærd.

De beviser der indimellem fremføres som belæg for påstandene, beviser ikke det, de giver sig ud for at bevise. Påstandene bygger ofte på overdrivelser, mistolkninger, logiske fejlslutninger og spekulationer, når altså ikke de er helt ude i hampen og direkte falske og irrelevante.

Som jeg vil forsøge at vise, peger den tilgængelige statistik og teori i modsat retning af påstandene om, at der ikke skulle være råd til offentlig velfærd i fremtiden. Nogen form for konklusioner om nødvendighed i spørgsmålet kan i hvert fald ikke drages.[7]

Men lad mig vende tilbage til det lidt senere.

Der er nemlig, mener jeg, brug for at diskutere de alvorlige politiske konsekvenser af idéen om, at der ikke længere er råd til velfærd. For på trods af at denne rapport har det som sit formål at forsøge at modbevise en række påstande, er dens formål i højeste grad politisk.

En alvorlig konsekvens af finansieringsproblemets dominans i den politiske debat er, at befolkningens ønsker i velfærdsspørgsmålet bliver overflødige og uinteressante i forhold til den politik, der udføres i praksis.

Hvis der kun er en Nødvendighedens politik, som de danske borgere og de danske politikere alene kan acceptere og tilpasse sig, bliver al politisk debat om vores ønsker unødvendig. Når Konkurrencestaten nu endelig skal erstatte velfærdsstaten, kan fortalerne for Konkurrencestaten lade som om, det ikke drejer sig om et politisk valg på basis af ideologi, men om en nødvendig tilpasning til realiteter på videnskabeligt grundlag.[8]  

Den almindelige befolknings ønsker kan, på samme måde som velfærdsarbejdernes viden, dermed helt overses af politikere og økonomer i finansministeriet og i diverse råd og udvalg.

Hvis Danmark desuden er på den samme vej, som Sverige er gået de sidste 25 år, og det er der trist nok meget, der tyder på ud fra min bedømmelse, så er skolereformen, lærerlockouten og Dong-sagen, og ikke mindst den dogmatiske fejlberegning i dagpengespørgsmålet, kun begyndelsen på en lang række reformer hen over hovedet på befolkningen og velfærdsarbejderne her i Danmark.

Her står alvorlige demokratiske principper på spil.

… Og ikke mindst for arbejderbevægelsen

For arbejderbevægelsen er finansieringsproblemets totale dominans i velfærdsdebatten ekstra alvorlig, fordi den har givet anledning til pessimisme, handlingslammelse og ikke-bevægelse. Finansieringsproblemets fortælling og Nødvendighedens politik er et instrument for afmagt, ikke tiltagende magt.

Og netop fordi vi i arbejderbevægelsen – og andre endnu mere marginaliserede grupper i vores samfund – ikke har noget andet redskab for politisk forandring end vores egen bevægelse i fællesskab til at skabe fremtidsoptimisme og udsigt til et bedre liv, risikerer vi alle at blive låst fast i politikken og i den faglige kamp med et blik på fremtiden, der kun har ringere udsigter og mere afmagt at byde på.

Denne udvikling står i stærk kontrast til vores historiske erfaringer. Både i Sverige og i Danmark (men måske mere udtalt i Sverige?) har opbyggelsen af den offentlige velfærd haft tydelig forbindelse med arbejderbevægelsens samlede ideologiske ønske om et andet samfund. Et mere lige, et mere trygt, frit og menneskeværdigt samfund end det nuværende.

Kampen for opbyggelsen af efterkrigstidens velfærdsstat har fungeret som støtte for videre sociale og økonomiske erobringer for den brede befolkning.[9]

Den offentlige velfærd blev dermed også et udtryk for en fremtidsoptimisme i almindelighed, hvor stadig større grupper i befolkningen skulle få del i de goder, som det stadig rigere og stadig mere lige samfund ville kunne tilbyde.

Den fælles skabelse af et velfærdssamfund, der i fortidens lys fremstod som netop langt bedre end gårsdagens, skabte indsigt i, at det er muligt i fælles kamp at skabe en bedre fremtid end den i går for flertallet af befolkningen, uanset socialt og økonomisk udgangspunkt.

I et samfund, der havde udsigt til at blive stadig rigere, var der også udsigt til en tilværelse, hvor vi alle ville kunne nyde stadig lidt mere, og yde stadig lidt mindre.

Det var en tid, hvor ordet »reform« for det store flertal var forbundet med forbedringer, ikke som i dagens dagpengereform, kontanthjælpsreform og pensions- og efterlønsreformer, med forringelser.

Den svenske socialdemokratiske leder Olof Palme udtrykte det for 50 år siden i en berømt tale med følgende ord:

Politik – det er at ville. Socialdemokratisk politik det er at ville forandringen, fordi forandringen giver løfter om forbedring, næring til fantasi og handlingskraft, stimulans til drømme og visioner. Men naturligvis må viljen have en retning og forandringen et mål. Vi socialister er anmassende nok til at ville noget, fordi idéen er viljens drivkraft, og vi er djærve nok til at ønske forandringen, fordi forandringen kan gøre utopier til virkelighed. Dette er fundamentalt.[10]

Tragisk nok er de seneste 20 års politiske udvikling, ikke mindst inden for socialdemokratiets og LO’s ledelser, i stedet blevet fortællingen om, hvordan arbejderbevægelsen og venstrefløjen har tabt – ja, ligefrem berøvet sig selv – idéen om, at politik er at ville noget.

Det er en kendsgerning, at vores politiske partier og faglige ledelser i stadig større grad er fortabt i en teori og praktik, der siger: »Politik – det er ikke engang at kunne ville«.

I Danmark har det fået et navn: »Nødvendighedens politik«. Og et ansigt: Bjarne Corydon.

I modsætning til når Palme engang hyllede »forandring«, der giver »næring til fantasi«, og idéen »som viljens drivkraft« og talte om, at »forandringen kan gøre utopier til virkelighed«, er arbejderbevægelsens ledelser fortabt i en logik, der siger: »Der er ingen idé i at ville forbedre noget«.

Sørgeligt nok er der også tegn på, at denne attitude spredes nedad til partiernes og fagforeningernes græsrødder.

Kommer der f.eks. en rapport om, at overbelægninger på de danske hospitaler fører til unødvendige dødsfald, konstaterer den socialdemokratiske regionspolitiker Ulla Astman (i Information 2014-07-09), at det må vi lære at leve med: »Jeg tror, at det er svært at komme overbelægningen til livs med den økonomi, vi har«, afslutter hun.

Når Palme for 50 år siden beskrev tanken om, at politikkens drivkraft er idéer og utopier, der får næring i realisering, er ikke mindst den førte socialdemokratiske politik af i dag helt baseret på idéer om »realisme«, »pragmatisme« og en forvirret og destruktiv »ansvarlighed«.

Destruktiv, netop fordi det er en Nødvendighedens politik, der ikke viser ansvarlighed for de unge, de syge, de ældre og de arbejdsløse, men gør det ringere og sværere for dem.

Det er ikke en politisk idé om forandring af samfundet i en mere lige og mere tryg retning, der vejleder politikken. Den førte politik er en sørgelig undskyldning for en bevarelse af den nuværende status quo af stigende ulighed og utryghed.

Og når så uligheden stiger, svarer de ledende socialdemokrater ikke med politiske tiltag for at mindske uligheden, men med en kritik af ulighedens målestok.

Palme levede i en tid af stigende ambitioner, det, som den svenske socialdemokratiske leder før ham, Tage Erlander, benævnte »de stigende forventningernes misnøje«.

Med det mente han, at den fremkommende velfærdsstats sociale fremskridt ville føre stadig stigende ambitioner hos befolkningen med sig. Når et socialt fremskridt var realiseret, ville vores vilje til yderligere velfærdsreformer og vores tiltro til vores evne at realisere dem, fortsat stige.

Og Erlander mente, at politikeres udfordring og opgave til stadighed var at møde og forsøge indfri befolkningens stigende forventninger.

I dag rækker fantasien knap nok længere end til budgetloftet i statsbudgettet – og hvad konkurrenceevnen tillader. Det er en tid af stadig mindsket ambitionsniveau. Og politikerne af i dag ser det nærmest som deres opgave aktivt at tilbageholde og dæmpe befolkningens ønsker og vænne den til at yde stadig mere og nyde mindre.

Således kan Henrik Sass-Larsen (S) ligefrem holde det faktum, at det i foråret lykkedes Danish Crown på Bornholm at presse arbejderne til ringere lønvilkår frem som et reelt fremskridt for Danmark. Ikke som en nødvendig, men sørgelig indrømmelse.

På samme måde kan SF til 1. maj i år stille forslag om en dagpengereform, der kun giver lidt ringere vilkår end før VK-regeringen, som om det var et offensivt krav. Det viser hvor hårdt tilbagepresset vores bevægelse er blevet. Vores blik for og vores tiltro til reelle forbedringer er ved at forsvinde.

I den svenske debat har jeg givet denne tilstand navnet »de mindskede ambitioners nøjsomhed«. Når alt kunne være meget værre, bliver vi tilfredse, hvis det ikke går helt så galt, som det ellers så ud til.

En Nødvendighedens politik af afmagt

De anledninger der påberåbes for denne politiske afmagt, er mange og varierende. Men de fylder alle den samme funktion. At fasttømre den idé, at der ikke er nogen idé. At vi ikke kan gøre andet end at tilpasse os.

Globaliseringen, EU-direktiver eller markedets krav og dets hårde konkurrence. De stadig flere ældre. Påstandene om de unges individualisme. Det nye vidensamfund. Alle disse påstande er brugt for at motivere afmagten.

Den politiske funktion er at få os til at acceptere en ringere fremtid og ligefrem se forringelsen som et nødvendigt fremskridt. Hvis vores offervilje er tilstrækkelig stor, vil vi, som bedst, kunne redde velfærden. Udsigt til forbedringer kommer slet ikke på tale.

Der formidles et billede af, at gårsdagens overflod var en tilfældig undtagelse, en luksus, som vi egentlig ikke havde råd til, og som i hvert fald ikke kommer igen. Derfor må vi ruste os til sværere tider.

Ikke engang i sin nytårstale i 2013 fandt Helle Thorning Smith anledning til at befri befolkningen fra dette budskab: »Nullernes overflod kommer ikke igen. Vi skal være klar til en ny tid med krav om forandring«, sagde hun.

Politik er i den sammenhæng ikke længere at ville noget – men at administrere det »uundgåelige«. Politik er ikke at lede udviklingen og tilpasse den vores ønsker, men at følge med udviklingen og tilpasse vores ønsker til dens nødvendigheder. Politik er ikke længere nogen idé – det er et teknokrati. Dets formål er at afpolitisere velfærdsspørgsmålet og føre det bort fra befolkningens ønsker og give det videre til liberalistiske økonomer i råd og kommissioner.

Der er håb for velfærden, hvis vi tager den tilbage

For den som engang kæmpede for og troede på velfærdsstatens solidariske principper eller ligefrem socialismen, er det svære tider.

Mit håb med denne rapport er at kunne give et lille bidrag til en vej ud af denne sørgelige politiske tilstand – og at kunne være med til at åbne op for fornyet fantasi, fornyet håb og forandret politisk praksis for venstrefløjen og den brede arbejderbevægelses aktivister, repræsentanter og sympatisører.

Når Nødvendighedens politik åbenbart er totalt mislykket, når det gælder dette formål, må velfærdsspørgsmålet endnu engang åbnes op som et felt af fremtidsoptimisme og politisk handlingskraft og fantasi – som en mulighedernes politik.

Det er og forbliver min overbevisning, at inden for velfærdsspørgsmålet er det vi i venstrefløjen, der er »the moral centre«.

Men uanset hvad man synes om det, må vi kunne være enige i, at afgørelsen om velfærdens fremtid endnu engang må underkastes folkeviljen og demokratiet, hvor forskellige fortællinger, visioner og ønsker om fremtiden konfronteres med hinanden i en åben, fordomsfri samtale. Ikke som det nu er tilfældet, hvor spørgsmålet helt er styret af visionsløse bureaukrater, der lader som om, at deres i grunden neoliberalistiske forslag er videnskabelige beviser for en uundgåelig fremtid, der unødvendiggør videre politisk debat og nødvendiggør deres forslag.

En første nødvendig forudsætning for at opnå det formål, er et totalt opgør med den myte som finansieringsproblemets fortalere har udstukket for den danske og svenske befolkning. Den fortælling der siger, at der ikke længere er råd til velfærden.

Med det formål præsenterer jeg i det følgende min argumentation. Jeg gør det uden private interesser, ud over at jeg regner mig selv som en del af den virkelige sociale bevægelse for øget lighed, solidaritet, frihed og velfærd, som er arbejderbevægelsen. I og for denne bevægelse underkaster jeg min analyse og mine argumenter enhver læsers kritiske granskning, nu for et dansk publikum, ligesom jeg før har gjort i Sverige.

Hvis mine argumenter kan bruges til noget for alle dem, der har mest brug for velfærden, og dem af os, der er helt afhængige af den brede arbejderklasses bevægelse og styrke for at kunne leve et anstændigt liv i denne verden, er mit mål mere end opnået. Men det må andre afgøre.

Det er i hvert fald min overbevisning, at hvis arbejderbevægelsen og andre progressive sociale bevægelser sammen med de professionelle inden for den offentlige velfærd formår at overtage velfærdsspørgsmålet fra dem, der har berøvet os den, er sejren mere eller mindre allerede vundet.

Hvis vi alle i fællesskab, frie fra det det falske finansieringsproblem og den lammende Nødvendighedens politik, endnu engang kan lade vores tro på muligheden for politiske forandringer udgøre grundlaget for fremtidens velfærdspolitik, ser fremtiden med ét meget lysere ud, end den gør nu. Og uanset vores politiske forskelle i øvrigt, inden for og uden for den brede venstrefløj, så kan vi vel alle være enige i, at det i hvert fald kun godt?

2. Finansieringsproblemets dramaturgi

Hvis der ikke findes noget finansieringsproblem, sådan som jeg hævder, hvordan kan man så forklare, at det er blevet almindelig viden i det offentlige Danmark, at finansieringsproblemet findes? Hvis påstandene om et finansieringsproblem ikke er andet end en myte, hvordan kan det så være, at denne myte er blevet så dominerende?

Jeg mener ikke, at det skyldes fortællingens indhold, men den måde fortællingen er fremført på, dens sprog og dens struktur. Jeg kalder det finansieringsproblemets dramaturgi. Dens funktion er at udelukke alternativer til fortællingen om den tidligere offentlige velfærdsmodels nødvendige undergang.

Inden jeg går over til mere detaljeret at forsøge at give belæg for mine egne konklusioner, så lad mig give nogle eksempler på denne dramaturgi.

Krise!

Det første afgørende træk i fortællingen om, at der ikke længere er råd til velfærden, er det tyngende, alarmistiske sprogbrug, der benyttes. Ord som »gæld«, »byrde«, »skattetryk«, påstande om at, »der er flere, der skal forsørges, end der forsørger« og henvendelser til vores mest lave drifter, f.eks. om at vi ikke bør »efterlade ubetalte regninger til vores børn og børnebørn«, som Velfærdskommissionen har udtrykt det, gør, at det er meget svært for den enkelte at undgå følelsen af krise i anmarch. Eller i hvert fald en udfordring af nærmest uoverskuelig størrelse.

Ind imellem antydes det ligefrem, at det allerede er for sent.

I de seneste knap 15 år i Sverige har offentlige udredninger fået overskrifter som »pengene rækker ikke« og »den nuværende trend må brydes«. Debatartikler er skrevet med overskrifter som »Velfærdsstaten på vej mod sammenbrud«, hvor det konstateres, at »regnestykket ikke holder«.[11]

Det samme synes tilfældet i Danmark, hvor den offentlige velfærd allerede vidt og bredt er erklæret for dødsdømt.[12] Og kampagnen om at velfærdsstaten allerede er dødsdømt, har fundet sted i knap 25 år.

Ole Thyssens bog fra 1991, med den sigende titel: Hvad kommer efter velfærdssamfundet?, konstaterer koldt, at »det danske velfærdssamfund er i en så fundamental krise, at det næppe kan overleve i dets nuværende form«.[13]

Videre skriver Thyssen i bogen:

Staten skal ikke blot finansiere sygdom, uddannelse, ledighed og alderdom. Den skal også skabe kunstige arbejdspladser og yde støtte til virksomheder som ikke kan – eller gider – klare mosten selv /…/ Til sidst undrer man sig over, hvordan staten kan magte alle de opgaver – hvor kommer pengene fra? Indtil man indser, at det kan den heller ikke. Der er permanent underskud.[14]

I skriftet, Slip velfærden løs, fra 1994, kan man ligeledes læse: »Realiteten er, at velfærdssamfundet i sin nuværende udformning har overlevet sig selv – overhalet af opgaver, det ikke er gearet til at løse.«[15]

En anden måde til at fremkalde en følelse af afmagt hos modtageren er at skabe et billede af, at der ikke findes nogen egentlige valgmuligheder. Et budskab det er svært ikke at lade sig overvælde af og som ofte ses i den offentlige debat.

F.eks. skrev medarbejderen på den svenske liberale tænketank TIMBRO (modstykket til CEPOS) i et forord til en rapport om finansieringsproblemet:

Dagens svenske finansieringsmodel /…/ har to mulige slutninger. Enten risikerer den at brage sammen under voksende behov, eller også tvinges borgerne til mødet med brutale besparelsesprogrammer, der kun giver et minimum af den service tilbage, som engang blev lovet.[16]

En lignende retorisk strategi blev brugt af Velfærdskommissionen i dens analyse af forholdet mellem længere levetid, pensioner og bevaret velfærd i fremtiden.

Med selvfølgelighed slår forfatterne i rapporten fast, at »vi kan ikke både fastholde et veludbygget velfærdssamfund og samtidig omsætte de ekstra leveår i ekstra år på pension. Det hænger ganske enkelt ikke sammen.«[17]

Sådan som påstandene fremføres her, er ingen af dem rigtige i sig selv. I hvert fald giver de et misvisende billede af forholdene, som jeg skal vise senere. Men den dramaturgiske effekt er overvældende. Det skaber en følelse af lammelse hos modtageren.

Den forrykte fortid

Den anden måde at underbygge påstanden om, at der ikke længere er råd til velfærden, er beskrivelsen af velfærdsstatens historie som en lykkelig (men også forrykt) undtagelse. Som en trend der måske nok fungerede i fortiden, men ikke bliver ved med at gå, når vi kommer længere ind i fremtiden.

Tesen fremtræder almindeligvis i påstanden om, at »det offentlige fortrænger det private«. Både i Sverige og i Danmark fremføres den tese, at under efterkrigstidens opbyggelse af velfærdsstaten er den offentlige sektor vokset mere og hurtigere end den private.

F.eks. Velfærdskommissionen skriver:

De seneste tre årtier er udgifterne til velfærdsservice vokset hurtigere end væksten i samfundet generelt. Udgifter til velfærdsservice har derfor – år for år – vejet tungere og tungere i samfundsøkonomien. Fortsætter den udvikling, vil det få betydelige konsekvenser for finansieringen af velfærdssamfundet.[18]

I en skrivelse fra Danmarks statistik, 65 år i tal, fastslås på lignende facon under overskriften »Vækst i det offentlige forbrug«:

En stor del af de seneste 65 års vækst i produktionen er brugt til et stigende offentligt forbrug, som er mere end seksdoblet i perioden 1948-2012. /…/ Det private forbrug steg indtil omkring årtusindeskiftet relativt langsommere end det offentlige forbrug.[19]

Hvis man kun ser citaterne an, uden videre analyse, rammes læseren af et billede af, at det offentlige er vokset mere end det private, ja, ligefrem mere end »væksten i samfundet generelt«.

Og det forstår vel hvem som helst, at sådan kan det ikke fortsætte? Det er et galmandsværk det her![20] Nu stopper festen!

Problemet er, at påstandene er dybt manipulative. De er ikke fuldstændigt falske – men de risikerer at formidle et billede af en trend mellem privat vækst, offentlig vækst og samfundsøkonomiens samlede vækst, der er dybt misvisende.

Graf 2.1 viser statistikken fra Danmarks statistik.

Graf. 2.1 Offentlig og privat forbrug 1948-2012, mia. kr., priser år 2000

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 16.

Det er sandt, at det offentlige forbrug mellem 1948 og 2012 (i priser år 2000) steg fra ca. 68 mia. kr. til 434 mia. kr. Og det er omtrent en seksdobling.

Det er også sandt, at det private forbrug mellem 1948 og 2012 (i priser år 2000) steg fra knap 182 mia. kr. til knap 777 mia. Og det er kun en firedobling.

Det samlede forbrug steg så omtrent fra 250 mia. kr. i 1948 til 1.211 mia. kr. i 2012 (i priser år 2000). Og det er også kun lidt mere end en firedobling.

Men ud fra den kendsgerning at konkludere, at det offentlige forbrug er vokset hurtigere end det private, og endnu mere end den samlede vækst, sådan som Velfærdskommissionen og Danmarks statistik antyder, er en påstand der i sig selv kun gælder i procentuelle termer.

I kroner og øre vokser det private forbrug langt mere end det offentlige. Og naturligvis vokser det offentlige forbrug i mindre grad end det samlede forbrug.

I det følgende omskriver jeg den samme tekst – med ny overskrift – og ud fra den samme statistik. Påstandene i min omskrivning er lige så sande som udsagnene i citaterne ovenfor, men giver et noget andet billede af den gældende trend:

VÆKST I DET PRIVATE OG OFFENTLIGE FORBRUG
Mellem 1948 og 2012 er det private forbrug i priser år 2000 vokset med omtrent 589 mia. kr. I samme tidsrum er det offentlige forbrug vokset med omtrent 366 mia. kr. Af en samlet forbrugsøgning i økonomien som helhed under perioden på 955 mia. kr. er lidt mindre end 62 procent af øgningen gået til privat forbrug og lidt mere end 38 procent gået til en øgning af det offentlige forbrug.[21] Det private forbrug er således vokset mere end det offentlige. Og fordi den samlede vækst i forbruget under perioden var 955 mia. kr., udgør det offentlige forbrugs vækst på 366 mia. kr. lidt mindre end 40 procent af beløbet for den samlede vækst.

Og vejer det offentlige »år for år tungere og tungere i samfundsøkonomien«, som Velfærdskommissionen påstår?

Kun hvis man mener, at det er tungere for et Danmark med samfundsøkonomiske resurser svarende til ca. 1.211 mia. kr. til samlet forbrug at sørge for et offentligt forbrug på 433 mia. kr. (2012), end det var for det Danmark, der i 1948 havde økonomiske resurser svarende til 250 mia. kr. til samlet forbrug at bære et offentligt forbrug på 68 mia. kr.

Men det er en logik, som Velfærdskommissionen selv må stå inde for. Åbenlyst nødvendig er dens konklusion i hvert fald ikke.

Og desuden, den relative stigning i det offentlige forbrug som andel af BNP er i Danmark siden begyndelsen af 1980’erne helt ophørt som trend og er i stedet svagt faldende.

År 1982 var det offentlige forbrug 28,4 procent af BNP, og år 2007, året før finanskrisen, var den nede på 26,0 procent af BNP.[22]

Så hvis det er dén trend over de seneste 25 år, der »må brydes«, er det ikke Venstres nulvækst eller tilbageholdenhed i offentligt forbrug, der skal til. Selv om det ellers er det, de økonomiske vismænd (og kvinder) prædiker.

Der er en løsning, alligevel!

Det sidste trin i finansieringsproblemets dramaturgi er budskabet om, at der alligevel er en løsning på velfærdens problemer. Men kun hvis vi lynhurtigt (fordi det haster!) følger de forslag til reformer, som teknokraterne og de liberalistske økonomer kommer med i deres anbefalinger.

F.eks. fastslår Velfærdskommissionen:

Vi skal tage fat på at tilpasse vores velfærdssamfund. Og vi bør gøre det nu. Jo tidligere vi gør det, jo bedre rustet er samfundet, når udfordringerne for alvor melder sig. Jo længere tid vi venter, jo kraftigere indgreb vil der være behov for.[23]

I Sverige har alarmismen været endnu større. Eva Cooper advarer os:

Hvis vi ikke tager fat på fremtidens finansiering af velfærden nu, vil det for de fleste være for sent at frigøre egne ressourcer, når sammenbruddet er et faktum.[24]

Og da arbejdsgiverorganisationen for kommuner og regioner i Sverige, SKL, kom ud med sin rapport om finansieringsproblemet, 2010, skrev man som konklusion: »Noget må gøres!« og at »feje problemerne ind under gulvtæppet er absolut ingen løsning«.[25]

På samme måde advarede den såkaldte Borgkommissionen om, at »fremtiden må mødes i dag«.[26] I rapporten kan man videre læse:

Muligheden for at håndtere [finansieringsproblemet] på en rimelig måde stiger dramatisk, hvis tiltagene sættes ind tidligt. /…/ Der er ingen holdbare argumenter for at skyde det her spørgsmål længere ud i fremtiden.[27]

Effekten af hele denne strategi bliver, at når de forskellige reformforslag lægges frem (og som naturligvis alle peger i retning væk fra den universalistiske velfærdsstats principper og hen mod den neoliberalistiske konkurrencestat), kan vi som modtagere af budskabet opleve os selv som så lammede og overvældede, at vi nærmest føler os taknemmelige over, at der trods alt findes en løsning på problemet. Uanset hvor langt fra ens egne ønsker, reformforslagene måtte være.

Udelukkelsen af alternativer

Samtidigt er alle alternativer udelukket. Og den der kommer med kritik og mener, at vi måske skal stoppe lidt op, inden vi tager afgørende beslutninger om velfærdens fremtid, kan stemples som fornægter af kendsgerningerne. At tage en tænkepause er jo, nu når vi ved, at det haster, nærmest en forbrydelse, der gør tingene værre.

På den måde er kritisk granskning og indbyrdes modstridende opfattelser ikke længere en dyd i velfærdsdebatten. Det er en synd. En slags sygelig tilstand af fornægtelse. Og eftertænksomhed, det er der ikke tid til. Det skal gå hurtigt!

Diskussion og kritisk tænkning er pludselig ikke længere det, der skal til, for at vi kan styre uden om katastrofen, men er blevet til selve truslen mod, at vi kan redde os selv.

En fremgangsrig politisk strategi

Finansieringsproblemets fortælling er særdeles fremgangsrig som politisk strategi. Med dens moralsk tyngende sprogbrug lammer den modtageren af budskabet i en permanent krisetilstand. Når fortiden desuden er beskrevet som forrykt og uholdbar, og fremtiden dermed med nødvendighed kræver reformer i retning bort fra denne galskab, kan eventuel kritik mod reformerne og deres forudsætninger fremstilles som idéer hos gale personer, der lever i fornægtelse.

Og det rolige og eftertænksomme tempo, der er indbygget i det demokratiske samfunds principper for politisk beslutningstagning, kan nu springes over. Det er der ikke tid til.[28]

Det er nok derfor, kritik mod finansieringsproblemet er så usynlig i den offentlige debat, på trods af, som jeg skal vise, at belæggene derfor er så svage.

Jeg ved ikke, om strategien er bevidst. Men i et svagt øjeblik af klar tale indrømmer og afslører Borgkommissionens forfattere forudsætningerne for, at deres reformer skal kunne gennemføres:

En fremgangsrig proces har som forudsætning bevidstheden om, at der findes et fremtidsproblem, der alvorligt truer velfærdspolitikkens troværdighed. Den form for store forandringer besluttes nemlig først, efter de er bedømt som uundgåelige. /…/ Det var eksempelvis indsigten om, at ATP-systemet sandsynligvis ville bryde sammen et stykke inde i 00’erne, der fremskyndede pensionsbeslutningen. Sådan en krisebevidsthed er der brug for, hvis vi skal få gang i en fremgangsrig beslutningsproces for at klare velfærdsydelsernes finansiering i fremtiden.[29]

Processen og dens effekt ser for mig ud til at være den samme her i Danmark.

Økonom Henrik Herløv Lund sammenfatter forløbet i Danmark med henblik på Velfærdskommissionens arbejde og de efterfølgende forringelserne i efterlønnen og i pensionssystemet:

Som anført må Velfærdskommissionen siges at have mere end opfyldt sin mission om at berede jordbunden for og skabe befolkningsmæssig accept af et yderligere indgreb overfor efterlønnen. På trods af de mange berettigede kritikpunkter mod velfærdskommissionens katastrofescenarier og på trods de tvivlsomme beskæftigelses- og provenueffekter af dens forslag lykkedes det Velfærdskommissionen at skabe en bred opfattelse i samfundet af, at der på grund af ældreudviklingen ikke var råd til velfærden fremover og at indgreb i pensionssystemet var uundgåelige.
Samtidig lykkedes det Velfærdskommissionen og meningsfæller i den akademiske verden og i medierne at forhindre, at en alternativ problemforståelse omkring de mange udenfor arbejdsmarkedet og en der ­tilsvarende beskæftigelsesstrategi kom på dagsordenen på trods af forsøgene herpå.[30]

Hermed er vi nået frem til selve kritikken af de påstande, som finansieringsproblemets fortalere er kommet med. Vi begynder med den mest dramatiske. Ældrebyrden.

3. Ældrebyrden og den stigende forsørgerbyrde

Det er ingen overdrivelse at sige, at få påstande har været lige så effektfulde som påstanden om »ældrebyrden«. Det er en påstand, der er gået ind i den almindelige bevidsthed i en grad, så det nok må siges at være en af de mest selvfølgelige og uimodsagte påstande, der findes i den offentlige debat.[31]

Velfærdskommissionen skriver f.eks.:

Den første forandring er særdeles velkendt, for de fleste: Vi lever længere. Det betyder flere ældre. Samtidigt bliver der færre i den erhvervsaktive alder. Da vi betaler størsteparten af vores skatter af de indkomster, vi har som beskæftigede, kommer velfærdssamfundets økonomi ud af balance: Der bliver færre beskæftigede, der skal forsørge flere.[32]

I Det Økonomiske Råds rapport fra 1998 om samme emne, bliver det tilsvarende fastslået:

Velfærdsstaten står over for en stor udfordring, når antallet af personer over 65 år vil stige i løbet af de næste 40 år. Samtidig vil der blive færre personer i den erhvervsaktive alder. Antallet af erhvervsaktive for hver person over 65 år vil dermed falde fra fire til godt to.[33]

Ud fra denne skitsering af problemstillingen blev der i Velfærdskommissionen udregnet, hvor stort et udgiftspres på den offentlige velfærd, der venter Danmark i fremtiden. Og man sagde, at det modsvarede en stigning af bundskatten på 8,7 pct.point i 10-årsperioden 2011-2021, hvis hele udgiftsstigningen blev finansieret udelukkende med skat.[34]

På den basis, har politikerne og økonomerne i de forskellige råd, kommissioner og udvalg ordineret en anden medicin, der skal til for at løse problemet: øget beskæftigelse!

På den ene side skal den øgede beskæftigelse nås med reformer, der opmuntrer til tidligere indtræden på arbejdsmarkedet, f.eks. SU-reformen, og alle de andre tiltag for at øge »gennemstrømningen« i uddannelsessystemet, samt forringelser i dagpengesystemet og kontanthjælpen. Alt sammen for at det bedre skal betale sig at arbejde og dermed øge arbejdsudbuddet.

På den anden side skal den øgede beskæftigelse opnås med reformer, der skal hæve tilbagetrækningsalderen. Hvilket forklarer de tiltag, der har som formål at hæve pensionsalderen og udfasningen af efterlønnen. Alt i alt skal det føre til, at stadig flere er på arbejdsmarkedet i en større del af livet, end det er tilfældet i dag. Ellers går samfundsøkonomien »ud af balance«.

At analysere og kritisere selve indholdet i reformerne ligger uden for rammerne af denne rapport.[35] Spørgsmålet er i stedet: Er der belæg for påstanden om, at øget beskæftigelse og et længere arbejdsliv er en nødvendig forudsætning for at klare kommende demografiske udfordringer?

Det korte svar er, nej.

Fortalerne for idéen om at det er nødvendigt med øget beskæftigelse for, inden for velfærdsstatens ramme, at klare en stigende forsørgerbyrde i fremtiden, plejer at fremholde tre mulige scenarier:

(i) Enten må vi klare ældrebyrdens udgiftspres på de offentlige udgifter med øget beskæftigelse, og hvis ikke vi gør det, må vi (ii) hæve skatter og/eller brugerafgifter. Og hvis vi hverken gør det ene eller det andet, er der kun én ting tillbage (iii) en øget offentlig gæld, fordi det offentlige må låne for at klare udgiftspresset. (En anden mulighed er nedskæringer i den offentlige velfærd, selvfølgelig, men i det tilfælde møder man ikke det stigende udgiftspres, men giver op over for det.)[36]

Af disse muligheder holdes kun den første for rimelig og ansvarlig. At hæve skatterne beskrives som en umulighed i Danmark, fordi, som Løkke m.fl. stadig fremfører: Danmark har allerede verdens højeste skattetryk.

Ifølge samme tankegang vil højere skattetryk desuden yderligere mindske arbejdsudbuddet, fordi det i endnu mindre grad vil kunne betale sig at arbejde. På den måde vil øget skattetryk for at klare et øget udgiftspres i virkeligheden stik imod hensigten gøre det endnu sværere at dæmme op for udgiftspresset. En skrue uden ende. Så den vej er lukket. I stedet må skattetrykket ned.

Hvad angår øget offentlig gæld, er det kun en måde at sende regningen videre til vores børn og børnebørn. Og det er jo uansvarligt! I stedet må den offentlige gæld ned, ved at det offentlige løbende går med overskud, indtil den offentlige gæld er væk.

Sådan! Der er kun øget beskæftigelse tilbage – og hvis vi ikke opnår det, ja, så risikerer vi katastrofen: en samfundsøkonomi »ude af balance«.

Eksemplet Sverige

Billedet er det samme i Sverige som i Danmark. Og i Sverige har alarmismen knap haft nogen øvre grænse.[37] Udredninger og kommissioner har advaret om »finansieringsgabet« – gabet mellem de behov og den efterspørgsel på pensioner og ældrepleje, der findes, og de resurser der kræves for at opfylde behovet.

Gabet er i Sverige beregnet til 200 mia. kr. inden for de næste 25 år, og man har advaret om øgede skatter med 13 svenske kr. pr. 100 kr. inden for de næste 25 år, så skatten ville komme op på 43 kr. pr. 100 kr. i år 2035, hvis gabet skulle finansieres gennem kommune- og regionsskatten.[38]

Borgkommissionen skriver: »Kravet om øget standard og det stigende antal ældre driver de offentlige udgifter i vejret, og disse kan ikke på samme måde som før blive mødt med højere skat.«[39]

Det billede af at ældrebyrden fremtvinger en øget beskæftigelse, senere tilbagetrækningsalder m.v., ellers venter en økonomi »ude af balance«, er med andre ord lige så selvfølgelig og dominerende i den svenske bevidsthed som i Danmark.

I sin rapport præsenterede Borgkommissionen også en prognose af problemets omfang. Med en tydelig graf påtalte man, at antallet af ældre over 85 år i Sverige vil øge med 67 procent i perioden 2020-2035.[40] Givet at kurven derefter flader ud til år 2040, kan vi sige, at inden for en 20 års-periode – mellem 2020-2040 – beregnes antallet af ældre over 85 år i Sverige at stige med 67 procent.

Det er altså denne stigning i antallet af ældre, der truer det svenske samfund med kraftigt stigende skat, ifølge Borgkommissionen. Og det er i lys af den trussel, de økonomiske eksperter i Sverige, ligesom i Danmark, påbyder højere beskæftigelse, hævet pensionsalder m.v. Alt sammen for at vi skal kunne undgå det umuligt høje skattetryk, der ellers venter, hvis vi skal klare udgiftspresset.

Da jeg for nogle år siden analyserede den svenske statistik, fandt jeg noget meget interessant. Det viser sig nemlig, at den varslede stigning i antallet af personer over 85 år på 67 procent over en kommende 20 års-periode i Sverige allerede er sket én gang tidligere i den svenske historie.

I perioden mellem 1990-2010 steg antallet af ældre over 85 år fra omtrent 150.000 personer i 1990 til omtrent 250.000 personer i 2010. Det er en forøgelse med netop 67 procent.[41]

Ud fra den kendsgerning udførte jeg et lille realeksperiment. Jeg undersøgte, om de sammenhænge og påstande som ældrebyrdens fortalere så selvsikkert fastslår som selvfølgelige og nødvendige inden for en 20-årsperiode fremad i tiden, har været tilfældet for 20-årsperioden bagud i tiden.

Den øgning i antallet af ældre på 85 år+ der fandt sted i Sverige i perioden 1990-2010, er den enten blevet mødt med: (i) øget beskæftigelse? (ii) højt skattetryk? (iii) øget offentlig gæld?

Svaret er (i) nej, (ii) nej og (iii) nej.

Beskæftigelsen er faldet under perioden 1990-2010

Under perioden 1990-2010 faldt både antallet af personer i beskæftigelse (graf 3.1), beskæftigelsesgraden, dvs. relationen mellem personer i arbejde i aldersgruppen 16-64 og personer som ikke er i arbejde (graf 3.2), og antallet af arbejdede timer i den svenske økonomi.

Fra 1990 til 1995, under den store svenske krise, var der en markant nedgang i beskæftigelsen på 550.000 personer, fra 4,5 mio. til 3,95 mio. Og arbejdsløsheden steg fra 1,7 procent i 1990 til 10 procent i 1995.

I perioden 1995-2010 steg beskæftigelsen igen langsomt, men det er først i år 2008 (før finanskrisen), at antallet af personer i beskæftigelse (16-64 år) er tilbage på det oprindelige niveau, 4.5 mio. Og arbejdsløsheden bevæget sig stadigvæk mellem 6-8 procent i Sverige, afhængigt af konjunkturerne. Det reelle antal arbejdsløse i Sverige er steget fra omkring 100.000 personer i 1990, til i dag at ligge omkring 400.000 personer.[42]

Graf 3.1 Antallet i beskæftigelse i Sverige, 16-64 år, 1990-2010, 1000-tal

Kilde: Ekonomifakta.se

Graf 3.2 Beskæftigelsesgrad i Sverige, 16-64 år, 1990-2010, procent.

Kilde: Ekonomifakta.se

I Sverige gælder det desuden, at i perioden 1990-2010 er det samlede antal af arbejdede timer i økonomien mindre, end det var i år 1990 i 17 år ud af hele perioden på 20 år. Og beskæftigelsesgraden (16-64 år) er faldet fra dets højeste niveau i 1990 på knap 83 procent til 72 procent under kriseårene 1992-1995. I slutningen af perioden er beskæftigelsesgraden steget igen til omkring 75 procent – fortsat langt mindre end i begyndelsen af perioden.

Det her kan da ikke lade sig gøre? Så er skatterne vel gået op i stedet for?

(ii) Skattetrykket er faldet markant i perioden 1990-2010

Siden den store skattereform 1989/90 er den svenske skattekvote trendmæssigt stadig faldende (se graf 3.3).

Graf 3.3 Skattekvote i Sverige, 1990-2010, procent af BNP

Kilde: Ekonomifakta.se

Under krisen i 1990-1995 kan den faldende skattekvote delvist forklares med den mindre beskæftigelse og øgede arbejdsløshed. Umiddelbart efter krisen stiger skattekvoten igen, samtidigt med at beskæftigelsen stiger.

Men efter 1999 er skattekvoten på markant lavere kurs end årene før skattereformen. Faldet i skattekvoten på omkring 6 procentenheder relativt BNP, fra 51,4 procent i 1990 til 45,4 procent i 2010, modsvarer i dag et beløb på omkring 220 mia. kr., i forhold til hvis skattekvoten havde været den samme i 2010 som i 1990.

Men sagde de ikke lige, at hvis ikke vi arbejder mere, så må skatterne stige for at lukke finansieringsgabet?

Nå, men så er den offentlige gæld vel om ikke andet blevet større? Det svenske samfund, der har arbejdet mindre, og fået lavere skat, må have sendt regningen videre til sine børn og børnebørn?

Graf 3.4 Statsgælden i Sverige som procentandel af BNP, 1990-2010

Kilde: Ekonomifakta.se

(iii) Den offentlige gæld er kraftigt faldet

Den offentlige bruttogæld, eller »Maastrichtgælden«, beregnes som hele den offentlige sektors, dvs. statens, regionernes og kommunernes samlede gæld til privatpersoner, banker og erhverv.

EU har bestemt, at denne gæld kun må modsvare 60 procent af BNP for indtrædelse i Euroen (hvis nu danskerne skulle få den idé …). Statsgælden er således kun en del af den offentlige gæld, men det er hovedsageligt staten, der påtager sig gæld, så statsgælden er her god nok som målestok for hele gælden.

Det gælder ikke mindst fordi, som jeg skal vise senere, at den offentlige gæld stiger og falder, ikke på grund af lån til velfærdens finansiering, men fordi staten øger sin belåning i forbindelse med (bank)kriser. Graf 3.4 ovenfor viser den svenske statsgælds udvikling i tidsperioden.

I forbindelse med den store bankkrise i Sverige 1991-1995 steg statsgælden meget hurtigt i Sverige, fra 42,1 procent af BNP til 76,6 procent i 1995. Men fra 1998 og fremad falder statsgælden i lige så hurtig takt. Og år 2010 er den svenske statsgæld, på 35,6 procent som andel af BNP, lavere end i 1990, hvor den var 42,1 procent af BNP.

Den samlede offentlige bruttogæld i Sverige på modsvarende 40,6 procent af BNP er i dag en af OECD-landenes laveste og langt under EU’s krav.

Og hvis man desuden medregner hele den offentlige sektors finansielle reserver (aktier, det offentlige pensionssystems tilgodehavender m.v.), får vi nettogælden.

Siden 2005 er den helt væk i Sverige og nu vendt til en finansiel formue i det offentlige. I den forstand er den svenske offentlige gæld allerede borte.

I det offentlige er der ikke længere nogen regning, der er efterladt til vores børn og børnebørn. Hvilket ellers gør Velfærdskommissionen så urolig.

Man kan også notere, at den stærkeste reduceringstakt i den offentlige gæld, fra 1998 til 2010, er sket samtidigt med, at takten i skattesænkningerne er mest udtalt – fra ca. 51 procent af BNP i 1998 til 45,5 procent i 2010. Og det samtidigt med at beskæftigelsesgraden siden 1999 i princippet har været den samme.

(iv) Sammenfatning

Så konklusionen baseret på den svenske erfaring bagud i tiden er klar. En stigning i antallet af ældre over 85 år i perioden 1990-2010 har ikke ført et finansieringsproblem i det offentlige med sig. Det er faktisk lige omvendt.

Samtidigt med at det svenske samfund har påtaget sig den luksus, det er, som samfund betragtet at arbejde mindre, har den offentlige sektor haft råd til at mindske skattekvoten kraftigt i perioden 1998-2010.[43]

På samme tid har Sverige haft råd til at reducere statsgælden med et beløb svarende til 40 procent af BNP. Et beløb der svarer til over 1.400 mia. kr. i dag.[44]

En offentlig sektor hvor antallet af ældre over 85 år er steget med 67 procent, og som samtidigt kan mindske sine relative indkomster med 220 mia. i skattesænkninger og afdrage 1.400 mia. kr. på statsgælden, oven i købet i en periode hvor beskæftigelsesgraden først falder og siden ligger stille, er da ikke i nærheden af et finansieringsproblem!

Hvorfor skulle velfærdsstaten, i lyset af fortiden, uundgåeligt få et uoverstigeligt problem, som den »ikke er gearet til at løse«, når det gælder fremtiden? Sådan som de økonomiske vismænd både i Sverige og Danmark i de forgangne 20 år til stadighed har påstået. Belæg for nødvendighed er det i hvert fald ikke. Ikke ud fra den svenske erfaring. Så hvorfor skulle det være det i Danmark?

Udviklingen i Danmark

Egentlig er det nok at konstatere, at de selvsikre forudsigelser om en ældrebyrde i Sverige ikke er slået igennem, til at så tvivl om påstandene om, at det nødvendigvis vil ske i Danmark. Hvis det som én gang blev proklameret umuligt i Sverige, har vist sig at være muligt, på trods af at etablissementet også dér var enige om den modsatte konklusion, så er der ingen grund til at tro, at etablissementet netop i Danmark skulle vise sig at få ret.

Fordi den samlede økonomiske udvikling i Sverige og Danmark i de seneste 25 år delvis har været inde i ulige faser, kan man ikke direkte oversætte mit svenske realeksperiment til danske forhold. F.eks. har Danmark i perioden fra midten af 1990’erne og frem til 2008 oplevet en stor stigning i beskæftigelsesgraden og en stærkt faldende arbejdsløshed, lige modsat hvad der var tilfældet i Sverige.

Danmark har heller ikke oplevet den store skattereform, de store skattesænkninger og det omfang af nedskæringer, udliciteringer og privatiseringer af den offentlige velfærd, som er sket i Sverige de sidste 25 år. Ikke endnu i hvert fald.

Og mens Sverige ikke er ramt af en lige så stor boligboble og et lige så stort tab i beskæftigelse, og et lige så stort underskud i de offentlige finanser under den nuværende finanskrise som Danmark, er det afhængigt af, at der i Danmark og Sverige før krisen har været forskellige forudsætninger på arbejdsmarkedet og i den offentlige velfærd.

Hvis jeg skal gisne noget om udviklingen, forekommer det mig, at Danmark i øjeblikket gennemgår en økonomisk udvikling, der ligner den Sverige gennemgik i 1991-1995, omend i meget mildere form.

Men selv om udviklingen i Sverige ikke direkte kan tages til indtægt for konklusioner om den danske udvikling, er der grund til at tro, at bekymringerne om ældrebyrden er endnu mere overdrevne i Danmark end i Sverige.

Den første årsag til at Danmark formentlig er endnu bedre rustet til at møde ældrebyrden end mange andre velfærdsstater, har at gøre med den triste kendsgerning, at danskerne har kortere forventet levetid end andre velfærdslande (f.eks. hele tre år kortere end i Sverige).

Det er naturligvis ikke i sig selv positivt, men det mindsker ældreforsørgerbyrden, så at Danmark beregnes til at have den næstlaveste ældrebyrde i OECD-landene efter USA i år 2050. Det gælder vel at mærke, når den angivelige byrde er på sit højeste.[45]

Den anden årsag er, at det danske pensionssystem delvist er anderledes konstrueret, end det f.eks. er tilfældet i Sverige.

Siden 1960’erne er en proces sat i gang i Danmark, hvor pensionsopsparinger ved siden af den offentlige grundpension har fået stadig større betydning. Allerede år 2000 publicerede den daværende regering en rapport, der fremholdt Danmark som et foregangsland, hvad gælder et bæredygtigt pensionssystem.[46]

Her påpegede man betydningen af den danske ordning med arbejdsmarkedsrelaterede opsparinger til fremtidige udgifter:

I Danmark er folkepensionen uafhængig af den tidligere arbejdsmarkedstilknytning. Det arbejdsmarkedsrelaterede element i det danske pensionssystem - arbejdsmarkedspensionerne - adskiller sig markant fra de fleste andre landes arbejdsmarkedsrelaterede pensioner. I Danmark er der således tale om et opsparingsbaseret system, hvor hver person får en pension, der er forsikringsmæssigt udregnet i forhold til vedkommendes historiske indbetalinger. I andre lande - f.eks. Sverige, Tyskland, Storbritannien og Canada - får man en pension, der blandt andet afhænger af erhvervsindkomsten før pensionsalderen og som hovedsageligt er finansieret ud af løbende bidrag og skatter.
Denne forskel er særlig vigtig, når demografien ændrer sig i retning af relativt flere ældre. Det umiddelbare pres på de offentlige finanser bliver således lavere i Danmark, fordi en langt større del af pensionsudgifterne netop er private og dækket ind i forvejen gennem et langt livs opsparing.[47]

Mathias Meijer giver sin forklaring på sammenhængene:

Den danske model er derfor i langt højere grad gearet til at modstå en stigende ældreforsørgerbyrde, idet indkomstreguleringen af folkepensionstillægget betyder, at færre pensionister fremover kan modtage folkepensionstillægget, når de samtidig får udbetalt deres opsparede pensioner. Dertil kommer, at staten vil få ganske betydelige indtægter, når de opsparingsbaserede pensioner fremover hæves, fordi der ved udbetaling af disse pensioner skal betales skat.[48]

Den tredje årsag, som er værd at notere, er, at den danske omkostningsudvikling for de ældre, for pensioner og syge- og ældrepleje over de sidste 30 år er svagt faldende, ikke stigende.[49]

Meijer sammenfatter den danske udvikling:

Der er således ingen sammenhæng mellem stigningen i antallet af ældre og de to udgiftsposter på statens budget, hvor de ældre først og fremmest forventes at belaste statsbudgettet. En eventuel sammenhæng synes overraskende nok at være af negativ karakter.[50]

På det seneste er der også sket en revidering her i Danmark af de tidligere katastrofescenarier fra de økonomiske vismænd.

Nu forlyder det fra Det Økonomiske Råd, at: »[B]eregninger i dag tyder på, at en ændring i middellevetiden overhovedet ikke har nogen betydning for de finanspolitiske udfordringer.«[51] 

Og man fortsætter:

Stoler man nogenlunde på forudsætningerne bag disse modelberegninger, er de offentlige finanser altså overordentlig robuste over for fremtidige uventede demografiske forandringer – i stærk modsætning til de fleste andre europæiske lande.[52]

Det kan også tilføjes, at på trods af at pensionisterne i Danmark er blevet en større og fremfor alt mere velhavende (men også mere ulige) gruppe, er der siden slutningen af 1970’erne ingen tydelig trend i udviklingen af det samlede offentlige forbrug som andel af BNP. Hverken i stigende eller faldende retning.[53]

Graf 3.5 Offentligt forbrug 1980-2012, procent af BNP

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 24.

De årlige pensionsudbetalinger har, siden slutningen af 1970’erne, bevæget sig mellem 6-8 procent af BNP, men også her er der ingen entydig kurs (graf 3.6).

Graf 3.6 Offentlige pensionsudgifter i alt 1980-2012, procent af BNP

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 24.

At gå dybere ind i årsagerne til at de forskellige års udgifter for forbrug og pensioner fra det offentlige varierer, ligger uden for rammerne af denne rapport – men der er i hvert fald ingen grund til panik.

Alt mens der er råbt alarm om den dødsdømte danske velfærdsstat, har udviklingen i de offentlige udgifter for velfærden som helhed været alt andet end dramatisk eller understøttet forklaringer om en ældrebyrde. Hverken i den ene eller den anden retning.

I Danmark er der egentlig kun én eneste post i de offentlige udgifter, der siden 1980’erne giver stort udslag i den offentlige økonomi, hvilket jeg vender tilbage til i næste del af rapporten: renteudgifterne på statsgælden (graf 3.7).

Graf 3.7 Offentlige renteudgifter 1980-2012, procentandel af BNP

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 24.

Men de udgifter er ikke relateret til omkostningerne for flere ældre, heller ikke engang for velfærden som helhed. Stigningen i renteudgifter har at gøre med de forskellige kriser, der har ramt Danmark og resten af verden siden 1970’erne og fremad.

Først oliekrisen i 1970’erne og nu, på det seneste, den store finanskrise i 2008. De lån staten har taget under kriser for midlertidigt at understøtte industrien, erhvervsliv og banker, er hovedårsagen til høje lån og efterfølgende høje renter – ikke ældrebyrden. Heller ikke velfærden.

Den logiske fejlslutning

Men hvordan kan det være, at ældrebyrden sandsynligvis ikke stiger? At den måske ligefrem falder lidt? Bliver der ikke stadig flere ældre, jo længere fremad i tiden vi bevæger os? Og er det ikke også sådan, at det forholdsvise antal af personer i den erhvervsaktive alder bliver tilsvarende mindre?

Jo, begge påstande er korrekte. Men de siger bare ingenting overhovedet om forsørgerbyrden.

I den almindelige debat, ja, ligefrem i den offentlige statistik i Sverige og Danmark, opstilles målestokken for ældrebyrden, og/eller forsørgerbyrden, som relationer mellem antallet af personer i forskellige folkegrupper:

1. Ældrebyrden er lig med: (Antal personer 65 + (eller 60 +)) divideret med (antal personer i den erhvervsaktive alder)

2. Forsørgerbyrden er lig med: (Antal personer i ikke-arbejde) divideret med (antal personer i arbejde)

I de to kvoter er det naturligvis sådan, at hvis antallet i kvoternes tæller stiger hurtigere end antallet i nævneren, stiger kvoten. Heraf følger, at det er det, der er ved at ske i Danmark netop nu: kvoten stiger.

Men, og det er næsten pinligt at sige det: Vi lever i en kapitalistisk markedsøkonomi – og i en sådan, forsørger man ikke mennesker med mennesker. Man dækker udgifter med indtægter.

Det gælder for øvrigt ikke kun i samfundsøkonomien som helhed, men også for den enkelte husholdning. En husholdnings evne til at forsørge sig selv kan ikke afgøres ved at tælle hoveder, men ved at tælle indtægter og udgifter. Vi antager ikke, at en familie med ét barn selvfølgelig har en lavere forsørgerbyrde end en familie med to børn. Vi må da undersøge familiernes økonomi først! Indtægterne og udgifterne.

På samme måde har de danske bønder jo ikke fået en sværere opgave med at forsørge hverken sig selv eller den øvrige befolkning med mad nu end for 100 år siden. På trods af at bønderne er blevet stadig færre, og de munde de skal mætte, stadig flere.

De to forsørgerkvoter, der så flittigt bruges i debatten om ældrebyrden, er således ikke relateret til spørgsmålet om vores samfundsøkonomis formåen til at klare velfærdens finansiering i fremtiden. Selv om det måske føles naturligt at konkludere, at hvis der bliver færre erhvervsaktive og flere ældre, eller færre i arbejde og flere i ikke-arbejde, ja, så stiger forsørgerbyrden pr. ren automatik, så er det ikke desto mindre en logisk fejlslutning.

Så den opstilling af problemet som Velfærdskommissionen byggede deres analyser på, var netop et logisk fejltrin. Det synes i dette citat fra kommissionen:

De demografiske forskydninger, der med stor sikkerhed kan forudses, er betydelige. Frem til 2040 bliver der færre erhvervsaktive i forhold til antallet af personer, der skal forsørges. Færre til at forsørge flere betyder øget finansieringspres på personerne i arbejdsstyrken for at opretholde niveauet for overførsler og offentlige serviceydelser.[54]

Er formålet at finde ud af, hvis forsørgerbyrden stiger eller falder, både hvis det gælder den enkelte husholdning og samfundsøkonomien som helhed, så må man kikke på udgifterne og indtægterne. Og det er kun, når det er bevist, at udgifterne i kroner og øre stiger mere end indtægterne, at der er belæg for at påstå, at forsørgerbyrden stiger.

Men mig bekendt er der ingen af fortalerne for velfærdens finansieringsproblem, der har gjort sig den ulejlighed at stille problemet op på den måde. Endnu mindre har nogen gjort sig anstrengelser for at vise, om der på den facon er belæg for påstanden om en stigende forsørgerbyrde.

Sættes det regnestykke op, viser det sig nemlig, at forsørgerbyrden i fremtiden rent faktisk falder.

Den virkelige forsørgerbyrde (eller forsørgerevne) i velfærden skal således stilles op som en økonomisk forsørgerbyrde:

3. Økonomisk forsørgerbyrde er lig med: (Udgifter for offentlig velfærd) divideret med (indtægter fra produktion (BNP)).

Fordi forsørgerbyrden i samfundet ser ud til at øges ud fra opstillingen i kvote 1 og 2 ovenfor, bliver der i debatten præsenteret vidtgående katastrofescenarier om øgede byrder, som velfærdsstaten ikke vil være gearet til at løse i fremtiden.

Men selv om kvoterne i den forstand virkelig er stigende, så er den økonomiske forsørgerbyrde det ikke. Og det har en meget simpel forklaring.

Alle de stadig stigende omkostninger i velfærden som samfundsøkonomien fremover skal bære, ikke mindst fordi der bliver flere ældre, skal bæres med fremtidens indtægter, ikke nutidens.

Og når indtægterne (BNP) stiger mere end velfærdsudgifterne, hvilket hidtil har været tilfældet i Danmark, ja, så falder den økonomiske forsørgerbyrde også, på trods af at de andre kvoter stiger.

Det er den udvikling, der er sket i Sverige de seneste 25 år, hvilket også forklarer, hvorfor de offentlige finanser i Sverige er forbedret så kraftigt i årene 1990-2010, på trods af at antallet af personer over 85 år i den samme periode er steget og på trods af den faldende beskæftigelsesgrad.

De samme tendenser ses i Danmark. Derfor er Meijers konklusion om de offentlige budgetter heller ikke så overraskende endda. Vi tager den lige en gang til:

Der er således ingen sammenhæng mellem stigningen i antallet af ældre og de to udgiftsposter på statens budget, hvor de ældre først og fremmest forventes at belaste statsbudgettet. En eventuel sammenhæng synes overraskende nok at være af negativ karakter.^[55]

Den svenske forsker Lars Tornstam har også i mange år argumenteret for, at den kommende ældrebyrde er kraftigt overdrevet.

Han har påpeget, at den demografiske forandring der forgår i samfundet, hvor der bliver stadig flere ældre, er foregået i langt mere end hundrede år, og at to-tredjedele af den proces allerede er indtruffet.[56] Og det uden finansieringsproblemer i velfærden.

Tornstam forklarer videre om ældrebyrden:

Enkelt udtrykt er det en form for dystopi, hvor man tænker sig, at der bliver så mange ældre, at vi så at sige overvældes af horden af gamle mennesker, og hvor samfundsøkonomien og det hele vil bryde sammen, mere eller mindre. Og sådan ser virkeligheden jo ikke ud. I stedet er vores velfærd og vores økonomiske bæredygtighed øget, på trods af at vi har haft en stigning i andelen af ældre mennesker i befolkningen. Og det er altså sket som et resultat af, at de gode kræfter, den økonomiske vækst, er steget hurtigere end de tyngende kræfter.»[57]

Tabel 3.1 nedenfor viser udviklingen i de offentlige pensionsudgifter i Sverige fra 1980 og frem til midten af nullerne.

Her ses sammenhængen tydeligt: På trods af at pensionsudgifterne stadig stiger, stiger BNP endnu mere.[58]

Tabel 3.1 Sociale udgifter for alderdom i Sverige, mia. kr., løbende priser                   

Kilde: Försäkringskassan, egne beregninger.

Som vist tidligere, graf 3.6 ovenfor, er der de sidste 20 år sket den samme udvikling i Danmark, hvor de offentlige pensionsudgifter svinger mellem 7 og 8 procent af BNP. Og det på trods af at »forsørgerbyrden« i den seneste 15-årsperiode, fra slutningen af 1990’erne og frem til år 2014, er steget fra 100 i den erhvervsaktive alder (20-59 år), der skal forsørge 76 andre, til 100 i den erhvervsaktive alder der skal forsørge 92 andre.[59]

Byrden der er ved at forsvinde

Man kan med hensyn til Sverige ligefrem forudsige, at det ikke så meget er velfærdsstaten som sådan, der er ved at dø ud, som det er selve idéen om, at ældrebyrden uundgåeligt vil føre velfærdsstatens sammenbrud med sig, som er på vej ud.

Selv Magnus Henrekson, en af de økonomiske vismænd i Sverige, som tilbage i år 2001 ellers satte debatten i gang med en artikel, der forudsagde, at »velfærdsstaten er ved at bryde sammen«, er tilsyneladende nu selv blevet i tvivl.

I foråret 2014 udtalte han således i et interview i en svensk dokumentar:

Vi har diskuteret det her i 20-25 år, og man har altid sagt, at økonomisk vækst ikke kan løse problemet. Det gør det måske endda ligefrem værre, for så forventer vi stadig mere omsorg og pleje, hvilket er svært at rationalisere, og så må vi hæve skatterne. Men i de seneste 20-25 år er det jo det modsatte, der er sket – skattetrykket er faldet, men det offentlige står ikke af den grund over for et finansieringsproblem. Så man kan ikke bare sige, at det er naturlov. For så burde vi allerede for længst have set det her alvorlige problem – og det har vi ikke endnu.[60]

Sjovt nok har de økonomiske vismænd i Danmark nu også endelig indrømmet, at deres prognoser netop ikke er prognoser, men det man kalder »konsekvensberegninger« for fremtiden, som er behæftet med stor usikkerhed.[61]

I Det Økonomiske Råds seneste rapport fra 2014 giver ordet »usikkerhed« 61 udslag ved en søgning i dokumentet.

Men hvis noget angiveligt er behæftet med stor grad af usikkerhed, hvordan skulle det samtidigt kunne være belæg for alle de påstande om den danske velfærdsmodels uundgåelige kollaps, der har domineret den politiske debat de sidste 15 år?

Man kan også notere, at hvis kun en eneste af de mange antagelser for de økonomiske vismænds prognoser forandres, bliver resultatet af den offentlige sektors finansielle stilling i prognoserne helt anderledes end ved grundantagelserne.

I Det Økonomiske Råds seneste rapport fra 2014 vises f.eks. en grundprognose, hvor den offentlige nettogæld er fremregnet til ca. 28 procent af BNP år 2075. Men hvis man i stedet for antager, at det nominalprincip for beskatningen af afgifter og ejendomsværdier, der indførtes med skattestoppet år 2001, afskaffes fra år 2020 og fremad, bliver der i stedet for et offentligt tilgodehavende på modsvarende 10 procent af BNP år 2075.^[62] En forbedring af saldoen på modsvarende 38 procent af BNP. Med en eneste lille forandring i fremskrivningen.

I det tilfælde er det ikke velfærden, der ikke er råd til – men en politisk beslutning om et skattestop.

Konklusionen af vores gennemgang af ældrebyrden er i hvert fald, at de beviser der hidtil har været brugt som belæg for uundgåeligheden i den offentlige velfærds finansielle kollaps, fordi der venter en uoverstigelig forsørgerbyrde, ikke holder.

Og hvis de økonomiske vismænd har taget så grundigt fejl bagud i tiden, og deres prognoser er så usikre, hvorfor skal vi så tro på, uden om enhver tvivl, at deres prognoser om at »det hænger ikke sammen«, og at der venter en byrde, som velfærdssamfundet »ikke er gearet til at løse«, skulle have forklaringskraft fremad i tiden?

4. Globaliseringen, konkurrenceevnen og alt det andet

Men der er også andre bekymringer i den politiske debat, der er relateret til det danske velfærdssamfunds overlevelseevne, som nævnes i tæt forbindelse med problemet med den stigende forsørgerbyrde.

I denne afsluttende del af min kritik af finansieringsproblemet vil jeg ganske kort behandle en række af disse bekymringer. For selv om vi tager disse bekymringer i betragtning, er der stadig intet belæg for idéen om, at der ikke længere er råd til den offentlige velfærd. Og at velfærdsmodellen derfor med nødvendighed må reformeres.

Den første bekymring er en om det danske velfærdssamfunds evne til at beholde en stor skattefinansieret offentlig velfærd i lys af den globale konkurrence. Her er bekymringen, både hos den nuværende SR-regering og i den borgerlige opposition, fremfor alt det danske samfunds svigtende konkurrenceevne.

I den sammenhæng skal jeg kort argumentere for, at den danske konkurrenceevne, i finansiel forstand, er mere end god nok. Globaliseringen har desuden kun begrænset forklaringsværdi for en forståelse af velfærdsstaternes nuværende udvikling, enten i den ene eller den anden retning.

Den kendsgerning udelukker dog ikke, at globaliseringen kan have indflydelse på andre områder, f.eks. når det gælder fagforeningers magt og arbejdsforhold generelt. Men det er alligevel andre spørgsmål end den danske velfærdsstats overlevelseevne.

Den anden bekymring har at gøre med forestillingen om, at et moralsk skred i befolkningen skulle have fundet sted i nyere tid. Ikke mindst de seneste par års debat om ret og pligt, »Dovne Robert« og »Fattig-Carina« har gjort det tydeligt, at det efter de økonomiske og politiske eliters opfattelse er en stadig svagere arbejdsmoral og støt stigende krævementalitet hos den danske befolkning, som er den egentlige trussel mod det danske samfund og den danske velfærdsmodels overlevelse. Her er der brug for moralsk oprusting!

I den forbindelse kan man kun konstatere, at selv om et sådan moralsk skred i befolkningen virkelig også skulle være sket, har det ikke haft nogen som helst synlig effekt på den offentlige økonomi eller velfærdsudgifterne. Og idéen om et moralsk skred som hovedforklaring af den danske velfærdsstats historiske udvikling og nuværende udfordringer er svær at forene med kendsgerningerne.

Er den offentlige velfærd uforenelig med globaliseringen?

I betragtning af de mange selvsikre udmeldninger der indimellem dukker op i den offentlige debat, om hvordan globaliseringen har påvirket samfundsøkonomien, enten i den ene eller den anden retning, er det vigtigt straks at slå fast, at globaliseringen i forskerkredse er et stærkt omdiskuteret område.

Her findes vidt forskellige konklusioner.[63] Der findes altså stor uenighed blandt forskere om globaliseringens påvirkning af samfundet generelt. Det samme gælder i spørgsmålet om, hvorvidt globaliseringen er en trussel mod velfærdsstatens nuværende udformning eller ikke.

I neoliberalistiske kredse benyttes globaliseringen som et argument for, at den nuværende skattefinansierede model for velfærd, med et hovedsageligt offentligt monopol på serviceydelser, må opgives, hvis fremtidens velfærd og velstand skal kunne garanteres. I disse kredse betragtes altså den nuværende velfærdsstat som uforenelig med globaliseringen, og der drages den konklusion, at globaliseringen sætter pres på velfærdsstaten. En pres der må mødes med de angiveligt nødvendige reformer – der fører samfundet i den neoliberale retning.[64]

Velfærdskommissionens udlægning i spørgmålet følger den samme logik. Her siges det at »øget globalisering sætter den danske velfærdsmodel under pres, fordi det bliver mere omkostningsfuldt at finansiere velfærdsydelser med generelle skatter.[65]

Idéen om at globaliseringen truer velfærdsstatens grundpiller og forandrer forudsætningerene for velfærdsstaten på en sådan omfattende måde, at den ikke kan overleve i dens nuværende form, var under 1990’erne vidt udbredt inden for den neoliberalistiske højrefløj, der forudsagde den nationale velfærdsstats død.[66]

Men også inden for venstrefløjskredse blev der advaret om globaliseringen som en »globaliseringsfælde«, der truede det tidligere demokratiske vælfærdssamfund.[67] Dengang var der, ligesom med ældrebyrden, almindelig bevidsthed om globaliseringen som en trussel, der sætter pres på velfærdsstaten.

Hvis man skal sammenfatte positionerne i spørgsmålet om globaliseringens påvirkning af velfærdsstaten i dag, vil jeg udtrykke det sådan, at debatten i medierne og blandt politikere i det offentlige rum stadigvæk bygger på en overbevisning om, at globaliseringen entydigt presser på i retning af nødvendige reformer af velfærdsstaten. Samtidig med at den politiske højrefløj bruger globaliseringen som et argument for disse reformer, beklager mange på den politiske venstrefløj reformerne. Men ser dem alligevel som svar på uomgåelige kendsgerninger.

Men samtidig er forskerverden inden for de sidste 15 år blevet ved at bevæge sig i en helt anden retning. Her er opfattelsen af globaliseringens påvirkning skiftet, så der nu nærmest er konsensus i den modsatte retning.

Hvis man ser på og analyserer, hvordan globaliseringen påvirker de forskellige velfærdsstater, er der ikke noget, der tyder på, at der er tale om en nødvendig udvikling. Hverken i den ene eller den anden retning.

Ja, i lyset af hvor dramatisk tonen har været i den offentlige debat, er det slående, hvor udramatisk netop globaliseringens påvirkning har været de seneste 35 år, i hvert fald hvad angår den skattefinansierede offentlige velfærd.[68] Og de forandringer der virkelig er sket i de forskellige velfærdslande, er netop forskellige, ikke ens.[69]

Tre velfærdsforskere sammenfatter »mainstream-tilgangen« i forskersamfundet til globaliseringens påvirkning af velfærdsstater:

Det er ikke desto mindre blevet »mainstream« i den komparative vefærdsstatsforskning at være langt fra overbevist af påstande om, at velfærdsstater har en stærk tendens til at blive mere lige. Globalisering /…/ spiller ofte en lille rolle i sådanne analyser. I stedet ses /…/ indenrigspolitik og pres fra landespecifike problemer som afgørende for at forklare de vedvarende variationer i politikken, eller ligefrem som kræfter, der sørger for en stadig større divergens mellem velfærdsstaterne.[70]

Ud fra den kendsgerning er det mere sandsynligt, at årsagen til de forandringer der er sket i de forskellige landes velfærdsmodeller, ikke så meget har at gøre med globaliseringens økonomiske nødvendigheder som med de enkelte landes politiske processer.

For Danmarks vedkommende virker det sandsynligt, at en bevidst neoliberalistisk offensiv i velfærdspolitikken er årsag til de reformer, der er vedtaget på det sidste, snarere end det er globaliseringen som sådan.

I den ideologiske offensiv er globaliseringen naturligvis brugt som et argument for reformerne af velfærdsstaten. Men det er nok også sådan, vi bør vurdere globaliseringen i denne sammenhæng: Som et neoliberalistisk ideologisk argument forklædt som nødvendighed.

Ordet »globalisering« er overskrift for en politisk strategi. Ikke en entydig kendsgerning.

I debatten om globaliseringen og velfærdsstaternes overlevelseevne findes der desuden argumenter for, at det netop er de veludbyggede velfærdsmodeller, som den danske og den svenske, som har været bedst rustede til at møde globaliseringen. Globaliseringen og den skandinaviske velfærdsmodel står således ikke nødvendigvis over for hinanden i et modsætningsforhold. De kompletterer hinanden.

Fra det ene spektrum af argumentationen lyder det, at netop fordi Danmark og Sverige har en stor offentlig sektor, med veludbygget velfærdsservice og universelle socialforsikringer, er disse lande også godt rustede til at møde den globale konkurrence, sådan som f.eks. Dani Rodrik har argumenteret for.[71]

Fra det andet spektrum lyder det omvendt, at det er fordi de skandinaviske lande er åbne for den globale konkurrence, at de også har været i stand til at opretholde deres velfærdsmodeller intakt, sådan som den svenske liberale økonom Andreas Bergh f.eks. har argumenteret for.[72]

Der findes andre politiske områder, f.eks. hvad gælder social dumping af lønninger og arbejdsvilkår, inden for miljøpolitiken m.v., hvor globaliseringen virkelig har større og mere alvorlige konsekvenser for vores samfund.

Og i de tilfælde hvor globaliseringen virkelig er en trussel mod, hvad vi synes er en socialt retfærdig og rimelig politik, er der naturligvis både råderum og anledning til politisk handling på lokal, nationalt og internationalt niveau.

Men uanset hvilken politisk konklusion man vil drage i debatten om globaliseringen som sådan, er der i spørgsmålet om den danske velfærdsstats overlevelseevne én ting, der er ganske tydelig: Selvsikre påstande om, hvad der er nødvendige tilpasninger for den danske velfærdsstat i den globaliserede verden, bør tages med et stort gran salt.

Konkurrenceevnen og udlandsgælden

Beslægtet med de globaliseringsargumenter der fremføres, ikke mindst af de økonomiske og politiske eliter i Danmark, som del af Nødvendighedens politik og som fundament for opbygningen af den nye konkurrencestat, er bekymringen for den danske konkurrenceevne.

Og det er sådan set rigtigt nok, at for så vidt vi alle lever i en kapitalistisk verdensorden, hvor konkurrence er den grundlæggende økonomiske logik, er konkurrenceevnen afgørende for et lands velstand. Men i forhold til hvad man kan læse ud af kendsgerningerne, er der for netop Danmark (ligesom i øvrigt for Sverige) ikke nogen større grund til panik.

Bedømt ud fra den økonomiske målestok der almindeligvis bruges, betalingsbalancen, er Danmarks konkurrenceevne mere end god nok. Desuden var den danske konkurrenceevne i det mindste frem til finanskrisen kraftigt stigende, målt med denne målestok.

I den offentlige debat findes der desuden ofte en noget uklar forståelse af konkurrenceevnens finansielle rolle i samfundsøkonomien.

Man kan derfor få det indtryk, at konkurrenceevnen har direkte betydning for finansieringen af den offentlige velfærd. Men dette er faktisk ikke tilfældet – i hvert fald ikke i ren finansiel forstand.

Konkurrenceevnen er afgørende for et lands eksport og dermed i forlængelse heraf naturligvis også for beskæftigelse, arbejdsløshed m.v. En god og/eller stigende konkurrenceevne viser sig i tiltagende eksport, der bevirker, at nye penge fra udlandet strømmer ind til landet.

For det danske samfund er det naturligvis godt, hvis tyskere, svenskere og andre vil bruge deres penge på at købe danske varer og tjenester. Dårlig konkureenceevne viser sig i faldende eksportindtægter.

Men et lands indtægter fra eksporten – i finansiel henseende – skal faktisk ikke bruges på at finansiere den offentlige velfærd. I hvert fald ikke direkte. Det den danske samfundøkonomi skal bruge eksportindtægterne til, er i stedet at betale udgifterne for importen af varer og tjenester fra andre lande.

Groft sagt: Eksportindtægterne finansierer ikke den offentlige velfærd, de finansierer importen af franske vine, indiske basmatiris og hollywoodproducerede film.

Det finansielle forhold mellem eksport og import måles i bytteforholdet og betalingsbalancen.

Hvis eksportens indtægter er lavere end importens udgifter, får et land et negativt bytteforhold og et minus i betalingsbalancen. Det forhold øger udlandsgælden, fordi det rent faktisk indebærer, at der strømmer flere penge ud af landet, end ind til det igen.

Det modsatte forhold, at eksportindtægterne overstiger importudgifterne, indebær et positivt bytteforhold, et plus i betalingsbalancen, der reducerer udlandsgælden.

Hvis bytteforholdet til stadighed forringes, betalingsbalancen er negativ og udlandsgælden dermed fortsat stiger, er der et virkeligt finansielt tegn på, at Danmarks evne til at eksportere på verdensmarkedet er for ringe.

Og i det tilfælde er der grund til at udtrykke bekymring for svigtende konkurrenceevne. Danmark må betale mere for importen, end der er dækning for fra indtægterne fra eksporten, hvilket betyder, at flere penge (og i forlængelse heraf flere arbejdspladser) flytter ud af landet, end der kommer ind igen. Står det på i en længere periode, er det en situation, som et land ikke har råd til uden større omkostninger.

Men læg mærke til, at den direkte finansielle konsekvens af en negativ betalingsbalance ikke er, at vi ikke længere har råd til den velfærd, vi har. I stedet er det et tegn på, at vi ikke har råd til den import, vi har.

Det modsatte forhold gælder, hvis Danmark har en positiv betalingsbalance. I det tilfælde reduceres udlandsgælden, fordi andre lande betaler flere penge for importen af danske varer og tjenester, end Danmark betaler til dem. Så strømmer der flere penge ind i landet og i forlængelse heraf – i hvert fald i teorien – også flere arbejdspladser, end der flytter ud igen.[73]

En sådan udvikling er ikke et tegn på svigtende konkurrenceevne. I hvert fald ikke i finansiel henseende. Det har Danmark godt råd til.

Når det gælder konkurrenceevnen i Danmark, er den enkle kendsgerning den, at bytteforholdet er blevet stadig bedre. Siden 1988 og frem til i dag har Danmark haft en positiv betalingsbalance og på den måde meget hurtig fået vendt den tidligere udlandsgæld til et tilgodehavande.[74]

Enkelt udtrykt: Udlandet skylder nu Danmark flere penge, end Danmark skylder udlandet. Og det med et beløb svarende til lidt mindre end 38 procent af BNP. Det er næsten 800 mia. kr. I rent tilgodehavende mod andre lande.

I betragtning af at Danmark så sent som i 1988 havde en udlandsgæld svarende til 37,5 procent af BNP, svarer reduceringstakten i udlandgælden fra 1988 til 2012 til et beløb på lidt mere end 75 procent af BNP.[75] Eller 1.500 mia. kr.

Et land der på 25 år kan afdrage hele sin udlandsgæld og mere til, med hvad der svarer til godt 75 procent af BNP, har ingen problemer med betalingsbalancen! Og dermed heller ikke med konkurrenceevnen.

Her er det interessant at konstatere, at Danmark har haft en stadig bedre betalingsbalance og dermed, bedømt med den målestok, en stadig bedre konkurrenceevne, netop i en periode hvor globaliseringen og den stadig hårdere internationale konkurrence virkelig har taget fart.

Udlandsgælden øgede i perioden før globaliseringen og er faldet under globaliseringen.

Graf 4.1 Danmarks nettogæld over for udlandet - procent af BNP

Kilde: Danmarks statistik (2014), s. 28.

Så al snak om at Danmark er i risiko for at tabe sin velstand på grund af svigtende konkurrenceevne i den globaliserede verden, sådan som man tit hører fra Dansk Erhverv og deres politiske megafoner i Børsen, CEPOS og Liberal Alliance, kan afvises for hvad det er: misvisende skræmmepropaganda.         

Den offentlige gæld

Lad os i denne forbindelse også kigge på den offentlige gæld. Ikke mindst i lyset af de advarsler som indimellem kommer, om at »der er permanent underskud«, som Ole Thyssen skrev allerede i 1991 i sin bog Hvad kommer efter velfærdssamfundet?

Den offentlige gælds størrelse plejer i almindelighed at blive målt på to måder: (i) Konsolideret bruttogæld som andel af BNP (»Maastrichtgælden«), hvor man måler den offentlige sektors totale gæld til den private sektor og til andre landes stater. (ii) Nettogæld, hvor man på plussiden desuden finder den offentlige sektors finansielle reserver, f.eks. gennem pensionssystemets fonder, aktier og studiegæld. Hvis gælden er større end reserverne, er der tale om en nettogæld.

For at få en rimelig afgørelse af en stats, en husholdnings eller et erhvervs finansielle situation og overlevelsesevne bør man egentlig regne i nettotermer. Man bør ikke kun medtage gælden, men også reserverne.

Det der f.eks. afgør, om en husholdnings boliglån er holdbart, er ikke kun lånets størrelse, men også husholdningens indtægter og finansielle formue i det hele taget – og boligens værdi, selvfølgelig.

Det samme gælder for et erhverv eller en bank. Når banken modtager indlån fra kunderne, eller når et erhverv låner fra sine auktionærer, øger bruttogælden. Men slutresultatet kan alligevel blive, at nettogælden mindsker, nemlig hvis værdien af de finansielle reserver, f.eks. aktier, man køber for de lånte penge, er højere end værdien på lånet.

Kun at se på bruttogælden bliver let misvisende. Det forstår man, når man konstaterer, at alle stater har en bruttogæld. Ligsom alle banker og erhverv.

Så hvis alle har gæld, hvem er det så, de skylder penge? Så spørgmålet er ikke, om en offentlig sektor må have en bruttogæld, men om hvor stor den må være, inden det truer velfærdens finansiering og samfundsøkonomien i det hele taget.

Her findes to pejlemærker, vi kan bruge.

Det ene er EU, hvor man måler den offentlige bruttogæld i »Maastrichtgælden«. Den udgør målestokken for indtrædelse i Euroen, hvor man har bestemt, at gælden ikke må overstige 60 procent af BNP.

Ud fra det kan vi sige, at hvis Maastrichtgælden i et land er lavere end det, har dette land offentlige finanser, der ikke truer den finansielle stabilitet generelt. I hvert fald ifølge EU.

Det andet er den undersøgelse, der under meget kontrovers, og ligefrem skandale, blev lavet af de to økonomer Reinhardt og Rogoff i år 2010.[76]

De to økonomer præsenterede den idé, at hvis en offentlig gæld når op over 90 procent af BNP, har den stærkt negative effekter på den økonomiske vækst. Og selv om de to økonomers påstand er blevet hårdt kritiseret for end ikke at have belæg for, at en offentlig gæld på 90 procent af BNP skulle være skadelig for den økonomiske vækst, er det den påstand, vi går ud fra her. ^[77]

Pointen er nemlig, som det fremgår af graf 4.2 nedenfor, at Sverige, Norge og Danmark, lande med skandinaviske velfærdsmodeller, i dag har en meget lavere offentlig bruttogæld end både 60 og 90 procent af BNP. Og langt under gennemsnittet for EU-landene.

Desuden ser det ud til, at det netop er lande med skandinaviske velfærdsmodeller (dvs. med en stor stat), som har lav gæld, og at det er lande med dårligt udbygget offentlig velfærd, der har stor offentlig gæld.

Graf 4.2. Offentlig bruttogæld, EU-landene 2013, procentandel af BNP

Kilde: Ekonomifakta.se       

Hvis man desuden medregner den offentlige sektors finasielle reserver – og dermed får et udtryk for nettogælden – er den siden 2005 helt væk i Sverige og vendt til et tilgodehavende. Den offentlige nettogæld er for længst væk i Norge (de har jo oliefonden). Efter flere år med overskud i det offentlige budget, var nettogælden faktisk også helt væk i Danmark i 2006 (se graf 4.3).

Den offentlige nettogæld i Danmark var faldet fra 33 procent af BNP i 1995 og blevet til et tilgodehavende i 2008, med et beløb svarende til 6 procent af BNP. Før krisen. Det er en forbedring af de offentlige finanser, der svarer til 39 procent af BNP.[78] Eller næsten 800 mia. kr. I relative forbedringer – ikke forringelser – af de offentlige finanser i Danmark.

Graf 4.3 Den offentlige nettogæld i Danmark, 1998-2013, procent af BNP

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken, Tabel OFF10, NAT01. Egne beregninger.

Det er den udvikling, der er fundet sted i Danmark, mens velfærdsstaten har været på sin vanlige kurs. Og til dem der imens har forudsagt velfærdsstatens forestående kollaps under opgaver, den ikke er gearet til at løse, kan vi sige: »Hvor meget mere fejl kan man tage?«

Det meste tyder på, at de stigninger i den offentlige gæld der er sket i de vestlige lande de seneste 40 år, ikke skyldes velfærdsordningernes omkostninger, men udviklingen i den private gæld.

Det er når de oppustede finansielle bobler i den private banksektor (oftest knyttet til boligmarkedet) brister, at den øgede private gæld parkeres i den offentlige sektor. Med det formål at mindske den private gæld.

Forløbet er altså ikke, at den offentlige sektor, på grund af velfærdsomkostninger, øger sin gæld og derved truer samfundsøkonomien. Det forholder sig lige omvendt. Det er den private sektor, der – når den havner i en krise – sender gælden videre til den offentlige sektor og parkerer den der.[79]

For at illustrere den pointe har jeg i tabel 4.1 listet den offentlige gæld for et antal ekstra hårdt ramte lande, i sammenligning med de nordiske lande, i år 2007 før finanskrisen og i år 2013.

Man kan også notere, at året før krisen var den gennemsnitlige bruttogæld i EU-landene lavere end de 60 procent af BNP, der er EU’s pejlemærke.

Tabel 4.1 Offentlig bruttogæld procent af BNP, udvalgte EU-lande + EU-gennemsnit

Kilde: Eurostat.

Det er også værd at notere, at mange af de lande der i dag er ramt ekstra hårdt af finanskrisen og af en kraftigt stigende offentlig gæld, er lande som for kun nogle år siden blev hyldet af de neoliberalistiske vismænd for deres reformer.

Således beskrev den verdensberømte svenske neoliberalistiske debattør Johan Norberg Island som »The Icelandic Tiger«, der hyldedes for sine reformer i neoliberal retning.[80] Det var år 2007.

Og verdensførende økonomer i USA deltog i udredninger, der bedyrede »Islands finansielle stabilitet«, og forklarede, at »sandsynligheden for en finansiel kollaps er lav«.^[81] Det var i maj 2006.

Ligeledes blev Irland hyldet for sine reformer, f.eks. af den neoliberalistiske debattør i Sverige Johnny Munckhammar, der i 2006 mente at:

Irland [har] valgt en anden og meget fremgangsrig vej. Man har sænket skatterne betydeligt, privatiseret og afreguleret, hvilket har bevirket, at Irland er gået fra at tilhøre et af de fattigste lande i Europa til at være et af de rigeste.[82]

Og den daværende statsminister i Sverige, Göran Persson, blev af den samme Munckhammar i 2004 opfordret til »at tage til Spanien«, der blev beskrevet som »det nye forbillede« for reformer i Europa.

I den forbindelse bedyrede han at:

Den spanske økonomi er også mindre følsom for konjunkturens svingninger i dag; en økonomisk nedtur bliver nu mildere i Spanien end i andre europæiske lande.[83]

Og mens de økonomiske vismænd m.fl. i 25 år selvsikkert har forudsagt velfærdsstatens finansielle krise på grund af en formodet stigende offentlig gæld, har de ikke en eneste gang været i stand at forudse de bankkriser, der har hærget kloden de sidste 25 år på grund af den faktisk stigende private gæld.

Så sent som i maj 2007 forudsagde f.eks. det danske børsorakel Lars Tvede, at: »det globale økonomiske opsving, som startede i 2002-3, vil formodentlig vare mindst frem til 2010, og måske et par år længere.«[84]

De neoliberalistiske økonomer har desuden næsten alle sammen hyldet de liberaliseringsreformer af banksektoren, der blev vedtaget før krisen. Når så den private gæld under krisen sendes videre til det offentlige, peger de fingre og siger, at den stigende offentlige gæld er bevis for, at velfærden er for dyr. Det er godt nok usmageligt, det hele.

Vores konklusion er dog klar. Der er ikke noget hidtil, der tyder på, at de stigende velfærdsomkostninger i Danmark er en trussel mod de offentlige finanser.

Hvis man skal bruge klar tale: Det er ikke den offentlige gældsøkonomi, der truer vores privatøkonomis finanser, fordi det offentlige sender regningen videre til vores børn og børnebørn. Det er den private gældsøkonomi, der truer de offentliges finanser – når bankerne sender regningen videre til staten.

Det moralske skred

Lad mig til sidst også kommentere den melding, som de seneste år er blevet udbasuneret i den danske debat om velfærden; den der siger, at det danske velfærdssamfund lider af et moralsk skred af krævementalitet, hvor der tænkes for meget på ret og for lidt på pligt.[85]

Det er ikke kun i de politiske kredse, denne opfattelse bliver luftet. Den får også et skær af videnskabelighed, når professorer melder ud på samme facon.

F.eks. udtaler økonomiprofessor Nina Smith, der på det seneste har abonneret på en plads i alle de udvalg og kommissioner, der er blevet nedsat de seneste 10 år:

Det er et reelt problem for velfærdssamfundet, at mange af os med tiden er blevet meget optaget af vores rettigheder, og for lidt optaget af vores pligter.[86]

Med hjælp af allegorien om krigeren, borgeren og taberen gav samfundsdebattørerene Henrik Dahl og Ole Thyssen i 2006 deres bud på velfærdssamfundets moralske bankerot, hvor de mente, at velfærdssamfundet hylder og understøtter taberens krævementalitet.[87]

Og Ole Birk Olesen kom året efter, i 2007, med sin bog Taberfabrikken, der med lignende argumentation beskrev velfærdsstaten som et helt mislykket samfund, der tynges ned af moralsk korruption.^[88]

For nylig har Lars Tvede i sin bog om Det kreative samfund, ligeledes advaret for at Danmark og hele den vestlige civilisation stagnerer fordi velfærdsstaten skaber en »forsørgermentalitet«, der udhuler arbejdsmoralen og kreativiteten hos befolkningen.[89]

Jeg skal afholde mig fra en vurdering af den danske befolknings moral. Men ud fra hvad jeg i det ovenstående har vist, er det let at konstatere, at selv om Olesen, Dahl, Thyssen, Tvede og de andre virkelig skulle have ret i, at den danske befolknings arbejdsmoral er for stadig nedadgående, og at et moralsk skred fra pligt til ret virkelig har fundet sted, så er det sket samtidigt med en meget kraftig reduktion af den offentlige gæld på omtrent 800 mia. kr. og en reducering af udlandsgælden på 1.500 mia. kr.

Så nogen negativ effekt på velfærdsstatens finansielle situation har et sådan angiveligt moralsk skred i hvert fald ikke haft.

Et fokus på befolkningens entydigt svigtende arbejdsmoral og stadig stigende krævementalitet som hovedforklaring af velfærdsudviklingen i Danmark er svær at forene med fakta. Graf 4.4 viser udviklingen i dagpengeudgifterne. Graf 4.5 viser udviklingen af kontantydelser.

Graf 4.4 Arbejdsløshedsdagpenge 1980-2012, procentandel af BNP

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 24

Graf 4.5. Kontantydelser 1989-2012, procentandel af BNP

Kilde: Danmarks Statistik, Statistikbanken, Tabel OFF10, egne beregninger.

Hvis svigtende arbejdsmoral og stigende krævementalitet er det definerende træk i den danske befolkning over tid, hvordan forklarer man så, at udgifter til dagpenge falder i hele perioden fra 1980 frem til år 2010 med hele to procentenheder relativt BNP, eller – i relative termer – med næsten to-tredjedele?

Og hvordan forklarer man, at i 15-årsperioden forud for Olesens publicering af Taberfabrikken, gik antallet af danskere i arbejde op fra 2,56 mio. i 1992 til 2,86 mio. i 2007?[90]

Det virker som om, der i Danmark i den periode var 300.000 flere personer, for hvem det ikke var gået op for, at Danmark er et land, hvor det ikke kan betale sig at arbejde.

Og hvis moralen skulle være forklaring af velfærdsudgifternes størrelse, så må man drage den konklusion, at mellem 1985-1995 fik danskerne ringere moral, fra 1995-2007 blev den stærkt forbedret, og fra 2007 og fremad blev den ringere igen.

Se graf 4.6, der viser de offentlige udgifter for indkomstoverførsler til husholdninger i alt.

Graf 4.6 offentlige udgifter for indkomstoverførsler til husholdninger i alt, procent af BNP

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 24.

Det giver formentlig mere mening at forklare skiftene i velfærdsudgifterne med beskæftigelsesudviklingen, konjunkturerne og antallet af tilbagetrækninger i stedet for, skulle jeg mene.

Og til sidst, for jeg kan ikke lade være, er der tabel 4.3. Her vises antallet af danskere på overførselsindkomster over en 20-årsperiode fra 1992 og fremad.

Periodiseringen er valgt med det formål at få år 2007 med i tabellen, det årstal da Ole Birk Olesen publicerede Taberfabrikken.

Tabel 4.2 Antal af danskere på overførselsindkomster – 1000 personer, udvalgte årstal

Kilde: Danmarks statistik (2014a), s. 13

* Ole Birk Olesens Taberfabrikken publiceres.
** ikke jobklar.

Statistikken taler egentlig for sig selv. Men for en sikkerheds skyld: At publicere en bog der siger, at velfærdsstaten producerer stadig flere dovne tabere, der ikke gider yde, men kun vil nyde, lige efter en 15-årsperiode, hvor antallet af personer i arbejde er steget med knap 300.000, og antallet af personer på dagpenge og kontanthjælp er faldet med 258.000 – modsvarende næsten to-tredjedele; det er godt nok ikke særlig god timing!

Én ting står fast. Al snak om at det danske samfund er besmittet med en stadig svigtende arbejdsmoral, stadig større krævementalitet og et stadig stigende antal »tabere« har ikke grund i en analyse af de faktiske forhold.

Så vi kan i denne forbindelse – i spørgsmålet om hvorvidt der er råd til den offentlige velfærd eller ikke – afvise det hele som de løse spekulationer og rene vrøvl, det må siges at være.

5. Afslutning

Konklusionerne i denne rapport er, hvis min argumentation er rigtig, at der på ingen måde er belæg for den alment udbredte opfattelse, at der ikke er råd til den offentlige velfærd i fremtiden.

De der har forklaret den danske velfærdsstat som dødsdømt, og allerede har erstattet den med Konkurrencestaten på basis af en Nødvendighedens politik, har hverken et videnskabeligt eller politisk fundament for deres udmeldinger.

Idéen om at der ikke er råd til velfærden – finansieringsproblemet – er ikke videnskabeligt begrundet. De beviser der er fremlagt, holder ikke. Og Nødvendighedens politik er ikke politisk funderet, fordi den ikke har støtte i den almindelige befolknings ønsker til fremtidens velfærd.

Når den politiske praksis desuden bygger på idéen om nødvendighed, søger den end ikke befolkningens støtte. Når noget er nødvendigt, bliver folkeviljen jo uinteressant. Her står alvorlige demokratiske principper på spil.

Og det fører mig til slutningen af denne rapport. For selv om idéen om at velfærdsstaten er i krise, fordi den ikke er finansiel holdbar, i bedste fald er ubegrundet og formentlig en direkte fejlslutning, findes der andre vigtige tegn på, at alt ikke er godt i den danske velfærdsstat. Tegn der giver langt større anledning til bekymring for den offentlige velfærds fremtid end det ubegrundede finansieringsproblem.

Disse krisesymptomer kræver separate rapporter i sig selv – men jeg vil afslutte med at nævne to af dem, fordi jeg mener, det er af afgørende betydning, at den samlede arbejderbevægelse, venstrefløjen, de sociale bevægelser sammen med velfærdsarbejderne tager fat i dem. Ikke mindst når det på et tidspunkt – forhåbentligt – bliver tydeligt for alle, hvor rungende et ikke-spørgsmål finansieringsproblemet er.

Den første udfordring findes i lyset af den kendsgerning, som jeg behandlede i del 1 i rapporten; den at velfærdsstaten ud fra vores synspunkt er opbygget med det formål at opnå et antal sociale og politiske målsætninger om øget lighed, bedre social tryghed, stærkt fællesskab og solidaritet. Ja, i den socialistiske bevægelses historie var velfærden kun en støtte på vejen til et helt andet samfund.

Men som de seneste 20-30 års udvikling har vist, ikke mindst i Sverige, men også her i Danmark, har velfærdsstaten stadig sværere ved at understøtte ligheden, trygheden og solidariteten. Og socialismen, for dem af os som ønsker det, bliver stadig sværere at se for sig i den nuværende velfærdsudvikling.

Her er der brug for kritisk og politisk nytænkning.

For i det perspektiv er Nødvendighedens politik og Konkurrencestaten ikke en modvægt mod disse krisetendenser i velfærdsstaten. De er en kapitulation, der forstærker dem. Ja, de er ligefrem en hyldest af den stigende ulighed og en opgivelse af sagen, lige når vi har allermest brug for tankens kraft og den politiske bevægelse.

Den anden udfordring drejer sig om den magtforskydning af velfærdsarbejdet, der er sket. I stadig større grad flytter magten over arbejdet væk fra velfærdsarbejderne og brugerne selv over til økonomiske konsulenter, der tager styring over velfærdens organisationer og driver dem ud fra en mistillidens logik.

Den målstyring, evaluering og interne konkurrence der kommer i navn af New Public Management, er en trussel, ikke kun mod velfærdarbejdernes mulighed for frit at kunne bruge deres professionalisme i borgernes tjeneste, men den udhuler også langsomt glæden og kreativiteten i arbejdet. Magten over velfærdsarbejdet forsvinder fra dem, som har forstand på det, til det stadig voksende managementbureaukrati, der er nedsat for at se til, at det hele koster så lidt som muligt.

I Sverige har denne proces været i gang længe og har formentlig om muligt været gennemført med endnu større konsekvens end i Danmark. Så måske situationen trods alt ikke er helt så grel i Danmark endnu?

Uden her at gå dybere ind i en bevisførelse for mine påstande, vil jeg give det eksempel, at i Sverige er erhvervet som skolelærer ikke længere det højstatuserhverv, det var for 30 år siden.

Dengang kunne læreruddannelsen tiltrække de mest begavede og engagerede elever i en ungdomsgeneration. I dag, knap 30 år efter den store lærerkonflikt i Sverige, som skræmmende nok havde det samme forløb med de samme argumenter som den danske lærerlockout sidste år, kan læreruddannelsen i Sverige ikke rekruttere nok studerende.

Nu kommer til og med ansøgere uden bestået studentereksamen ind på læreruddannelsen. For nylig kom en undersøgelse fra OECD, der viste, at næsten halvdelen af de svenske lærere nu havde fortrudt deres valg af uddannelse og erhverv. Og kun 5 procent af lærerene har en fornemmelse af, at deres arbejde er anerkendt i samfundet.[91]

Når de der har forstand på velfærdsarbejdets sociale og pædagogiske forudsætninger ikke længere må udføre deres arbejde med professionalisme, ja, så tager de som ikke har forstand på velfærdsarbejdet magten over velfærden i stedet for.

Velfærdsarbejdets fremtid er alt for vigtigt til at overlade det til managementkonsulenter og økonomer, eller til politikere som Bjarne Corydon, Michael Ziegler, Morten Østergaard eller Christine Antorini.

De er magthavere, der i grunden ikke ser velfærdsarbejderne, lærerne og pædagogerne som medarbejdere, der fortjener tillid. I stedet behandler de dem som modarbejdere, der kan køres over, gerne med hjælp fra argumenter fra de økonomer, der kun kan se velfærden i finansministeriets og produktivitetskommissionens kolde og asociale logik.

Og, så, kære læser, hvis du er nået så langt som til disse linjer, vil jeg takke for din tålmodighed og din opmærksomhed.

Hvis du synes, mine argumenter kan bruges til noget, så brug dem gerne. Hvis ikke, må du gerne kritisere dem, så vi sammen kan komme frem til noget bedre. Og hvis du, efter at have læst denne rapport, føler dig fuld af lyst til videre arbejde og kamp for en bedre velfærd og et bedre samfund, så er formålet med mit arbejde mere end opnået.

Men hvis du i stedet for føler dig forarget over de velfærdsmyter, der har domineret den politiske samtale i alt for lang tid – og føler dig snydt af dem, der har spredt myterne – vil jeg afslutte med den legendariske svensk-amerikanske fagforeningsaktivist Joe Hills berømte slutord: »Sørg ikke. Gå sammen!«

Daniel Ankarloo er lektor i socialt arbejde og socialpolitik ved Malmö Högskola.

Teksten er en rapport, der udgives i forbindelse med konferencen Folket Åbner Tinget den 30. september 2014.