Velfærdsdanskeren, den grønne idealist og den nationale fortælling

Når venstrefløjen skal formidle sin politik om lighed og fællesskab, er det afgørende at huske på, hvem danskerne er flest. Med udgangspunkt i klassedefinitionen i bogen Det danske klassesamfund er der to klasser, der er interessante som primær målgruppe for venstrefløjen. Arbejderklassen og middelklassen.

Arbejderklassen udgør 47 procent af befolkningen og indbefatter mennesker med erhvervsfaglig uddannelse og ufaglærte. De arbejder som industriteknikere, tømrere, lastbilchauffører og social- og sundhedshjælpere.

Middelklassen udgør 24 procent af befolkningen og har korte eller mellemlange videregående uddannelser. Det kunne eksempelvis være pædagoger, folkeskolelærere og sygeplejersker.

Arbejderklassen og middelklassen udgør altså samlet hele 73 procent af den erhvervsaktive befolkning i alderen 18-59-år, der ikke er studerende. Dertil kommer mennesker fra disse grupper, der kan være arbejdsløse og gruppen er derfor endnu større.

Skal venstrefløjen forandrer styrkeforholdene i samfundet til gavn for vores politiske projekt, er det disse 73 procent af befolkningen, der er afgørende.

Venstrefløjen har gennem årrække fokuseret mere målrettet på at nå disse samfundsgrupper, men vi er samtidig udfordret på, at disse målgrupper konflikter lidt med værdier og holdninger, der er dominerende hos den progressive del af den akademiske middelklasse.

Eller sagt på en anden måde: Venstrefløjens vælgere er splittet mellem den grønne idealist og velfærdsdanskeren.

Konflikten mellem velfærdsdanskeren og den grønne idealist

De grønne idealister er en meget lille del af den samlede befolkning, men de placerer sig selv som en del af rød blok og rykker rundt mellem forskellige partier her. Derfor fylder de meget i venstrefløjens bevidsthed.

Den grønne idealist er, sat på spidsen, middelklassevælgeren, der vægrer sig mod tradition, er globalt orienteret og ser med optimisme på en spændende og ukendt fremtid. For denne gruppe står klima, miljø, mangfoldighed, EU og international retfærdighed højt på dagsordenen.

Og politisk skal for de folk handle mere om store visioner end vedkommende dagligdagspolitik.  En del af disse vælgere har ved dette valg forladt venstrefløjspartierne til fordel for det nystiftede Alternativet.

Den anden gruppe udgøres af det segment, der kan betegnes velfærdsdanskerne. Denne gruppe er de 73 procent, men det er særligt blandt de faglærte og ufaglært arbejdere i denne gruppe, at forskellen mellem velfærdsdanskeren og den grønne idealist bliver tydelig.

Velfærdsdanskeren ønsker økonomisk omfordeling og velfærd, men i høj grad også en strammere rets- og udlændingepolitik, ligesom gruppen også ser skeptisk på EU. De mener, at politik skal levere løsninger på deres udfordringer og problemer i hverdagen.

Mange af disse vælgere befinder sig i dag hos Dansk Folkeparti. For dem handler politik ikke om store fremtidsvisioner, men om konkrete løsninger af vedkommende emner i hverdagen.

De grønne idealister og velfærdsdanskerne er begge tilhængere af omfordeling og velfærd, og velfærdsdanskerne er ikke nødvendigvis imod at gøre noget ved de grønne områder med klima, miljø og natur. Men sidstnævnte har nogle gange den opfattelse, at venstrefløjen vil fratage dem deres personbil.

For de velfærdsdanskere, der bor i Udkantsdanmark med svær adgang til kollektiv trafik, kan sådanne forestillinger være meget blokerende for at støtte venstrefløjen. Men et stærkt velfærdsfokus forener dem altså og en skærpet fokus herpå er en nødvendighed.

Det gør venstrefløjen allerede meget i dag.

Problemet er dog lige nu, at Dansk Folkeparti tilbyder velfærdsdanskerne lige præcis den kombination, de foretrækker mest: velfærd og en hård udlændingepolitik. Og de har høj troværdighed på begge områder.

Venstrefløjen tilbyder velfærd, men til gengæld tilbyder vi disse vælgere en masse ting, de er ligeglade med såsom særrettigheder for bestemte grupper og international retfærdighed. Valget er derfor ikke svært for  velfærdsdanskeren.

Spørgsmålet er derfor, hvordan vi får disse velfærdsdanskere over på venstrefløjen?

Vi skal selvfølgelig forsøge at holde på de grønne idealister og ikke lave politikken om. Men skal vi ud til flere klassiske arbejdervælgere, må venstrefløjen ændrer sine prioriteringer yderligere og udvikle en strategi imod både Dansk Folkeparti og Alternativet.

Velfærd, velfærd og mere velfærd

Politologen John Petrocik skrev tilbage i 1996 en anerkendt og senere bredt undersøgt artikel med titlen »Issue Ownership in Presidential Election, with a 1980 Case Study«, der omhandler, hvordan valg bliver afgjort af, hvilke emner, der er på den politiske dagsorden. 

Hans hovedtese lyder: Hvis vi taler om velfærd, vinder rød blok, hvis vi taler om økonomi, vinder blå blok.

Eller: Folk stemmer på det parti, der er bedst til at løse det problem, som er øverst på dagsordenen som eksempelvis udlændingeområdet og integration, hvor Dansk Folkeparti har ejerskab over dagsordenen.

Med andre ord skal venstrefløjen vinde på en velfærdspolitisk dagsorden, der forener alle vores vælgergrupper.

Men venstrefløjen skal derudover sørge for altid at stå mindst et skridt fra både Alternativet og Dansk Folkeparti.

Alternativet og Dansk Folkeparti forsøger at ophidse henholdsvis de grønne idealister og velfærdsdanskeren. Alternativet skaber en vrede over, at der ikke sker noget på klimadagsordenen og hele tankemåden i vores samfund. Dansk Folkeparti spiller på udlændingekortet, men i høj grad også på emner som dagpenge, Udkantsdanmark og velfærd generelt.

Her skal venstrefløjen definere de gode politiske svar, der får både Alternativet og Dansk Folkeparti til at fremstå utroværdige. Det gør vi først og fremmest ved simpelthen at have en bedre politik på de områder, de to partier vinder på, og samtidig køre systematiske negative kampagner imod dem. Men vi skal gøre det på de områder, hvor vi hverken frastøder den grønne idealist og velfærdsdanskeren.

I forhold til Alternativet skal vi definere os i forhold til en klimapolitik, der er både folkelig og realistisk. Det vil sige skabe en følelse af, at vi kan rykke disse områder, mens Alternativet fremstår som utopiske galninge. Den grønne idealist skal have en følelse af, at stemmen på Alternativet var stemmesplid.

Det kræver blandt andet, at vi formulere klimapolitikker, der indeholder klare beregninger og som frasorterer gøgleriet fra Alternativet, der formentlig hurtigt kan blive netop et nummer for alternativt for mange vælgere.

Alternativet skal angribes på, at spørgsmålet om klimaet er for alvorligt til terapeutiske sceancer og stå-på-hovedet-beslutningsmøder. Det kan fremstilles som useriøst på den lange bane overfor en venstrefløj, der tør bruge klare fjendebilleder og tilbyde konkrete løsninger. Alternativet skal virke som det kejtede fejlprojekt.

Dansk Folkeparti skal angribes på velfærdsdagsordenen. Her er vi nødt til at skelne lidt imellem velfærdsdanskeren hos Dansk Folkeparti.

Velfærdsdanskeren er nemlig opdelt i Blå Bjarne og Røde Lone.  Røde Lone er offentlig ansat eller på overførselsindkomst, mens Blå Bjarne er en faglært arbejder.

Røde Lone er lettest at trække henover midten. Det skyldes, at Lone er mere rød i fordelingspolitikken end den øvrige vælgerbefolkning. Og mindre blå i udlændingepolitikken end Blå Bjarne og Dansk Folkepartis øvrige vælgere.

Vi kan altså først og fremmest tiltrække Røde Lone i første omgang med velfærdskortet. Det kræver en systematisk afsløring af Dansk Folkeparti.

Dansk Folkeparti har stået bag reformer på dagpengeområdet, ligesom partiet har skabt et helvede for Provinsdanmark med strukturreformen. Her står venstrefløjen samtidig også i opposition til magteliten.

Dansk Folkeparti får udfordringer i samarbejdet med Venstre-regeringen og De Konservative og Liberal Alliance.

Det er venstrefløjens chance for at erobre Provinsdanmark på velfærdsdagsordenen. Det kan vi blandt gøre ved at fremlægge klare realistiske bud på regionernes udfordringer såsom lokale samfundsbanker, der kan sikre vækst i disse regioner. Og samtidige sørge for, at vi har gennemregnet politikken.

En af de store udfordringer i forhold til velfærdsdanskerne (særligt Blå Bjarne) er, at vi fremstår økonomisk utroværdige. Det paradoksale er, at det er Dansk Folkeparti, der systematisk laver overbudspolitik. Derfor kan vi vinde meget ved at ændre den opfattelse.

Men det kræver, at vi holder en klar linje, hvor vi nedtoner emner som særrettigheder for minoritetsgrupper, subkulturelle præferencer og abstrakte internationale emner, hvor EU-kritikken dog er den store undtagelse.

Fremtidsvisioner skal ind i Danmarks-fortællingen

Velfærd er altså det afgørende emne for at trække flere vælgere. Men venstrefløjen har større ambitioner end den klassiske velfærdsstat, og disse visioner skal vi fremlægge. Men disse fremtidsvisioner skal sættes ind i en tryg ramme, som de fleste danskere kan identificere sig med og ønsker.

Og her skal vi netop bruge den klassiske velfærdsstat som fortælling om vores langsigtede visioner. Det kan lyde nationalromantisk, men det skal mere ses som et forsøg på at tydeliggøre, at nutidens velfærdssamfund er skabt via arbejderklassens tilkæmpede rettigheder.

Velfærdsstaten repræsenterer den bedste forståelsesramme af en solidarisk venstreorienteret politik, og den bør derfor være det agitatoriske udgangspunkt for venstreorienterede partier. Fortællingen om velfærdsstaten er i en nutidig kontekst anti-institutionel, fordi magteliten har indført konkurrencestaten som paradigme og praksis.

Og i fortællingen om den nationale velfærdsstat kan vi samtidig indlejre vores fremtidsvisioner om eksempelvis offentlig produktion og samfundsbanker.

Det bliver igennem den solidariske Danmarks-fortælling, at vi kan vise vejen i retning mod fremtidens svar. Her kan vi samtidig også ramme mange af de grønne idealister, fordi de kan se sig selv i denne visionære Danmarks-fortælling.  Men det sker i en tryg forståelsesramme, der ikke skaber utryghed og forvirring blandt den almindelige dansker. 

Vi skal altså kombinere vores socialistiske politik med en logik, hvor vi sammenkobler vores mere radikale samfundsvisioner med velfærdsstaten og den solidariske Danmarks-fortælling.

Hermed kan vi både gøre vores politik konkret og forståelig og samtidig kan vi både erobre klassiske socialdemokratiske vælgere og vælgere fra Dansk Folkeparti, der synes velfærd er vigtigere end udlændingepolitik, men ikke kan identificere sig med venstrefløjen i vores nuværende form.

Befolkningernes sympati med et politisk parti sker gennem en proces, hvor de støtter de partier, hvis værdier de følelsesmæssig kan identificere sig med. Derfor er danskheden igennem den solidariske  velfærdsfortælling afgørende.

Et godt eksempel på det er Enhedslistens nuværende teknik- og miljøborgmester Morten Kabell, der i en kronik sammen med Johanne Schmidt-Nielsen op til kommunalvalget i 2013 skrev følgende:

»I København har vi gennem de seneste år ført en politik, der prioriterer fællesskabet, og som på mange måder står i direkte modsætning til Thornings reform-amok og Corydons konkurrence-stat. I stedet for at gribe sparekniven har Socialdemokraterne og SF sammen med Enhedslisten investeret i byen og energirenoveret skoler og institutioner. Det har skabt arbejdspladser og sikret bygningernes holdbarhed. I de kommende fire år skal vi i kommuner og regioner vise, at venstrefløjen også i dag står for at udvikle et samfund med et stærkt fællesskab«.

Kronikken talte dermed ind i et inkluderende fællesskab med fokus på fælles værdier. Den var en del af Enhedslistens kampagne »Fællesskab fungerer«, der iscenesætter et ’vi’ i en fortælling om Danmark.

I »Fællesskab fungerer« kan vi alle indsætte vores egne drømme, håb og ønsker om bevarelse eller forandring. Det er samtidig helt centralt for en venstreorienteret kampagne, at den taler ind i både fortiden, nutiden og fremtiden.

Det er en væsentlig pointe, fordi venstreorienterede ofte har rettet deres fortælling ind i en idealistisk fremtid. Her begår vi en fejl. For vores succeser er også i fortiden.

Og eksempelvis Dansk Folkeparti vinder ofte på at tale ind i en fortælling om fortidens Danmark. Dermed lader man det til den yderste højrefløj at erobre Danmarks-historien med en misvisende fortælling.

Som en af det engelske Labours moderne ideologer Maurice Glasman formulerer det, så »anskuer man fortiden og fremtiden som indbyrdes afhængige«.

»Fællesskab fungerer« kan i virkeligheden bedst forstås som en fortælling om et solidarisk Danmark. Et Danmark, der er opbygget gennem fællesskabets indsats. Og det er med venstreorienterede partier i spidsen, vi har opbygget et godt og trygt Danmark at leve i.

Det står i modsætning til højrefløjens fortælling, hvor individet i højere grad er i centrum for fremskridtet eller Dansk Folkepartis usolidariske Danmarksbillede, der beskriver det danske fællesskab som truet af fremmede.

»Fællesskab fungerer« inkluderer derimod per definition alle, hvad enten du er indfødt dansker eller indvandrer, mand eller kvinde, ung eller gammel. Alle er med, og det er det, som skaber et succesfuldt Danmark.

»Fællesskab fungerer« giver mulighed for at tale i billeder, både visuelt og verbalt og i fortællinger, der inddrager vælgerne og sætter de politiske budskaber ind i en større samfundsmæssig sammenhæng. Det bekræfter vælgerne i en kollektiv identitet, hvor fællesskabet er det rigtige.

Med denne kampagne bliver vælgerne del af et politisk projekt, hvor værdier og interesser er skabt via den fælles indsats. Venstrefløjen tilbyder et attraktivt fællesskab, som alle gerne vil være en del af. Og det er samtidig et fællesskab, der tror på, at vi sammen kan skabe forandring til det bedre.

Den nationale velfærdsstat er derfor udgangspunktet for al progressiv agitation. Også selvom vi har mere langsigtede visioner.

Den grønne idealist og velfærdsdanskeren kan vindes på en politisk linje, der satser benhårdt på velfærd, men som samtidig angriber Alternativet på deres klima/miljø-politik og Dansk Folkeparti på forfaldet i Provinsdanmark. Og som tør brug den nationale ramme som udgangspunktet for vores politik.

Men selvom vi skal balancere i forhold til den grønne idealist, skal vi huske, at vi er til for de 73 procent.

Michael Hunnicke er forfatter til bogen Brug sproget politisk – 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation.

Litteraturliste
Achen, C.H (2002): »Parental socialization and rational party identification«. Political Behaviour, 24:2, 151-170.

Bourdieu, P. (2010): Distinction: a Social Critique of the Judgement of Taste. Cambridge, MA: Harvard University Press.

Dahl, H. (2005): Hvis din nabo var en bil. Akademisk Forlag. København.

Gould, P. (2011): The unfinished revolution – how New Labour changed british politics for ever. Abacus. London.

Harrits, G. (2014): Klasse – en introduktion. Hans Reitzels Forlag. København.

Hunnicke, M. (2015, 1): »Venstrepopulisme – next stop Danmark«.  Kontradoxa, Modkraft.dk

Hunnicke, M. (2015, 2): »Fremtiden skal bygges op af fortidens fortælling«. Kontradoxa, Modkraft.dk

Hunnicke, M. (2015, 3): Brug sproget politisk – 10 gode principper for venstreorienteret kommunikation. Forlaget Solidaritet.

Mortensen, H. (2011): Den røde tråd – SF og vejen til magten. Lindhardt og Ringhof.

Petrocik, J. H.(1996): »Issue Ownership in Presidential Election, with a 1980 Case Study«.  American Journal of Political Science, 40:3, 825-850.

Winther, S. (2015): »Den nye vælgerdarling er røde Lone – ikke blå Bjarne«. Politiken.