Masseprivatiseringer i Bosnien har ikke revitaliseret økonomien, men ført til korruption og massearbejdsløshed. Ansatte på fabrikken DITA har siden august 2011 kæmpet for bevarelse af deres arbejdsplads – og ydet krudt til en social revolte i 2014. Fabrikken er nu under arbejderkontrol. Rejsebrev fra Bosnien.
I februar 2014 udbrød masseprotester over hele Bosnien. For første gang siden uafhængigheden i 1995 var der igen fokus på Bosnien i de internationale medier.
I løbet af foråret druknede mediedækningen i de katastrofale oversvømmelser, som ramte landet, og kort efter ophørte nyhedsstrømmen helt.
Arven efter protesterne er i dag inkarneret i den kamp, der udspiller sig omkring DITA-fabrikken i det østlige Bosnien. Vi er taget til Tuzla for at undersøge den aktuelle situation.
Ved afslutningen af den jugoslaviske borgerkrig i 1995 indledtes en såkaldt demokratiseringsproces i de eks-socialistiske stater.
Den indebar en bølge af masseprivatiseringer, der havde til formål at revitalisere økonomien ved at afhænde den hidtil kollektivt ejede industri til private investorer.
Blandt dem var DITA-fabrikken, en af det tidligere Jugoslaviens største vaskemiddelproducenter.
Privatiseringen af DITA er imidlertid historien om dalende og periodevis nedlagt produktion; fyringer; lønninger der aldrig blev udbetalt; selskabstømning; falsk bogføring og ulovlige lån som førte til, at virksomheden endelig styredes i konkurs.
Skiftende ejere har overtaget fabrikken med løfter om at genoptage produktionen, udbetale tilbageholdte lønninger, skabe arbejdspladser og investere. Løfter som aldrig er blevet overholdt.
Imellem 2004 og 2005 optog ledelsen lån for omkring 32.000.000 kr. Penge som kun nåede fabrikken i form af yderligere gæld. Da der belejligt nok ikke fandtes bogføring for DITA i denne periode, er det en gåde, hvor pengene endte.
Det ville være en lige så stor gåde, hvordan lånene blev godkendt af banken, hvis ikke det var fordi, direktøren for den bank, der udstedte den største andel af lånene, sad i DITA's bestyrelse.
I slutningen af 2005 meldte det Sarajevo-baserede firma Lora sin ankomst som medejer og investor. Historien gentog sig selv. Obskure lån blev taget henover hovedet på arbejderne, alt imens der ifølge ledelsen ikke var råd til at udbetale lønninger. Produktionen faldt og gik endelig i stå grundet manglende investeringer.
Eller sådan lød begrundelsen.
Faktisk var der ifølge arbejderne, da Lora kom ind i billedet, slet ikke behov for rekapitalisering.
På lagrene lå færdige produkter for ca. 14.000.000 kr. samt tilstrækkelige råstoffer til omkring et halvt års fortsat produktion. Det figurerede bare ingen steder i papirerne.
Derudover blev der oprettet et søsterselskab, DITA's køb skulle foregå igennem. Dermed opererede DITA selv, på papiret, med underskud. På den måde føjede falsk og kreativ bogføring sig til stigende gæld på vejen mod konkurs.
Som led i 'demokratiseringsprocessen' nedlagde man såvel det offentlige kontor for bogføring som domstolen for arbejdsrelateret kriminalitet.
Den udbredte korruption i det almindelige bosniske retsvæsen er velkendt. En dokumenteret anmeldelse, som arbejderne indleverede til retten i 2012, venter stadig på dommere og efterforskere i økonomisk kriminalitet, som »for tiden har travlt med at undersøge andre sager«.
Muligheder for at bekæmpe ulovlige privatiseringsprocesser ad rettens vej er mildest talt begrænsede.
Den første strejke på DITA blev indledt den 24 august 2011. Arbejderne havde ikke modtaget løn i syv måneder og indbetalinger til pension og sygesikring havde ikke fundet sted i næsten to år.
Siden da har strejkerne kun været afbrudt af kortvarige kompromisser. Aftaler som ledelsen næsten omgående har brudt.
Siden 2012 (som svar på en lockout) er fabrikken blevet bevogtet af arbejderne i døgndrift af frygt for yderligere selskabstømning.
Fra midten af 2013 mødtes de ansatte hver onsdag foran Sodaso-bygningen, daværende hovedkvarter for Tuzlas regionale regering, for at udtrykke deres utilfredshed med korruption, stigende arbejdsløshed og manglende politisk vilje til forandring.
DITA-arbejderne reagerede på specifikke omstændigheder, men deres protester skulle vise sig at appellere til en pirrelig nerve i det bosniske samfund.
Den 5. februar 2014 greb den sædvanlige onsdags-demonstration om sig.
Omkring 500-600 borgere, hovedsageligt arbejdere med lignende erfaringer og deres familier, sluttede sig til demonstrationen. En improviseret vejblokade ledte til åben konfrontation. Politiets voldelige indgriben vakte forargelse, og dagen efter var antallet af demonstranter vokset til næsten det tidobbelte.
Den 7. februar var ca. 10.000 mennesker stimlet sammen, da Sodaso-bygningen blev stormet og brændt.
En lavine af protester med enslydende paroler bredte sig på få dage over store dele af Bosnien-Herzegovina. Der blev prikket hul på en byld af ophobet utilfredshed med årtiers stagnation, korruption og stigende social elendighed.
Den 9. februar blev det første »plenum« stiftet i Tuzla – en praksis der lige så hurtigt som protesterne spredte sig til andre byer som Sarajevo, Mostar, Bihaĉ og Zenica.
Plenummet udgjorde et åbent forum, indenfor hvis vægge enhver kunne ytre sig om hvad som helst. Det reflekterede behovet for at artikulere bevæggrundene for de improviserede revolter, men førte dem i realiteten ind i en ny fase.
Offentlige møder med op til 700 fremmødte blev afholdt dagligt, senere ugentligt. Plenummet var åbningen af et nyt politisk handlerum i Bosnien. Flere regionale regeringer annoncerede deres tilbagetrædelse som svar på begivenhederne.
Der går en direkte linje fra DITA til februar-revolterne. Men længe inden protesterne satte Tuzla på verdenskortet, spillede DITA en særlig rolle i modstanden mod privatiseringerne.
Ifølge Miroljub Radomirovic, advokat og frivillig juridisk rådgiver for arbejderne, er det netop evnen til at identificere problemet i opløbet, der gør DITA's rolle særlig og vigtig.
»Alle andre ventede ti år med at påpege, at privatiseringerne var kriminelle. Arbejderne på DITA reagerede da det hele begyndte med et ’nu er det nok’«.
DITA var med til at foregribe og udløse protesterne. I dag, halvandet år efter revolterne, er DITA-arbejderne blandt de få, der endnu holder fanen højt.
Da vi kom til Tuzla i juni 2015, blev vi informeret om to nye udviklinger i DITA-sagen.
For det første var DITA netop blevet erklæret konkurs. For det andet (og tilsyneladende i modstrid med den første oplysning) havde arbejderne genoptaget produktionen.
Vi mødtes med Emina Busuladẑiç, som arbejder i det kemiske laboratorium på fabrikken og har været én af frontfigurerne i kampen mod privatiseringen og dens konsekvenser.
Efter konkurserklæringen udpegede dommeren en konkurs-administrator, som tiltrådte som DITA's midlertidige 'manager' den 17. maj 2015.
De ansattes budskab til den nye ledelse var klart, forklarer Emina:
»Du kan arbejde her, hvis du arbejder, som vi siger, du skal gøre det« - blev der sagt.
Konkurs-administratoren, som viste sig at være venligt stemt overfor arbejderne, indvilligede og fik adgang til fabrikken.
Kort tid efter genopstartede produktionen, men ikke problemfrit.
»Vi har haft et produktionsstop på mellem to og to et halvt år på grund af strejkerne, så lige nu er vi i en forberedelsesperiode. Vi er nødt til at gennemgå alt maskineriet, for at se om det hele fungerer: rør, elektricitet, samlebånd osv.« forklarer Jasminka, som arbejder med kvalitetskontrol af DITA's produkter.
I dag er der 45 ansatte på fabrikken, organiseret i arbejdsgrupper.
»Vi har ikke indsat en leder. Vi arbejder i grupper, der pålægger hinanden ansvar for forskellige opgaver og koordinerer med hinanden.«
Den 17. juni blev den første sending opvaskemiddel leveret til supermarkedskæden BINGO. På 5 minutter blev produkterne, ifølge Jasminka, revet væk fra hylderne.
Da vi besøgte DITA to dage senere, havde de modtaget ordrer på 30 tons produkter til slutningen af ugen. En mængde man dog med det nuværende personale umuligt kunne nå at producere.
Efterspørgslen er tilsyneladende stor, og målet er at udvide produktionen, så DITA kan genansætte de kolleger, som blev arbejdsløse under privatiseringsprocessen:
»Alle, der arbejder her nu, er meget engagerede i den genopstartede produktion, for de har haft en hård periode de sidste to et halvt år, hvor de ikke har modtaget nogen løn".
Endnu i dag arbejder mange uden løn.
Hvordan produktionen fremover skal forløbe vil blive besluttet på en konference indenfor den nærmeste fremtid.
De ansatte håber på en udsættelse eller, ideelt set, annullering af den gæld, som har hjemsøgt virksomheden længe.
Kampen omkring DITA må forstås i sin historiske kontekst.
Siden borgerkrigen sluttede i 1995, og det internationale samfund (The Peace Implementation Council) intervenerede med forkromede løfter om demokrati og velstand, er Bosnien sunket stadig dybere ned i økonomisk og politisk depression.
Det sociale landskab hærges af arbejdsløshed og fattigdom såvel som en desillusioneret tilstand af politisk apati og individualistisk atomisering. En magtfuldkommen elite, som har høstet frugterne af omvæltningen, styrer landet gennem et netværk af tilsyneladende uigennemtrængelig korruption.
Protesterne sidste år markerede et opgør med folkelig passivitet og afmagt. De markerede på mange måder et brud med 20 års historie - et brud som den fortsatte kamp på DITA i dag levende symboliserer. Bevægelsen udspiller sig altså på to planer; et pragmatisk og et symbolsk.
På det pragmatiske plan er det de små materielle sejre, der tæller. Som når ledelsen bliver presset til at udbetale tre måneders tilbageholdt løn eller (midlertidigt) genoptager produktionen.
Målsætningerne er konkrete og materielle. De sigter efter retten til at arbejde, tjene en løn, forsørge en familie og leve et anstændigt liv.
Når man taler med arbejderne på DITA, er de pragmatiske bekymringer den primære motivation for at genopstarte produktionen. Man kan ikke lade være med at bemærke det tragiske i forholdet: arbejderne ligefrem tigger om fortsat at blive udbyttet. Det kan forstås som en rent defensiv handling og et eksempel på arbejderklassens totale afmagt.
Men i arbejdernes forklaringer fornemmer man tydeligt, at der er mere på spil. En stolthed over at være en del af DITA skinner igennem hver eneste sætning.
Nogle giver endda udtryk for en følelsesmæssig tilknytning til virksomheden. Arbejdernes vedholdenhed, på trods af manglende lønninger osv., er imponerende.
»I forhold til DITA er det vigtigt at forstå, at det selvfølgelig i sig selv er positivt at de genopstarter produktionen, men først og fremmest sender det et universelt budskab til alle andre, særligt i Bosnien og Herzegovina, om at komme i gang. Det er hårdt arbejde at kæmpe for rettigheder og retfærdighed. Jeg tror, det er den vigtigste konsekvens af hele den her sag, at den giver folk håb til at stå imod og kæmpe i stedet for bare fortsætte ligesom de sidste 20 år,« forklarer Miroljub.
Spørger man Emina, hvordan hun helst så DITA styret, så er svaret:
»Jeg er antikapitalist. Jeg ville elske at se DITA styret af arbejderne«.
Lige nu er udsigterne til et anti-kapitalistisk DITA dog spinkle.
»Virksomheden er så forgældet nu, at det er virkelig tungt. Hvis en investerings-gruppe kunne stille kapital til rådighed, som arbejderne så i kraft af produktionen kunne betale tilbage, ville det være ideelt, men det bliver svært,« siger Emina.
Med gæld og den aktuelle konkurssag ser de pragmatiske udsigter for tiden spinkle ud. Men undervejs har kampen forskudt sig i retning af et symbolsk plan.
Den symbolske kamp handler først og fremmest om at tage initiativet tilbage.
I stedet for blot at protestere og appellere til ledelsen, for derefter at afvente øjeblikket, hvor den efterkommer ens krav, tager arbejderne på DITA sagen i egen hånd og tilegner sig produktionsmidlerne gennem direkte aktion. Genopstarten af produktionen er, i symbolsk forstand, en radikal og offensiv handling.
Ud over behovet for en indtægt er der en anden vigtig motivationsfaktor, der går igen blandt arbejderne på DITA. De ønsker at bidrage med noget, at være en del af et meningsfuldt projekt, og først og fremmest at bruge deres evner og færdigheder på en konstruktiv måde.
Det er en slags 'faglig stolthed', man genfinder blandt de frivillige outsidere. Der er nærmest opstået en lille bytteøkonomi af ubetalte tjenester omkring DITA.
Ifølge Miroljub er det den vigtigste varige effekt af februar-revolterne.
»Folk vil gerne engagere sig. Jeg selv, for eksempel, bidrager med juridisk rådgivning. Andre hjælper med økonomi og andre igen med marketing. Alt i alt, med alle de små bidrag, kan vi skabe enorme forandringer. Og det er begyndt at gå op for andre mennesker også.«
Samarbejdet handler om at genopbygge en kollektiv erfaring af solidaritet, som med februarrevolterne for alvor trængte igennem fabrikkens murværk. Denne del af den symbolske kamp er allerede vundet; ikke som resultat af kampen, men i kraft af erfaringen af kampen selv.
Det handler dybest set om at genfinde en værdi eller værdighed, som ligger immanent i arbejdet og samarbejdet, og som ikke lader sig reducere til en 'løn'.
I det gamle Jugoslavien var 'arbejderen', som idealiseret skikkelse, samfundsmæssig protagonist. Da Jugoslavien gik i opløsning, blev den hegemoniske officielle ideologi fra den ene dag til den anden erstattet af en uofficiel neoliberal mytologi. Pludselig var det ikke længere arbejderen men iværksætteren, der var det politiske subjekt.
Overfor den ’driftige iværksætter’, der skaber økonomisk dynamik og vækst med sine investeringer, stod pludselig den ’dovne arbejder’, som må piskes med lønpres og fyringsudsigter for at holdes i gang, og som griber enhver mulighed for at strejke.
Arbejdernes faglige stolthed kan tolkes som et opgør med marginaliseringen af arbejderen som social figur.
Når DITA i kraft af sin kamp har opnået en særlig symbolsk status, er det muligvis fordi, man har formået at genfortolke rollerne i persongalleriet i den hegemoniske politiske fantasi: her førte privatiseringer ikke til produktive investeringer, men til selskabstømning; ikke til økonomisk boost og jobskabelse men til stagnation og fyringer; her satte ’iværksætteren’ ikke gang i arbejderne, men nægtede dem adgang til fabrikken. Her strejker arbejderne ikke, men genoptager produktionen på eget initiativ.
I den forstand er DITA blevet en kamp om et narrativ.
Februarrevolterne var impulsive, eksplosive og bredte sig som en steppebrand. Men de var også skrøbelige, plenumforsamlingerne var udmattende, og de fleste druknede med oversvømmelserne i maj.
Tuzla. Alt er tilsyneladende ved det gamle. Gadebilledet emmer af arbejdsløs adspredelse. Cafélivet summer, en rastløs stilstand.
Hvad skete der?
De umiddelbare praktiske konsekvenser af protesterne var begrænsede. Erfaringen med at organisere plenumforsamlinger må nævnes som noget af det vigtigste.
En anden konsekvens var etableringen af fagforeningen Solidarnosti, som efter eget udsagn i dag tæller 2.500 medlemmer. Én ting adskiller Solidarnosti fra de andre fagforeninger:
»Hvor de andre fagforeninger er knyttet til en branche så er Solidarnosti åben for alle.«
Ifølge Muminovic Hrustan, aktivt medlem af fagforeningen, er Solidarnosti faktisk den eneste varige konsekvens af protesterne. Alt andet er gået i sig selv.
De korrupte netværk, der sammenknytter den politiske elite, er så kompakte, at de er uigennemtrængelige.
»Der er brug for et bevidsthedsskifte i befolkningen i Bosnien og Herzegovina, hvis vi gerne vil bevare vores land. For med den form for politik, der føres i dag, er det ved at gå i opløsning. Befolkningen er nødt til at vågne op.«
Ifølge Emin Eminagić, aktiv i protester og plenumforsamlingerne og senere medforfatter til bogen »Unbribable Bosnia and Herzegovina«, vågnede befolkningen i februar 2014:
»Der skete et voldsomt skift i den politiske bevidsthed«, forklarer Emin.
»For første gang siden krigen havde folk muligheden for at tale uden frygt. Da protesterne og plenumforsamlingerne begyndte, var det som at åbne en 'pandoras æske', og traumerne væltede ud af folk, som for første gang turde at tale om dem offentligt."
I Solidarnosti tales der om muligheden for, at der påny udbryder protester. I magtens korridorer bliver denne mulighed, som ingen havde taget alvorligt for to år siden, nu også drøftet i ængstelig fortrolighed.
Måske blev magten ikke styrtet, men protesternes forløb demonstrerede, at dens institutioner ikke er urokkelige.
Ifølge Miroljub er en af de vigtigste erfaringer, at når »vi står sammen, kan vi udrette enorme ting«.
På DITA holdes erindringen om 2014 i live. Et kollektivt erfaret mulighedsrum åbnede sig i gaden, artikuleredes i plenumforsamlingerne og praktiseres nu i det daglige på DITA. Erfaringen af solidaritet har sat sine spor i befolkningen.
»Det kom faktisk bedst til udtryk under oversvømmelserne,« forklarer Emin.
»Ingen fra det politiske oligarki eller det internationale samfund reagerede. Det var i plenumforsamlingerne, at det første krise-beredskab blev etableret.«
Ved nærmere eftersyn er alt i Tuzlas gader da heller ikke helt ved det gamle.
En hjemmetrykt reklameplakat på en mur annoncerer 3de's genankomst på supermarkedshylderne. En politisk ungdomsorganisation deler flasker med opvaskemiddel ud på torvet som støttekampagne.
I den daglige tale er der en vis konsensus om diskret at markedsføre DITA's produkter. De beskrives konsekvent som »prisvenlige kvalitetsprodukter«; med vægt på »kvalitet«.
Forkullet står Sodaso-bygningen tilbage som et monument over magtens afmagt.
Emin fortæller om en episode fra protesterne. Der var lige blevet sat ild til Sodaso-bygningen, og en flok børn løb ind for at stjæle laptops fra kontorerne. Men da de kom ud, blev computerne taget fra dem af demonstranterne og smadret.
Det handler ikke om de små materielle gevinster, men om den symbolske afvisning af institutionernes legitimitet.
Med billederne af nedbrændte parlamentsbygninger fik verden et glimt af bevægelsens ikonoklastiske karakter. Internationale mediers interesse var kortvarig, men satte Tuzla på verdenskortet.
En dokumentarfilmmager fra Berlin strejfer om på DITA med sit kamera.
Emina er på vej til Thessaloniki for at besøge en arbejder-styret virksomhed, og om en måned skal hun deltage i »Euro-mediterrenean Labor Assembly« i Athen.
Perspektivet for DITA-kampen blev med revolterne universelle.
»Det er bare et symptom på et større billede«, siger Emin.
»Det går på tværs af grænser«.
Andreas Jensen og Julie Jensen er uafhængige forskere i kriseregimers randfænomener, for øjeblikket omflakkende i Balkan og på vej mod Grækenland.
Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96