Annonce

MiljøAnalyser og kommentarer om klima- og miljøspørgsmål
Kommentar
18. januar 2016 - 10:30

Var skifergaslicenser aftalt spil med USA?

Måske havde Venstres topfolk viden om skifergas fra lukkede møder i det amerikanske udenrigsministeriums regi. Nu må den fulde sandhed om skifergasskandalen frem.

Den engelske avis The Guardian offentliggjorde 10. september 2014 en artikel om, hvordan USA's udenrigsminister, Hillary Clinton, intensivt pressede på for amerikanske selskabers muligheder for at udvinde skifergas i andre lande.

Læs hos The Guardian: »How Hillary Clinton's State Department sold fracking to the world«

Dette arbejde startede allerede i 2009 med besked fra Clinton til de amerikanske ambassader om at indsamle data om mulige skifergasforekomster i deres respektive lande. I 2010 fortalte Hillary Clinton personligt ministre fra andre lande om USA's planer om at hjælpe med udbredelsen af skifergas på et møde i Washington.

Den 17. august 2010 blev der holdt et seminar med delegationer fra 17 lande. Det amerikanske olieselskab Devon, som oprindeligt fik de to danske licenser, var med. Seminaret var et led i USA's globale skifergasinitiativ. Initiativet beskrives på det amerikanske udenrigsministeriums hjemmeside som et initiativ, der bruger direkte kontakt på regeringsniveau til at udbrede skifergas. Med dette initiativ havde USA gjort udbredelsen af skifergas til en højt prioriteret del af sin udenrigs- og sikkerhedspolitik.

Den 22. september 2009 ansøgte Devon om tilladelse til at udvinde ukonventionel gas i den danske alunskifer efter åben dør-proceduren. Efterforsknings- og udvindingsret er sammenkædet i denne procedure. I sagsbehandlingen i Energistyrelsen og Klima- og Energiministeriet forsvandt oplysningerne om, at der var tale om ukonventionel skifergas. Da ansøgningen bliver forelagt til orientering i Energipolitisk Udvalg i maj 2010, fremgår det af følgebrevet, at der er tale om efterforskning og indvinding af olie og gas.

Ifølge TV2 Nords afdækning af sagen var det først på en høring i 2012 i Energipolitisk Udvalg, at politikerne fik en reel orientering. Her fortalte Birgitta Jacobsen fra Energistyrelsen, at der var stor fortrolighed om selskabernes efterforskningsmål, og at Energistyrelsen derfor ikke tidligere havde oplyst om, at der var tale om skifergas. Energistyrelsen valgte med andre ord at lette Devons adgang til at få licenserne igennem den demokratiske proces ved at hemmeligholde væsentlige oplysninger. Først da skifergas for alvor blev en varm politisk sag sidste sommer, kom toppolitikerne på banen med et forsøg på en forklaring.

Lars Løkke Rasmussen forklarede i TV2 Nord, at han da godt dengang i 2010 vidste, at der var tale om skifergas, og at det vidste alle, fordi det stod i aviserne. Helle Thorning svarede noget mere uldent på TV2 Nords spørgsmål, men hun kunne ikke se, at der var noget problem.

Senest har klima- og energiminister Lars Christian Lilleholt efter samrådet om skifergas den 24. september 2015 i Folketinget forklaret TV2 Nord, at han vidste, at der var tale om skifergas i 2010. Ifølge Lilleholt havde han »blandt andet« oplysningerne fra aviser.

Bjarne Laustsen fra Socialdemokraterne konstaterede efterfølgende, at der er tale om en helt uhørt mangel på respekt for Folketinget med sådanne udtalelser fra de ansvarlige ministre. Det kan aldrig være i orden, at politikere skal få deres orientering gennem sporadiske artikler i pressen, i stedet for gennem de relevante styrelser og udvalg nedsat af Folketinget.

Geus (De nationale geologiske undersøgelser for Danmark og Grønland) havde et tæt samarbejde med det amerikanske geologiske institut om kortlægning af Danmarks skifergaspotentiale. Dette fremgår af artikler i pressen og Geus' egen hjemmeside.

Med Danmarks status som en af USA's nærmeste samarbejdspartnere forekommer det ret utænkeligt, at planlægningen af en mulig skifergasudvinding har været overladt alene til embedsfolk og forskere. Der må have været toppolitikere inde over beslutningen fra starten, som har sikret koordineringen på højeste politiske niveau mellem USA og Danmark i denne sag.

At EU-Kommissionen også er positiv omkring skifergas trods modstanden i EU-Parlamentet, er ligeledes påvirket af amerikansk indflydelse. New York Times skrev den 18. oktober 2013 en artikel, som redegør for, hvor let det er for bl.a. amerikanske energiselskaber at bruge advokater til at købe sig til magt og indflydelse på europæisk lovgivning. Konklusionen var bl.a., at der var langt færre reguleringer for lobbyvirksomhed fra EU's side, end tilfældet var i USA.

Sidste efterår fik NGO'er dog den europæiske ombudsmand til at starte en undersøgelse af EU-Kommissionens nedsatte arbejdsgruppe omkring skifergas, hvor mere end 70 procent af deltagerne kommer fra industrien eller er støttet af den.

Læs mere hos Corporate Europe Observatory

Det er ikke kun omkring skifergas, at Venstre har ignoreret den demokratiske proces og lavet aftaler med USA. Trods store protester fra brede kredse i Folketinget og snesevis af organisationer skar regeringen voldsomt i støtten til den grønne omstilling. Kort efter at blækket var tørt på den nye finanslov, vender regeringen tilsyneladende 180 grader. På COP 21-mødet i Paris fortæller Lars Christian Lilleholt pludselig, at regeringen har tilsluttet sig Obama og Bill Gates' store initiativ Mission Innovation – 20 landes aftale om at øge forskning i »ren« energi (initiativet regner atomkraft og CO2-lagring med som rene energiløsninger).

Nu vil regeringen pludselig fordoble støtten til den grønne omstilling. Venstres Thomas Danielsen havde nærmest julelys i øjnene, da han talte om initiativet i Folketinget under debatten om regeringens klimamål kort før jul. Det var simpelthen så stort at kunne sidde til bords med USA i denne sag, og det ville efter Venstres mening helt klart være en bedre investering end den, man lige havde beskåret.

Mange af de dedikerede forskere, græsrødder og virksomheder, som i årevis har lagt et kæmpe arbejde i at skabe grøn energiomstilling i Danmark, må med rette sidde tilbage med en meget dårlig smag i munden.

Det tragiske er, at Venstres politikere tydeligvis er så vant til at køre uden om Folketinget i deres alliance med USA, at de ganske enkelt er holdt op med at kunne se problemet.

Det er på høje tid, vi får genrejst respekten for den demokratiske proces i Danmark. Vi danskere har krav på at få den fulde sandhed frem om skifergasskandalen. Lars Lilleholt kunne starte med at forklare, hvad der gemmer sig bag det »blandt andet«, som han brugte i interviewet med TV2 Nord efter samrådet den 24. september. Henviser det til, at han og Løkke ud over at have været flittige avislæsere også lige havde haft en fortrolig snak med Hillary Clinton?

I forbindelse med den videre behandling af skifergassagen i Folketinget i det nye år må vi fastholde kravet om en troværdig forklaring på hele det fordækte forløb omkring licenserne. Det har været tydeligt siden folketingsvalget, at Venstre har et troværdighedsproblem. Løkke har siden ved flere lejligheder lovet, at han ville rette op på sin egen troværdighed og lytte mere til danskerne. Det er på tide, han lever op til det.

 

Jens Voldby Crumlin er maskinarbejder.

Redaktion: 

Tak fordi du bruger Modkraft.
Vi håber du har læst noget interessant eller oplysende.
Du kan støtte Modkraft via MobilePay: 50 37 84 96

Annonce