Valget står mellem klima eller kapitalisme

Smeltende indlandsis, oversvømmede byer og tørkelagte landbrugsområder. Der er efterhånden ikke nogen, der er i tvivl om, at klimaforandringerne er en realitet nu.

Og det er heldigvis blevet mainstream at tale om grøn omstilling - ligesom det er positivt, at vi trods alt har taget gode og vigtige skridt for at fremme den omstilling i den seneste regeringsperiode.

Men nok så gode miljø- eller energiaftaler løser ikke den udfordring, vi står over for. Det gør løse visioner om kreative processer eller grøn iværksætterkultur heller ikke.

Krisen, vi står overfor, er nemlig ikke bare en tilfældig bivirkning af en kapitalistisk vækstøkonomi - den er et direkte resultat af den måde, vores økonomi er skruet sammen på. 

Og den katastrofe, vi bevæger os alt for hastigt imod, kan ikke stoppes, så længe det er markedskræfter, der styrer økonomien og dermed vores forbrug af jordens ressourcer.

Grøn vækst er en illusion

Stort set alle partier er lige nu enige om, at det gælder om at få væksten op igen. Men det ønske er i direkte modstrid med ønsket om at redde kloden fra en klimakatastrofe.

Der har manglet mod til at stille spørgsmål til den egentlig ganske absurde idé om en evigt voksende økonomi.

Politikere fra højre til venstre abonnerer i stedet på myten om grøn vækst: At økonomisk vækst kan afkobles fra vækst i klimabelastning, så økonomien fortsat kan vokse, mens CO2-udledningen falder.

Problemet er bare, at det er en illusion. Det er ikke lykkedes at lave sådan en afkobling på noget tidspunkt i historien, noget sted i verden. Når økonomien er vokset, har det altid ført til en stigende belastning af klimaet.  

Den kapitalistiske økonomi baserer sig på evig vækst og er drevet af stadigt voksende forbrug. Derfor kræver en reel løsning på klimaudfordringen, at vi erstatter den med en bæredygtig, cirkulær økonomi, hvor vi bevarer og udvikler den velstand og økonomiske aktivitet, vi har i dag - men hvor den materielle velstand ikke længere vokser.

Den forandring er mulig. Men den kræver, at vi tager fat på især tre opgaver, der alle gør op med centrale elementer i den nuværende økonomi. 

For det første skal vi opbygge en offentlig og demokratisk styret finanssektor. Den skal sørge for, at investeringerne dirigeres derhen, hvor de gør samfundsnytte og understøtter en bæredygtig økonomi.

For det andet må vi sikre, at den øgede produktivitet, som følger med, når vi i fremtiden bliver dygtigere og hurtigere, bliver omsat i mere fritid frem for mere forbrug.

Og endelig kan vi bremse både ressourceforbrug og efterspørgsel gennem en moderne dele-økonomi.

En demokratisk styret finanssektor

Når finanssektoren er domineret af private banker og kreditselskaber, søger investeringerne derhen, hvor det kortsigtede afkast er størst. Men det står ofte i direkte modsætning til en bæredygtig udvikling.

Og efter den seneste krise har vi set, hvordan spekulation i boliger, fødevarer og energi skader almindelige mennesker over hele verden. Derfor har vi brug for at opbygge en demokratisk styret almennyttig finanssektor, der kan få investeringer derhen, hvor de bidrager til grøn omstilling.

Vi får eksempelvis et kolossalt behov for investeringer i økologi. Gældsramte landmænd skal hjælpes, så de kan omlægge til økologisk produktion, der er økonomisk, socialt og naturmæssig forsvarlig.

Men almindelige banker afviser de investeringer. Her ville en offentlig drevet bank kunne træde til og sikre, at vi får et holdbart landbrug, der også kan skabe arbejdspladser i landdistrikterne.

Arbejdslivsreform

Vores velstand er vokset støt gennem de sidste hundrede år. Det skyldes, at vi er blevet mere og mere produktive, fordi teknologiske fremskridt og uddannelse har gjort det muligt at producere det samme på mindre tid.

Men det er kun en del af denne øgede produktivitet, som er blevet omsat i lavere arbejdstid. Den anden del er blevet til stadigt stigende velstand og forbrugsmuligheder. 

I de senere år er der desuden kommet større og større fokus på det såkaldte arbejdsudbud: Ud over at være mere produktive i de timer, vi arbejder, vokser kravene om, at vi også skal arbejde mere. Enten flere timer om ugen eller flere år af livet.

Formålet er igen at øge produktionen og velstanden.  

Men vi har nu i Danmark nået så højt et velstandsniveau, at det er muligt at sikre alle et godt liv. Da vi skulle løfte almindelige lønarbejdere ud af fattigdom og opbygge vores velfærdssamfund, var det nødvendigt at øge produktionen og velstanden. 

I dag er jagten på vækst derimod blevet en belastning. Ikke bare for vores naturgrundlag, men også for vores muligheder for at leve et godt liv.

Derfor skal vi gøre op med jagten på mere arbejde for den enkelte. Når vi i de kommende år bliver dygtigere, og dermed kan producere det samme på kortere tid, så skal den frigjorte tid ikke omsættes i mere produktion og forbrug, men derimod i fritid.

Fritiden kan vi f.eks. fordele på alle gennem kortere arbejdsuge eller tidligere pensionsalder, eller vi kan målrette den til særlige grupper som børneforældre eller seniorer.

Hvis det samlede ressourceforbrug ikke skal vokse, er det desuden nødvendigt at se på fordelingen af forbrugsmuligheder i samfundet, som lige nu bliver stadig mere ulige.

Især folk med de laveste indkomster både på og uden for arbejdsmarkedet har behov for og krav på større forbrugsmuligheder, end de har i dag.

Det kan ske, hvis vi omfordeler fra millionærer til kassedamer og kontanthjælpsmodtagere, eller fra kapital til reelt arbejde.

Deleøkonomi

Vi taler altså om et samfund med en cirkulær, vækst-fri økonomi, hvor fritiden vokser i stedet for forbruget. Men det betyder som sagt ikke, at vi skal leve dårligere end i dag.

For ud over at udjævne noget af uligheden i indkomst, kan vi faktisk også øge vores forbrugsmuligheder uden at øge forbruget. Det kræver bare, at vi omstiller til en højere grad af deleøkonomi.

I en deleøkonomi er det mindre afgørende, at man ejer forbrugsgoderne, hvis blot man har adgang til dem, når man skal bruge dem. Vi kender det fra f.eks. delebiler, men det skal udbredes meget mere.

Der er reelt ingen grund til, at alle har hver deres fyldte værktøjskasse stående i kælderen, når man kun bruger den engang i mellem. Eller at alle skal ud at købe nyt børneudstyr, som ungerne hurtigt vokser fra.

Her er det oplagt at lade kommunerne oprette udlånsfaciliteter for de forbrugerprodukter, som det giver mening at eje i fællesskab – f.eks. biler, ladcykler, værktøj, haveredskaber, legetøj, mv.

Vi kan også tilskynde virksomheder til at udvikle nye forretningsmodeller, der er baseret på delekoncepter. F.eks. kan vi give dem ansvar for, at de ressourcer, der indgår i deres produkter bliver genanvendt i nye produkter.

Det kan virksomheden sikre med pantordninger, så produktet returneres, eller ved at udleje produktet frem for at sælge det – hvilket også vil motivere virksomheden til at lave mere holdbare produkter.

Målet er, at vi alle får større forbrugsmuligheder, samtidig med at vi nedbringer vores forbrug.

Opgør med vækstøkonomien

Vi har her givet tre forslag til, hvordan vi får startet omstillingen til en økonomi, der kan holde sig indenfor klodens grænser:

• Demokratisk kontrol over finansieringen, så vi kan dirigere investeringerne derhen, hvor de gør samfundsmæssig nytte.
• En bremse på forbrugsvæksten, så vi omsætter øget produktivitet i fritid og livskvalitet.
• Og ved at bruge deleøkonomi til at skabe større forbrugsmuligheder uden større forbrug.

Men disse tre skridt vil også være de første skridt i et opgør med den kapitalistiske vækst-økonomi, vi kender i dag. For det ene går ikke uden det andet.

Pelle Dragsted og Maria Gjerding er folketingskandidater fra Enhedslisten.

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen/Herunder afsnittet: Kritik og argumenter ift. valgets temaer