Valget er ikke demokratisk

Jakob Ruggaard og Rasmus Markussen har i indlægget »Stem ikke-kampagnen er demobiliserende« på Modkraft kritiseres os for at opfordre til at ikke at stemme ved folketingsvalget den 18. november.

Lad os se nærmere på deres kritikpunkter.

Vi vil først understrege at der ikke er nogen, der er uenig i, at der mangler en ny antisystemisk bevægelse i dag. Den gamle arbejderbevægelse eksisterer ikke mere og tilbage står kun professionaliserede partier, der fungerer som vedhæng til et udemokratisk politisk system.

Uenigheden består i, hvorvidt vi bør stable en protest, kritik og modstand på benene imod det politiske system og hele den politiske elite eller ej.

Stem ikke-projektet går netop ud på at stable en sådan protest på benene, og vi anser opfordringen til ikke at stemme som en helt nødvendig del af denne protest.

Ruggaard og Markussen skriver, at det er naivt at tro, at at »det at få flere mennesker til ikke at stemme, vil være noget der vil ryste det politiske system nævneværdigt«.

Det kommer an på, hvor meget stemmeprocenten falder. Hvis den f.eks. falder 30%, kan det ikke tolkes som andet end et udtryk for en radikal krise i befolkningens tillid til det politiske system, og dermed som manglende opbakning til dette system.

Vi har dog ikke nogle illusioner om, at vi lykkes med at få stemmeprocenten til at falde så meget. Derfor understreger vi også hele tiden, at denne taktik kun er et led i en større kamp mod det politiske system, og at den ikke kan stå alene og ikke alene kan udgøre grundlaget for en bevægelse der vil forandre samfundet i en mere demokratisk retning.

Ruggaard og Markussen skriver videre, at det er »tvivlsomt« at en lavere stemmeprocent vil blive »tolket« som en protest mod systemet. Det er helt rigtigt. Men fortolkningen af politiske handlinger er i sig selv en del af den politiske kamp, og det er netop denne kamp vi forsøger at kæmpe.

Indtil videre synes vi faktisk, at det er gået ret godt – vi har fået meget mediedækning (og der kommer mere), ligesom vi holder foredrag og deltager i debatter.

Det er også derfor, at vi konstant kritiserer begrebet om sofavælgeren, som den politiske elite bruger om os. Mener Ruggaard og Markussen, at vi bare skal acceptere politikernes og mediernes »tolkning« af vores handlinger?

Hvis vi tager den lave deltagelse til EU-parlamentsvalget som eksempel, kan vi se at denne bliver fortolket som et tegn på »demokratisk underskud« eller måske endda en »krise for demokratiet«.

Hvis danske medier begynder at tale på den måde om det danske politiske system, så har vi et godt udgangspunkt for at vinde debatten og skabe en bevægelse.

Ruggaard og Marcussen skriver, at vi i vores retorik og valg af kommunikationskanaler »klart sigter mod venstreorienterede«. Det er helt forkert.

For det første vælger vi ikke selv alle vores kommunikationskanaler – vi kan desværre ikke bestemme hvilke medier, der vil skrive om os. Men hvis man ser på, hvilke medier der har skrevet om os, eller som vil skrive om os, så er billedet ikke så entydigt; det drejer sig bl.a. om DR, TV2, JP, Atlas, Højskolebladet, Information, Politiken, Mandag Morgen, Ekstra Bladet, BT og Radio 24syv.

Desuden holder vi foredrag og deltager i debatter på f.eks. højskolerne.

Hvad angår retorikken, burde Ruggaard og Markussen læse Hæv stemmen! eller manifestet Vælgerstrejke – så ville det blive tydeligt, at vi netop ikke udfolder vores kritik i et klassisk venstrefløjssprog.

Dette er helt bevidst, og vi går ikke på kompromis med radikaliteten med dette valg. Projektet har fra starten handlet om at udfolde en kritik af det politiske system med udgangspunkt i begrebet demokrati, idet alle accepterer dette begreb.

Det betyder ikke, at vi ikke mener hvad vi siger.

Det betyder blot, at vi fremfor at formulere kritikken med begreber som klasse, kapital, revolution osv., hvilket ville fremmedgøre mange fra starten (og dermed gøre at vores kritik kun ville nå venstrefløjen), fremfører den i et sprog, hvor alle kan være med fra starten – og det gør vi, fordi vi faktisk mener at man kan gennemføre denne kritik uden at gøre brug af hele det klassiske venstrefløjsvokabular.

Vi mener, at en konsekvent demokratisk politiske praksis selvfølgelig må være en antikapitalistisk, revolutionær praksis. Formålet er ikke at tale til venstrefløjen internt, men derimod at opsamle den udbredte politikerlede i samfundet og artikulere denne i en direkte protest imod den politiske elite og det udemokratiske politiske system.

Netop det som den venstrefløj, der selv er integreret i dette system, ikke har formået at gøre.

Vi bliver anklaget for at have et fetichistisk forhold til Folketinget. Og ja, vi mener faktisk at Folketinget er et vigtigt politiske emne – men ikke fordi at Folketinget er »kernen i samfundets magtstruktur«, som Ruggaard og Markussen skriver (hvis man har læst eller hørt noget som helst af det vi har skrevet og sagt, ved man at vi konstant fremfører den modsatte pointe).

Folketinget og folketingsvalget har to formål: dels at reproducere og rekruttere nye personer til den politiske elite og i sidste ende magteliten og dels at give hele denne herskende klasse et skær af legitimitet.

Det er et af statens fremmeste ideologiske apparater Derfor er det vanvittigt vigtigt for venstrefløjen at få udfoldet en kritik af dette politiske system – en kritik, vi mener, er alt for fraværende.

I det hele taget er der rigtigt, at der er brug for en ny bevægelse udenfor parlamentet. Men denne kommer altså ikke fra professionelle politikere med smarte mediestrategier.

Hvordan tror I, arbejderbevægelsen, kvindebevægelsen eller 68’-bevægelsen skabtes? Af arbejderklassen og befolkningen selv begyndte at slutte sig sammen og skabe den selvbestemmelse, der var nødvendig for dannelsen af disse bevægelser.

Vores projekt er netop at komme ud til andre end bare venstrefløjen, for at sige: hvis vi vil have et demokratisk samfund, så skal det komme via det udenomsparlamentariske arbejde.

Det handler med andre ord om at rekruttere til den udenomsparlamentariske kamp mod magteliten.

Ved sidste valg blev Enhedslistens mandattal tredoblet. Hvad har venstrefløjen fået ud af det? Fire år med en borgerlig regering, der har ført neoliberal politik og skåret ned på kontanthjælp, SU, førtidspension, har smadret de videregående uddannelser og givet skattelettelser til de rige og firmaerne.

Det er klassekamp fra oven, og Enhedslisten har støttet denne regering i fire lange år.

De sidste fire år viser tydeligt, at venstrefløjen ikke i den nuværende situation får noget ud af at deltage i det parlamentariske arbejde. Derfor mener vi, at det er bedre strategi at knytte an til den udbredte mistillid til det politiske system og rette kritikken direkte mod dette udemokratiske system, der tydeligvis lammer enhver frigørende impuls.

At vi ikke får skabt et demokratisk system – dvs. et system hvor befolkningen, og ikke pengene, har magten, altså en afskaffelse af kapitalismen – via det parlamentariske arbejde, er en udbredt sandhed på venstrefløjen. Men det er det ikke uden for venstrefløjen.

Hvis vi skal gøre os noget håb om at få nedbrudt parlamentsfetichismen, der udstiller parlamentet som samfundet magtcentrum, kræver det en omfattende, systematisk kritik af det politiske system, inkl. folketingsvalget. Det kræver, at vi konstant gør opmærksom på, at Folketinget ikke har magten over samfundet, men blot er et redskab for den herskende klasse, dvs. kapitalen, magteliten og den politiske elite.

Og ja, vi afviser at »opsætte en utopi, som vi kan stræbe efter«. For kommunisme er, som salig Marx og Engels gjorde opmærksom på, »ikke en tilstand, som skal etableres, et ideal, som virkeligheden må rette sig efter. Vi kalder kommunisme den virkelige bevægelse, som ophæver den nuværende tilstand«.

Vi ophæver ikke den nuværende tilstand ved at integrere os i Folketingets udemokratiske cirkus og støtte op om en neoliberal regering. Tværtimod må vi direkte modarbejde det politiske system.

Vi lever ikke i et demokrati, men i et elitestyre inden for rammerne af en global kapitalisme.

I dette udemokratiske system er Folketingsvalget faktisk vigtigt, for det er det, hele systemet hænger hele sin legitimitet og opretholdelse op på.

Derfor er det helt afgørende for en antikapitalistisk strategi at gennemføre en nådesløs kritik af det politiske system og dets forsøg på at give sig selv demokratisk legitimitet. Vi synes at den kritik mangler, og derfor gør vi, som vi gør.

Esben Bøgh Sørensen og Søren Mau er aktive i kampagnen »Stem ikke til folketingsvalget«

Red. note: Se også linkbox på Modkraft Biblioteket om Valget 2015 - og venstrefløjen.