Vækst er en betingelse for kapitalisme - men evig vækst er umuligt

Thomas Piketty har utvivlsomt ret, når han peger på, at kapitalismen fører til stadig mere ulighed, og at dette er kapitalismens naturtilstand, der kun blev afbrudt en kortere periode i det 20. århundrede, men de sidste tredive år igen har gjort sig gældende.

Den voksende ulighed skyldes, som Piketty påpeger, især det enkle forhold, at ophobede formuer giver større procentuelt afkast end indtægter, skabt gennem arbejde. Disse ophobede formuer kan, som Piketty nævner, stamme fra arv eller arbejde.

De kan også, hvad Piketty ikke er så opmærksom på, opstå som følge af tyveri og rov. Det gælder historisk – om kongers og adelens formuer - og i vor tid om de enorme formuer, der på kort tid blev skabt i postkommumnistiske lande gennem udplyndring af den fælles ejendom.

Som hovedårsag til denne afbrydelse, hvor uligheden blev mindre, nævner han de to verdenskrige og verdenskrisen i trediverne.

Jeg tror, man skal pege mindst lige så meget på den organiserede arbejderklasses historieskabende kraft. Uden fagforeningerne og socialistiske og socialdemokratiske partier var det næppe lykkedes at tæmme kapitalismen og skabe en velfærdsstat i en periode.

Men den europæiske arbejderbevægelse sejrede sig ihjel. Da den opgav målsætningen om en gennemgribende samfundsændring og kun arbejdede for højere levefod, gravede den sin egen grav.

Den skabte en klasse af vellønnede arbejdere og funktionærer, der efterhånden følte større slægtskab med arbejdergiverne end med dårligt lønnede arbejdere og derfor i stigende omfang valgte at stemme på borgerlige partier. 

Bortset fra mindre partier på venstrefløjen er der nu i de fleste udviklede lande en bred konsensus om markedsøkonomi.

Denne økonomi bygger på en række præmisser, der har den svaghed, at de ikke er i overensstemmelse med virkeligheden. Den klassiske økonomi går ud fra, at mennesker handler ud fra et ønske om profitmaksimering, og at interaktionen mellem mennesker hovedsagelig består i konkurrence.

I virkeligheden forudsætter enhver interaktion et samfund, og dette samfund er hovedsagelig opbygget gennem fredeligt samarbejde til gensidig fordel.

Menneskene i dette samfund kan have et ønske om profitmaksimering, men over for familie og venner må dette ønske vige for andre og dybere ønsker om samvær og sammenhold.

Næsten alle mennesker følger en socialistisk etik over for deres nærmeste. Det er de færreste, der ønsker at konkurrere deres børn ud.

De rige lande oplevede fra tiden omkring oliekrisen 1973 en faldende vækstrate, mens lande som Kina havde meget høj vækst. Det er ikke så mærkeligt.

Hvis man har hundrede kroner, er det ikke så svært at få 50 procent mere. Men hvis man har en milliard, kræver det mere. Arbejder man fire timer, kan man let arbejde femogtyve procent mere. Men arbejder man fjorten timer, er det ikke så nemt.

Men økonomer som Milton Friedman mente, at den faldende vækstrate skyldtes statsregulering af økonomien, og inspireret af ham opstod Thatcher-Reagan-revolutionen, der var en virkelig revolution.

Der opstod et system, hvor man i stigende grad tog fra de fattige for at give til de rige gennem privatisering, afskaffelse eller nedsættelse af formue- og selskabsskat, deregulering og stærk satsning på kapitalens og arbejdskraftens frie bevægelighed.

Globaliseringen, der blev mulig som følge af tekniske innovationer som containertransport og den politiske udvikling i først Kina og så Sovjet og Østeuropa, hvor et lag af partipampere og direktører overtog magten og genindførte kapitalismen, førte til en arbejdsdeling mellem landene, så Europa og USA i vidt omfang blev af-industrialiseret, mens Kina og andre asiatiske lande blev verdens produktionscenter.

Samtidig førte dereguleringen, globaliseringen og it-revolutionen, der fandt sted samtidig, til en stadig vildere casino-kapitalisme, hvor computerprogrammer køber og sælger i rasende hast på børser, der altid er åbne et sted i verden, og hvor finanskapitalen dominerer over produktionskapitalen, og handelen med derivater stiger til svimlende højder.

Virkningen af denne revolution har været en accelerering af tendensen til stigende ulighed – globalt mellem landene og i hvert enkelt land.

I de rige lande er der opstået en ny klasse af arbejdende fattige, mennesker, der ikke kan leve af den løn, de får, selv om de arbejder på fuldtid, samtidig med at de allerrigeste bliver rigere i stadig hurtigere tempo.

Sidste år voksede de 50 rigeste danskeres formue med 27 procent.

Men ligesom den organiserede arbejderklasse sejrede sig ihjel ved at skabe en klasse af vellønnede arbejdere, der ikke længere følte sig som arbejdere, graver kapitalismen sin egen grav.

Når den tidligere middelklasse i stadig stigende grad synker ned i fattigdom som følge af den voksende ulighed, er der ikke længere tilstrækkelig mange forbrugere til at købe det, der produceres.

De få superrige kan forbruge en del, men der er grænser for, hvad de har brug for. De investerer en stor del af deres indtægter i stedet for at bruge alle pengene til forbrug.

Der opstår derfor en afsætningskrise, hvor virksomhederne ikke kan komme af med deres produkter.

I USA forsøgte man ihærdigt at få folk til at blive ved med at købe ind, selv om de ikke havde flere penge. Mange af dem boede i eget hus, og hvis man kunne få dem til at tage lån i deres huse og bruge pengene til forbrug, ville det være godt for kapitalisterne.

Hvis huspriserne blev ved med at stige, kunne man bare afdrage lånene ved at optage nye lån. Men da huspriserne ikke længere steg, kunne folk ikke betale afdrag og renter af deres lån, og så havde vi finanskrisen.

Vi vil i stigende grad komme til at se, at kapitalismen simpelthen ikke længere fungerer. Vi vil se, at den velfærdsstat, der gjorde så mange mennesker i lande som vores til tilfredse forbrugere, i virkeligheden sikrede kapitalismens overlevelse, mens den rå og nøgne kapitalisme, vi kender fra det 19. århundrede og nu er ved at se igen, æder sig selv op indefra.

Statssocialismen led nederlag af en del forskellige grunde. Den vigtigste af dem var nok, at en ny klasse voksede frem og overtog magten ved et kup.

Når det kunne ske, var det fordi befolkningen i vidt omfang havde mistet troen på socialismen, og det var der igen en del grunde til, ikke mindst oprustningen, der kostede så meget, at man ikke kunne sikre forsyningen af forbrugsvarer til befolkningen, og især de terroristiske og autoritære metoder – som Stalins massemord – der forhindrede udviklingen af demokratiske samfundsformer.

Kapitalismen er i færd med at bryde sammen. Det skyldes de grunde, jeg har nævnt, men i endnu højere grad det forhold, at kapitalismen ikke kan eksistere uden evig materiel vækst, og evig materiel vækst er ikke mulig i et lukket materielt system som planeten Jorden.

Kapitalismen kræver investeringer, og investeringer foregår kun, hvis de giver afkast. Hvis man låner 100 kroner, er det ikke nok at betale pengene tilbage – man skal også betale renter, og det kan man kun, hvis man har vækst – hvis man skaber flere penge end dem, man lånte.

Vækst kræver, at der stadig findes en frontier – at der stadig er plads til at udvide markedet og ekspandere ind i nye markeder. De sidste uudnyttede markeder var de postkommunistiske lande.

Nu er der ikke flere steder at ekspandere hen, og den planlagte forarmelse af store dele af befolkningen i alle lande gør det endnu mere umuligt at fortsætte med vækst.

Vækst er en betingelse for kapitalismen, men dræbende for naturen, for vores biologiske livsgrundlag. Stadig vækst fører til stadig større skadevirkninger på klimaet og miljøet og stadig forringelse af vores muligheder for at overleve.

Det skal måske understreges, at det er evig materiel vækst, der er umulig. Der er ingen grænser for immateriel vækst: Vækst i viden, i indsigt, i teknologi, i kunst og kærlighed osv.

Af alle disse grunde er det nødvendigt at skrotte de ubrugelige systemer og finde frem til nye samfundsformer – til et samfund i harmoni og balance, hvor vi ikke ødelægger og bekæmper naturen, men indser, at vi er en del af naturen og må leve med alle de andre organismer omkring os, ikke bekæmpe dem.

Vi må indse, at vi ikke kan spilde ressourcer på kamp og konkurrence eller på alt for stort forbrug, men må lære nøjsomhed og mådehold og lære at samarbejde og i fællesskab opbygge en ny verden.

Arne Herløv Petersen er forfatter

Han har senest udgivet erindringsromanen Grænseløs på forlaget Det poetiske Bureau.