Våbentransporter: Enhedslisten kan ikke bortforklare tvetydighederne

Vi vil kvittere for Nikolaj Willumsens svar på vores indlæg »Betingelserne for Enhedslistens støtte til våbentransport til Irak blev ikke opfyldt«, der blev bragt på Modkraft den 1. september.

Lad os indledningsvis slå fast, hvad vi er enige om.

Stater og organisationer, der overtræder grundlæggende menneskerettigheder og humanitær lov (Geneve konventionerne) og udfører krigsforbrydelser, tortur og forbrydelser mod menneskeheden er altid socialismens modstandere i enhver sammenhæng.

Politisk islam, som den bl.a. praktiseres af Islamisk Stat i Levanten, ISIL, er derfor vores fjende i Mellemøsten, fordi den bygger på en fornægtelse af samtlige de værdier, vi som socialister hylder.

Så naturligvis skal kurderne have hjælp herunder våben til bekæmpelse af ISIL.

Det vi stiller spørgsmålstegn ved, er de betingelser, hjælpen gives efter – blandt andet er der ingen garanti for, at alle kurdiske styrker får våbenhjælp.

Men lad os kigge på Nikolaj Villumsens vigtigste modargumenter.

Irak

Nikolaj Villumsen skriver: »Først og fremmest slås Enhedslisten i skoene, at vi ikke har interesseret os for problemerne i Irak eller for kurderne tidligere. Det er ganske enkelt forkert«.

Vi har imidlertid aldrig skrevet, at Enhedslisten ikke har interesseret sig for problemerne i Irak.Vi skriver:

»Det kan nemlig tilføjes, at især sunnimuslimer i Irak i flere år har været drevet på flugt, hvilket har resulteret i store flygtningestrømme og omplaceringer mange steder i Irak.

Det nævner Enhedslistens betænkning ikke med et ord, hvilket kan give det indtryk, at ISIL er hovedårsagen til den kaotiske situation i Irak og ikke symptomet.

Den logiske slutning på denne undladelse er: Havde det med andre ord ikke været for ISIL’s offensiv, ville vi have accepteret at leve med de mangeårige politiske og religiøse forfølgelser i Irak.«

I betænkningen skriver Enhedslisten, at det nuværende kaos er skabt af den ulovlige Irak-krig. Vi kunne ikke være mere enige. Men det er kun den ene side af sagen.

Den er også skabt af den shiitiske regering, der gentagne gange har gennemført overgreb på det sunni-muslimske mindretal, udelukket dem fra politisk indflydelse – ja nærmest gjort dem til pariaer i egen stat.

Det er således kombinationen af Irak-krigen og en sekterisk regering der er baggrunden for ISIL’s fremgang.

Kurderne

Vi bliver kritiseret for ikke at have læst alle svarene fra forsvarsministeren. Således henviser Nikolaj til, at det er en person fra den progressive demokratibevægelse, der leder det kurdiske forsvarsministerium.

Nu har vi faktisk læst alle svarene fra forsvarsministeren – herunder det svar, hvor han bekræfter ovennævnte.

Vores kommentar er: ja og?

Vi betragter også SF som et progressivt parti. Det forhindrede imidlertid ikke eksempelvis dagpengeforringelser eller skattelettelser til de rige.

Pointen er, at fordi der sidder en eller flere progressive personer i regeringen, er det ikke ensbetydende med progressiv politik.

I et andet svar slår forsvarsministeren klart og tydeligt fast, at PKK ikke er en del af de væbnede styrker under den kurdiske selvstyreregering.

Heraf kan man enkelt udlede, at der ikke er planer om at sende våben til PKK – eller til YPG for den sags skyld.

Faktisk har regeringen ikke bundet sig til at sende våben til den kurdiske selvstyreregering. Det vil formentlig ske, men alt peger på, det bliver særligt udvalgte dele af selvstyreregeringen.

Vi kritiserede, at Enhedslisten ikke som betingelse for sin støtte sikrede, at alle kurdiske modstandskræfter fik hjælp.

Nikolaj fremfører et andet, unægteligt noget bagvendt synspunkt

»Det er i den sammenhæng værd at bemærke, at forsvarsministeren anerkender at styrkerne fra PKK har været afgørende i kampen mod ISIL, og at hverken statsministeren eller udenrigsministeren kan garantere at PKK ikke vil få del i de våben, som Danmark transportere til den kurdiske regionalregering i Nordirak«.

At hverken statsministeren eller udenrigsministeren ikke kan garantere, at PKK ikke vil få del i de våben, Danmark transporterer, er da en mærkelig måde at argumentere på.

Vi havde unægtelig været mere beroliget, hvis statsministeren og udenrigsministeren kunne garantere, at PKK ville få del i de våben Danmark transporterer.

Hvis Enhedslisten havde fået den garanti, så kunne man med rette sige, at en af betingelserne var opfyldt.

Endvidere bliver vi beskyldt for at mene, Enhedslisten skulle stemme imod forslaget, indtil PKK blev taget af terrorlisten. Undskyld udtrykket, men det er altså det rene sludder.

Vi skriver, at Enhedslisten skulle have betinget sig en direkte støtte til PKK og anerkendt deres legitime ret til at kæmpe for en selvstændig kurdisk nation.

Naturligvis havde vi gerne set PKK blive taget af terrorlisten. Men her og nu var det vigtigste for os, at PKK også fik våben. Det er der ingen sikkerhed for i beslutningsforslaget.

Lige som der heller ingen sikkerhed er for, at Danmark støtter – ikke kun PKK - men kurdernes legitime ret til at kæmpe for en selvstændig nation.

Syrien

Nikolaj skriver: Men »der er intet i dette beslutningsforslag, der tillader, at Danmark deltager aktivt i borgerkrigen i Syrien«.

Det er ikke helt korrekt.

I et notat om det danske militære bidrag mod ISIL i Irak dateret 2. september og sendt til bl.a. forsvarsudvalget skriver tre forskere ved det juridiske fakultet i København, at Danmark allerede i efteråret 2013 i »lighed med den britiske regering [gør[ gældende, at magtanvendelse [i forhold til borgerkrigen i Syrien, red.] efter omstændighederne kan være foreneligt med folkeretten, selv i fraværet af et samtykke fra en relevant regering, uden et mandat fra Sikkerhedsrådet, og uden hjemmel i retten til selvforsvar,« hvis bestemte betingelser var opfyldt, herunder hvis »mulighederne for alternative løsninger til magtanvendelse uden FN-mandat« er udtømte.

De fortsætter: »Den danske opfattelse baserer sig således på doktrinen om ’humanitær intervention’. Det skal understreges at regeringens påstand er særdeles kontroversiel og udtryk for et minoritetssynspunkt.«

Den danske regering har således allerede for et år siden gjort det klart, at Danmark kan – og vil? – gribe ind i Syrien, såfremt dens egen definition af humanitær intervention er opfyldt.

Tidligere regeringer er løbet fra deres løfter i forbindelse med humanitære interventioner. Intet tyder på denne regering ikke også vil gøre det, hvis den finder det opportunt.

Det fremgår dels af det uklare beslutningsforslag med bemærkninger og de mange tvetydige svar på spørgsmål stillet til beslutningsforslaget.

Kurderne og irakerne havde været bedre hjulpne, såfremt det havde været en FN-mission – f. eks. med udgangspunkt i resolution 2170.

Eller hvis Danmark, i stedet for at gå med i den eksklusive 10 lande store »koalition af villige«, var gået sammen med andre lande om hjælp til kurderne.

Det eneste sikre er: Beslutningsforslaget garanterer ikke hjælp til kurderne, det lover det kun såfremt den irakiske regering siger ja.

Det er ikke godt nok efter vores mening.

Niels Henrik Nielsen, Jan Helbak, Jan Mølgård og Niels Frölich er medlemmer af Enhedslisten.

Læs også andre debatindlæg på Modkraft om våbenleverencerne til Nordirak:

Peter Hvelplund: »Våbentransport til Nordirak: Der er et regulært dilemma«

Allan Ahmed og Imdat Yilmaz: »Våben til kurderne«

Jørgen Petersens svar til Allan Ahmed og Imdat Yilmaz: »Dansk krigsdeltagelse og støtte til kurderne«

Se også på Modkraft Biblioteket links om Islamisk Stat og debatten om dansk militær deltagelse.