Værn om principperne

Det seneste folketingsvalg var på mange måder et historisk folketingsvalg for venstrefløjen. Aldrig før har der været postet så mange penge i en valgkamp, aldrig før har vi haft en så intensiv mediedækning og aldrig før har fraværet af langsigtede visioner og systemoverskridende mål i den politiske debat været større. 

Som vælger har man derfor måttet kigge langt efter politikere, der har turdet tale om visioner eller mål, der rakte ud over den kommende folketingsperiode.

Venstrefløjen har til alle tider været hjemsted for udviklingen af progressive ideer, langsigtede visioner og utopier. En styrke og drivkraft, man historisk ikke kan overvurdere vigtigheden af. 

Desværre har vi de seneste år set en uheldig udvikling på store dele af den danske venstrefløj i retning væk fra dette udgangspunkt. Målet om grundlæggende forandringer af samfundet og de langsigtede visioner er i alt for høj grad blevet erstattet af et mål om at tilegne sig magten og forvalte den inden for en allerede givet kapitalistisk ramme.

De mere langsigtede mål og visioner er således blevet ofret på bekostning af et alt for ensidigt fokus på kortsigtede mål og resultater. Det gamle socialdemokratiske dogme om, at »målet er intet og bevægelsen er alt«, synes således at have fået en alt for dominerende rolle og trækker i dag tråde langt ind i SF. 

Nyt principprogram i Enhedslisten?

I lyset af denne udvikling er der lagt op til en utrolig vigtig debat på Enhedslisten årsmøde. Hovedbestyrelsen har som en del af et større forslag om »Enhedslistens mål 2012-2016« nemlig forslået at »… Enhedslisten efter årsmødet 2012 (påbegynder red.) udarbejdelsen af et nyt principprogram«.

Denne vigtige og vidtrækkende formulering, som paradoksalt nok fremgår i en bisætning i ellers dybt uambitiøst forslag, der forsøger at beskrive en række konkrete mål for partiet udvikling de næste 4 år, bør lede til en række overvejelser.

Et principprogram har flere formål. Det tegner hovedlinjerne i et partis principper, bliver brugt til at skabe en fælles identitet og definere, hvad det vil sige at være medlem af et parti, og endelig udstikker det de langsigtede retningslinjer og visioner for, hvad det er for et samfund, det pågældende parti ønsker.

Et principprogram er altså udgangspunktet for et partis langsigtede visioner og tegner, så at sige, sjælen af et parti. Mange niveauer spiller derfor en yderst vigtig rolle. 

Giver man sig tid til at læse Enhedslistens principprogram, er det som medlem ikke svært at være enig i, at meget kunne forbedres. Formuleringer kunne strammes op, sproget gøres lettere, holdninger præciseres og udbygges, og analyser opdateres.

Alligevel må man overveje, om tiden er den rigtige for Enhedslisten til at starte en lang proces med at udarbejde et nyt principprogram, især uden en forudgående debat om det egentlige behov for et sådant nyt program.

I virkeligheden er det meget godt beskrevet i det baggrundspapir, der er udarbejdet til forslaget om et nyt principprogram, og som er at finde blandt årsmødepapirerne. Her står ”»Man skal ikke skrive programmer i tide og utide, men når tiden og udviklingen kræver de,t og kræfterne er til det.«

Spørgsmålet er så, om tiden kræver det, og kræfterne vil være prioriteret rigtigt i en sådan programproces.

I en tid, hvor Enhedslisten vokser med hastige skridt og i forlængelse heraf er kommet under voksende pres for at indgå kompromiser og indtage mere populistiske holdninger, er det vigtigt at have et stærkt principprogram, der kan sætte retning og rammer for partiets arbejde.

Et principprogram, der kan stå vagt ved partiets grundlæggende principper. Dette er for alt i verden ikke noget, vi skal sætte over styr.

SF er her skrækeksemplet. Partiets nye principprogram er blevet udvandet i en sådan grad, at alle principper og visioner synes at være til salg for den mindste politiske sejr.

Hvorfor lige nu?

Enhedslisten er i dag det eneste parti på venstrefløjen, der bestandigt forsat holder fast i sine principper og mere langsigtede visioner, og det er noget, vi skal værne om og være yderste bevidste omkring.

Især når fristelsen for at kapre de nemme stemmer gennem lette politiske kompromiser venter lige rundt om hjørnet.

Det har været svært at identificere de præcise argumenter for den absolutte nødvendighed af at udarbejde et nyt principprogram lige netop nu.

Men Finn Sørensen har skrevet et længere indlæg om forslaget til Kritisk Debat, der er værd at læse.

Her ridser han en række argumenter op, hvorfor det er relevant at skrive et nyt principprogram. Bl.a. nævner han nødvendigheden af »… at foretage en grundig analyse af de alvorlige ændringer, der sket i kapitalismens udvikling den sidste halve snes år, og i styrkeforholdet mellem klasserne…«.

Ligeledes nævner han nødvendigheden af en diskussion om, hvad vi forstår ved socialismen og ikke mindst, hvordan vi gør kampen for socialismen konkret.

Og endelig påpeger han nødvendigheden af at arbejde med spørgsmålet om, hvordan vi får langt bredere dele af befolkningen i tale om de nødvendige grundlæggende samfundsforandringer.  

Yderst relevante spørgsmål, der alle er vigtige at adressere. På nær måske spørgsmålet om vores forståelse af socialismen, synes dog desværre ingen af argumenterne at være af overbevisende karakter, og de forklarer ikke, hvorfor arbejdet med disse ellers yderst relevante spørgsmål forudsætter udarbejdelsen af et nyt principprogram.

Især spørgsmålet om, hvordan vi gør socialismen konkret, synes malplaceret, idet et principprogram jo netop skal beskrive de retningsgivende langsigtede visioner, hvorfor det ikke er her, man skal kigge efter de konkrete skridt på vejen til socialisme.

Skal vi gøre socialismen konkret, skal det ske i forbindelse med udarbejdelse af ambitiøse arbejdsprogrammer, organisering og udviklingen af politikker på kort og mellemlang sigt.

Finn Sørensen nævner i sit indlæg, at kritikerne af udarbejdelsen af et nyt principprogram har antydet, at Hovedbestyrelsen forsøger at smugle en reformistisk strategi ind ad bagdøren.

Det er jeg nu ikke så bange for. Folk har givetvis mange forskellige motiver for at ønske et nyt principprogram, og jeg skal ikke konspirere omkring hvilke, der her gør sig gældende og vægter tungest.

Det er vigtigt, at vi tør tage de relevante debatter og ikke skyder dem i sænk, inden de er gået i gang. Men forslaget er svært ikke at se i sammenhæng med den udvikling, jeg tidligere har ridset op, der har fundet sted på den resterende venstrefløj.

Især når det er svært at finde rigtig gode argumenter for, hvorfor vi netop nu skal have et nyt principprogram. Man kan retorisk spørge, hvad det er præcis, der er sket siden 2003, der gør, at det er så presserende at skrive et helt nyt program.

Misforstå mig ikke. Jeg deler det meget ambitiøse mål om at give socialismen en ny fortællekraft og det analysearbejde, dette vil forudsætte. Jeg mener dog også, at man kan argumentere for, at det ikke nødvendigvis bedst opnås igennem eller forudsætter udarbejdelsen af et nyt principprogram.

Prioritér kræfterne

Venstrefløjen har alt for længe haft tendens til at bruge oceaner af tid på at skrive lange analyser og evaluere den aktuelle udvikling, i stedet for at forsøge at præge den.

Det er åbenlyst, at der løbende er behov for analyse. Men store dele af analysen har ligget der længe. Nu handler det om at handle på baggrund af den og sikre den nødvendige formidling.

Hvis ikke venstrefløjen skal misse den største mulighed i over 80 år for at italesætte et opgør med det kapitalistiske system, skal vi i offensiven, og det skal hellere være i dag end i morgen. 

Som Marx engang har skrevet, har »Filosofferne kun fortolket verden forskelligt, men hvad det kommer an på, er at forandre den.« Det er altså ikke tænkningen, der ændrer virkeligheden, men virkeligheden, der ændrer tænkningen.

Dette mantra bør være en kernesten i Enhedslistens fremadrettede arbejde. Vi skal derfor arbejde imod en handlingskultur, hvor udgangspunktet for det politiske arbejde er resultatorienteret på alle niveauer.

Det bør derfor være en central diskussion på Enhedslistens årsmøde, om det er en rigtig strategi, at prioritere kræfterne de næste to år på udarbejdelsen af et nyt principprogram.

Eller om kræfterne er bedre lagt i konkrete og offensive kampe mod det kapitalistiske system og dets mange problemer, der med finanskrisen er blevet tydelige for mange.

Første skridt i retning mod at finde svar på dette spørgsmål ville naturligt være, at rejse en diskussion med udgangspunkt i det nuværende program om behovet for et nyt principprogram i Enhedslisten.

Tobias Clausen er medlem af Enhedslisten og sidder bl.a. i partiets Europapolitiske Udvalg

Læs mere om socialistisk principdebat på Modkrafts temaside Moderne Socialisme.